Pages

fredag den 19. august 2011

Mon drømme bliver til virkelighed?

Har en kildrende fornemmelse i kroppen
kan ikke vente
er for spændt
John Lennon synger Yesterday
og jeg nynner med
det er beroligende
Vi mistede en sand kunstner da han gik bort
Sangen slutter
og det kilder mere i min mave
end nogensinde før
Mon drømme bliver til virkelighed, eller er vi bare væk i verden?

onsdag den 17. august 2011

Nu pakker jeg hele min tilværelse ned i to store kufferter, sammen flytter vi over på den anden side af landet - der starter vi noget nyt.
Klokken har netop rundet midnat og her midt i alt rodet sidder jeg i hug med lukkede øjne, om ingen tid drager jeg mod syd og skal til at indfinde mig i en helt anden verden end den jeg er bekendt. Hvad vil der ske?
Jeg mærker et sug i maven, vil det kunne rive mig ud af mareridtet, og placere mig i virkeligheden, vil det kunne hjælpe med at glemme? Fuck, det skal virke! Jeg er vågen nu, har en trang til at gøre livet langt.

tirsdag den 16. august 2011

"And you give, and you give, and you give yourself away"

Er det ikke altid sådan? man giver og man giver, til sidst giver man sig selv væk. Så er man borte med blæsten, forsvundet med natten, smuldret ud i sandet, man er bare væk, væk i verden

søndag den 14. august 2011







Vi dansede i regnen og kyssede kunstige kys, bag blommetræet og de store lavendelplamager. Vi græd salte tårer og spildte røde minder udover skovens tætte buskads

lørdag den 13. august 2011

Forfanden ikke okay

Vi skal bare bekræftes før det er okay, ikke?
Vi kan ikke sige til os selv; Det her okay, jeg er okay.
Det er ikke nok med selvbekræftelse længere, vi skal have andre til at være med, og det er dét, der er forkert.

Jeg siger det er okay, men hvor er min tilfredsstillelse? Hvor er min overbevisning og oprigtighed?
Det er jo forfanden ikke okay.

Vi er intet

Vi er en klods om enhver fod
Vi er ikke os, vi er ikke dem
Vi er det tunge i luften
Vi er dem de andre ikke vil kigge på
Vi er truende og ødelagte
Vi er intet

tirsdag den 9. august 2011

Could've done something

"Jeg er lykkelig. Er du?" Jeg er stille. Kan fornemme blikket der borer sig ind i mit sølle hjerte.
"Er du lykkelig Josephine?" Spildte tiden, kan ikke længere slippe udenom med en tynd løgn.
"Måske. Måske er jeg lykkelig, hvem ved."
"Det gør du, du ved?" Fandens også, hvordan kommer jeg nu udenom dén. Tænk, tænk forfanden!
"Jeg er lykkelig på min egen måde. Jeg prøver at leve mit liv, på en måde så jeg glemmer, men alligevel ikke glemmer. Svøber tingene ind i guldpapir, binder en fin sløjfe omkring, og så placerer jeg dem bagerst i arkivet. Så en dag når alting ikke gør så ondt længere, så binder jeg sløjfen op og lader guldpapiret falde. Så kigger jeg på dem i evigheder, måske lader jeg en tåre eller to falde, og så spasserer jeg videre på min vej. Ja, jeg er lykkelig, men på min egen måde"

Could've done something. Tried doing something

mandag den 8. august 2011

I er alle specielle

Jeg kan godt lide dem. De betyder meget for mig.
De er så.. De har været der så længe, derfor er de meget.
Vi har så meget sammen, så mange betydningsfulde minder.
Men bliver man ked af det når de forsvinder? Er det der man mærker, at de virkelig var mere en så meget andet? I er unikke, hver og en af jer. I er alle specielle.

søndag den 7. august 2011

De bløde læber hvisker "jeg elsker dig"
de bløde læber viser dig
det du er værd
for det du er værd
 det er det hele værd

fredag den 5. august 2011

"Min mor siger, at jeg altid skal fortælle sandheden"
Og sådan kom det frem, at hendes daværende mistænkelige tanker ikke blot var helt gale, for realiteten fortalte hende, at det lille eventyr, hvis ryg hun engang havde reddet så lykkeligt på, havde været det pure opspind, løgn og latin.
Med et smil på læben, spekulerede hun på hvornår det næste offer for eventyret ville blive ligeså klog som hun selv var blevet. Måske var hun bare så heldig at være den eneste der kunne gennemskue det. Hvem ved?

Lakrids-the

Jeg er begyndt at drikke the, flere kander af the. Når jeg er ked af det drikker jeg the indtil smerten forsvinder: det heler dét dér inderst inde, det lægger en slags hinde omkring mit forslåede hjerte.
Netop nu drikker jeg Lakrids-the, og faktisk er jeg nået til sidste kop, så er kanden tom. Jeg vil som sædvanligt gå ud og tisse, trække min lyserøde Calvin Klein natkjole over hovedet - den jeg for år tilbage arvede af min mor. Så vil jeg slukke alt lyset, hoppe ned under dynen, og trække den helt op over hovedet, så de små myg der har sneget sig ind i læ for natten, ikke distraherer mig, når jeg skal sove.
Så vil jeg lige så stille lukke mine øjne, mærke, at jeg føler mig complete, og til sidst vil jeg kunne mærke hvordan mine øjenlåg bliver tungere og tungere, hvordan mit åndedræt forsigtigt bliver mere og mere regelmæssigt og til sidst vil jeg svømme rundt i drømmenes smukke univers.

