Pages

torsdag den 30. december 2010

Du kan bringe mig højere op, der hvor det er passionen før tøjet, fashion'en før møget.
Du ved Cos fremfor Ed Hardy. Kvalitet fremfor alt.
Der hvor græsset er grønnere, og skyerne står skrevet med silke.
Du bringer mig derop, hvor Elizabeth and James tøjet hænger på træerne, og Louboutin skoene popper op på små guldgræne fra jorden.
Det er der Mary-Kate Olsen er din bedste veninde, og Coco Chanel din ældste kusine, Karl Lagerfeld er din onkel og Alexander Mcgueen er din stadiglevende højtelskede bror. Du drikker også te og spiser småkager med selveste Alexa Chung.
Som min kære Coco engang sagde; Det er der, hvor det er Stil og ikke mode. Mode går af-mode, stil forbliver det samme.

.. Men det er kun dig der får mig helt derop

tirsdag den 28. december 2010

At åbne sig.

At blive misforstået ufatteligt meget.

At lytte på skærende og smertende svar.

At holde alle de tilbageholdende ord gemt.

At græde ufrivilligt overfor en ufrivillig person.

At føle sig malplaceret mellem bekendte.

At mærke sin hukommelse og koncentration glippe.

Det her er underligt, det er for alvor forkert.

At blive moden.

søndag den 26. december 2010

Lige mig ....

Jeg drømte en drøm i nat ... Jeg drømte, at jeg var med dig.
Hvorfor drømte jeg det? Det er jo underligt.
Vi to hører ikke sammen, og jeg kan ikke lide dig.
Alligevel ... Alligevel var det dig jeg drømte om.. Denne gang ikke ham.
Der er langt imellem jer to, ser du jo. Du er, øøh .. dig, og han er lige mig.
Ja.. Han er lige mig.

torsdag den 23. december 2010

Hun er en Sort rose


Hun vil gå frem og tilbage, hun vil bevæge sig i takt til musikkens luskede rytme. Hun vil synge om kap med stjernerne, hun vil snu sig som en slange. Hun vil vinde kampens magt, hun vil atter sidde på tronen, hun vil atter forlade mørkets kammer. 
Stemmen der flyder ud gennem rummet er smukkere end smukkest. Den er blødere end blødest. Den vil hypnotisere alle og en hver, hun vil have dem i hendes hule hånd. De rosende ord, den fine latter, ja hun er noget for sig. Hun er en snedig slange. 
De beundrer hende som var hun gud, de ser op til hende som var hun det værd. Hun er en snedig slange. Hun har vundet kampens magt, hun har stjålet følelsernes virken.
Sorte roser deler hun ud af, hun er en mørk og snedig, sort rose.

onsdag den 22. december 2010

Whitout you, I can feel my self disapear

søndag den 19. december 2010

Mary-Kate Olsen













She's incredable, absolutely amazing
Hvad hed de?
Hvordan så de ud?
Hvad kunne de lide, hvad kunne de ikke lide?
Kunne de lide mig?
Hvor blev de af?
Hvorfor husker jeg ikke mere?
Hvorfor er de ikke i min hukommelse?
Hvor blev minderne med dem af?
Jeg ved det var der.. Engang havde jeg svar på alt dette, hvorfor har jeg ikke det længere?

Med dem delte jeg gråd, og glade dage. Jeg delte skumle hemmeligheder, og søde ord. Der var smil, og gyldne blikke.
De var mine venner, men nu husker jeg dem ikke længere, jeg husker bare, at de var der.

torsdag den 16. december 2010

Helt ind til benet

Du vidste noget var galt, og du gjorde intet. Du så det ske, du så dem dø. Du gjorde intet. Vi var meget, nu er vi intet. Ulykken lever, lykken er borte. Vi kom helt ind til benet.

Det svandt bort


Stille lod jeg sandet sive mellem mine kolde tæer. Jeg kiggede længselsfuldt ud mod det stille hav, horisontens farver gav ingen mening i det øjeblik, så vidt som sandet i realiteten heller ikke betød noget, det var ren og skær indbildning.
En indbildning som bestod af, at jeg troede, at det her var hvad der betød noget, frihedens liv, at jeg nu kunne mærke verdenens bevægelser på en helt ny måde, det var hvad jeg bildte mig selv ind betød alt. Men .. det betød ingenting længere, ikke når jeg ikke havde dig.
Vi var som søstre, søstre med hver vores forældre, med hver vores miljøer, med hvert vores liv. Og alligevel, var der noget der bandt os sammen, vi lo og græd, alt sammen på en gang, dog var jeg ikke nok til at udfylde tabet, og det var nok også det der skilte os, at min verden var så langt fra din, ikke fordi den var bedre eller noget, din var heller ikke bedre end min, de var bare for forskellige, med hver deres huller.
Hvis jeg en dag fik ét ønske, blot et, da ville jeg ønske svar. Svar på alle de endeløse spørgsmål jeg i tidens løb har stillet, hver enkelt et ville jeg ønske krav på. Og med det mener jeg oprigtige svar, jeg vil ikke høre overdrivelser, jeg vil ikke høre løgne, eller flere ligegyldige ord.

Vi var egentlige ikke særlige gamle dengang, slutningen af teenage årene vil jeg gætte på, så hvad vidste vi i realiteten om noget som helst, hvad vidste vi om dømmelse og magt? Ikke en skid. "Vi ses snart igen." Sådan kan man beskrive vores små farveller, dem hvor man med sikkerhed ved, at man en dag vil ses igen. "Farvel, ven." Så vidste vi, at det var forbi, at det var enden på vores del af aftalen. Aldrig mere vil jeg blande mit liv ind i noget af ordenes magt, så her har I det.. Ligegyldige opfundende ord.
"The dreams became his reality.
The dreams are dead now, he's dead now" 

mandag den 13. december 2010

Eller hvad?

Og så er der den blide vind mod min kind, og dit varme åndedrag mod min nakke, det er rat ser du jo.
Der  er også dine klare, brune øjne der intet fortæller og alligevel på samme tid formår at sige alt.
Eller hvad?

Var vinden nu også blid, og var dit åndedrag nu også varmt og ikke koldt?
Var dine brune øjne klare, og ikke mørke? Er jeg sikker på, at de ikke var fulde med had og iskolde følelser? nej det er jeg skam ikke. Jeg er overhovedet ikke sikker.

torsdag den 9. december 2010

Ikke som før

Og det blev ikke som før, det var som om, at et eller andet imellem os var ødelagt, som om, at vi ikke var "os" længere. Det var pludselig som om, at jeg var mig, og du var dig. Ingen os.
Vi hang stadig sammen, men på en eller anden måde føltes det bare ikke som før, noget var ødelagt, vi hang ikke sammen på samme måde, vi havde det ikke sjovt på samme måde, og vores samtaler var tomme.

Vi snakkede sammen, vi var sammen, vi gik sammen, vi stod op sammen, og vi sad ned sammen, alligevel var alt tomt, det hele var så koldt og forkert.
Nej .... Det var ikke som før.

tirsdag den 7. december 2010

A frozen memory in time

Er fyldt med løgne, mistillid og en ustyrlig vrede.
Ting jeg i min situation ikke kan gøre noget ved, ting jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget ved.

Er brugt, trådt på, og gjort til grin.
Endnu nogle ting jeg hverken har kunne forhindre eller kan forhindre.

Man tror man kender nogen, indtil den dag det går op for en, hvilket uhyrer denne "nogen" i virkeligheden er, en der har gjort alle disse ondskabsfulde ting imod en, en der i en årrække af år har påstået at være en ven, men hvad er en ven egentlig?

Min ven er ond, led, løgnagtig, svag, uoprettelig, forfærdelig, ynkelig og sølle.
I har ret, dette er ikke min ven, dette er min overfladiske, uoverkommende og overhovedet ikke min ven, ven.
Og alligevel, kan jeg i dette øjeblik ikke gøre noget, jeg kan ikke røre mig ud af stedet.


Get the fuck out of my life, one day I'll fuck yours like you fucked mine.

Magic

Nattetimer

I de dunkle nattetimer vandrer jeg ned ad de endeløse gader.
Søger efter noget, efter noget man ikke kan se, noget der kun kan føles.
Skuer trin for trin ind mod de oplyste vinduer, søger.
Prøver at finde de gudsforladte øjne igen, dem der en gang var store og brune, livsglade og lysende.
De er der bare ikke, ingen af vinduerne opfylder mine krav, øjnene er ikke at finde
Du er der ikke, hvorfor er du der ikke?
Du var der jo før. Før i tiden kunne jeg altid finde tilbage til dit vindue, din øjne viste mig vej, de var så ufattelig lysende.
Atter en gang må jeg vende tomhændet hjem, min søgen har endnu en gang være til spilde, og nu er mørket atter en gang så småt begyndt at krybe bort, solen begynder lydløst at vise sine stråler på den ellers sorte himmel. Jeg skal tilbage.
I morgen er en ny nat, en ny nats søgen som skal udnyttes

mandag den 6. december 2010

Har for høje tanker om sig selv
Er nu blottet for al'ting
Ingen vej tilbage
Verden har vendt mig ryggen
Den dunkende følelse af tabet
Alt er "noget andet"
Intet er "som det var"
Vi kommer aldrig tilbage
Jeg kommer aldrig tilbage

søndag den 5. december 2010

Det hele er dunkende, musikken er overdøvende her i denne mørke aften.
Alkoholen er dominerende, og folk er lykkelige.
1000, 2000? vi er mange, og vi har alle én ting tilfælles; i dette øjeblik er vores eksistens optaget af én og samme ting. Vi går alle i ét med musikkens magiske takter.
Dansende, erotiske, og let berusede, vi mærker nattens virken.

fredag den 3. december 2010

Ild

Tænk hvis hele ens liv brændte ned til bunden. 70 år, et helt langt liv formet og finpudset inde i lige netop dét hus, og nu er det gået op i flammer.
Hendes afdøde mands gamle genstande, hendes afdøde elskers gemte og stadig uberørte laboratorium. Selvkreeret gange bygget op af stakke med bøger, alverdens bøger, på alverdens sprog.
Hendes frosne, døde hund, gemt i en papkasse ude i garagen. På grund af vinterens kolde luft, og stenhårde jord var det umuligt at begrave den på dens oprigtige dødsdag. Nu er den også brændt, ikke en gang død og begravet, bare brændt.
Hendes have var så tilgroet, at det næsten lignede en skov, meterhøje træer og tæt groet buske, grønne krat, ja, det var virkelig som en skov. Hun mente, at træer havde følelser, og ville kunne mærke smerte lige såvel som os mennesker ville kunne det.
Hendes hus var et mysterium, ja selve hende var en hemmelighed for sig. Ingen fik lov at få et kig ind i hendes ejendom, der var dog engang, engang hvor man en gang imellem kunne være heldig at komme to ind ad gangen, men så var man virkelig også heldig, det skete i sjældne tilfælde, at hun lukkede nogen ind.
Det står mig stadig klart, hvordan det hele så ud. Jeg husker, at hendes hus var enormt, større indvendig end hvad man kunne skue med det blotte øje. Hun boede kun på 1'salen, underetagen stod tom det meste af tiden, eller, der var faktisk et par år hvor en lille, rund man åbnede en toilet/køkken forretning, og hver gang man kom og besøgte ham, fik man en lille marcipangris. Det holdt ikke så mange år, så igen stod underetagen tom.

