Vi hopper og danser, rundt om hinanden, ind imellem hinanden. Så ler vi lidt, kigger på hinanden og græder af glæde.
Så ser vi solnedgangen imens vi begraver vores tæer i sandet, mærker køligt vandet der akkurat når vores tåspidser. Du synger "Solen er så rød mor og skoven bliver så sort. Nu er solen død mor, og dagen gået bort" Den minder os om da vi var 5, for da hørte vi den. Jeg gengælder med "Puff du er alene, alt er forbi, for drager lever tusind år, hvor er min fantasi. Du ku' lide at lege, du var min ven. Men kære puff, jeg bliver jo aldrig som et barn igen." Det minder os også om da vi var 5, for da var det vores yndlings. Vi rejser os, og går hånd i hånd ned langs strandkanten. Nu er vi stille.

Væk i verden

For den dag løgnene æder dig op, vil jeg ikke hjælpe - for jeg vil være væk, væk fra dig, væk i verden. Lever mit liv, men væk fra dig, væk fra dit helvede - I mit eget paradis, med violette drømme, der går i opfyldelse, og leende ansigter der holder af.
Du vil rive og flå i mig, skrige og råbe, men jeg vil intet bemærke. For løgnene vil have ædt dig op, usynlig vil du være. Du vil ligge på det kolde gulv, badet i kyniske sandheder, svøbt ind i ensomhed; helt alene - uden mig, jeg vil ikke hjælpe.
For jeg svømmer netop nu, slår med armene, mister pusten, svømmer og svømmer, er på vej væk, kan du føle det? Hadet.
Dit spejlbillede falmer, og dine minder forsvinder, du er væk - væk i din egen egocentrerede verden.

"Kaldte du mig for ven engang
Så er jeg her nok endnu"

 Men er det bare drømme? Tror du på drømme? Elsker du drømme? Går drømme i opfyldelse?

Jeg elsker dig

Du må gerne sno dig om min krop som en slange
tryllebinde mig med ironiens ord
Du må gerne gemme dig i mine øjne
bag regnbuehinden, ind imellem spejlets tråde ("øjnene er sjælens spejl")
Du må gerne være inde i min sjæl, I kunne jo blive venner
altså hvis du har lyst
Du må gerne stjæle mit hjerte
holde det i dine hænder, og lade som om du passer på det
altså hvis du har lyst
Jeg elsker dig

"Jeg elskede hende for meget.
Jeg elskede hendes hår, hendes læber, hendes øjne. Hendes smil, hendes duft, hendes krop. Jeg elskede hende højere end jeg elskede mig selv. Jeg elskede hendes liv højere end mit"

"Ville du ofre dit eget liv for hendes?"

"Jaa... Men jeg ville ikke dø... "

"Den dag du aldrig mere så dig tilbage - den dag døde du.
Kan du ikke kende mig? Jeg er hendes hår, hendes læber, hendes øjne. Jeg er hendes smil, hendes duft, hendes krop. Jeg er hende du elskede højere end dig selv.  Jeg er hende du ville ofre dit liv for, men hende du ikke ville dø for. Kan du ikke se det? Dit eget liv har hele tiden været det vigtigste."

"Jeg elskede dig for højt.... alt for højt"

Vi blev voksne

Alt i mig græder blodige tårer, fyldt med angst og frygt. Hvor skal jeg hen?
Efter et årti af gyldne øjeblikke, efter hundredvis af unikke minder, efter så meget sammenhold, efter så meget kærlighed - er det forbi. Og allerede trænger savnet sig på, skriger mig i ansigtet, river og flår i min svage besindelse, får mig til at miste den.

Jeg skriger, skriger og græder lidt mere, og savner. Savner...savner...savner....savner alt.
For der er noget du aldrig vil forstå; alene tog jeg på en mental rejse, gennem smukke landsbyer, gennem mørke gader, ned igennem snævre stier, under broer, over broer og tilbage igen. Jeg blev mødt med både åbne og lukkede arme, varme og kolde smil, søde og onde blikke. Til sidst fandt jeg dig, du stod der i dine sorte jeans, hvide t-shirt, strittende hår og så med din mundvig krøllet op i dit fortryllende smil.
Jeg gik imod dig, småløb, løb, med udstrakte arme, sådan for at omfavne dig, og så du kunne omfavne mig.
Det flimrede for mine øjne, tog mig til hovedet, så op og alt inden i mig føltes pludselig borte, knust, væk, tomt. Du var væk, og lang som jeg var, lå jeg der på asfalten, hvor du netop havde stået. Forvirret så jeg mig omkring, men jo, væk var du, som sunket i jorden.
Med ét slog jeg øjnene op, opdagede hurtigt sveden der løb ned af min halvnøgne krop - var alene i det sorte rum. Opdagede, at vi var vokset fra hinanden, at vi var blevet voksne.

Forfanden, hvor blev tiden af?

Skal vi nu til at fortælle hinanden hvad vi mener? Sådan rigtig mener?
Hvorfor dog, vi har jo i evigheder kun fortalt de hvide løgne, dem ingen kan gennemskue.
Det var da noget besynderligt noget.
Sandheden? Virkelig?