torsdag den 4. august 2011

Han lukkede mig ind i sit univers, viste hvordan verden hang sammen inden for de smalle rammer hans tilværelse var bygget op på. Han fortalte mig ved at kigge længselsfuldt efter noget der ikke fandtes, at han engang havde mærket lykken. Han fortalte mig ved hjælp af sin smøg hængende i mundvigen, at han havde tabt kampen og havde overgivet sig til tomheden.
På mærkværdigvis fik han trukket mig så langt ind på så kort tid, at jeg fik et glimt af, hvordan det var at være så alene, at intet andet eksisterede - koldsveden bredte sig i min krop, og angsten steg i mig; jeg var bange for, at han skulle hive mig med ind i det kolde univers af ingenting. Og jeg havde så ondt af ham, for pludselig kunne jeg erindre dengang jeg så ham legende på vejen, med sin langhårede hund, og sin fine lillesøster, jeg kunne se for mig hvordan han dengang hilste på mig med varme øjne og et smil på læben, jeg havde været en del af dette lille lykkelig liv, dengang det stadig fandtes, en lillebitte brøkdel af en del, og jeg havde taget det forgivet. Havde aldrig så meget som givet ham hånden, havde bare smilet tilbage som man smiler til fremmede mennesker på vejen, dem man smider tilbage i glemmebogen. Hvor havde jeg ondt af ham, havde bare lyst til at holde om ham indtil han gik i opløsning af bar glæde.
Han var blevet så skrøbeligt et menneske

onsdag den 3. august 2011

gul, rød, lilla

Jeg elskede virkelig den gule taske, som den røde pige, havde over de brune skuldre, den sorte aften, i det gyldne Paris, da hun mødte den hvide mand med det mørke hår, der var i vildrede.
Og da hun senere hen forlod, huskede jeg hendes grå tanktop og de falmede lilla jeans, sammen med de mørke rander, der løb tørt under hendes endnu mørkere øjne, og hendes rosenrøde udtværede læbestift.
Hans pludselige tætklippede, kulsorte hår, og den iturevende shirt der blottede hans blødende hjerte, med det fine knuste englestøv, støvende omkring sig.
Så, så jeg også terminal A, som var sort og dyster, og terminal B, der var ligeså sort og dyster - i kontrast med terminal C og D, der lyste med farvestrålende farver.
Huskede da hun ankom fra C og ham fra D, og da hun igen forlod i A og ham i B - det samme dybe mørke der omslugte dem, hang fast i årene der fulgte

tirsdag den 2. august 2011

Wouldn't care if you left
wouldn't care if you left me
wouldn't care if you left you
wouldn't care if you left us
you didn't care anyway

"Han fortjener det ikke"

Han tog hendes hånd, studerede det rosa ar, der næsten usynligt lå malet over hendes spinkle håndled.
"Hvordan har du fået dette" Han løftede hovedet og så på hende, alt i mens han med en finger strøg arret over med en blid berøring. Hans blik var uroligt.
Silje's tanker fløj tilbage til den svundne barndom der alt for tidligt havde smuldret igennem hendes fingre, og videre ud i verden. Hun så med ét de rasende og stirrende øjne, som sad fast på en fordrukken skygge atter en gang. Hun så dem bore sig ind i hendes sind, så hænderne der stramt fæstnede sig om hendes hals, så kniven der blev trukket, ja, pludselig var det som om hun igen kunne mærke den skælvende følelse da blodet randt ned af hendes krop, som om det igen sortnede for hendes øjne, da smerten lige så stille tog over.

 Hun løftede blikket og så dybt ind i hans bløde øjne - hun kunne intet ondt ane, kun ægte bekymring.
"Han skar mig .." Hendes stemme knækkede over, og hun mærkede forsigtige tårer presse sig på. Hun skulle lige til at indvie ham i de sårede minder, da han hårdt knugede hende ind til sig.
"Hvem skar dig? Hvem" Stemmen var skinger.
"Far .. Han... havde drukket"
"Silje... Jeg ved ikke hvad jeg ska..." Da realiteten gik op for ham.
"Prøvede han at slå dig ihjel?!" .... "Silje?!"
Hun kunne mærke hans hjerte banke hurtigere, og hans åndedræt med.
"Jeg... ja." Første gang hun sagde det højt, aller første gang hun ikke gemte sig i de mørke hjørner med løgne badende i sin samvittighed. Hendes egen far - en af hendes eget kød og blod - havde uden tøven prøvet at tage livet fra hende. Dengang, i barndommens sorteste dage.

Igen løftede hun blikket, for at se hvorfor han var så stille. Hans ansigt var trukket sammen i en unaturlig grimasse, da han opdagede, at hun kiggede.
 "Jeg vil aldrig,  aldrig, så meget som lægge en finger på dig. Jeg burde slå ham ihjel, ved du. Jeg burde køre ud til de usle bebyggelser og smadre det svin til han bløder. Jeg burde..."
"Han fortjener ikke den tilfredsstillelse. Han skal ikke nå det mål, at have vundet. Han fortjener det ikke"