Min underbo

Oppe på min altan kunne jeg lugte underboens gamle smøg, der stille og roligt lod røgen sive op til mig og min stilhed. Det lugtede fælt af sorg og tomhed og jeg undrede mig over, hvordan hun var havnet der. For jeg havde set hende på trappen og i elevatoren, når hun havde været ude at handle ind og kom slæbende på tonsvis af fyldte indkøbsposer. Og jeg havde ofte set hende stå uden for sin dør med et længselsfuldt, tåget blik , som om hun håbede på, at et spøgelse fra fortiden ville støde ind i hende så de kunne dele lyserøde minder og en god kop lakridsthe sammen.

Det sket bare aldrig, for hun var altid alene og havde aldrig besøg. 

Jeg havde ganske ondt af hende, især når jeg så hende stå der i en ventende position og med et glimt af håb i sine gamle øjne. 

Den ting, der nagede mig mest ved synet af hende, var fornemmelsen af, at hun slet ikke var så gammel som hun så ud til. Noget ved den måde hendes langt fra grå hår bølgede sig ned over ryggen på hende, og noget ved hendes  komplet glatte og rynkefrie hud, og så hendes lette bevælgelser sagde mig, at hun højst kunne være midt i trediverne, og altså kun en 10 år ældre en mig selv. Jeg gøs ved tanken. Hendes øjne gemte på tusindvis af erindringer og så altid forfærdelig trætte og udslidte ud.

Som jeg sad der og bandede og svovlede over den grumme lugt af cigaretrøg, hostende som en gammel heks pågrund af min livslange astma, slog det mig pludselig, at angsten for at ende som hende - alene og forladt- var større end nogen anden angst jeg lige kunne komme på.

Næste gang jeg så hende på gangen udenfor hendes dør sagde jeg 'hej'. Hun så på mig med et forvirret og overraskende blik. Lidt efter fik hun lidt kejtet fremstammet et 'Hej' tilbage, og fra den dag af, sagde mig og min underbo altid hej til hinanden. Vi snakkede endda en dag om, om vi på et tidspunkt skulle dele en kop lakridsthe sammen 

Intet forsvinder, det bliver bare til noget andet

Vi drømmer om så store verdner, med store rum og mennesker med store hjerter og store ord.
Samtidig gemmer vi os selv bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Vi ser folks sorg som et tabu, noget man ikke nævner, hvilket er så forbandet forkert.
Du kan ikke gøre dig klog på noget du ikke har sprunget ud i. Du kan ikke vide om modparten vil grine eller græde. Derfor er det ligeså forkert ikke at spørge som at spørge.
Vi er opvokset i et af de rum, hvor det er forkert at være nysgerrig, vi skal alle sammen holde os for os selv og ikke snage i andres sager, og det gør vi. Vi holder os for os selv, men vi snager også. Vi snager bag om ryggen på folk istedet for at spørge lige ud. Vi hvisker og tisker i krogene og teer os som små børn, der ikke ved hvordan virkeligheden ser ud.
Sådan er det, og hvor er det dog trist.
Hvor er det dog sørgeligt

Mine øjne bliver så trætte, de bliver så trætte af hele tiden at være kede af det.
Når de en gang imellem får en pause, er de så udmattede og tunge, at alt hvad de egentlig har brug for er at få lov til at lukke i

Indeni mig er jeg rastløs, jeg kan ikke finde den der ro som jeg plejede at have. Jeg vandrer rastløst rundt i virkeligheden- både i andres og i min egen. Jeg søger efter noget jeg har mistet, efter noget der engang var, eller måske ikke var. Jeg ved det ikke

På ét split sekund væltede vores verden på jorden, og vi tumler stadig rundt og er forvirrede.
Vi ser hvide kitler, slanger, fremmede, smilende ansigter, hvide gange, hvide rum. og mørke.
Og jeg ser mig selv, og ved ikke hvad det er jeg ser, jeg ved bare at intet af det her er okay. At intet af det her var planlagt. Og så ved jeg, at vores liv er forandret forevigt.