I en verden af grus og skidt, lever du
I et liv med sorg og anger, kvæler du
de sidste rester
af hvad der' tilbag'
Du ser på sølle øjeblikke
der alle suser forbi
forbi dig
forbi alle
forbi i en fart med for høj hastighed
I en verden af mørkerødt blod, lever du
Kvæles du

" Du tog noget fra mig, noget langt inde i mig. Det er noget jeg ikke har råd til at undvære, noget som jeg har aller mest brug for. Jeg kan ikke tilgive dig."

dage........ måneder........... år

" Du to noget fra mig, noget langt inde i mig. Det var noget jeg ikke havde råd til at undvære, noget som jeg havde aller mest brug for. Jeg kunne ikke tilgive dig - aldrig."

- Det gør ondt, ikke sandt? alt alt for ondt. Alt alt for smertefuldt.

" People come into your life for a reason, a season or a lifetime. When you know which one it is, you will know what to do for that person. When someone is in your life for a REASON, it is usually to meet a need you have expressed. They have come to assist you through a difficulty, to provide you with guidance and support, to aid you physically, emotionally or spiritually. They may seem like a godsend and they are. They are there for the reason you need them to be. Then, without any wrongdoing on your part or at an inconvenient time, this person will say or do something to bring the relationship to an end. Sometimes they die. Sometimes they walk away. Sometimes they act up and force you to take a stand. They bring you an experience of peace or make you laugh. They may teach you something you have never done. What we must realize is that our need has been met, our desire fulfilled, their work is done. The prayer you sent up has been answered and now it is time to move on "

Det er ikke mit eget - lånt. Men jeg syntes, at det var så meningsfyldt, at jeg lige ville dele det med jer.

Tænker I nogensinde over fremtiden? Dumt spørgsmål, svaret er; Det gør alle. Men 10 år fra nu, ser I jer selv hvor I allerede er, eller måske i et fremmed land? Det eksotiske, det nordlige, det fattige, det rige? Det kan også være I har fundet The one, og har et lille barn på 2, bor i en lejlighed i hjertet af København og er blevet kendt designer.
Hvad tænker I?

Det er de nætter

Det er de nætter med engangsknaldene og de tomme ord som; "I'll call you" befinder sig, for helt ærligt, for at se realiteterne i øjnene, så er det jo bare aftner der går i glemmebogen, og hvor man kun siger, at man vil ringe fordi, hvad skal man ellers sige? "Hyggeligt at møde dig. Vi ses nok aldrig." ?
Når man bliver ældre og livet er blevet så meningsløst og ensomt, at alt hvad man bruger sin tid på er at huske på disse forlængst glemte nætter, så tænker man "Skulle jeg have beholdt en af dem, skulle jeg have sig; Fedt at møde dig, må jeg få dit nummer? Måske vi ku' mødes en dag"
Forfanden - tænker man

Lidt for sød musik, der minder alt for meget om den unge barndom.
En Hyldest Til Sebastian, med både Søren Huss og Aura.

Min utaknemmelighed

Min utaknemmelighed river sig løs, klistrer sig fast på alt jeg rører.
Jeg giver den sparket - den kommer tilbage, fæstner sig på mit hjerte, slår mig tilbage igen.
Hvorfor vil den ikke forsvinde - den er altødelæggende.
Hvorfor lader jeg den holde mig fast - den er frygtindgydende.
Den vokser i min underbevidsthed

// Undskyld for tavsheden kære læsere, men er simpelthen bare tom for ord for tiden

For et eller andet sted kan jeg jo ikke bare stoppe kærligheden
 jeg kan jo ikke vælge følelserne fra
for et eller andet sted vil du altid ligge inde i mig
 et dybt sted
helt inde i hjertet
 for du er den de andre ikke er

Vi bor i en så stor og forunderlig verden, gang på gang får den mig til at miste pusten, den overvælder mig med ting og sager

Jeg løser gåden ved at slå mig selv til blods, hårde slag mod min kind, hele tiden hårdere, hele tiden mere smerte - hele tiden flere svar.
Når gråden opstår kaster jeg mig mod jorden, slår hovedet mod træet, rejser mig op igen, og gør det hele forfra endnu en gang - indtil tårerne fatter.
Tankerne banker på - jeg skriger, løber rundt, skriger lidt mere, falder, rejser mig op, løber, skriger, skriger, skriger.... tier. Længslen er borte, livet er svundet ud i tomheden

Dansende i regnen

Regnen som flyver rundt i verden - med blå, store vanddråber, der hverken ved frem eller tilbage.
Landet ligger stille hen, for ingen vil blive våde, nej, hellere sidde inde bag husets tykke mure og se livet passere videre. Alt i mens danser jeg rundt, rundt imellem regnens tunge dråber. Løber op og ned af ukendte gader, synger fjerne sange. I en hvid silkekjole.

Jeg møder en ung mand, sammen med sin hund er han. Han kigger bedrøvet op når jeg danser forbi ham - et lille smil bliver dog undfanget, men stadig er hans øjne sørgmodige. Jeg tænker hvem der dog er skyld i dette humørforladte væsens smerte; en pige? en sommerkærlighed der flød i ét med mængden, da sommeraftnerne gik bort? En forsvunden barndom? en barndom som forlængst er gået itu, og som han nu savner. Hvem ved.

Vi er alene, ene og alene, altid alene. Men alene sammen, dansende i regnens univers.