Pages

fredag den 25. februar 2011

Melankolske forsigte melodier maler billeder i hendes hoved, de viser hende alt det hun kunne have set, alt det der engang var, og det der overhovedet ikke findes.

torsdag den 24. februar 2011

Nu er hendes længsler borte
de er opløst
Tiden er forkert
men alligevel så rigtig
den står ikke længere stille
den suser forbi
Hun har grædt den sidste aften
og hun har forladt dem alle sammen
Nu tænker hun på hvad hun egentlig tænker på
Hun kan ikke komme på noget
for hun er tommere end tom
og koldere end kold
Hun er næsten forsvundet nu
ud i den kolde februar nat
ud til alle dem
 der lod hende i stikken
Hun kunne føle den møde postbuddet sendte hende stjålne blikke, og hun kunne fornemme hvad han tænkte; Hvorfor er hun hjemme på dette tidspunkt af døgnet, burde hun ikke være et.. andet sted? Skole måske, hun ser da ung ud.
Det var tydeligt at se, at han undgik at møde hendes blik, han kunne nemlig godt se, at hun havde grædt. Og han var bange for, at hun hvert øjeblik det skulle være, kunne finde på at bryde ud i gråd igen, og hvad skulle han så gøre? Bare glo?

Hun kunne mærke den stakkels mands usikkerhed, og hun lagde nøje mærke til de yderst langsomme bevægelser. Han var som om, at hun var en tikkende bomber, der bare ventede på at eksplodere.
Der var bare det, at hun havde grædt ud, hun havde ikke flere tårer tilbage, og hun havde ikke flere smertende følelser, så hvorfor skulle hun græde.

Hurtigt skrev hun under på  den pakke postbuddet var kommet med, og så hurtigt han var dukket op, ligeså hurtigt var han væk igen,

onsdag den 23. februar 2011

"Honestly, it was bad, what i did. I did a terrible thing. I had no good reason. I woke up one day, and I couldn't do it anymore. It wasn't even a choice, I just couldn't. I had a thought, and the next thing you know I'm burning it all down. I left her, and I even don't know why" - Sam
Jeg er som de mennesker, der ikke vasker deres tøj
men bare tager en klud og tørrer skidtet af
Deres tøj bliver aldrig helt rent
de dækker over mørke ting
Og når de går ud af døren lader de som om alt er normalt
og som om, at deres tøj overhovedet ikke er fyldt med mørke plamager af gamle udsultede minder
der forlængst burde være renset væk
Skidtet der bliver, er det der har sat sit præg
det er det der har gravet sig langt ned, og som er aller sværest at få bort.

Jeg kan også tørre det væk, skidtet
det betyder jo ikke, at det er rent
Det er smerten der gør det
Sætter et smil op for at skjule det
Jeg har disse sorte plamager over hele min krop
de er aller længst inde
Måske kan du se dem, hvis du kigger godt nok efter
De er næsten som store rådne huller
Det er det, der har gravet sig langt ned
 i min underbevidsthed

søndag den 20. februar 2011

"I did fight. I fought so hard, but somewhere in between I was thinking; what's the point? And i let go. I just stopped fighting."

Stjernerne

Det er ærgerligt, at man ikke kan se stjernerne heroppe fra, ikk'?
Det burde man jo egentlig kunne.
Måske er det fordi lykken er for stærke sager og fordi vi ikke kan tåle det klare syn.
  Måske gemmer stjernerne sig for os, eller måske er vi slet ikke så højt oppe alligevel, måske er det bare en illusion af lykken.
I realiteten kunne vi jo bare "lade som om", ligesom vi gør med så meget andet, vi kunne lade som om, at stjernerne aldrig havde stået flottere.
The scars of you
  all over my bloody body

lørdag den 19. februar 2011

Det er når ..

Det er når man står på en rulletrappe og man kan se hvem der kender hinanden, og hvem der ikke gør. Det er faktisk ret simpelt; dem der kender hinanden står tæt, altså der er ikke noget trin imellem, og dem der er fremmede, har et trins mellemrum.

Det er også når man for eksempel sidder i et tog, en bil, en klasse, et eller andet sted.
Hvis man sidder sammen med en bekendt, tvinger man sig selv til at finde på noget bare en smule relevant at sige, dog er det mest relevante man for det meste kommer frem til oftest noget i stil med; "Godt vejr i dag, hva'?".
Hvis det er en ven, har man ikke dette forfærdelige behov, hos en ven kan stilheden til tider være utrolig smuk.
Måske er det os begge to der er glemt, eller så er det bare mig.. Eller måske dig.
Det kan også godt være, at det er ingen af os, og, at tiden bare ikke længere står stille. Vi er nok bare kommet videre

søndag den 13. februar 2011

Penge er ikke løsningen

Jeg har så mange penge, penge der kunne bruges til så meget; rejse langt væk, købe dyre ting, dyrt tøj, leve livet på en lille blå ø.
De kunne bruges til så meget..
Der er bare det, at der kun er én ting i denne store verden jeg vil bruge dem på, og lige netop den ting er umuligt; Jeg vil hjælpe dig lige nu, hele dit misbrugte hjerte, kysse dine sår til blodet forsvinder, og så vil jeg bare gerne gøre dig glad.