Det værst tænkelige 

Måske er det her en pause

 i livet

Jeg bevæger mig væk fra dig og din forbandet egoisme
For som man siger;
"The first time is a mistake, the second time is a choice you make"
Jeg har taget det valg mere end én gang for meget
ladet mig selv befinde mig på dybt vand
 hvor jeg ikke kunne svømme
Lod mig selv drukne i surrealistiske dumme drømme
kunne ikke se forskel på virkelighed og uvirkelighed

Du bandt mig til din sjæl, holdt mig fast med dit greb
slap mig
holdt fast
slap mig
holdt fast
slap mig
slap mig
Og jeg kunne ikke finde vej tilbage til der hvor jeg var kommet fra

Jeg håner de søvnløse nætter og gemmer nostalgien og fantasien væk
Jeg løsner mig fra det du stadig holder fast i
 dét af mig
Jeg vælger ikke at vælge igen,
for denne her gang vil jeg ikke lade mig selv bløde

Solen går ned og jeg er her stadig

Afgangsbevis(erne)

Jeg graver min fortid frem, den som ligger gemt langt inde under sengen, i en lille boks, under en million ligegyldige, og forlængst glemte papirer. Jeg åbner boksen, ager dens indhold og kigger på den i noget som føles som en evighed.
Da jeg ligger der på maven, og famler i mørket, nyser jeg pågrund af alt det støv, der omringer boksen. I det jeg rejser mig op, lægger jeg mærke til, at støvet endnu sidder på min sorte trøje; det sidder der som en reminder om, at det jeg nu har fundet frem, er gammelt, og det er meget lang tid siden, det har været fremme i lyset.
Forsigtigt får jeg lagt den på bordet foran mig (fortiden), og lige så stille og roligt breder sig et lille, fint smil på min læber. Jeg nikker anerkendende og tænker "det er i orden, det er faktisk OK. Det her er et fint og skrøbeligt minde. Men det er OK"
Og så giver jeg den videre, og den forvandles pludselig til noget der atter en gang betyder noget, og atter en gang er der noget der afhænger af lige præcis den. Og jeg tror på, at det hele nok skal gå, og jeg ved, at jeg vil kæmpe.

Et brev til en fremmed

Et brev til en fremmed:

"Hej.
Hvordan har du det? Godt? nej, nå.. Af helvedes til? Øv, hva?
Hvorfor?
Var der en der forlod dig stående dér; i midten af en stor selvmedlidenheds-pøl? Eller stod du badet i blod og salte tårer? Virkelige, salte tårer, og ikke store, fede krokodilletårer ?
For dét gør nemlig ondt ikke? Når man er alene lige der i det øjeblik, hvor man netop ikke burde være alene.
Hvad laver du når du er glad?
Går du også turer langs stranden og drømmer dig tilbage og forsvinder langt væk og håber på at få bare et lille glimt af de ting du ikke længere har?
Og bliver du så glad, når du lukker øjnene og du så nærmest kan mærke hendes fingre der aer dig på kinden, eller kan fornemme hendes dybe, blå øjne der beundrer dig i mørket?
Bliver du glad der? eller bliver du bare nostalgisk? - ligesom mig.
Jeg håber faktisk, at du bliver glad.
Nej, vent. Nu lyver jeg. Jeg håber ikke du bliver glad, jeg håber, at øjeblikket forsvinder langt ind i din hukommelse og sætter sig fast, og langsomt graver alt sammen op igen, så du kan savne det mere end du nogensinde har savnet noget. Og så håber jeg, at du hele tiden vil blive mindet om, at du havde det godt, at du havde det så pokkers godt.
Måske vågner du op af trancen og ser dig omkring. Så får du måske øje på mig, eller din bror, eller din søster, eller en anden der engang ejede en lille del af dit hjerte. Og så kan du ikke kende os igen, for vi ikke kan genkende dig, så vi smiler ikke og vi siger ikke hej. Ligesom, at vi aldrig ringer eller beder dig om noget. Vi står bare dér og tér os fjollet.
Okay. jeg hader dig ikke, det gør jeg ikke.
Når jeg lukker øjnene, kan jeg næsten dufte din parfume og jeg kan næsten se os krøllet sammen i de hvide lagner, med uglet hår og varme hjerter. Og jeg kan næsten høre fuglene kvidre og føle tosomheden som ligger og våger over os.
Vi ses. En dag. Snart. Måske
Ha' det godt. Jeg håber dig alt godt fremover
Ha et godt liv, ikke? Og pas på dig selv. "