Da man kom ind ad den smalle dør, fik man straks øje på den ustabile trappe der førte op ovenpå. 1'sal var en verden for sig, store atlas hang på væggene, bøger overalt, stakke af bøger, stablet hundredvis ovenpå hinanden. Mindst ti forskellige slags globusser var der, og en underlig ting, der selv dengang var for længst passé; fjer og blæk. Der var hverken en skrivemaskine eller normale blyanter, nææ nej, hende her brugte fjerpen og blæk, ligesom i gamle dage.

Nu er hendes hus passé, det er nu blot en bunke kulsort aske der er tilbage. Alle hendes skjulte sandheder, alle de forbudte minder var nu borte, nu er det for sent at finde ud af, hvad der i realiteten gemte sig i det hjem.
Hendes kæreste er taget fra hende, det hele er dødt og begravet, eller nærmere gået op i flammer.
Hun er en underlig en.

tirsdag den 30. november 2010

Det er underligt at kunne føle ingenting, når man selv har stået i situationen, man har følt det store nederlag og alle de medfølgende følelser. Og alligevel er man tom, så ufattelig tom.

søndag den 28. november 2010

Go'n fuck the world

Læderjakken sidder, de forvaskede, højtaljede, sorte jeans er som malet på. Den korte denim tanktop er grå, og på maven er der hjemmelavet skrevet "REBEL", med tusindvis af nitter.
Hendes taljelange, platin hår er tilfældigt.
Hun er ung og nonchalant. Hun går som alt er ingenting, og ingenting er alt, hun har stolthed i sit blod.
Go'n fuck the world. I'm the one.

tirsdag den 23. november 2010

... Og så gik det op for mig

Og så gik det op for mig, at jeg ikke kommer tilbage efter niende klasse. Så er det slut, og jeg skal aldrig mere tilbage. De rum jeg har levet i i 10 år af mit liv, i 2 tredjedele af  min eksistens, vil jeg aldrig nogensinde se igen.
At jeg vil miste så mange mennesker, mennesker jeg har kendt alt for lang tid til bare at give slip på, men jeg er uheldigvis ret så sikker på, at det er sådan det bliver.

Jeg sidder her og tænker, og pludselig går det op for mig, hvor meget jeg egentlig flover mig. Der er personer i min klasse jeg ikke kender, selvfølgelig kender jeg dem udadtil, men jeg har ikke sådan rigtig taget mig sammen til at snakke med dem. Der er nogle, hvor vi simpelthen bare kan passere hinanden på gaden, uden så meget som at give hinanden et blik, dog ses vi hver dag, i de timer vi er tvunget til at være i skole i, men så er der heller ikke mere.
Jeg flover mig over, at jeg ved, at der er en der er ensom, en der hverken snakker med mig eller nogle af de andre, og så bliver der oven i købet snakket grimt om denne person som bare fanden.
Det er en barsk realitet at leve i, for, for at være ærlig tror jeg godt, at den såkaldte person ved hvad der hviskes om rundt i hjørnerne. Det er jo usselt... af os alle sammen!

Jeg ved godt, at man aldrig skal sige at noget er for sent, men i dette tilfælde føler jeg lidt at det er for sent at rette op, skaden er sket. Vi har taget de valg vi har taget, og vi har handlet på den måde vi har handlet.
Jeg ville personligt ikke bare sådan tilgive nogen, der i så lang en periode, havde været så grove overfor mig, jeg ville synes de var fuldkommen til grin, hvorfor nu? Hvorfor overhoved begynde?

Og så gik det op for mig, at der er ting i min hverdag der er så utrolig langt fra mine bekendtes hver dage, at det gør helt ondt.
Der er nogle ting i mit liv, som kun er der halvt, som et halvtidsjob som for altid vil være der. Engang så jeg det som en overgang, nu ved jeg, at det er sådan det er, og at det er sådan det vil fortsætte med at være.
Forresten holder jeg heller ikke øje med det mere, det undrer mig ikke når jeg igen får det sædvanlige svar om hvorfor, og hvordan. Sådan ser tingene bare ud, og det lever jeg med.

Ja... Her denne mørke og snegyldne aften gik en masse ting op for mig.

søndag den 21. november 2010

Min hallucination

Jeg hallucinerer en virkelighed frem.
I den virkelighed elsker du mig, og i virkeligheden, ligger jeg hver nat i dine arme.
Forsigtig, men intenst kysser du de salte tårer væk, der langsomt løber ned ad min blottende kind. Når du gør det, går der et lidenskabeligt sus igennem min krop, jeg kan mærke dine voldsomme følelser for mig, og det gør mig lykkelig, fordi jeg ved, at jeg føler på samme måde for dig.
Det mest fantastiske i denne her hallucination er, at vi har kendt hinanden omtrent hele vores liv, men, at vi først nu har "set" hinanden, det er først nu, at det er gået op for os, at vi har haft vores sjælepartnere lige ved  siden af hele tiden.
Det er så fantastisk, for på den måde kender vi jo hinanden så utrolig godt. Jeg kender alle dine 7 smil, alle dine 15 forskellige ansigtsudtryk. Og jeg ved, hvad der ligger bag hver følelse.
Der er dit, høflige smil. Dit ironiske smil. Det bedrøvede, det grinende, det glade, det optimistiske og til sidst, min favorit; Det elskværdige. Det smil der gør, at dine øjne lyser op, det der får dine kinder til at skifte over til en rødlig kulør, og det der siger "jeg ser kun dig".
De smil redder hver dag mit liv, fra at smuldre ud i spåner.
- Sagte kører du blidt din hånd igennem mit hår, du ser langt ind i mig, lægger hovedet op mod mit øre, og hvisker; Jeg elsker dig..

Gid det her var min virkelighed.
Jeg ventede et helt liv. Nu er det brugt, nu er det slut.
Og jeg er død.
Det hele er sort.

torsdag den 18. november 2010

Aldrig mere....

Aldrig mere skal savnet flyde i mine årer, aldrig mere skal det være en del af min eksistens.
Jeg ved, at jeg ikke har brug for det mere.
Mine nætter er ikke længere fyldte med længsel og sorte tårer, nej, ikke mere. Aldrig mere.
Jeg føler intet behov for at svømme i selvmedlidenhed, det rører mig ikke mere. Det betyder ikke noget for mig nu, jeg er ligeglad.
Nu ser jeg klart, tågen har forladt mit sind, og den sidste smule fortrydelse er svundet ind til ingenting.
Jeg har fundet mine drømme igen, de er livlige og fulde af håb, de er ikke dødsdømte for mig længere, jeg tror på dem igen.
Mit had er krakeleret, det er væk. Jeg er ligeglad.
Nu er det kærlighed, og stærkt knyttede bånd jeg sætter pris på.

onsdag den 17. november 2010

The boy next door

Svømmende følelser, og julelys i øjnene.
Flyvende berøringer, og høje kys.
De lune nætter, fyldt med erotiske tanker. De gør livet dét større, de sætter forhåbningerne dét højere op.
Ulidelige afstande og gemte hemmeligheder.
Den forbudte romance og de halvkvalte ord.
Det er nu svært at være part i en endnu ufortalt verden. Det er svært at vide, at drømmene ikke kan realiseres. Nogensinde.
Dét at være i centrum af et brændende kærlighedseventyr.

I'm in love with the boy next door

søndag den 14. november 2010

Some day we'll know

One day I'll do something, something nobody ever could imagine. Move back to Norway, get an apartment in the heart of the beautiful city, Oslo. I'm going to know a lot of people, people who once were a part of my life, will be a big part again.
Or..
I'll move to Brazil, find the love of my life, get some perfect children, and just live life like a sweet little dream.

Some day, I'll do something crazy.
Some day, I'll stop missing you, and I'll get on with my life.
Some day I'll learn English that good, that I'll be able to write a text like this, without a single mistake. '
Some day, they'll realize what they've missed in the couple of years.
Some day, I'll be happy again.

Dit liv er någet ver

"Du skal ikke tinge på
 alt det der sker i verden
du skal tengke på dit liv.

 Dit liv er nemlig någet ver. du har nemlig et godt liv prøv og låke dine øjne. Og tengk på de gode ting ikke de nekertive 
ting. Ptøv og tengk på nor dit ønske går
op du bliver måske en pop stjerne eller hvad 

ved jeg. Jeg ved at dit liv bliver godt"

- Min højt elskede lillesøster.
Jeg elskede dig før, jeg elsker dig nu, og jeg vil for altid elske dig.
Jeg tror på, at du en dag vil forandre verden.



