Pages

søndag den 25. marts 2012

Der er en stemme der fortæller mig, at hvis jeg virkelig var så vigtig en del af din verden, ville du holde fast, og du ville omfavne mit hjerte og passe på det som var det dit eget.
Stemmen hvisker mig i søvn og fortæller mig, at jeg er mere værd. Den fortæller mig, at jeg er stærk nok alene, og, at jeg fortjener nogen der ved hvor smuk en blomst jeg er - en der har vidst det hele tiden, og på intet tidspunkt har haft brug for hjælp for at kunne se det.
Du er ikke den nogen, for så ville du ikke lade mig smuldre imellem fingrene på dig, og du ville ikke lade dig selv se mig gå uden at kæmpe for at få mig til at blive.
Jeg ler, fordi jeg ved, at jeg har spildt min tid, og fordi jeg ved, at jeg er en smuk blomst uden dig. 

mandag den 19. marts 2012

Jeg erindrer da jeg første gange fik det fortalt. Jeg husker, at jeg sad der omringet af leende ansigter og fire hvide vægge der med ét føltes så tæt på - alt for tæt på.
Det var som om noget inden i mig knustes og blev til tusinde brudstykker af mig og mine forslåede minder, som om, at de brudstykker forsvandt ud af min krop og gik i ét i mængden med de leende ansigter.
Jeg kan også huske, at jeg troede han løj. Jeg troede han bildte mig det ind for at såre mig, for på en eller anden måde gøre mig bevidst om, at han nu vidste dét, jeg med vilje havde undladt at fortælle ham.
Men sådan var det ikke, vel?
For det passede alt sammen, eller den del hvor jeg kunne se mine rester af skrøbelige øjeblikke forsvinde passede. Den del hvor mit hjerte blev aller mest tæsket løs på, og den del hvor jeg til sidst blev nødt til at give op passede. Det passede alt sammen.
Det værste var, at det ikke kun skete en gang, nej det skete skam to, nej tre gange.

tirsdag den 13. marts 2012

Skåner mig selv

"Jeg ville ønske, at jeg havde en kappe som jeg forsigtig kunne vikle om min krop - vikle om mit hjerte."
Der var intet jeg heller ville have. Jeg ønskede mig sådan en kappe så inderligt, at jeg til sidst havnede i den overbevisning om, at hvis bare jeg håbede nok, så ville jeg en dag få den bragt lige så fint til min dør. Jeg forestillede mig hvordan verden ville se ud, hvis jeg havde magten til at kontrollere mine følelser, hvis jeg havde magten, til at kunne beslutte mig for aldrig mere at blive såret så det gjorde ondt. Jeg så regnbuefarvet smil og rosenrøde nætter.

Jeg tager afstand... fra dig og dit univers, skåner mig og mit univers..

lørdag den 10. marts 2012

// Undskylder for de for tiden sølle ord, har bare så meget, som på inden måde vil ud på den rigtige måde
Der sker for meget jeg ikke kan følge med i, verden er længere fremme end jeg selv er

fredag den 9. marts 2012

Måske skulle vi bare droppe det her, og stoppe tiden, og lade det gå op for os, at der intet godt kommer ud af det.
Måske skulle jeg bare droppe det her, og stoppe tiden, og lade det gå op for mig, at der intet godt kommer ud af det.
At du ikke er god for mit skrøbelige hjerte
Jeg kan bare ikke stoppe

"But, my dear, this is not Wonderland, and you are not Alice"


Selvom hun valgte at gå, betød det ikke, at noget havde ændret sig, eller jo selvfølgelig var hun ikke længere en del af deres liv som sådan, og det var jo en forandring i sig selv, men indeni fulgte hun dem, og indeni levede hun videre i dem som om intet var hent.
Måske falmede bladenes farve og måske blev himlen grå og aldrig blå igen, måske var det egentlig fordi alting havde mistet kulør og derfor var blevet koldt og ligegyldigt, eller måske kunne hun bare ikke holde ud at stå model til så meget meningsløst modstand mere. Jeg ved det ikke.. Det er svært at vurdere hvorfor ting udvikler sig som de gør. Verden er jo så uforudsigelig. 


Hele tilværelsen var blevet overfladisk. Det var på nogen punkter godt, for til tider var hun glad og så uvirkelig tilfreds. På de tidspunkter lo hun, og smilede, og var hjertelig overfor alt og alle, og i de øjeblikke smilede verden tilbage, og det var endnu bedre.
Men lige så ofte, hvis ikke oftere ramte hun bunden, og følte sig så overset, og holdt for nar, at intet kunne reddes. En permanent tvivl havde sået sig i hendes hjerte og voksede sig løbende større og større.


Hvem vidste dette? Hvem undrede sig over, hvor hun blev af? Og hvem savnede egentlig hendes klukkende latter og hendes fine, blå øjne?
Det tror jeg faktisk, at de alle sammen gjorde, eller .. De vidste intet af dette, de vidste ikke, at hun gav så meget af sig selv, de vidste ikke, at det knuste hendes hjerte at se på hvad de gjorde og sagde, de vidste ikke, at hun lod som om hun kunne håndtere deres farlige sorger. De vidste ikke noget.
De undrede sig dog over hvor hun blev af, de undrede sig over, hvorfor hun pludselig forsvandt og aldrig så sig tilbage. De undrede sig så meget, fordi de manglede hende.
Der gik tid og ud af det blå gik det op for dem, hvor meget de egentlig savnede hendes latter, og hvor meget de længtes efter hendes dybe og varme øjne. Deres verden var blevet så tom uden hendes tilstedeværelse. Hvor blev hun af?


onsdag den 7. marts 2012

Her er jeg. Hvor er du?
Er hun der? Eller er du alene?
Nej, det var det jeg troede..
Det gør ondt, forstår du?
Jeg er træt, umenneskelig træt - og alene