There's a difference between giving up, and don't wanna keep going
There's a difference between holding on to something or someone who deserves it, and to holding on to something or someone who does not in any way deserves it
There is a fucking difference

Midt i vores trance ringede virkeligheden på, og vi fandt aldrig tilbage igen
 for den skar sig igennem med en skinger tone indtil vi ikke længere kunne finde den vej vi var kommet fra

Forfanden. Jorden den skælver, alt det glipper
ser dig i øjnene
lukker dem
stirrer den sorte tomhed i øjnene
du er væk
På en beskidt og modbydelig måde, snoede du dig ud som en slange
en snedig og iskold slange
Og det var fra den ene dag til den anden
Fuck

En tung og uhåndgribelig melankoli breder sig i rummet
Du står der som et spøgelse med et frosent hjerte
et grinende smil
der skærer brudstykker af alt det varme
Forfanden og fuck

Jeg er landet under den forkerte stjerne, i den forkerte tid, med forkerte problemer og forkerte løsninger
Jeg danser til sangen de spillede i går, i sidste uge, sidste år, før jeg blev født
 jeg danser ikke til sangen fra i dag
for den kender jeg ikke, den vil jeg ikke kende, den kan jeg ikke kende
  ikke endnu
Forstår du.
Jeg svæver afsted, jeg går afsted, jeg løber afsted, jeg skriger og jeg spurter afsted
 på samme tid
uden mig selv
Jeg lukker øjnene, åbner dem igen
og så er jeg væk.

Vi delte alting, problemet var bare, at jeg også delte dig

Alting er gået i stå

Putter endnu en af de fyldte chokolader i munden og tænker: "fuck det"
Vi græder lidt salte tårer
Vi ser på tonsvis af billeder
Nogle af os har lagt det bag os
 andre af os dvæler for meget ved fortiden

Vi finder alle måder at fortsætte på
Vi gør det med faste skridt
 ser os ikke tilbage
Og vi går i stå
 og laver ikke andet end at stå med blikket fæstnet bag om skulderen

Det rimer ikke
for det vil det ikke
vi kan nikke
 med smilet malet på
men alting er gået i stå

Jeg tror bare, at jeg savner ham så meget
Fordi han var en far
Og det gjorde så forbandet ondt at finde ud af, at vi lige så stille var gledet så langt væk fra hinanden
På papiret var vi jo det vi altid havde været, men noget har forandret sig, og vi er ikke som før
Det skærer så dybt, at jeg mister pusten og må lede efter den igen for at få den
Jeg kvæler mig selv i tårer som jeg ikke engang fortjener at spilde

Et eller andet sted er jeg jo ikke mig, et eller andet sted lever jeg i en anden piges krop
Og lever en anden piges liv
Jeg kan se mig selv i spejlet og tænke "hvor fanden blev du af Josephine?"
Det er det værste, og i denne tilstand ved jeg, at det er det værste - Her kan jeg ikke skjule noget, ikke en gang for mig selv. Og så er den gal

Ps. Jeg er fuld, meget fuld, og burde ikke skrive noget, ikke dette. Imorgen sletter jeg det , tror jeg. Når jeg opdager min dumhed sletter jeg det.
Jeg er ked af det. Undskyld

P.p.s fik jeg sagt, at jeg savnede dig? Dig og mig? Da jeg var lille?

