Pages

tirsdag den 26. april 2011

Jeg har fået et rødt natbord. Jeg malede det selv, med rød spraymaling.
Jeg har en rød lampe. Den fik jeg engang af min far. Faktisk var det til jul, da jeg vågnede lå den under juletræet, juleaftensdag.
I hjørnet står en rød komode. Der er en låge man kan åbne, og derinde bag lågen gemmer jeg fine gamle tegninger, af fine gamle stunder.
Min ene væg er sort, sort som kul. Den har jeg selv malet, engang for måneder tilbage, jeg trængte til noget nyt. Den sorte maling var speciel, det var en tavlemaling så derfor kan jeg tegne med små hvide kridt på min væg. Lige nu er det eneste der står; The way we used to be. Spørg mig ikke hvorfor.
Rundt om det sorte kvadrat er der en hvid ramme, der hænger der alverdens ting, ting jeg har samlet igennem tiden. Nu lyver jeg, for faktisk har jeg taget alle tingene ned, pakket dem ned i en sort kasse, og gemt den under min seng.

Børnehavens gynger

Gyngerne rørte næsten hinanden, i det de fløj frem og tilbage. Jeg kunne næsten mærke hans ben mod mine.
Egentlig var vi jo for store til at være der, der blandt de små legende børn, dem der knapt havde lært at tale. Men det var vores undskyldning til at være sammen, så behøvede vi nemlig ikke indrømme noget, vi kunne bare sige til de voksne, at det var fordi vores små søskende gik i børnehaven og vi bare var kommet for at vente på vores forældre til at komme og hente os.Vi kunne sige, at den eneste grund til at vi gyngede sammen var fordi vi jo kunne tale sammen, vi kunne forstå og vi kunne le. Sammen. De små forstod jo ingenting, alt der fascinerede dem, var at grave med den røde skovl, eller sidde i den blå stol.
Faktisk var det jo fordi jeg syntes ham drengen med det lyse hår og de bare tæer var sød.

torsdag den 21. april 2011

Natten

Natten er en stund, der er overmandet med de bølgende toner fra den søde Jazz og de intime følelser fra de Søgende.
Natten er sort som kul, og den er snu. Den binder sig rundt om dit liv, trykker luften ud af dig og efterlader dig kold og skrøbelig,
Natten er snedig. Den formår at skabe en indbydende fatamorgana; leende børn, røde valmuer og mørkeblå have. Men når solen står op er de leende børn væk, de røde valmuer findes ikke og de mørkeblå have er mere grønne og beskidte end så meget andet. 
Natten er sweet. Stærke sager, men sweet. 

onsdag den 20. april 2011

"jeg ville bare trække dig med ud på havet, hvor jeg selv var havnet. Ud i bølgegang, trække dig med ned i det sorte vand, hvor man ikke kan trække vejret, jeg ville ikke være alene dernede, du skulle med så vi i det mindste var to." Ondt i sulet

tirsdag den 19. april 2011

Ukorrekt

At være så pisse politisk korrekte, så umådelige arrogante og helt uvirkeligt upålidelige
Moralsk set et konge eksempel på den overfladiske sødme som atmosfæren så småt er ved at kvæles i
Så fine og uforståelige sætninger og ord der blandes ind i en står pøl overlegenhed.

Det er så skide korrekt at være ukorrekt, kan du ikke se det?
Lad mig nu ikke formenes.

