Det svandt bort

Stille lod jeg sandet sive mellem mine kolde tæer. Jeg kiggede længselsfuldt ud mod det stille hav, horisontens farver gav ingen mening i det øjeblik, så vidt som sandet i realiteten heller ikke betød noget, det var ren og skær indbildning.
En indbildning som bestod af, at jeg troede, at det her var hvad der betød noget, frihedens liv, at jeg nu kunne mærke verdenens bevægelser på en helt ny måde, det var hvad jeg bildte mig selv ind betød alt. Men .. det betød ingenting længere, ikke når jeg ikke havde dig.
Vi var som søstre, søstre med hver vores forældre, med hver vores miljøer, med hvert vores liv. Og alligevel, var der noget der bandt os sammen, vi lo og græd, alt sammen på en gang, dog var jeg ikke nok til at udfylde tabet, og det var nok også det der skilte os, at min verden var så langt fra din, ikke fordi den var bedre eller noget, din var heller ikke bedre end min, de var bare for forskellige, med hver deres huller.
Hvis jeg en dag fik ét ønske, blot et, da ville jeg ønske svar. Svar på alle de endeløse spørgsmål jeg i tidens løb har stillet, hver enkelt et ville jeg ønske krav på. Og med det mener jeg oprigtige svar, jeg vil ikke høre overdrivelser, jeg vil ikke høre løgne, eller flere ligegyldige ord.

Vi var egentlige ikke særlige gamle dengang, slutningen af teenage årene vil jeg gætte på, så hvad vidste vi i realiteten om noget som helst, hvad vidste vi om dømmelse og magt? Ikke en skid. "Vi ses snart igen." Sådan kan man beskrive vores små farveller, dem hvor man med sikkerhed ved, at man en dag vil ses igen. "Farvel, ven." Så vidste vi, at det var forbi, at det var enden på vores del af aftalen. Aldrig mere vil jeg blande mit liv ind i noget af ordenes magt, så her har I det.. Ligegyldige opfundende ord.