Alt det indeni

Vi troede bare ikke, at det ville slå så hårdt, ikke dengang.
Så jeg drak mig fuld, meget fuld endda, og så var det jeg gjorde nogle dumme ting.
Jeg sagde så mange ting, faktisk sagde jeg så meget, at størstedelen nu er som en tyk tåge i min hukommelse. Jeg kan knapt nok huske, hvordan jeg havnede i den seng. Og det løber mig koldt ned af ryggen bare ved tanken.
Jeg husker det sug af fortvivlelse der fór igennem min krop sidste gang, og sidste gang igen, og sidste gang igen igen... Jeg kan så ment fremkalde det stik af savn jeg hver gang føler når jeg ved, at du bliver nødt til at gå. Det er underligt. For hver gang står jeg tilbage med tanken om "Hvornår ser vi hinanden igen?" eller "Var det her det?" Åh. Jeg ryster det af mig igen, det er en klam tanke. Jeg kan ikke se en verden uden os og det vi kan.
Jeg savner dig hele tiden, og forfanden hvor kan jeg blive vred på mig selv over det.  
 
  Da jeg blev ædru kravlede jeg ned under mit tæppe, lukkede øjnene i, og slog min hjerne fra. Jeg tvang minderne til at forsvinde for en stund og lod som om, at jeg var den eneste der eksisterede i hele universet.
Lidt efter sov jeg, og da jeg vågnede, skyndte jeg mig at smutte lydløst så ingen skulle opdage, at jeg var væk.

Jeg tror jeg gav slip. Men det gjorde godt

Jeg elsker som aldrig før

Jeg synes det er så fandens svært at give slip.
Det har taget mig uger, før jeg lod min længsel tage til. Jeg har gang på gang, tvunget mig selv til ikke at se tilbage, jeg har gang på gang tvunget mig selv til at fortrænge, at jeg ikke længere skal tilbage- at jeg ikke længere skal hjem.

Pludselig gør det så ondt. Jeg mister besindelsen og råber og skriger, og falder og græder. Jeg vil ikke sige farvel, hvad med alt det vi ikke fik gjort? Hvad med alle de drømme og ambitioner vi sammen kreerede, der i vores eget lille univers. Hvad med dem?
Men jeg ved det jo, og har i realiteten hele tiden vidst det. Jeg vidste det lige fra det øjeblik jeg gik imod det med åbne arme. Jeg vidste det ikke ville vare evigt, sådan var betingelserne. Alligevel føles det bare så surrealistisk.

Jeg husker, at jeg de sidste uger, sagde til mig selv, at jeg på nogle punkter glædede mig til at komme videre. Og, at 1 år var nok. Det synes jeg stadigvæk. Det er bare svært alligevel, for jeg vil savne hvert et øjeblik, hver en rutine, hvert et grin, hvert et skridt, hvert et ord, hver en person, hver en sang og hvert et minde. Jeg vil savne det alt sammen så forbandet meget. Samtidig vil jeg ikke sætte mig ned og lade min verden passere, fordi jeg ikke vil indse, at livet går videre. Jeg vil leve videre som det menneske jeg er, som det menneske jeg er blevet. Jeg vil tage det næste skridt med den bevidsthed om, at jeg er af betydning. Jeg har pludselig fået dén del større livserfaring end jeg havde for blot et enkelt år siden, jeg er på så kort tid blevet dén del mere moden.

Jeg har elsket som aldrig før - Jeg drømte en drøm der gik i opfyldelse. Tak for alt. 

Det er så forbandet svært at sige farvel
Er badet i tusindvis af tårer og søde minder
Vil aldrig glemme jer

Det er bare ikke fair.  Om det er fysisk eller psykisk, man kan vel ikke påpege, at den ene er værre en den anden. En smerte er en smerte, er den ikke?

Jeg ville jo bare ikke være alene  Ligesom jeg altid havde været det - alene.  Jeg ville jo bare for en gang skyld gerne ses på som alle andre.  Jeg ville jo bare ikke være alene. 

Er det sådan du vil have det?

