Deleting me, won't make you forget me, it'll just take the pain away for a while,

within a sudden it'll come right back at you 

I'm a part of your history, and you can't erase history 

Løgn

Det er fordi de grumme løgne tærer hende op indefra, lige så forsigtigt får de hende ned med nakken. Lige så stille vandrer hun rundt iblandt os alle - men som en løgn, intet andet end en løgn.

For du er så lille og skrøbelig, et forvokset barn; med en kold og sort fortid; med kyniske spøgelser der går igen i din forskruede verden.
Du borer dig ind i mig og jeg skubber dig væk med så kraftigt et slag, at du vælter mod gulvet.
Du kæmper for at komme på benene igen, men jeg er for stærk, og mine knivskarpe ord skærer ind i dig; du bliver liggende.
Med store, brune øjne kigger du ind i mine blå, søgende og uforstående kigger du på mig.
Jeg falder. Så lang jeg er, vælter jeg mod det hårde stengulv, og slår kroppen noget så forfærdeligt.
Jeg vender hovedet mod dig og så græder jeg; prøver igen at skubbe dig væk, men er ikke stærk nok

Er det muligt at savne noget, der endnu ikke er forbi? Kan det passe, at vi bare har så uvirkeligt svært ved at leve nu og ikke i morgen, at vi til tider glemmer alt om tid og sted?
Eller er det, fordi vi tager sorgerne på forskud for ikke at blive så hårdt ramt, når de i virkeligheden kommer. Er det en slags ubevidst forberedelse?
Kan man sige, at vi nogle gange prøver på at overgå de menneskelige kræfter vi engang fik tildelt?
Prøver vi at gå linen dét skridt længere ud?

For det at se dit navn, det gør noget, det gør rigtig meget