A beauty of the sun

torsdag den 11. november 2010

Nu husker hun, hvorfor hun forlod
Hun ser skårene der skabte hadet
Hun forstår igen, hvorfor hun traf sit valg

tirsdag den 9. november 2010

I see you

Being something you're not, isn't gonna make you to who you really are. It's an illusion of perfection.
 A unconditional, unrealistic play.
I see you

lørdag den 6. november 2010

De drømte i drømmenes dal
De huskede i hukommelsens hjerte
De glemte i sindets mørke

tirsdag den 2. november 2010

Jeg tror ikke på at respektere alle
Jeg tror ikke på det umulige
Jeg ved at jeg ikke respekterer alle
Men.. Jeg ved hvem der er det værd
Jeg ser folk der lyver hver evig eneste dag
Og om de nægter det eller ej kender vi jo
godt alle sammen sandheden, ikke
Jeg tror ikke på den fulde ærlighed
og jeg kan for den sags skyld heller ikke
lide den. Jeg ved, at ærlighed kan være
barsk, den er barsk
Jeg finder det ubegribeligt svært at svare på
om vi i dagens Danmark lever et kunstigt liv
og om vi er blevet svagere end vi var i
1940'erne
Jeg er blevet fortalt at alle vores muligheder
gør os mentalt svagere
Men hvad er rigtig og hvad er forkert
Kan det virkelig passe
- Nej. Nej det kan ikke passe
Tiden forandrer sig og vi er en del af en
stor globalisering
Men mennesker er stadigvæk mennesker
vi består stadigvæk af de samme værdier
Vi kan både være stærke og svage
på samme tid. Sådan er det sådan har det
altid været og sådan vil det blive ved med
at være.
Et par store, runde, men samtidig en anelse skæve, brune øjne lyser gyldent i den lille asiatiske piges ansigt.   
Hendes ansigt er en stor leg, den bølgende latter, og de røde kinder. Som sagt er hun ikke særlig høj, max 1.62. Hun er meget lille i forhold til ham. 
Et par lange, mørke øjnvipper, og et par krystal blå øjne. En snehvid hud, og et lykkeligt smil. 
Når han kigger på denne pige, får han et helt smeltende udtryk i ansigtet. Jeg føler pludselig, at jeg er i hans sted, og jeg mærker, at når han kigger på hende, forsvinder alt omkring dem, han ser kun hende. 
 
Hånd i hånd går de ned af gaden. Atmosfæren omkring dem er fortryllende, de udstråler noget helt unikt. 

Aldrig før, har jeg lagt mærke til et kærestepar på den måde, de fangede min fulde opmærksomhed. Efter et øjeblik går det op for mig, at jeg følger dem med øjnene som et lille sultent barn, jeg vender mig endda om for at se på dem, når de har passeret mig. Jeg skynder mig at tage øjnene til mig, men af en eller anden grund bliver det billede af den pige, og den dreng sammen, siddende i mit hoved. De har virkelig gjort et indtryk på mig, og hvorfor ved jeg ikke. 
De udstrålede så stor empati for hinanden, og en så stor varme, at jeg blev helt paf. Nu flere dage efter, strejfer de stadig mine tanker fra tid til tid. 

Jeg tror på dem, jeg tror på deres kærlighed. De var helt igennem, og ubetinget forelsket i hinanden.

søndag den 31. oktober 2010

En speciel person... En utrolig vigtig person, en unik skabning.
Det var mit livsnødvendige eksistens. Det var alt jeg behøvede for at kunne leve i denne verden, for at kunne trække vejret.
Nu længes jeg efter det der engang var inde i mig.

fredag den 29. oktober 2010

"Nyt liv begynder, du er en anden i dag. Folk forsvinder. Hvor blev du af?"











onsdag den 27. oktober 2010

No time

Jeg .... har..... ingen.... ord.

Jeg er så trængende efter at skrive noget meningsfuldt, men mit hoved slår fra, og blokere ordenes vej ud.
Kom nu til mig, jeg trænger til det, jeg trænger til at vise mig selv, at det her kan jeg sgu, det her er noget jeg er god til, og noget jeg brænder for!

Jeg elsker at skrive. Det er en helt fortryllende følelse at lade fingretipperne glide yndefuldt hen over tastaturets små knapper. Det giver mig en form for tilfredsstillelse.
Jeg tror, at jeg har brug for noget inspiration, men hvorfra? Jeg vil gerne prøve at bryde ud af min egen lille typiske fremgangsmåde. Stort set alt hvad jeg skriver har præg at noget sørgeligt, giv mig noget glæde, og noget lykke. Noget der hverken bliver for sukkersødt eller for kedeligt.

fredag den 22. oktober 2010

Fuck the world

Man er kommet så langt derud, at man har bygget sit eget selvskabs univers. Man er The man, man er skaberen.
Man brænder inde. Væggene omkring en bevæger sig atter sagte, tættere og tættere mod din krop. De er belejret med syle skarpe knive, og dit blik er fæstnet på et specifikt punkt. Dit sind lukker af, dine øjne ser ikke andet end din fortids ødelagte minder.
Erindringerne om din forhenværende tilstedeværelse står dig så klart, at du mister grebet. Du er ikke længere fattet i din situation, du er langsomt begyndt at svinde bort.
Dit virvar af tanker, flyver fra top til tå, det er umenneskeligt at holde styr på det påstyr der fanger dig.
Det hele var, du, dit, man, ens, deres, vores, vi, os, jeg, min, men det er i sidste ende altid deres, er det ikke?
The way we used to be, sådan ser det ud, for nu er det deres. Der er ikke længere betydning i begrebet vores, man så det forsvinde, nu er det forfanden deres, hverken, dit, mit, os, vi, du, eller jeg.  


Jeg er fanget i en strøm af uvirkelige øjeblikke, har ingen fodfæste, har mistet lyset.
Det er ubeskriveligt, det er rædselsfuldt. Det er intet mindre end helvedet.
At miste fatningen.

torsdag den 14. oktober 2010

Forkert

Jeg har lært ikke, at tage folk ind på livet af mig. Dvs. det er noget jeg må lære på nu, jeg kan ikke lade folk komme så langt ind i mig, at de er så stor en del af mig, at jeg ikke selv kan kontrollere det længere.
Jeg kan simpelthen ikke tåle flere tab, jeg ser det hele forsvinde under benene på mig, det vrimler for mine øjne. Det er som om jeg går i blinde.
At glemme alt efter ingen tid, at kunne spørge om de samme ting op til flere gange på en dag, blot fordi du glemmer det. Jeg føler mig lukket inde i en slags bobbel, en bobbel jeg ikke kan komme ud af. Jeg kan ikke nå de andre, og jeg føler mig ikke hjemme.
Jeg kan ikke holde på mig selv, jeg smuldrer sammen til ingenting, jeg kan ikke styre det, jeg gerne vil holde for mig selv.
Jeg kan simpelt ikke klare mere kritik. Der var engang, hvor jeg var så selvsikker på mig selv, at jeg bare kunne lukke det ude, men det kan jeg ikke mere. For hver dag der går graver det hele sig dybere og dybere ind i mig, og det er jeg bare ikke god nok til at holde på afstand.

At se alt bevæge sig længere og længere væk fra dig, det er svært, det er det virkelig. At blive så usynlig, og så lille i sig selv, på så lidt tid.

Åh hvor jeg dog elskede snerten af lykke.
Jeg sulter efter at kunne sove det væk

søndag den 10. oktober 2010

Get back to where we started


Hans barndom har været en leg fyldt med omsorg og kærlighed. Han har altid troet, at det var sandheden om ham og hans liv. Omsorg og kærlighed. Han har altid elsket hans mor og far, hans lillesøster og bror. Han har altid elsket sine venner og sine bekendte. Prøv at knips med fingrene....
Jaa det gik hurtigt ikke? så hurtigt gange 100 forsvandt hans kærlighed til de mennesker han holdt af. Prøv så at regn ud hvor hurtigt det gik.

fredag den 8. oktober 2010

Explosion

Bomben sprang, jeg sprang.
Dét jeg har snakket om, eksploderede. Skrig, tårer, rystelser, ord, råb, kulde, røde, hævede øjne.
Jeg føler, at min krop er ved at smuldre sammen under benene på mig. De tunge dråber falder, og falder og falder. De vil bare ikke holde op. Min krop vil bare ikke holde op med at skælve. Mit hoved vil bare ikke holde op med at dunke. Min usselhed vil bare ikke slutte.

Jeg vidste, at denne her dag ville komme, den har ligget og luret lige om hjørnet. Jeg har indrømmet overfor mig selv, at jeg ikke er så stærk som jeg går rundt og bilder mig ind. Jeg er nået til et punkt hvor jeg står ansigt til ansigt med min skrøbelighed. Jeg savner, jeg ønsker, jeg elsker, jeg håber, jeg lider, jeg angrer.
Jeg forstår ikke hvor hele min forestilling blev af, der var så meget jeg gerne ville have nået, det er for sent nu.
Og når jeg skal... når jeg virkelig bliver nødt til at sige det højt kan jeg ikke, jeg kan ikke få mig selv til at sætte ord på hvad jeg føler, jeg kan bare simpelthen ikke. Jeg føler mig som en uduelig hykler.
Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort, og så alligevel gør jeg, men jeg finder ingen overhoved, mulig mening på hvorfor alt dette.... Jeg magter det virkelig ikke.
Jeg kan ikke skriver mere, jeg vil ikke mere. Jeg er malplaceret her på mit sted, og verdenen snurrer rundt.

torsdag den 7. oktober 2010

"To be, or not to be"

"To be, or not to be"


Hvor er svarene? Hvor er magten? Hvor er den forsvundende tid? Hvor er kærligheden? Hvor er mennesket? Og hvor er realiteten?
Hvem er, og hvem er ikke?
Hvordan gør man, og hvordan gør man ikke?

Jeg fandt aldrig ud af det, gjorde du?

onsdag den 6. oktober 2010

Skuespil eller ej?

Den man giver sig ud for at være, er det den man ønsker at være? Eller er det blot en kunstig opstilling af et ufrivilligt skuespil?
Det er tegn på svaghed, det, at man ikke tør bryde isen, det, at man skal leve et dobbeltliv. 

Jeg er ikke en skuespiller, jeg er en fighter, på godt og ondt kæmper jeg. Selvom jeg møder modstand vil jeg love mig selv, at jeg altid skal kæmpe, jeg vil svømme imod strømmen.
  

Det er godt, ikke?