søndag den 17. april 2011

Engle og dæmoner

Vi skal bestemme hvem vi er. Vi skal bestemme hvad vi vil og hvad vi vil udrette, om vi vil kæmpe eller om vi vil lade vær.
Vi skal bestemme om vi vil være lykkelige eller ej, om vi vil finde kærligheden eller forblive alene.
Hver gang vælger vi noget fra, til fordel for noget andet, og det er okay.
Det er nødvendigt at sortere i livet, nødvendigt at være stærk nok til at lade gå. Det kan dog også være nødvendigt at være stærk nok til at holde fast, situationen spiller den største rolle.
Engang tilhørte jeg den del af menneskeheden der tror på, at det er muligt at forblive den samme person igennem et helt liv, at det er muligt at holde af de samme mennesker, at bo i den samme by i et helt liv. Det tror jeg ikke på mere, jeg ved, at det i min situation er bedst at lade gå, for på den måde bliver jeg selv lykkelig.
Da jeg var lille troede jeg, at himlen altid var blå. Jeg troede, at engle havde vinger og, at der kun fandtes to sprog i hele denne forunderlige verden; norsk og dansk. Nu ved jeg, at der findes alverdens sprog og, at engle er et udtryk der har forskellige betydning fra person til person. For mig findes engle ikke – kun i min fantasi, men det er også helt okay.

fredag den 15. april 2011

I aften var jeg noget andet.
I seng gik jeg
en smule bedrøvet
en smule fordrukken
en smule tom
  og en smule en anden.

onsdag den 13. april 2011

Forsvind

Jeg synes du er en idiot
en stor fed arrogant nar
en selvisk, højrøvet nar
en egoistisk, forfærdelig ussel nar
en idiot med alt for høje tanker om sig selv
en idiot der ikke tør stå ved det du lukker ud
en idiot der lever på overfladen

Jeg raser, jeg skælver, jeg er vred, jeg er skuffet, jeg er så ufattelig vred og skuffet.

Jeg hader dig. For første gange hader jeg dig så uendeligt og inderligt meget, at intet kan ændre det.
Af hele mit hjerte hader jeg dig

tirsdag den 12. april 2011

Nogle gange føles det hele bare så forkert, og hele min verden ramler sammen, og jeg er ked af det, så ked af det, alt alt alt for ked af det.
Tårerne, der triller ned af mine kinder som små tunge dråber, flere tusinde, ligesom flere tusinde minder der flyder sammen til en forfærdelighed.
Det aller værste er, at i alt tumulten prøver jeg at finde ud af hvorfor, men jeg finder aldrig grunden.
Jeg teer mig ustyrligt og på en eller anden måde makabert. Jeg har lyst til at træde ud af min krop, ud af min eksistens, bare væk.

søndag den 10. april 2011

Verden er et forunderligt sted.
Hvorfor fælder vi regnskovene når vi har brug for ilt?
Og hvorfor laver vi busplaner, når busserne aldrig kommer til tiden?
Der er kun to ting der er uendelige; Universet og menneskers dumhed. Det er på en underlig facon sødt. 

lørdag den 9. april 2011

Oh

oh, hvem siger, at altid er for evigt, ikke nok.
oh, hvem mener altid, når de siger for evigt? for mange.
Altid er en længere periode, for evigt er grundigt, det er for evigt.
Vi har sagt det så mange gange, har ladet som om så mange gange. Varer du for evigt? Eller varer du for altid?
Jeg varer evigt, eller måske er jeg for altid?
Os to, som troede, at vi var mere end alt sammen, vi blev realiseret til mindre end alt, hvorfor egentlig?
Fordi evigheden lå for langt ude i tågen. Vi led og sled i det dybe hav, kæmpede for at holde hovedet over vand, hvorfor egentlig?
Fordi evigheden lå for langt oppe mod solen. Hvem af os overlevede? mig? dig? os begge to? måske du i din verden, og mig i min?
oh, vi søger det umulige.
oh altid, er vi umulige.

tirsdag den 5. april 2011

Og det er jo trist, at nogle mennesker altid siger det ene og dernæst gør det andet, ikke sandt?

Skillevæggen

Men han er jo noget specielt, han har jo altid været speciel, han har altid været en ekstra del af gruppen.
Jeg mindes da han var en lille dreng, ham og min søde bror der rendt rundt med deres papmachesværd og deres røde kapper - de troede, at de kunne flyve, og, at de indebar større kræfter end resten af civilisationen. Jeg husker, at jeg sad inde på mit værelse og skreg for at få dem til at tie stille, jeg ville sove og deres små børnelattere fyldte alt for meget. Det var nu nok egentlig mest for at være på tværs, for jeg nød jo faktisk at falde ind i søvnen sammen med deres glæde.

