Og så er det jeg glæder mig til, at vi tager væk, for så kan det være, at det bliver som før.
 Det kan være, at jeg bliver klogere på livet udenfor.
Måske giver vi bare op, for måske er det at komme væk ikke løsningen alligevel

Skal jeg fortælle dig én ting?
skal jeg fortælle dig hvad der sker?
skal jeg fortælle dig hvem jeg er?
skal jeg fortælle dig hvor jeg blev af?
skal jeg vise dig hvad der gik galt?
skal jeg være sød?
skal jeg svare igen?
skal jeg fortælle dig hvad der går af mig?
skal jeg fortælle dig hvad stemmen i mit hoved bliver ved med at skrige?
Skal jeg få det til at stoppe?

Det går op for mig, at jeg skal holde mig for mig selv, jeg skal holde min mund lukket, og sandhederne slukket
Hvis vi skal igennem, skal vi gå med dem
Hvis jeg skal bevise, at jeg var det værd, skal jeg stoppe
Jeg må bære på byrden, og ikke fortælle skyggen
At jeg var sølle
Så ufattelig sølle

Igen sidder jeg her med de salte tårer der driver ned ad mine kinder. Mangler dig.
Jeg længes, og jeg græder og så længes jeg lidt mere.
Derefter går det mere ned, dårligere og dårligere, og så længes jeg efter mig, og jeg længes efter dig.
Når tårerne er stilnet af, ligger jeg tom og forvirret på det kolde gulv. Jeg krummer mig sammen til en lille kugle af elendighed, prøver at holde fast på mig selv, prøver på at få mig selv til at forblive hel, prøver på at fatte.

Min elendighed dulmer af og jeg rejser mig op som om intet er hent.
Hurtigt fortsætter jeg ud af døren og ud i livet, jeg lader som om, at intet er hent.

Den dag ...

Den dag du følger dit hjerte igen
Den dag dit lys er ægte igen
Den dag du ikke spiller skuespil længere
Den dag du ser på mig igen
Den dag du holder hvad du lover igen
Den dag du ikke bryder min tillid igen
Den dag du tør at stå ret igen
Den dag du er dig igen
Den dag det umulige bliver muligt
Den dag, den dag der ikke findes, findes
Den dag fortiden glipper
og smerten forsvinder
.. Den dag vil jeg elske dig igen

Vi er alene

Er fanget bag de sorte døre

det er mørkt, og vi er alene

Her bag de tonede vinduer er vi alene

Blodet er rødt og varmt

langsomt glider det ned af din kind

Dine øjne er sorte, og din krop er revet itu

I stuen er der tomt

i mit hjerte er der tomt

Stolen er borte

billederne er borte

Vi er alene

Huset er tomt

Der ligger nedrevne minder overalt

gulvet er sort af bar minder

hemmeligeheder stræber efter vished

Vi er udkørte og trætte

Vi er trætte af at være

Vi er alene atter en gang

"Du bliver nødt til at overveje, hvad du går ind til"
"Nej.. Nej! Hun behøver ikke huske mig, for, at jeg skal kunne huske hende! Hun vil altid være min, og min erindring vil jeg altid have! Jeg kan godt lide 10 år i hendes glemsel, hun behøver ikke huske mig. Hun behøver ikke huske mig, for, at jeg skal kunne huske hende."

Hele øjeblikket var så nervepirrende og intenst, deres øjne lynede og hjerter forblev knuste.

.."Lad hende gå. Du bliver nødt til at lade hende gå."

En hånd ligger jo ikke bare der..

Her i nattens måneskin er græsset mørkegrønt, og har de mindste og klarestes fugt dråber hængende på sig. Jeg løber hurtigt, mærker den kolde efterårsvind mod min krop, det er en dejlig følelse der bredes i mig når jeg løber sådan, den er nærmest befriende.

 *Bomb*

 Jeg tager mig til hoved og prøver at sætte mig op, det lykkes ikke rigtig. "Hvad var det? Der plejer da ikke at ligge noget på denne her sti?"

Pludselig ser jeg hånden der ligger et stykke fra mig. Hårene rejser sig som små pigge på min ryg.