En ven fortalte mig engang dette;
 "Never give up on someone you can't go a day without thinking about"
Jeg skulle aldrig have lyttet.
Du er en evig kamp, ved du godt det?
Ved du, at du skubber alt væk fra dig? Alt der holder af dig? Du ødelægger alt omkring dig.
Forfanden, ved du, at du har gjort mig skrøbelig?
Du får ikke lov mere.
Verden ser på dig med sørgmodige øjne, den er bange for dig. Du slog den til jorden, da den tilbød en hjælpende hånd, du fik den til at afsky dig.
Med alt den modstand og kolde hjerter i dit liv, ville jeg hjælpe dig med at forvandle de grå nuancer til kulørte. Men du skubbede mig, og lang som jeg var faldt jeg udover kanten, og kom ikke tilbage.
 Er det sådan du vil have det?

Deleting me, won't make you forget me, it'll just take the pain away for a while,

within a sudden it'll come right back at you 

I'm a part of your history, and you can't erase history 

Løgn

Det er fordi de grumme løgne tærer hende op indefra, lige så forsigtigt får de hende ned med nakken. Lige så stille vandrer hun rundt iblandt os alle - men som en løgn, intet andet end en løgn.

For du er så lille og skrøbelig, et forvokset barn; med en kold og sort fortid; med kyniske spøgelser der går igen i din forskruede verden.
Du borer dig ind i mig og jeg skubber dig væk med så kraftigt et slag, at du vælter mod gulvet.
Du kæmper for at komme på benene igen, men jeg er for stærk, og mine knivskarpe ord skærer ind i dig; du bliver liggende.
Med store, brune øjne kigger du ind i mine blå, søgende og uforstående kigger du på mig.
Jeg falder. Så lang jeg er, vælter jeg mod det hårde stengulv, og slår kroppen noget så forfærdeligt.
Jeg vender hovedet mod dig og så græder jeg; prøver igen at skubbe dig væk, men er ikke stærk nok

Er det muligt at savne noget, der endnu ikke er forbi? Kan det passe, at vi bare har så uvirkeligt svært ved at leve nu og ikke i morgen, at vi til tider glemmer alt om tid og sted?
Eller er det, fordi vi tager sorgerne på forskud for ikke at blive så hårdt ramt, når de i virkeligheden kommer. Er det en slags ubevidst forberedelse?
Kan man sige, at vi nogle gange prøver på at overgå de menneskelige kræfter vi engang fik tildelt?
Prøver vi at gå linen dét skridt længere ud?

For det at se dit navn, det gør noget, det gør rigtig meget

Der er en stemme der fortæller mig, at hvis jeg virkelig var så vigtig en del af din verden, ville du holde fast, og du ville omfavne mit hjerte og passe på det som var det dit eget.
Stemmen hvisker mig i søvn og fortæller mig, at jeg er mere værd. Den fortæller mig, at jeg er stærk nok alene, og, at jeg fortjener nogen der ved hvor smuk en blomst jeg er - en der har vidst det hele tiden, og på intet tidspunkt har haft brug for hjælp for at kunne se det.
Du er ikke den nogen, for så ville du ikke lade mig smuldre imellem fingrene på dig, og du ville ikke lade dig selv se mig gå uden at kæmpe for at få mig til at blive.
Jeg ler, fordi jeg ved, at jeg har spildt min tid, og fordi jeg ved, at jeg er en smuk blomst uden dig. 

Jeg erindrer da jeg første gange fik det fortalt. Jeg husker, at jeg sad der omringet af leende ansigter og fire hvide vægge der med ét føltes så tæt på - alt for tæt på.
Det var som om noget inden i mig knustes og blev til tusinde brudstykker af mig og mine forslåede minder, som om, at de brudstykker forsvandt ud af min krop og gik i ét i mængden med de leende ansigter.
Jeg kan også huske, at jeg troede han løj. Jeg troede han bildte mig det ind for at såre mig, for på en eller anden måde gøre mig bevidst om, at han nu vidste dét, jeg med vilje havde undladt at fortælle ham.
Men sådan var det ikke, vel?
For det passede alt sammen, eller den del hvor jeg kunne se mine rester af skrøbelige øjeblikke forsvinde passede. Den del hvor mit hjerte blev aller mest tæsket løs på, og den del hvor jeg til sidst blev nødt til at give op passede. Det passede alt sammen.
Det værste var, at det ikke kun skete en gang, nej det skete skam to, nej tre gange.