Nogle gang slår det mig; Hvad et godt menneske egentlig er. Og der er det gået op for mig, at min definition på et godt menneske, er at kunne glæde sig på andres succes. Det, at kunne være lykkelig på andres bekostninger, er en stor gave at have. Jeg mener, at være empatisk er en god ting, i det man bekymrer sig om andre, tænker over hvordan det går sine medmennesker, det gør dig til et godt menneske.
Tit har jeg øjeblikke hvor jeg svømmer i selvmedlidenhed, jeg føler, at hvad jeg gør bare er forgæves, at jeg kan bruge alle mine kræfter på et andet menneske, for, at personen så derefter kan gå direkte imod mig, når min hjælp har hjulpet. Måske ikke engang gå imod mig, men bare være fuldstændig ligeglad med mig som person, nu har jeg hjulpet, så nu er jeg gone with the past.
Der er det så jeg i stedet skal tænke; Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, jeg lagde alle mine kræfter, alt min lidenskab i dette menneskes skæbne. Og selvom det så var det, så gjorde jeg noget, for hvis jeg nu kan se, at det er glæde og ikke ulykkelighed der omgiver personen, så må jeg da have haft en eller anden form for effekt. 
Han var mig taknemmelig, og hun elskede mig. De indrømmede, at jeg betød noget, og de andre viste at jeg var noget, uden at sige et ord. Han var forelsket i mig, og de var mig alle sammen taknemmelige. Det er godt, ikke? 

tirsdag den 5. oktober 2010

En tikkende bombe

Der er uvejr i luften, og jeg er som en tikkende bombe, der hvert sekund ville kunne eksplodere.
Jeg ved ikke hvad der sker med mig, og ren faktisk vil jer gerne vide det.
Der er nogle underlige følelser der gang på gang dukker op i mit indre jeg, de rører mig et sted langt inde, og jeg kan ikke finde ud af hvad de helt præcis betyder. De gemmer sig på en måde for mig, og så alligevel skærer de fuldt igennem, alligevel er det som om de vil føles, og som om de vil have min opmærksomhed.

Jeg kan ikke forstå, er det en form for symboler? Tegn, om hvad jeg skal gøre? Er det et tegn til, at jeg skal forlade dette sted, eller er det et tegn på en styrke jeg ubevidst bærer rundt på, og som skal få mig til at blive? Jeg ved det ikke.

Det med den tikkende bombe er ikke rart, jeg føler det lige så stærkt, som jeg ser viserne på uret, rykke sig for hver minut der går. Jeg er bange for at knække, sådan indvendigt, bare knække fuldstændig sammen. Jeg mærkede allerede dens begyndende udbrud tidligere i dag, jeg mærkede de uønskede tårer presse på. Jeg lod dem ikke løbe. Men de var tegn på, at det snart er tid.
Jeg er bange for, at når det sker, vil en masse ord strømme ud af mig, ord som jeg sandsynligvis senere vil komme til at fortryde så grufuldt. Det vil være skjulte sandheder, uægte ønsker. Det vil være for længst glemte drømme. Håb som engang bristede vil kæmpe sin vej op. Håbet vil hale sig ind på mig, men ikke på den gode måde, det vil udløse en ustyrlig kamp indeni mig. Og hvad vil der så ske?
Vil jeg kunne holde til det?

Jeg prøver at løbe mig fra det, og det er underligt. Ja, jeg prøver på en fysisk måde at flygte fra mine anstrengelser, og fortvivlede tanker. Pludselig kan mit hoved ikke styre det roderi der fumler rundt deroppe, og så begynder mine ben at løbe, de løber alt for hurtigt, derfor bliver jeg utrolig nemt forpustet. Dog hjælper det lidt, det lindrer lidt det hele, og så alligevel ikke.

mandag den 4. oktober 2010

Replaced

I know I am replaced, I know there's something better now, something different.
I know I was good, and I know I did everything I could possible do, but I also know that what I did, wasn't enough.
I saw things I maybe shouldn't have seen, and now I feel a pain I maybe shouldn't feel.
This is the change, and this is the reality of today. He was there, She was there, I was there, everybody was there, and everybody saw the breakdown. Everybody felt the darkness.
Everybody feels the darkness.

I know I am replaced.

Det umulige

Imens bilen drøner af sted på de spanske landeveje, skråler de tre veninder med på den musik der brager løs ud af de dunkende højtalere; D-A-D – It’s after dark. Det band er jo helt og igennem fantastisk.
Med vinden i håret og kærligheden dulmende i atmosfæren, nyder de hinandens selskab. De er frie.
Den åbne bil bevæger sig bølgende gennem det øde landskab. Tiden flyver af sted.
Deres langvarige drøm er endelig gået i opfyldelse, og de er nu på vej ud i verden. Nu skal de mærke livets barske realiteter, føle håbet briste for derefter at opstå på ny. De skal mærke de mystiske eksistenser, og forsvinde væk i drømmenes land, ved at lade alkoholen løbe rundt i deres blod.

Siden de var meget unge, har deres drøm været, at helt spontant pakke de mest nødvendige ting, smide dem om bagi bilen, for så at bare køre af sted. De vil lægge fortiden bag sig, for kun at se fremad, ikke en eneste gang vil de se sig tilbage. De vil glemme det sørgelige og fokusere på de varme dage.
Deres mål var at nå Spanien. Der ville de leje et yndigt sommerhus, selvfølgelig med en udsigt udover en af Spaniens smukke byer. Selvfølgelig med en pool med en god plads.
De ville udnytte stranden som der højst skulle ligge 5 kilometer fra det lille sommerhus.
Om dagen ville de ligge og lade solen brænde ind i deres unge hud, en gang imellem ville de lade kroppen forsvinde under det blå vand, bare for at få kropstemperaturen kølet ned. Om natten drømte de, at de ville blive ude til den lyse morgen. Håret skulle sidde med en snert af tilfældighed, men stadigvæk ville der ikke være et eneste hår, der ikke sad som det skulle, deres makeup skulle være stor men enkel. De afklippede denimshorts ville sidde stramt til de solbrune, slanke ben, med en mørkebrun, læderrem om livet, på den ene side for at holde shortsene oppe, på den anden side for at lave prikken over i’et. Som overdel ville den ene af pigerne bruge en fin, lille blomstertop, den anden ville bruge en armyfarvet t-shirt med et print af en blodig kvindekrop. Den tredje pige ville hverken have shorts eller top på, hun ville bære en fodlang sort kjole.
De ville alle tre have hver sine yndlings stiletter på. Deres outfits ville være fuldstændig forskellige, men de ville alle være fuldstændig veludførte.


De vidste, at de ville møde en masse nye mennesker, og de vidste, at hver person de mødte ville få en speciel betydning i deres liv. Der ville være få som ikke fik lov til at følge dem hele vejen hjem, nogle ville være typer som de ikke følte sig helt trykke ved, de ville med det samme være sikker på at, dog personen var unik på sin egen måde, ville han (det ville formentlig være en mand) have en side som var skummel og ustandhaftig. Derfor ville de holde kontakten i byens gader, og ikke længere end det.
Der ville være personer som ville være så elskelige og trofaste, at de ville køre den hele vejen.
Det hele havde de forestillet sig oppe i deres unge hoveder.


En ting de havde lovet hinanden var, at de altid ville holde sammen og, at denne drøm ville blive udført. De havde lovet hinanden, at vejen derned ville blive en lang, men oplevelsesrig tur. Det ville blive turen der for altid ville ligge gemt i dem, og de ville huske den tur for, at de havde tilbragt dage ind og ud, med deres elskede soulmates.

Når dagen kom, havde de aftalt at de skulle skiftes til at køre, dvs. en kørte, den næste skulle så sidde på forsædet og den tredje bagi. De havde planlagt alt ned til mindste detalje. De ville holde få stop, bare for sådan at få noget mad en gang imellem, de ville tisse i vejkanten, og de ville nyde livet.

Nogle drømme er simpelthen så utrolig fantastiske, de slipper ikke bare op som så mange andre, de gror fast i sjælens indre.


En melankolsk stemning har bredt sig udover mig. Det var blot en drøm, min fornemmelse siger mig, at den desværre vil blive umulig at få til at gå i opfyldelse. Men, hvor ville jeg dog bare ønske… Ønske det umulige.. Udleve det umulige… Det er umuligt. 

søndag den 3. oktober 2010

Jeg hader det.

Når jeg ikke ved hvad jeg skal føle, kan jeg ikke skrive.
Når jeg ikke kan skrive, ved jeg ikke hvad jeg skal føle.
Så simpelt er det, og så utrolig irriterende er det.
Jeg hader det.
Vi svigtede, det er ikke til at forstå. Hvad skal jeg føle ?

Uvirkelig verden

Så kom det alligevel for tæt på, hvad?
Pludselig slog det ham, hvor mange følelser der egentlig lå gemt i det mindeværdige øjeblik, hvor meget kærlighed der dengang fandtes, og hvor meget had det nu er erstattet med.
Det er hjerteskærende at tænke på. Det er så utrolig uvirkeligt at tænke på alle de uudførte drømme, alle dem der nu er gået tabt med tiden og alle de forfærdelige hændelser.

Man havde så meget man ville opnå, så mange ting man ville nå inden man blev gammel. Nu er man ikke gammel, nu er man bare kommet videre, og man ser sig ikke længere tilbage. Man ser bort fra alle de mørke følelser, prøver ihærdigt på at glemme.

Han ser på det hele tiden, han ser gang på gang, det hele blive slettet, og for hver gang graves der endnu dybere i ham. Han er en passiv iagttager.
Hullet bliver for hver gang endnu større i det, han ved hvad der sker inde i hende.

Jeg føler det han føler, jeg kan mærke den gennemborende og ødelæggende følelse han bærer rundt på.
Nej, hun gør det skam ikke nemt for ham, hun gør det ikke nemt for mig.
Det er svært når man ikke længere er en del af hendes liv, man er meget tæt på at hoppe med på vognen, den med alle de andre. I den vogn tror man på det påførte smil, og man tror på lykkeligheden der ikke helt når øjnene.
Sådan vil han ikke være, for han var jo engang inden under huden, og han vidste hvad der skete, det gør han ikke længere, derfor er han tæt på den rædselsfulde vogn.
Det værste er, at han er ved at bryde sit løfte til sig selv; han lovede, at han for altid ville kunne gennemskue det hele, han lovede ikke at være lige som alle de andre.
Hvad blev der af det mod han følte da han gav sig selv det løfte? Jeg ved det ikke, jeg kan ikke finde det mod hos ham længere.

Det hele er blot en forvirrende og uvirkelig verden.

tirsdag den 28. september 2010

Gik op i ét

Det hele er glintrende. Solen er så småt begyndt at forsvinde ned bag horisonten, vandet bølger gyldent, og alle ler. De nyder livet. 


Sommeren er sen, men alligevel er stranden fuld. Nøgne mænd, nøgne kvinder, danser i måneskinnets lysende spotlight, stemningen er så høj, at intet er umuligt. Alle kan danse lige i dét øjeblik, alle kan synge lige i dén sang. Alle kan være glade på en gang, lige i dét øjeblik. Alle kan alt lige i dét øjeblik.