Jeg får balancen igen og kravler rystende hen mod den.. det skulle jeg aldrig have gjort, for i det samme opdager jeg den livløse, hvide krop hånden sidder fast på. Jeg stivner fuldstændig og mærker aftensmaden på vej op igen, jeg kunne da have sagt mig selv, at den hang fast i noget, en hånd ligger jo ikke bare dèr ...

Ham og hans ord

Jeg blev forelsket i ham ved hjælp af nedskrevne ord, den måde han kunne formå at skabe noget så specielt ved blot et par ord, det var ubetinget og helt igennem fantastisk.

Han kreerede denne her verden som bare var så smuk, den var fyldt med kærlighed og sprudlende intimitet, men på den kunstneriske måde.
Når han skrev lukkede han op for helt nye døre. Når jeg læste det, var det som, at jeg trådte ind i et helt nyt univers, som om alting var forsvundet, og det bare var mig og ham. Ham og mig.

Hans ord tog mit hjerte med, ham og hans ord tog mit hjerte med. Han smigrede sig ind på mig lige så usynligt og lige så forsigtigt, og med ét var han min verden.

Terminsprøve 2011

Solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. Hvor længe skal jeg vente her? Tænkte han. Hvornår kommer han?

Pludselig var der noget, der bevægede sig – oppe på toppen af tårnet. Bubba kunne ikke rigtig se, hvad det var, han havde faktisk ingen mulig mulighed for at se det, hans øjne var nemlig så småt begyndt at sløre hans syn. Var det endnu en hallucination? Var det endnu en forestilling om,
at Timo ville komme og redde mig fra det her helvede? Åh.. Timo.. Min højt elskede lillebror, hvor mon han er nu.

Bubba kunne ikke længere kende forskel på sine hallucinationer og den virkelige realitet, solen havde hevet alt form for situationsfornemmelse ud af ham. Han havde heller ikke længere styr på, hvor mange rædselsfulde nætter han havde tilbragt der; tidsfornemmelsen, jaa.. Den var også smuldret bort.

For første gang lagde han sig frivilligt ned, ned på den brandvarme sandbund. Han gav efter overfor intetheden.
Lad mig sove ind, jeg giver op, jeg kan ikke tage denne uvirkelige verden mere. I alt for lang tid har jeg lidt under deres greb, i alt for lang tid har de haft mig i deres hule hånd. Men ikke længere… Nej ikke længere…

Det gav et sæt i Bubbas ødelagte krop, nogen sparkede let til hans skulder. Vent hvad var det?
En kølig og våd fornemmelse bredte sig over ham. Var det vand han kunne mærke? Bubba mærkede et stik at fortrydelse i dét han forsigtigt åbnede øjnene. En smuk, ung, mørk pige stod bøjet end over ham med et ulæseligt udtryk i ansigtet.

”Kom nu. Skynd dig, kom op og stå. Kom nu, skynd dig nu lidt!” Hviskede pigen vredt,
 men alligevel med en næsten usynlig snert af rædsel i. Hvem er hun? Har jeg set hende før?
Tænk Bubba, tænk! Men nej, han kunne ikke erindre at have set denne pige før.

Da Bubba var kommet på benene blev han svimmel, gårdspladsen sejlede for øjnene af ham. Hurtigt fik pigen sat sin arm om livet på ham, og i et øjeblik der gik så hurtigt, at han ikke nåede at se hvordan de havnede udenfor portens døre, var de ude. Han forstod simpelthen ingenting.

”Hv.. Hve.. Hvem er dd.. du?” Stammede Bubba næsten lydløst. ”Mit navn er Alraicha.
Jeg kommer fra Gambia, et land i det nordvestlige Afrika, måske kender du det.” Nu var Bubba fuldstændig mundlam. Hvor i alverden kender hun mig fra, og hvorfor i alverden befinder hun sig i den absolut sydligste del af Afrika, når hun kommer fra den nordlige?

”Hvor kender du mig fra? Hvor vidste du fra, at jeg var her? Hvad laver du i Sydafrika? Hvor er din familie? Kender du Tim…”, ”Stop. Vent nu lidt, træk vejret. I realiteten kender jeg dig ikke, og så alligevel gør jeg. Fra jeg var 8 år har min stedfar fortalt om dig, jeg er 16 år nu.

Han fortalte om dengang han gav liv til dig da dit hjerte stoppede med at pumpe. Jeg vidste heller ikke hvor du var, jeg gættede.