Årene flød sammen, og tusindvis at ting skete, og stille og roligt gled glæden bort, jeg stoppede med at skrige om stilhed, og længtes i stedet efter deres grin. For når han var her, kunne jeg ikke længere høre deres nu påbegyndte mandestemmer igennem den tynde væg der skilte vores værelse ad. Der var alt for stille, havde nærmest lyst til at skrige for at få dem til at gøre noget, bare et eller andet.
Når vi om aften som sædvanligt sad ved middagsbordet smilte han ikke, han var der bare på en eller anden usynlig facon.
Det er en skam, for han var sådan en yndig lille dreng. Han havde hjertet på rette sted, jeg er næsten bange for, at han har mistet det. Hjertet.

søndag den 3. april 2011

Brusekabinen

Nåå.. men.. jeg klarede det igennem endnu en dag.
Følelsesløst lod jeg det iskolde vand bane sig vej ned ad min lange og nøgne krop, jeg sigtede mod himmelen, lukkede øjnene og forsvandt.
Jeg stod pludselig på en strand, ene og alene var jeg.
Bølgerne stod højt og solen var næsten gået ned. Langs vandkanten anede jeg de glinsende muslingeskel, og så lagde jeg også mærke til sandets gyldne farve, kridhvide og alligevel gyldne farve.
Jeg satte mig ned, ikke helt ude i vandet, men langt fra helt inde på land, det var sådan.. midt i mellem.
Stille vuggede jeg fra side til side, alt i mens jeg nynnede en fin melodi i takt med bølgernes brusen.
Efter en tid kiggede jeg med undren ned ad mig selv, med den opdagelse af, at jeg var splitterravende nøgen, ikke et klæde bar jeg, og for første gang i mit liv skammede jeg mig ikke, var heller ikke flov, jeg var simpelt og ret bare selvtilfreds.

Jeg tror jeg sad der i en mængde uanede timer, sådan føltes det i hvert fald da jeg med ét rejste mig op, rettede ryggen, bredte armene ud og lod med alt lidenskab mit hår flyve vindenes veje. Jeg skreg og skreg, helt indtil jeg havde opbrugt alt luft i mine ynkelige lunger. Jeg hostede hysterisk, og satte mig derefter ned igen. Pludseligt var alt rart, jeg følte mig endnu mere tilfredsstillet end øjeblikket før.

Jeg åbnede øjnene og hurtigt gik det op for mig, at jeg stod og stirrede direkte op på bruseren, og, at jeg fik vand i øjnene. Stille slukkede jeg for vandet, trådte ud af brusekabinen og klarede det igennem endnu en dag.

lørdag den 2. april 2011

Baggrundsstøj

Jeg tænkte i går på noget som jeg ville skrive ned, jeg tænkte på at forme nogle ord til noget større, og jeg tænkte på at få dem til at betyde noget for andre end mig selv.
Da jeg kom hjem, gik jeg som sædvanligt ind i stuen, satte mig hos mine forældre og glemte da alt om at skrive mine tanker ned.
Senere gik jeg ind på mit værelse, tog blyanten i hånden og ville så inderligt gerne formulere noget sødt.
Så opstod et problem; jeg kunne ikke længere erindre hvad jeg have småbegyndt på inde i hovedet. Derfor lagde jeg blyanten fra mig og gik i seng.

Nu sidder jeg her og tænker, prøver at genskabe det jeg begyndte på. Ser du, det er faktisk svært, for jeg kan ikke huske noget, overhovedet.
Jeg kan se, at de sørgelige minder falder ned fra min væg, de engang så fine ord forsvinder om bag den hvide seng, og der bliver de liggende. Det falder mig ikke ind, at samle dem op, for hvad nytter det? vil de ikke bare falde ned igen?
Jeg kan også se, at de lyse billeder jeg engang klistrede op med tape, er så støvede, at linjerne som skaber fotoet nærmest er borte.
Jeg kan se så meget, men jeg kan ikke huske noget.

Det reelle problem er nok, at jeg prøver at skabe noget der var engang.