Penge løser ikke alt, vel? Det jeg prøver at sige er, at man ikke bliver lykkelig af penge, for hvis det var tilfældet, så ville du ikke være ulykkelig lige netop nu, så ville du være glad.

lørdag den 12. februar 2011

Fine

Det er det der når man sidder med en varm kop te og sødlige ord på tungen, det er der man kan høre fuglene synge og se solens stråler der varmer verden så fint.
Jeg meldte mig ud for lang tid siden, derfor er der intet specielt at føle. Vi meldte os ud for lang tid siden, derfor er der så meget der burde føles, men er der det?

Du er i de sødlige ord, du er i fuglene der synger og du er varmen i solens stråler.
Du er så fin kære.

onsdag den 9. februar 2011

"We do whatever it takes to rebuild the trust that was lost"
"I'm gonna know your name. Your name and your pain" ..

tirsdag den 8. februar 2011

"Hvis en tekst skal være god, må man på nogle punkter udstille sig selv"
Hun kunne ikke forstå, at den der betød aller mest i hendes verden, havde givet op på hende.
Det var forfærdeligt fordi årene fløj forbi selvom hun stod stille, selvom hun ikke rykkede,
fordi hun ikke kunne lade fortiden gå.

lørdag den 5. februar 2011

Èn stor kærlighed

Dine læber var fløjlsbløde, de var røde og de var forsigtige.
Blidt kyssede du hendes kind, alt imens du knugede hende ind til din brystkasse, du ønskede tiden stille, du ønskede øjeblikket i stå, og du ønskede dig hende foraltid.

Hun havde lyst hår den dag, lyst hår og klare mørkeblå øjne. Hun bar en rosa underkjole, og var ellers bar.
Hun måtte stå på tæer for at nå op til dig, hun var ikke så høj, ikke som dig i hvert faldt. Og så duftede hun en smule af en slags blomst. Hvad var det for en blomst? Lavendel? Rose? Ja, det måtte være rose hun duftede af. Måske var det hendes shampoo, måske havde hun lige været i bad, og netop nået at tage underkjolen på inden du sneg dig ind.
Du vidste ikke hvad det var, men på en eller anden måde havde du en stærk fornemmelse af, at det øjeblik ville blive det sidste, og at du måske aldrig ville se hende igen.
Du vidste hverken ud eller ind, følte bare en trang til at holde hende så nær som overhovedet muligt.

Forsigtigt trillede en lille, usynlig tåre ned ad din kind, du kyssede hende endnu mere, og holdt hende endnu tættere.
 "Hvorfor græder du?" spurgte hun ængsteligt. Nøje overvejede du dit svar; "Man får kun én stor kærlighed her i livet. Jeg er bange for, at min forlader mig, og jeg er bange for, at noget hindrer mig i at stoppe hende.."
De råber og skriger, skaber
  en ironi med udklædte kvaler

torsdag den 3. februar 2011

Jeg fandt billeder på mit kamera som ikke var mine, de tilhørte ikke mig.. Altså i hvert fald ikke længere.

Jeg havde aldrig set de billeder før, dog genkendte jeg ansigterne og de forlængst glemte omgivelser. Jeg kunne huske, at de havde betydet noget engang, engang for længe siden.

Efterhånden som jeg kom alle billederne igennem, gik det op for mig, at det ren faktisk var mig der havde taget dem, jeg havde bare glemt de eksisterede, nok fordi de ikke længere var en del af mit liv.

Forsigtigt lo jeg for mig selv, jeg kunne erindre, at vi havde haft det sjovt, og, at vi havde været så tætte på hinanden, at det var helt uvirkeligt.
No.. You were right, I don't have the answers to everything, I don't, but I am trying here, trying to work things out, trying to get back up again.
I really wish you would try too, at least give it a shot. And I know I broke your heart, but you broke mine too. You've mooved on, and I haven't, I just can't forget everything. I can't just stand there and watch my soul die. I used to love my soul, you know. And you did too..

onsdag den 2. februar 2011

"I'm sorry Jesse, I'm sorry I took all the attention, when you were the one who needed it"