Jeg ser livet fra min plads på klintens yderste tip, og jeg nyder det også. Jeg ser alle dem jeg elsker, fuldføre deres største drømme. De er lykkelige og frie, deres øjne skinner om kap med selve skinnet fra månen. Deres glæde er ikke til at undgå, de ler og ler, de elsker, de drømmer, de fuldfører. De er hele på en gang, dem alle sammen er på et eller andet punkt hele.

Den aften blev der givet flere kys end de fleste aftener, og der blev holdt af langt mere end hvad man er vandt til. Det var som om elendigheden ikke fandtes og som om livet gav mening, det var også som om alt ting gik op i ét. 

onsdag den 22. september 2010

Jeg ved hvad jeg er, men jeg ved også hvad jeg ikke er



"At vide, hvad man er, er at vide, hvad man ikke er"


Jeg ved, at jeg indeholder en tro på mig selv, som er mere kostbar end noget andet. Jeg ved, at jeg ejede en styrke der var stærk som verdens trofaste rødder. En styrke der var så kraftig, at den var evig, men alligevel, i det jeg siger: ejede, var den så, så stærk igen? For Jeg har den jo ikke længere, jeg mistede min styrke, og jeg mistede min tro.

Engang havde jeg en tro på lykken i vindens susen, i det at eksistere var en lykke i sig selv. Men når modstanden står ret, er det svært at tro. Det er som om der bristes endnu et stykke. Man er delt op i flere forskellige dele, og modstanden stjæler, ja udsletter ren faktisk dele. Jeg kan ikke leve uden mine dele, så er jeg jo ikke hel, så er jeg jo ikke mig.

Jeg ved, at jeg stadigvæk er stærk på nogle punkter, jeg ved også, at jeg er svag på andre. Jeg ved jeg har noget i mig som skiller sig ud af mængden, men jeg ved også, at jeg har noget der går igen i hvert eneste menneske.

"Jeg ved hvad jeg er, men jeg ved også hvad jeg ikke er"

tirsdag den 21. september 2010

Grow up!

Deres blikke kører frem og tilbage, gang på gang breder det lumske smil sig på deres læber, det er hver gang deres øjne mødes. De er egoistiske. Hele tiden søger de hinanden, blot for at håne andre, de er så selvfede, at andres følelser ikke rager dem. De griner af folk der er større, bredere, end dem, dog er de selv undervægtige og ranglede, hvad er pænest, at være en streg i lufte, eller at have lidt former? Jeg vil gætte på, at størstedelen af jer, stemmer for former. De bryder sig ikke om folk der ikke er født med det pureste guld.


De er væsner der sulter efter hævn, det er det der får dem til at synke ned på så lavt et nevau, de lader ikke ting ligge, og hvis nogen har sat dem på plads, kører ordene bag vedkommendes ryg. Især hvis det er piger er den gal, den ene føler for ulighed uden egentlig at sige det højt, væsenet synes, at mænd har første ret, og at mænd har magten. Den anden er ussel og svag, der er det fra den ene til den anden, fra den anden til den ene, suser frem og tilbage mellem to kilder, og på den ene kildes side, er dét enig, men så når dét når den næste kilde, er den også enig der, også selvom det er to argumenter som er fuldstændig anti hinanden. Denne person får andre til at spyde ild, derfor er der mange der ikke ser djævelen bag.
Der er også en tredje part, men hvem ser dette lille væsen? Hvem bekymrer sig?

Kom nu videre, grow up!

søndag den 19. september 2010

En evigheds leg

Pulsen stiger, vi er højt oppe nu. kom nu, bring mig højere, jeg vil mærke suset, jeg vil undgå slaget når jeg rammer jorden. Højere. Højere. Højere. For sent, jeg ramte den, jeg ramte bunden, og nu føler jeg de kolde sten mod min sårbare kind, de bliver kastet imod mig. Det hele river og sitrer, blodet render ned ad min krop, sårene breder sig, jeg er åben. Min krop er åben. Mit hjerte er åbent.
Jeg er væk nu, og hele min tilstedeværelse er standset, min eksistens findes ikke længere, min krop er død og begravet, mit sind er forsvundet.

Jeg går igennem de mørke gader, hører pigerne hvine, drengene stønne, jeg ser de fortabtes øjne der forsigtigt hviler på et ukendt sted. Pigerne er lykkelige, drengene er hårde, eller hvad? Er de hvad de giver sig ud for at være, eller lever de også bare i den overfladiske verden? Hvem ved, der er intet rigtigt svar. Jeg ser de svigtedes sjæle gennem deres tomme øjne, men hvad ser andre? Er der virkelig nogen der søger så dybt, eller tror de bare på hvad overfladen viser? Som sagt, der er intet rigtigt svar på dette, det er hvordan man ser på det.

Jeg er et spøgelse der vandrer fortabt mellem levende, jeg er faret vild i den mørke nat, jeg søger hånden jeg elskede, jeg søger alt hvad jeg ejede, jeg søger fortiden.
Jeg hørte nogle gamle mennesker snakke om, at man ikke kan leve i fortiden, man må leve i nuet, du kan elske din fortid så meget som du vil, men du kan ikke gå tilbage i tid.

Det hele er blot en evigheds leg.

onsdag den 15. september 2010

En del af sommeren

Jeg elsker natten og dens mystiske skikkelser, dens sørgmodige lyde og de ufattelige smukke, lysende stjerner som førnævnt.  Som jeg ligger her og mærker den kolde sommervind mod min bare hud, og kigger ud mod horisontens mørke vande føler jeg en indre ro, jeg ikke troede, at jeg havde i mig. Det føles som om alt jeg nogensinde har længtes efter langt om længe er fundet, og som om, at jeg her i nattelivet hører til. Nu er jeg igen en del af noget.

Langt borte kan jeg høre en ugles triste tuden, og jeg rejser mig langsomt op. Jeg tror, at tiden er inde til jeg vender snuden hjemad, jeg har fundet klarhed i mit sind, og jeg er nu sikker på hvad det er jeg søger, hvilke mål jeg vil opnå.
Jeg har ikke flere kræfter til at løbe med, mine ben er stadig helt smadrede efter mit pres for nogle timer siden, så jeg går bare stille og rolig, væk fra stranden og hen ad strandpromenaden. Det går hurtigt op for mig, hvor meget liv der egentlig er her om natten, spaniens gader er fyldt med legende børn, og levende unge. Musik blandes i luften, alle steder spilles forskellige slags musikgenre. Hvad mit øre kan høre lige nu, er der en snært af; pop, R&B, en blanding mellem hårdrock og stille ulykkeligkærligheds musik, Soul, Jazz. Når man lytter efter, opdager man, at hver sin genre er noget helt specielt, normalt er jeg ikke den store jazzfan, men i aften lægger jeg mærke til de små detaljer der gør det til noget enestående.
Der står træer plantet ned langs vejen, imellem hver træ er der en hvis afstand, nogle steder er der længere fra et ene til det andet, og der imellem er der sat nogle yndefulde bænke. De er lavet som roser, bænkene har form som roser.
Jeg beundrer de gamle mennesker jeg ser sidde der, som regel sidder manden med armen rundt om damens skulder. Der sidder de så i stilhed og iagttager livet omkring dem, de sidder med fronten ned mod det åbne hav, men jeg kan se, at de får alt med, jeg kan se, at de også ser hvert eneste skridt der bliver tage bag dem. De har jo trods alt også haft hele livet at øve sig i, det med at se ud som om de intet ser, men i virkeligheden se alt. Jeg vil skyde på, at de fleste af parrene minimum har rundet de 60. Der er noget ved voksne mennesker der udsender om de er, under den alder hvor man begynder at kalde dem ”gamle”, eller om de er oppe der hvor man desværre ikke længere blot kan kalde dem ”modne”.
Selv håber jeg på at blive ligesom dem, at jeg finder mig min sjælepartner, og, at vi sammen skal bestige hundredvis af livets bjerge. Jeg kan næsten se det for mig. Mig midt i 60’erne, gammel og rynket, siddende sammen med min ligeså rynkede mand på en af de bænke dér. Det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har mistet gnisten i vores øjne, vi lyser stadig af liv og glæde, og man kan også se kærlighedens blik når vores øjne strejfer hinanden. Man har jo altid lov at drømme.

tirsdag den 14. september 2010

...Det var der ingen der gjorde

Jeg kan virkelig mærke forskellen nu, og det er underligt, det er underligt at realisere sit værste mareridt, det er underligt at være så fjern, så langt nede. Jeg har ikke lyst til at være her, jeg har lyst til at finde mørket, og bare grave mig ned der. Jeg forstår ikke, at efter alle de år, så er det, det jeg står tilbage med, jeg kender den store selvfede side, derfor ved jeg, at jeg ikke er andet end en lus i de øjne. I de øjne jeg beundrede, de øjne jeg stadigvæk beundrer. Jeg ved, at jeg tog et valg, og jeg ved, at jeg vil blive hadet for det valg, at jeg hades for det valg. Jeg ved at skylden ligger på mine skuldre, men der er noget du ikke ser, og der er noget du ikke ved. Jeg troede, at efter alt den tid, burde der være mere i det, jeg burde ikke sidde og skælve over hele min krop af bar smerte, jeg har været standhaftig og tro, jeg prøvet til det yderste, jeg har været der til det yderste. Jeg var der indtil min krop sagde stop, det der sker nu er ikke noget jeg selv er herre over. Jeg har forandret mig efter bruddet, det er både noget jeg selv kan mærke, og så er det noget jeg har fået fortalt. Jeg kan mærke hullet i mig, jeg føler tabet for hvert eneste skridt jeg tager, det var ikke sådan her jeg ville have det til at slutte.

Jeg ville ønske, at du kunne se på mig uden afsky, og det håber jeg en dag vil gå i opfyldelse, jeg håber, at du en dag vil kunne sætte dig i mit sted, at du vil kunne forstå mig. Jeg tør håbe på, at bag din stolthed, så kender du mig stadigvæk, og, at du en dag vil respektere mit valg.
Jeg vil aldrig tale ondt om dig, og alt vil forblive i fortrolighed.

Jeg vandt ikke, det er der ingen der gjorde.

Efter alt, så er jeg stolt af dig. Efter alt, vil jeg altid elske dig.. Min anden halvdel.