Skåner mig selv

"Jeg ville ønske, at jeg havde en kappe som jeg forsigtig kunne vikle om min krop - vikle om mit hjerte."
Der var intet jeg heller ville have. Jeg ønskede mig sådan en kappe så inderligt, at jeg til sidst havnede i den overbevisning om, at hvis bare jeg håbede nok, så ville jeg en dag få den bragt lige så fint til min dør. Jeg forestillede mig hvordan verden ville se ud, hvis jeg havde magten til at kontrollere mine følelser, hvis jeg havde magten, til at kunne beslutte mig for aldrig mere at blive såret så det gjorde ondt. Jeg så regnbuefarvet smil og rosenrøde nætter.

Jeg tager afstand... fra dig og dit univers, skåner mig og mit univers..

// Undskylder for de for tiden sølle ord, har bare så meget, som på inden måde vil ud på den rigtige måde
Der sker for meget jeg ikke kan følge med i, verden er længere fremme end jeg selv er

Måske skulle vi bare droppe det her, og stoppe tiden, og lade det gå op for os, at der intet godt kommer ud af det.
Måske skulle jeg bare droppe det her, og stoppe tiden, og lade det gå op for mig, at der intet godt kommer ud af det.
At du ikke er god for mit skrøbelige hjerte
Jeg kan bare ikke stoppe

"But, my dear, this is not Wonderland, and you are not Alice"

Selvom hun valgte at gå, betød det ikke, at noget havde ændret sig, eller jo selvfølgelig var hun ikke længere en del af deres liv som sådan, og det var jo en forandring i sig selv, men indeni fulgte hun dem, og indeni levede hun videre i dem som om intet var hent.
Måske falmede bladenes farve og måske blev himlen grå og aldrig blå igen, måske var det egentlig fordi alting havde mistet kulør og derfor var blevet koldt og ligegyldigt, eller måske kunne hun bare ikke holde ud at stå model til så meget meningsløst modstand mere. Jeg ved det ikke.. Det er svært at vurdere hvorfor ting udvikler sig som de gør. Verden er jo så uforudsigelig. 


Hele tilværelsen var blevet overfladisk. Det var på nogen punkter godt, for til tider var hun glad og så uvirkelig tilfreds. På de tidspunkter lo hun, og smilede, og var hjertelig overfor alt og alle, og i de øjeblikke smilede verden tilbage, og det var endnu bedre.
Men lige så ofte, hvis ikke oftere ramte hun bunden, og følte sig så overset, og holdt for nar, at intet kunne reddes. En permanent tvivl havde sået sig i hendes hjerte og voksede sig løbende større og større.


Hvem vidste dette? Hvem undrede sig over, hvor hun blev af? Og hvem savnede egentlig hendes klukkende latter og hendes fine, blå øjne?
Det tror jeg faktisk, at de alle sammen gjorde, eller .. De vidste intet af dette, de vidste ikke, at hun gav så meget af sig selv, de vidste ikke, at det knuste hendes hjerte at se på hvad de gjorde og sagde, de vidste ikke, at hun lod som om hun kunne håndtere deres farlige sorger. De vidste ikke noget.
De undrede sig dog over hvor hun blev af, de undrede sig over, hvorfor hun pludselig forsvandt og aldrig så sig tilbage. De undrede sig så meget, fordi de manglede hende.
Der gik tid og ud af det blå gik det op for dem, hvor meget de egentlig savnede hendes latter, og hvor meget de længtes efter hendes dybe og varme øjne. Deres verden var blevet så tom uden hendes tilstedeværelse. Hvor blev hun af?

Her er jeg. Hvor er du?
Er hun der? Eller er du alene?
Nej, det var det jeg troede..
Det gør ondt, forstår du?
Jeg er træt, umenneskelig træt - og alene

Min værste fjende

"Min værste fjende er mig selv. 