I hele mit liv har jeg følt mig forbundet til dig, jeg har på en eller anden måde altid kunne mærke hvor i verden du var henne. Og denne gang kunne jeg mærke, at noget var galt. Og min intuition førte mig til dette sted. Det var så også lidt svar på hvad jeg laver i Sydafrika; Jeg er kommet for at redde dig. Min familie er hjemme i Gambia. Nej, jeg kender ikke din bror Timo… desværre.” Svarede Alraicha klart og tydeligt. Hun virkede ikke længere fjendtlig som hun havde gjort det i gården, hun virkede helt nede på jorden. ”Du sagde din stedfar, hvor er din biologiske far?”
Med ét gik det op for Bubba hvad han havde spurgt om, og hvad hun havde fortalt om hendes stedfar; hvad han havde fortalt om Bubba selv.

”Det ved jeg ikke… Jeg kender ikke min biologiske far, og har aldrig gjort det, han forsvandt på min fødselsdag, altså.. den dag jeg blev født. Ingen har set ham siden. Da jeg var mindre kreerede jeg billeder inde i hovedet af hvordan jeg mente han ville se ud, men jaa..” Stemningen blev en smule tung, og bubba fortrød pludselig at have stillet netop det spørgsmål. ”Det må du undskylde Alrajsja” ”Alraicha.” Svarede hun. ”Hvad?” Pigen begyndte at le en klukkende latter. ”Jeg hedder Alraicha, ikke Alrajsja” Bubba følte sin ellers mulatbrune hud forvandle sig til noget meget varmt og rødt, han rødmede helt op til ørene, og vendte hurtigt hoved væk. ”Ups…” Var det eneste han kunne sige.

Efter en lang stilhed begyndte månen forsigtigt at titte frem fra sit skjul, himlen forvandlede sig til en mørk stor kugle, og Bubbas krop var helt udkørt. Han havde brug for en pause.

”Kan vi stoppe lidt… måske? Jeg har en smule ondt i mine ben, tror jeg” Sagde han og rødmede endnu en gang, heldigvis var det jo blevet mørkt, og derfor ville det være svært at ane.

Igen slap hun den klukkende latter ud, og Bubba trådte sig endnu mere over tæerne. ”Selvfølgelig kan vi det, jeg skulle lige til at spørge dig om det samme. Jeg er fuldstændig smadret.”

De lavede et lille bål af de enkelte smågrene og kviste de kunne finde, og satte sig tæt sammen under det tæppe, Alraicha havde medbragt. Det var blevet køligt, og derfor for koldt med de slidte shorts og for små t-shirts de begge to bar. Det var egentlig underligt, for om dagen brændte solen så meget, at det var komplet uudholdeligt, og om natten kunne det være koldt som bare pokker.

Det var et øde sted de var havnet, ikke et hus at skue, ikke andet end nøgne træer og en lang motorvej i sigte. Den vej havde de fulgte i alle de timer de havde vandret, de regnede med, at de på et tidspunkt ville komme til vejens ende, og at der, der ville befinde sig bare et eller andet rart.

Bubba var pludselig fyldt med en masse ubesvarede spørgsmål og en nysgerrighed der knagede.
Mit hjerte … stoppet? Hvornår? Hvem er denne såkaldte stedfar, en jeg kender? Og så er der hende her Alraicha. Hvorfor føler jeg sådan pludselig, at jeg altid har kendt hende? Jeg har jo lige mødt hende.

Med ét gik det op for ham, at de havde øjenkontakt, en oprigtig kontakt, og, at han sad og stirrede direkte på hende som et andet sultent dyr. ”Jeg gætter på, at du har en masse du gerne vil spørge mig om?” Hun kiggede spørgende på ham med sine store sorte øjne. ”Tjoo, jaa.. jeg har da et par spørgsmål..” ”Et par?” Hendes mundvige krøllede op i et mistænkeligt smil.

”Okay, jeg har måske lidt mere end Et par” ”Det tænkte jeg nok, hvad vil du spørge mig om?
 Jeg vil love at svare på hvert et spørgsmål du har til mig.” ”Kender jeg din stedfar? Og hvorfor stoppede mit hjerte med at du?” Kom the prompte fra Bubba.