Sulten efter friheden

Jeg ser skyggerne bag mig, forvandle sig til noget større, noget ustyrligt, jeg mærker livets kant. Jeg ser mørket, det tiltrækker mig, jeg forsvinder bort, langt ind i den sorte gyde, jeg er ligeglad med min eksistens, nu skal det her helvede stoppe. Jeg stopper det. 
Alt går i stå, alt er væk, de ser ikke sandheden, jeg er den eneste på denne jord, der ser den, min krop, mit sind skriger om forladelse, det sulter efter frihed, vi må væk fra det her sted.

søndag den 12. september 2010

Menneskets forsvinden

Menneskets forsvinden.
Ordenes uduelighed.
Følelsernes magt.

Jeg står på klinten, overvejer mit næste træk, sigter ned mod dybet. I det næste øjeblik mærker jeg suset på vej ned, jeg følte toppen der elskede i mit blod, og næste øjeblik mærkede jeg vejen ned, lang, men hurtig. Hård, men også befriende.
Jeg var så langt oppe, at det ikke stod mig klart, at det næste ville være vejen ned, jeg så det ikke komme, min underbevidsthed tog valget for mig, jeg badede i lykke, svømmede i kærlighed.

Den begyndende smerte var som usynlig, jeg ville ikke se den i øjnene, undgik den så godt som det var muligt. Da jeg lod min krop falde ned mod det dybe hav, mærkede jeg den, kunne ikke ignorere den. Smerten fandt mig, den holdt mig fast i øjeblikket. Den holder mig stadigvæk fast. Jeg føler faldet, det bliver bare ved, og ved og ved... Jeg mister alt der er liv i, livet står tilbage og nedstirrer mig fra min forhenværende plads på toppen.

Jeg længes efter jer. Jeg længes efter os, efter alt jeg har givet slip på. Men jeg hører ikke til i denne verden, ikke denne generation.
En meget betydningsfuld person, sagde engang: "Du har en gammel sjæl i en ung piges krop" , måske ikke helt ordret, men noget i den stil. Til tider tænker jeg på om det kunne være sandt, har jeg en gammel sjæl, i en ung piges krop? Lever jeg forkert, burde jeg være døden nær, dog af alderdom? Eller lever jeg som jeg gør, fordi jeg er sendt herned med et eller andet budskab?
Jeg ved det snart ikke, det føles ikke som om dette er det rette sted for mig.

Jeg ser alt det de andre ikke ser ..

tirsdag den 31. august 2010

At skifte side

At skifte karakter fra den ene dag til den anden, fra at holde sammen til at give slip, fra at elske til at hade, fra at stole til at lyve. Det hele kommer på en gang, det hele drejer, alt vender. 
At forvandles til en af dem. At vende sig imod sig selv.. Eller at forvandle sig til den man i virkeligheden er? Dog en jeg aldrig vil kunne lide, en jeg aldrig vil kunne stole på, en jeg aldrig vil kunne elske. 
Man kan se, at nogen har realiteret elendigheden, og, at man ikke længere kan gå tilbage. Nogen vil skifte side, og når det så er gjort, vil man være fjender, man vil være så meget anti hinanden som det overhovedet er muligt, og endda efter alt den lighed der førhen har været. 
Andre vil en dag savne hvad de gav slip på, de vil på et tidspunkt se, at denne indflydelse har færet fuldstændig forkert, at det er den der har skabt dette kaos. 
Folk vil begynde og snakke efter man har teet sig som en billig hore, de vil kigge på en med en frygtelig afsky. Man vil flove sig over sine gerninger, og over den måde man har behandlet andre på. At forsøge at begå et psykisk mord, at fortryde man har forsøgt. 
Jeg vil elske fortiden. Elske alt jeg har været igennem, og alt hvad jeg har oplevet. Jeg vil hade hvordan det er blevet, jeg vil hade hvordan det kommer til at blive. 
Jeg vil elske hvad jeg nu har fået. Jeg vil hade dig.

fredag den 6. august 2010

The war has begun

Så er det hele begyndt. Helvedet er brudt løs, og der er ingen til at stoppe det, ikke en levende sjæl. Nu skal I bare høre Kære publikum; I står midt i det, I er vidnerne, om I vil det eller ej. I står nu i midten af et kaos der lige er begyndt, en kamp om evighedens magt, om livets kærlighed. En krig om liv og død. I er fanget, og jeg lover jer for, at det her er ikke noget man slipper nemt fra.

Vi er som vand mod ild, og alligevel som guld mod sølv. Vi er så stærke begge parter, at ingen kan forudse hvor det her vil ende, om det overhovedet nogensinde vil tage en ende. Når vi først er begyndt, er det kun ordenes lidenskab og de usagte ords sviden der brager. Alle kan sige, at noget er sket, at nogen vil blive såret, at det her ikke er godt for nogen som helst, men ingen vil kunne bevise det, for ingen af os siger noget, ikke direkte, det er en skjult krig. Det helder ligger og buldrer under overfladen, hvert et skarpt menneske vil kunne gennemskue hvad der foregår, men så spørger jeg; Hvor mange af disse mennesker findes? Jaa, det er få, meget få. Dog nok til, at noget vil ske. Jeg ved at enkelte af jer ved noget, det er jer som står i midten af det.
I tør ingenting sige, men hvem tør også bryde ind imellem en sulten bjørn og en rassende løves kamp? Jeg forstår jer godt, det her er ikke noget jeg selv ville have vagt at stå i midten af, det er næsten som at erklære sig selv død, inden ulykken er hent.

Solens skygger er borte, mørkets krafter har taget overhånd. Nu er der ingen vej tilbage, der er ingen lille mor her, ingen vil se din skiggelses mørke skygger, nej de er forsvundet sammen med solen lyse stråler. Nu er det dig og mig, ansigt til ansigt, øje til øje. Mand dig op. Hvis hvilket køn du er af. 

mandag den 7. juni 2010

"the lies she told"

Han fortalte hende, at han elskede hende, og hvad var det forkerte i det? Sagde de ikke tit det til hinanden? Jo.. men denne gang var det anderledes, denne gang lå en anden betydning pludselig i disse ord.
Før i tiden mente han "jeg elsker dig som en søster", nu var det som i "Du er min eneste ene. jeg elsker dig."

Hun vidste ikke hvornår det gik galt, eller hvordan hun skulle håndtere det, så hun valgte blot at ignorere, dog ikke fordi hun regnede med, at hun nu kunne lade som ingenting, som om dette aldrig var sket, nej hun prøvede bare sit yderste på at skubbe det væk, prøvede på at slette det allerede skete. Hun ville ikke se realiteten i øjnene.
Denne gang ville hun hellere leve på løgnen end at lytte til sandheden. Det var ikke sket for hende før, hun havde altid være sandheden selv, hun havde aldrig kunne bære at tilbringe tid med løgnere, folk der fortiede de virkelige ord. Nu var hun en af dém. The lies she told, was growing... growing.. forever growing...

At miste en der står dig så nært på grund af en forelskelse.. Hvorfor sker der? Hvorfor forelsker nære venner, nærmest søskende sig i hinanden? Det virker så forkert oppe i mit hoved. Du burde ikke være forelsket i en som mig, vi er som ild og vand, når vi blandes dør gnisten, og uden gnisten kan vi ikke leve. At miste en god ven til kærligheden, en ting jeg aldrig troede, at jeg skulle opleve.

fredag den 23. april 2010

Spring ud, lov mig det.

Du kan ikke slette dig selv, stå ved dit sande jeg. Du er dig, og jeg er mig, mere er der ikke at sige, det er sådan vi er blevet fordelt, det er sådan kortene er spredt. Vi har et mål her i livet, hver og en; vi skal finde ud af hvem vi er.


Giv mig mere, giv mig mere af dig, mere af dine mystiske sandheder. Jeg vil have dig, med din forhistorie, med dine uoprettelige fejl, det er ligegyldigt for mig, hører du? Dine fejl, skal ikke ødelægge dit liv og din tilstedeværelse, alle har begået ting de fortryder.. jeg vil have dig, med alt som du er, alt som du har gennemgået, og alt som du vil gennemgå.

"Smukkere end solen. Blidere end blomsten. Stærkere end tomheden. Du er uovervindelig Min Kære." Det er en beskrivelse på dig, min beskrivelse på dig. Det er sandt, det kan du vel forstå, jeg er ikke en løgner, ikke overfor dig. Jeg er din trofaste, aldrig vil jeg svigte dig, dig, dig, dig. For dig er jeg oprigtig, always and forever. Folk lyver, det er blot en ting her i livet, endnu en ligegyldig bagatel, men jeg, jeg lyver ikke for dig, for det er umuligt for mig, dine øjne fortjener sandheden, og den giver jeg dig, måske som den eneste, hvad ved jeg.

Dine skjulte talenter vil en dag vise sig for verden, og jeg vil være der, ingen kan forudse om jeg vil være hos dig, om jeg vil stå ved din side og sige "Det her er min veninde, og det har hun altid været." Men i dine virkeligste drømme, vil jeg hviske i dine øre, hviske, at jeg er stolt af dig, stolt af, at jeg var en del af dig & dit liv, engang. I det man har ført en samtale, nej vent ikke engang en hel samtale behøves, blot få simple ord som "Hej, undskyld jeg stødte ind i dig" kan have betydning, i de sølle ord har du pludselig været vidne til en forandring i et andet menneskes liv, du har medvirket i en fremmedes eksistens.
Ligemeget hvad der en dag sikkert vil skille os, vil jeg altid være stolt af dig, det er en ting jeg skal huske at fortælle dig, inden vore veje skilles. Om det bliver om 1 år, 3 år, 10 år, 30 år, det vil jeg ikke kunne svare på, men det vil sikkert ske en dag, dog ikke fordi jeg håber det, men det er som regel sådan vejen bygges op, den starter stille og rolig, helt fra bunden af, blot en lille sti, og senere hen bliver den langsomt trampet til, den bliver stor, og så til sidst vil det forsvinde, til sidst vil der ikke være flere mennesker der vil gå på den, og ja så vil den svinde bort.

For altid vil jeg være her, "venskabet uden ende" husker du nok, det er sådan jeg ser på det. * Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det.* Lov mig det, tænk over disse ord, find meningen med dem, og gør det. Tag chancer i livet, spring udover det sædvanlige, ikke kør fast i de samme og ensformige rammer, spring ud

Mit evige håb om din hjemkomst

Det er lang tid siden jeg har skænket dig en tanke, men det ved du jo nok allerede. Du er ikke som andre, du har en evne til at mærke dine tilknytningers følelser, tanker.