Jeg er den eneste, 

der rigtig har magt til at såre mig selv" - Charlotte Gainsbourg

Hvorfor lader vi ikke vær'? Hvorfor lader vi os selv såre gang på gang? Hvorfor lader vi dem komme så langt ind, at de har os om deres spinkle lillefinger? Ved vi det ikke godt? At vi skal stoppe mens legen er god?
Jeg kan ikke stoppe.. må have mere

Puzzle With A Piece Missing

Igen måtte hun lade det bløde, ned på gaden. Lade det rende så langt som muligt, ned af gaden.

Uden at de så det, det var næsten usynligt - som hende. 

Det hele flød sammen til en stor pøl dyb, rød farve, med røde hjerter og gule roser badede de i pølen - hende og dem - hende og ham.

Han gav hende de gule roser, han gav hende den anden de røde hjerter. 

Troede ikke det ville gøre så ondt
men det gør det
nu
Det gør meget ondt

Højt at flyve, dybt at falde

Ja for der er ingen kære mor nu, nej nu er du alene, nu må du tage konsekvenserne for det du har gjort.

Nu er det dig ene og alene, begravet i snavs og stramme løgne, badet i en sort skændsel.

Nede i dybet flyder din lykke,  oppe i lyset flyver din ulykke, grinende og skadefro sender de dig blikke – for de ved begge hvad du har gjort.

Højt at flyve, dybt at falde. 

Hvis du var her ved siden af mig, imellem tusindvis af fløjlsbløde dyner og varmende stearinlys - og god musik, ville jeg hviske alt i dit øre, alt det du var gået glip af og alt det du ikke fik set - alt det vi ikke fik set.
"Jeg har det godt. For det meste. Nogle gange gør det lidt ondt i mit hjerte og jeg græder lidt, men så siger jeg til mig selv, at det ikke kan blive ved, at jeg må finde mit smil igen, og lade min latter leve natten ud. Så går smerten over for en stund." Sådan ville jeg hviske lige så forsigtigt, måske ville du stoppe mig, eller måske ville du lade mig tale videre.

"Jeg er blevet en del af en drøm vi engang drømte sammen. Den med "4 piger og et par jeans" eller den med de 4 piger og "Sex and the city". Den drøm der bestod af 4 piger og noget større, noget vi ikke selv behøvede styre. Jeg er 1 ud af 4, og jeg behøver ikke styre det. Har du det også sådan?" 


Dine store, blå øjne kigger på mig og sender mig et langt smil.

"Ja, det har jeg. Noget i den stil i hvertfald. Det er rart." Du hvisker ikke, og jeg får et lille chok.

Det er min tur igen, og jeg vælger at hviske - igen.

"Det var godt... Nogle gange bliver jeg bange for om du er okay, men når det sker, lukker jeg øjnene og tænker, at selvfølgelig er du okay, selvfølgelig er du det.
Jeg har mødt ham her som jeg engang beskrev, fin og yndefuld. Måske husker du? Han har mit hjerte i sine hænder og han kan hvert sekund smide det på gulvet. Det er sket, men lige så stille samlede han stykkerne op igen og klistrede dem nøje sammen. Så var jeg på en eller anden facon helet, dog varede det ikke længe før han atter en gang smed det fra sig, og nu ligger stykkerne spredt ud over verden og jeg kan ikke selv finde dem og lade dem blive hele igen. Det gør mig trist at tænke på, så jeg forsøger at lade være." Jeg holder inde, for at lade dig fordøje det jeg lige har fortalt.

"Der er også noget andet. Jeg har faktisk slettet meget af min historie, jeg ser mig næsten ikke tilbage. Okay nej, vent, nu lyver jeg. For faktisk ser jeg mig rigtig meget tilbage, bare kun over den ene skulder, den anden lader jeg være, og den lader jeg som om jeg aldrig har vidst fandtes. Tror du det er forkert? At slette så meget? Jeg har ikke slettet dig, men jeg har slettet så meget andet. Nogle gange bliver jeg i tvivl om jeg har grebet det forkert an... 
Sikke jeg plaprer løs. Jeg er rigtig glad, og jeg er tilfreds og alt det der hører til" Hvisker jeg til sidst, og lader derefter mine øjne falde i og min krop synke helt ned i dynerne. Så tænker jeg på hvad dit ansigtsudtryk mon fortæller, men jeg lader alligevel mine øjne være lukket.

