Er det muligt at savne noget, der endnu ikke er forbi? Kan det passe, at vi bare har så uvirkeligt svært ved at leve nu og ikke i morgen, at vi til tider glemmer alt om tid og sted?
Eller er det, fordi vi tager sorgerne på forskud for ikke at blive så hårdt ramt, når de i virkeligheden kommer. Er det en slags ubevidst forberedelse?
Kan man sige, at vi nogle gange prøver på at overgå de menneskelige kræfter vi engang fik tildelt?
Prøver vi at gå linen dét skridt længere ud?