Jeg kunne jo lukke min sjæl, udføre min beslutning om forsøget på at glemme, men jeg er en egoist. Jeg tænker på mig selv, som regel som det første, selvom jeg ved det er ondt, selvom jeg ved, at jeg nok i realiteten burde gemme mine ødelagte minder bort og fokusere på livets "lykkelige gang". Jeg har da også prøvet, men jeg er bare ikke stærk nok, jeg har ikke en viljestyrke med nok kraft i, nææh. Den har jeg til gengæld smidt bort, langt, langt væk er den nu.

Nu gør jeg det altså, du ved, skænker dig en tanke, om jeg vil det eller ej, det er umuligt for mig at beherske mig selv, umuligt selv at bestemme hvor mine tanker skal føre mig hen.
Nu fører de mig tilbage, tilbage til mine dage med dig, jeg husker tydeligt hvert eneste øjeblik vi tilbragte sammen, hvert eneste ord, hvert eneste meningsfulde kys. Jeg står i gæld til dig, du fuldendte mit ligegyldige liv. Dog ved jeg, at jeg aldrig ville kunne give dig noget, ikke længere, ikke nu hvor jeg er rejst. Det lyder forkert at sige det sådan, for det var jo ikke mig der rejste, teknisk set jo, men det var dit hjerte der forlod, og mit hjerte der lå tilbage i et blodigt og ensomt hjørne.

Nå, men sådan er det jo nu en gang, og det må jeg lære at leve med.. Rettelse; jeg burde lære det, men det kommer aldrig til at ske.
Jeg savner dig hvert sekund, og min smerte bliver stærkere og stærkere, hvis du dog bare... hvis du dog bare ville komme tilbage, blot for en tid, mere forlanger jeg ikke, man kan jo altid slutte... Selvkreere enden.

Faktisk undrer det mig lidt, at jeg ikke har gjort det noget før, eller bare i det mindste tænkt tanken om det. Jeg vil gætte på, at jeg har varet ved fordi, at der inderst inde i mig stadig ligger et håb gemt, håbet om din hjemkomst.

"Ville du? Ville du kunne finde på det? At vende tilbage til mig?"
"Nej. Du må indfinde dig i dit liv, jeg kan ikke længere være en del af det."
Det gav et sæt i mig da jeg hørte det svar. Hvor kom det fra? Hvor kom du fra?

Min spanioler, mine nattetimers stund

Jeg kunne leve i dine mørkeorange øjne. Hver gang dit blik forsigtigt søger mit, er det som en drøm. Dit kære smil, og din mørkebrune, udenlandske hud. Du er en smuk eksistens, det mener jeg virkelig.

Det er underligt, ikke? For du er jo fremmed for mig, jeg kender dig jo egentlig ikke, ikke sådan rigtigt i hvert fald, har blot set på dig i sommer dagenes hede timer.
Her fra min altan ser jeg alt, jeg ser dig lege med din kære lille bror, støtte din syge mor, beskytte din lillesøster imod den onde verden. Og om nætterne iagttager jeg dig, være dig. I nattetimernes stunder hører jeg din fine stemme synge, synge en spansk sang, og det er smukt. Jeg forstår det ikke, men det behøves heller ikke, ved at lukke mine øjne kan jeg føle din nærhed, og dine syngende ords betydning.
Det er den samme sang hver nat, og jeg undrer mig gang på gang, hvad der kan være ved den, siden det er den der er så betydningsfuld for dig. Er det mon en sang din afdøde far sang for dig da du stadig kun var et barn, da han stadigvæk følte livet gro i ham? Er det en sang din elskede engang lærte dig, da i sammen besejrede ørkenens mørke skygger? Eller er det blot den eneste du kan? Den eneste du har lært? Jeg ved det ikke, måske er en af disse sætninger svaret på mit spørgsmål, måske ikke.
Det er hele nætter du bruger på at nyde menneskeheden. Du sidder så fint på kanten af dit vindue, og skuer drømmende ud i mørket. De første timer plejer du blot at sidde der, og ind imellem sender du mig et af dine stjålende blikke, jeg ved, at du gør det, og jeg ved, at du kender til min eksistens. Den viden er i al hemmelighed rar at have, for så kan tanken om, at vi en dag kunne stifte bekendtskab med hinanden lovligt strejfe mine tanker, måske få et evigt venskab? et evigt livs forhold? hvad ved jeg , bar noget, et eller andet.

Ud på de sidste timer af natten giver du din stemme til livs, du lader den flyde ud igennem luften og ind i mine ører, som sød musik for mig. Ofte kan jeg tage mig selv i at sidde og vugge ligeså stille frem og tilbage når du synger. Det er så smukt, ligeså er du, min drøm. Min spanske imagination.

Uskyldige sjæle

Jeg ryster. Skælver, kan ikke styre det. Jeg kan ikke få min krop til at lade være, den ryster og ryster, og mine øjne bliver med ét helt våde, tårerne render ned langs mine kinder, de vil heller ikke stoppe. Jeg kan ikke styre dem.


På et split sekund dukker mit forhenværende liv op, det som jeg ellers har været så god til at pakke ind i en lille boks, låse med en million nøgler, og smide ud i det store, dybe hav. Pludselig dukker boksen op igen, alle låsene står ulåste. Den kalder på mig, fortiden. Den vil have mig til at åbne mine sår, og lade dem forbløde igen, selvom jeg næsten lige havde fået lukket dem igen. Rent faktisk var de blevet til nogle usle gamle ar som man ikke rigtig lagde mærke til mere, men nu... Nu kan jeg ikke lukke øjnene for dem længere, Ikke når de nu står ansigt til ansigt med mig, og stirrer på mig med de borende øjne. "Du er ikke kommet videre, det lever i dig, suser gennem din krop for hver eneste dag du lever. De skærer dig i stykker. Hvert skridt du tager er som at få boret de skarpeste knive op i fødderne. Og du ved det. Lad være med at gemme dig fra fortiden." Det er hvad øjene siger, ikke højt nej, men det behøver de heller ikke, for jeg ved det.

Det er gået op for mig, at jeg blot var et brugsmiddel til at glemme den virkelige smerte, for at få den til at svinde bort i så lang en tid så muligt. Men jeg var ikke holdbar nok, stolede for meget på mine instinkter, nok til at jeg kvittede det. Det gjorde blot din afsky for mig større, det vidste jeg bare ikke, ikke dengang.
Jeg har sagt til mig selv i al den tid, at det ikke betød noget for mig, men det gjorde det. Det gør det, også selvom jeg prøver på at få det til at holde op, så bliver det bare ved med at være i mig.

Det er en halvkvalt gråd nu, ikke meget mere. Det er som om den bare bliver ved for at pine mig endnu mere, jeg kan ikke styre den.
Mine tanker løber skrigende rundt inde i mit hovedet, de vil ikke holde kæft! Jeg kan ikke styre dem.
Min krops rystelser er derimod ved at stilne af, men de vil alligevel ikke stoppe helt. Jeg kan stadigvæk ikke styre dem.

Fuck dig. Det her er din fortjeneste, og du er så iskold som noget menneske kan være, du er fuldstændig ligeglad. Det eneste der går dig på er, at du ikke kan få hvad du vil have. Derfor udnytter du en masse uskyldige sjæle, lokker dem ned i dit hul, fanger dem.

Grådighed er dræbende

Jeg sagde farvel til livet den dag hun forlod, lod mig ligge der i min egen pøl af selvfed skrøbelighed, selvfed skrøbelighed med en stor mængde indre blod løbende ned langs kroppens fine former. Først ned over den lille, runde barm, derefter videre ned af den solbrændte og veltrænede mave, ned langs taljen, hofterne og samtidig ned over de faste, små baller, underlivet, og til sidst flød det rosenrøde blod ned langs de lange smukke ben.


Det var kun hende der kunne se det som det rend der så langsomt, og selvfølgelig mig, jeg kunne også se det.. Eller på en måde, jeg kunne hverken se eller mærke det, blot føle det mentale, kvælende tag det havde om mig. Det var mig der flød.. ud af mig? Giver det mening, kunne jeg så spørge mig selv, og nej egentlig ikke, det giver ingen mening når jeg siger det højt, i hvert fald ikke så meget som det gør når jeg hører ordene i mine tanker.
Men sådan var det altså, jeg forlod min egen krop, og nu flyver min tomme sjæl rundt i ensomhedens kammer. Den vil ikke lægge sig til ro, ikke bare lade tiden gå, vente på den dag hvor min livløse krop der vandrer rundt på jorden, fysisk vil dø. Min kære sjæl lider, lider af tomhed, den savner realiteten, og følelserne den kunne føle engang. Kærligheden. Venskabet. Nu føler den intet, ikke andet end had, den er nu kun en stor klump af ustyrlig had, et hadefuldt væsen, og så alligevel ikke. Den kan ikke være et "ægte " væsen, for der er jo ingen der kan se den, den er som vinden. Du kan ikke røre den, men du kan føle den.

Hun kan føle den. Selv den da i dag, kan hun føle min sjæl der ikke kan finde sig til rette, den følger med hende hver dag. Iagttager hende når hun sover, kigger på hende når hun vågner, følger hendes side hele dagen, den river og hiver i hendes uendelige tanker.
Hver nat hvisker den i hendes øre, den hvisker kun få ord, men ord nok til at skabe et skrækkeligt mareridt. Hver nat føler hun angst, hver nat ligger hun skælvende i sin seng, under den store dyne med det sorte betræk, og hun sveder, sveder som om hun lige havde løbet omkring 100 kilometer ud i et træk, mister luften, og får den tilbage igen. Hun skriger om hjælp hver nat, hun græder i søvne, men ingen hører hende. Ingen vil høre hende, måske hører naboerne hende, hvem ved, men de gør ikke noget, ser blot på fra sidelinjen, prøver ikke engang at nå hende.

Altid vil jeg hjemsøge hende, hendes nætters gyserhistorier, ja dem vil jeg blive ved med at kreere.
Den dag hun dør vil hendes lidelser være forbi, og den dag vil min sjæl glemme hvad hun gjorde ved livet, hvilke handlinger hun engang begik. Og den dag vil sjælen flyve op til himlen, ned til helvedet? Jeg ved det ikke, men den vil i hvert fald forlade realiteten udenfor, vile i fred som man siger.