Jeg sidder her fortabt og nyttesløst og er så rørt. De små, spinkle ord som hun så fint kunne formå at få skrevet ned, gik lige ind i det blødeste punkt i vores hjerter, og en lille brist fandt sig vej.

Jeg tænker på om jeg en dag vil opleve den ulidelige smerte som hun netop nu i dette øjeblik lider under, vil jeg nogensinde føle mig så afmagtet og ligegyldig? Det er ikke noget jeg i min vildeste fantasi kan forestille mig... eller måske, for har jeg alligevel ikke været i den del af helvede? bare i mild forstand? Har jeg ikke badet i hjerteskærende tårer, og har jeg ikke følt min sindstilstand glippe for noget tid?
Joo... Men jeg fandt jo tilbage, gjorde jeg ikke? 

Forsigtigt så hun op. Bogen hun læste i, havde i realiteten ingen særlig handling, hun læste den bare for at have noget at fordrive tiden med.

Tiden… Ja, den var fløjet forbi dem, tænkte hun alt imens hendes lange fingre lige så roligt bladrede fra side til side.

Hun havde tit undret sig over udtrykket ”Jeg føler det som var det i går” men nu stod det pludselig glasklart for hende hvad det indebar. For som hun sad der i parken på den rustne bænk med det lyse hår og den røde læbestift og læste endnu en ligegyldig og værdiløs bog, strøg tanken igennem hendes hoved, hun følte det som var det i går de sidst badede i det salte havvand, som var det i går de sidst så fuldmånen på den stjerneklare himmel og begge ikke kunne falde i søvn, som var det i går de sidst blottede sig for verden og spadserede igennem de åbne gader af leende mennesker med selvværd i blikket.

Hun følte det som var det i går hun sidst rørte ved hendes kind, som var det i går hun sidst kyssede hendes læber lige så uskyldigt og fint, som var det i går hun fortalte livet omkring hende, at hun ikke var som alle andre eller i hvert fald ikke var som folk i mange år havde gået og troet.  Med den tanke fulgte et lille, sørgmodigt smil på hendes læbe.

Der var ikke noget galt i, at være til det samme køn, men alligevel blev hun altid dømt og sorteret fra på grund af hendes valg af kærlighed, og dét i sig selv gjorde hende anderledes end resten af hendes univers -  det vil sige, at oppe i hendes hoved følte hun sig anderledes og til tider også ensom, på trods af, at hun vidste hvor mange andre der var og følte lige præcis som hende selv.

Sommernætterne kunne jo ikke vare ved, og solen kunne jo ikke skinne for altid, vel?
Dagen ville jo komme, hvor hun måtte forlade den lille by hun på kort tid havde kommet til at holde så meget af. Det var bare, at et eller andet sted troede hun stadig på, at det den slange havde gjort ved hende, den som havde snoet sig om hendes krop og tryllebundet hende med en magi, som hun ikke troede fandtes, ville være varig. Hun troede også, at den anden krop som også havde nydt af slangens ord og lidenskab, ville forblive en del af hendes tilværelse i verden udenfor.
Hvorfor ikke? Jo så ment fordi drømme ikke er virkelighed, og selvom de kan virke så virkelige og komme så tæt på virkeligheden, vil de altid være en hallucination af noget der ikke rigtig findes, de vil altid kun eksistere, når du er i en slags trance, og de vil altid kun eksistere oppe i dit hoved og ingen andre steder.

Hun følte det som var det i går hendes livskvaliteter straks blev flået ud af hænderne på hende og smidt ud i det store hav sammen med hendes forslået og trygge minder.

af på så kort tid, men et eller, at det bnist hun havdey hun havde kommet til at holde så meget af på så kort tid, men et eller

Det er det der når man er så glad, at smilet er permanent på ens læber, og det er der, man ler hele tiden på trods af , at der i bund og grund ikke er nogen specifik grund til det.

Det essentielle er bare, at alt er godt og fantastisk, man er bare glad, fordi livet kører videre uden bomb. 

"Old friend, why are you so shy?"