Facadiske løgne

Jeg er blevet besat af tanken om tilgivelse. Siger, at alle burde kunne tilgive hinanden, og hvis man vil, og tror på det, vil alt altid kunne blive "som før". Men pludselig ud af ingenting, er det mig der er hovedpersonen i denne her film, det er mig der skal tage beslutningerne, og min afgørelse der er i spotlight. Det er bare svært, forstår du, svært når man føler sig fanget i en situation man ikke hører til i, en krop der ikke føles som ens egen. A stranger ..


Man burde kunne fortælle sig selv, at det her er sådan livet skal være, det er er dín skæbne, ingen andres. Man burde kunne sige at ens mørke fortid er ligegyldig, og i øjeblikket hvor ordene bliver fremkaldt, burde de menes. Der burde være mening i. Sådan er det bare ikke altid, vel? nej, for jeg kan da med lethed sige "jeg tilgiver dig, tilgiver dig for alt du har gjort. Lad os lægge alt bag os, jeg vil ikke længere mindes ved dine sårende fejl" sige fuck det her teater, men hvad ville det hjælpe, jeg ville jo ikke mene et eneste ord fra den sætning, jeg ville fylde verden med facadiske løgne, og min tilværelse ville være baseret på en sort og beskidt samvittighed.

Det er gået op for mig, at den lille fejl du lavede, de mange bitte små fejl du lavede, betyder alt i vores venskab, de fejl er hvad jeg fokusere på når jeg tænker på os to, jeg kan ikke kontrollere det. Mig selv, jaa... Jeg har ikke altid været en sund ven for dig, og jeg ved det, jeg indrømmer det, dog med meget flovhed, men jeg indrømmer det. Jeg har fyldt dig med løgne, og sorte forhåbninger. Det undskylder jeg for, af hele mit hjerte undskylder jeg.
I realiteten burde jeg jo kunne overse alle disse små ubetydelige fejl som vi begge har begået, men det er ikke virkeligt for mig, det kan jeg ikke. I bund og grund nok fordi jeg ikke længere kan døje synet af dit smil, tåle at se på dine overfladiske handlinger, jeg kan ikke være skuespiller, min rolle er ved at dø ud, den er vel blevet uinteressant og nedslidt.

Jeg vil gerne konfrontere dig med mine dybeste tanker, dele min halvkvalte had med dig, altså jeg ville fortælle dig hvor stor en afsky der vokser inden i mig, afsky for dig. Vil have dig til at forstå, at det ikke skal være du og jeg, at vi må finde nye veje, nyt liv.
Og en dag vil jeg gøre det, en dag vil jeg spankulere målrettet og selvsikkert hen til dig, vinke det sidste farvel, fortælle dig, at du nu kan kalde os to en fortid.

Lillesøsterens evige spørgsmål

"Hvor lang tid bliver du her?" Min søster havde længe bare ligget der, der i stilhedens mørke, ikke så meget som et åndedrag havde strejfet hendes læber, ikke så meget som et enkelt blink med øjnene havde hun ladet gå, hun lå der bare, der på en madras på mit værelses lyse trægulv, og pludselig, pludselig havde hun kommet med dette besynderlige spørgsmål. Hvor lang tid bliver du her ..

"Bliver her? hvad mener du med det?" Jeg forstod det ikke rigtigt, så derfor vendte jeg mig rundt for at kunne kigge ned på hende. Min seng var høj, så hvis jeg satte albuen i min madras, og lagde hovedet på min hånd, kunne jeg ligge og kigge ned.
Jeg ville se hendes ansigts udtryk, om der var en ledetråd at hente der, men det var der ikke, hun havde nemlig lagt sig med ryggen til mig.

"jaa.. Du ved, hvornår letter du fra reden? Hvornår flytter du hjemmefra?" Sikke et udtryk hun kunne, min lillesøster på knapt 10 år. Den skulle jeg lige tænke lidt over, for det kom da lidt uforudsigeligt, den havde jeg ikke lige set komme.

I alle de år jeg boede hjemme, hele min barndom, havde min kære lillesøster spurgt mig omtrent hver evig eneste aften, om hun kunne få lov til at sove på mit værelse. Det kunne godt være lidt trættende nogle gange, for man har jo ikke lyst til at skuffe den lille, man vil jo ikke se bedrøvelsen i hendes øjne når hun får et nej, så de fleste af gangene sagde jeg ja, blot så jeg fik muligheden for at se glæden stråle i hendes lille runde ansigt. Smilet startede nærmest helt nede ved hagen, og på få sekunder havde det fået kravlet sig helt op til under øjnene. Øjnene smilede skam også, de formede sig som små, bitte kineser streger, og ind imellem kinderne dannedes der sig to fine smilehuller.
Jaa.. Det var et skønt syn, se hende så glad var den bedste følelse.

"hmm . Om 3 år.. 4, 5 år. Jeg ved det ikke. For at være ærlig så hurtigt så muligt, jeg glæder mig til at lære livet at kende på egen hånd, starte helt fra bunden af. Jeg glæder mig til, at jeg kan blive et selvstændigt menneske, mere endnu. Tanken om, at man bevæger sig ud i en verden man ikke før har kendt, bevæger sig væk fra de trygge rammer. Det gør mig på mærkværdigvis lidt spændt, jeg føler en trang til at opleve det lige nu og her."
"mmhh ... Men du ved, Josephine? Altså vil du ikke advare mig? Altså bare lidt tid inden du siger farvel, bare sådan så jeg lige kan forberede mig?" "Tror du, at jeg vil glemme dig når jeg flytter?! Det må du aldrig tro, bare fordi jeg finder mit eget sted, kan du altid komme til mig. Ligemeget hvad det er, vil jeg altid lytte. Du vil altid være velkommen hos mig, jeg vil være hos dig til den dag du falder om af bar alderdom, altid vil jeg stå ved din side, Om du vil det, er så en anden side af sagen, men mig slipper du skam ikke så let af med.
Nu vendte hun sig om, sådan så hun lå med fronten mod mig. Jeg kunne se, at en tot af hendes lange rødblonde hår blev ved med, at irriterende falde ned i hendes store, runde lyseblå øjne. Gang på gang tog hun det bag ørene, og gang på gang faldt det ned igen, til sidst orkede hun ikke at baske med det mere, så hun lod det bare hænge.

"Så hey.. Det du siger er, at du aldrig sådan forlader os for alvor, du flytter bare et andet sted hen?" "haha, ja det er det, I er jo trods alt min familie. Du er jo trods alt min til tider nervepirrende lillesøster, vi er på en måde af samme kød og blod."
Så gik der igen en lang tid hvor hun ikke sagde noget, alligevel kunne jeg høre, at hun tænkte, nærmest så
hendes hjerne knirkede.

"Det lyder da vel også fint nok... Det der med at blive selvstændig, skabe sit eget univers." Endnu en gang blev jeg dybt overrasket over hendes valg af ord, hun var stadig kun en pige på knapt 10 år, og alligevel havde hun formået sig at bruge sådan nogle smukke ord. "Jaa ... det lyder fantastisk. Du vil også komme til det en dag, "lette reden" som du sagde, det vil ske for os alle."

søndag den 31. januar 2010

Forelskelse


Den varme stemme, det ildrøde hår. De store, grønne øjne, det forsigtige smil.
Alt dette er blot en illusion, en facade af kærligheden, af dét at være forelsket.
Smerten bliver skjult godt i det liv du lever, men i al hemmelighed kører dine tanker på fuldtid, tårerne kan rende, alt imens din udkårne elsker en anden, forguder en andens eksistens.
Ingen kan hjælpe sjælen videre når den først er groet fast i en erindring om paradiset.

Du går rundt i et liv udfyldt med tomhed, rædselsfuldt men sandt. Din virkelighed er næsten ikke til at kalde en virkelig virkelighed længere, alle farverne er forvandlet fra kulørte til sort/hvid.

At vide, at de arme du elsker om dig, ikke vil komme til at holde om din krop igen, aldrig vil så meget som røre dig endnu en gang, kan føles som tusinde spejle der smadrer lige for øjnene af dig. At vide, at de intense, men alligevel blide kys aldrig vil finde vej til dine læber igen, kan føles som om alt lys slukkes på blot et sølle sekund.

Livet bliver langsomt trukket ud af dig, du bliver kvalt i dine egne løgne, de æder dig op i takt med, at dagene går. For du lyver om alt, at du ikke føler noget for din elskede, at han ikke længere eksistere for dig, selvom han hver dag dukker op i dit indre.

Nu ses du liggende der, helt livløs på det kolde stengulv, og folk kan bare ikke få sig selv til at hjælpe dig, de har sagt stop. De forstår ikke din smerte, eller de omstændigheder du lever under. De svar som du søger findes ikke, det gør de simpelthen bare ikke.

Ingen kan reparere det hul som der vokser i dig, det hul, som opstod den dag du blev ulykkeligt forelsket i en fremmed. Den dag du for første gang, så mundvigen på en engel krølle sig op til et genert smil.

tirsdag den 19. januar 2010

Altid vil du eje den største del

"Jeg elsker dig" Ordene kom så pludselig, men jeg vidste hvad de betød, jeg vidste, at de var virkelige.

Dine forventningsfulde øjne kiggede på mig som om , at mit svar ville være de afgørende ord. Jeg kunne ikke, nej jeg kunne ikke vise dig hvad jeg følte, for du ville ikke kunne lide sandheden, den ville såre dig så inderligt meget. Vide hvordan jeg havde det med dig og dine ord, ville ikke ende godt, for det hele ville virke som endnu et skuespil, som om jeg var endnu en pige. Hvad jag følte for dig ville aldrig kunne beskrives med virkelige ord, for du var alt, alt hvad jeg nogensinde havde ønsket, men alligevel ikke nok. Du havde ikke de gengældende følelser for mig, og jeg vidste det. Jeg var endnu en, det var jeg. Du holdt af mig, så utrolig meget, men du elskede mig ikke, og ville heller aldrig komme til det... for at elske nogen var du ikke længere i stand til, du havde ikke styrken og troen på dig selv til det, hvad der havde ødelagt den ved jeg ikke, men den tro var borte.
Du skal vide noget .. Hvis jeg kunne, ville jeg have sagt.
"jeg elsker også dig .." Det gjorde jeg, af hele mit hjerte elskede jeg dig, og gør stadig. Altid vil du eje den største del.