”Du kender ham ikke længere, du kan ikke huske ham. De første 8 år af dit liv levede du med ham, og da du var 6 fik du konstateret en sjælden sygdom.. ”Ensomlighed”, du er den eneste i verden, bortset fra én person der lider af denne sygdom.. Lægerne kunne ikke forstå det, alt tydede på,
at du led af et ustyrligt savn på noget og derfor var så ensom, at det havde gjort dig syg.
Dit hjerte stoppede til sidst, fordi det var blevet overbelastet med sorg. Min stedfar fik på mærkværdigvis liv i dig igen.. Ingen så hvordan, og han har aldrig ville afsløre det overfor mig.” Endnu engang var Bubba tom for ord, det hele stod som en tyk tåge for ham. ”8 år af mit liv? Hvorfor erindrer jeg ingenting? Jeg er 16 nu..” Han stivnede, sveden løb ham koldt ned ad ryggen og han kunne mærke hårene rejse sig som små pigge. Den iskolde sandhed slog ham som en hård knytnæve lige i ansigtet; Hvor var hans barndom henne? Hvorfor var 8 år af hans liv fuldstændig slettet fra hans hukommelse? Og Hvem var Alraicha i virkeligheden? Hvorfor fortalte hun,
at hun altid havde fundet sig forbundet til ham, og Hvorfor følte han pludselig den samme forbindelse til hende? Hvem var stedfaderen? Hvor var Timo? Havde Alraicha ikke tidligere nævnt, at hun også var 16 år?

Hvem var Alraicha? 

I dét han kiggede ud på mig, kunne jeg se, hvor jeg kendte ham fra, han var dig. Eller.. Gid han var, han lignede dig.

Han bar dine brune øjne, din sorte øjenvipper og dit elskværdig smil.. Han lignede dig så meget, selv den måde han bevægede sig, var så lig dig.

Jeg kan huske da du sagde, at du elskede mig for første gang.

Det var en sommernat for 3 år siden, vi lå ude på den store, sorte græsplæne, og kiggede op mod stjernerne.

Jeg lå i din favn, og du holdt mig tæt ind til dig, engang imellem kørte du forsigtigt dine fingre igennem mit hår, eller kyssede mig blidt på kinden. Pludselig lagde du din mund helt tæt ind til mig, kyssede mig op langs halsen, og hviskede med en klar stemme i mit øre; Jeg elsker dig smukke.

De ord betød mere end.... mere end alt for mig. Jeg blev så glad, at jeg bare ville tættere på dig, endog da vi var så tætte, at det nærmest var umuligt, alligevel fik jeg presset mig selv tættere ind på livet af dig, begravede hovedet i dit  bryst, og kyssede dine fugtige læber, mere intenst en nogensinde. Jeg var så lykkelig, og jeg var så utrolig meget din.

Da jeg så ham i dag, ham der lignede dig, var der noget indeni mig der rørte på sig, et gammelt minde jeg havde glemt jeg stadig havde i min hukommelse tittede frem fra sit skjul. Jeg kunne pludselig mærke dit åndedrag mod mit øre igen, ligesom jeg havde mærket det den nat, og pludselig væltede ordene ind i mit sind, alt det du engang havde sagt virkede så virkeligt.
Du er så sød, så smuk. 

Cosmic love

Idiosynkrasi..kærlighed .. kys.. berøringer.. fortvivlelse.. rod... blod.. salte tårer.. ord .. lykkelighed .. nærhed.. tryghed.. beundring.. latter.

Hvorfor ..

Det var dig der sagde, at når livet slår en ned, kan du vælge selv at rejse dig op.
Hvorfor... Hvorfor bliver du så ved med, at holde mig nede når jeg prøver at rejse mig? Sig mig hvorfor..

En skinger duft af den røde neglelak sværmer omkring mig. Min sorte bodystocking sidder tæt, meget tæt på min krop, og mine lange ben ligger strakt ud på gulvet. Skoddet fra min udkørte cigaret ligger og ryger en forsigtig røg, den er næsten, men kun næsten lige så færdig som mig.
Jeg tager endnu et sug, trækker nikotinen helt ned i mine alt for ødelagte lunger, og puster den derefter ud i rummet.
Mit hjerte dunker. Dunker. Det dunker meget.. meget, meget hurtigt, hurtigere end normalt.
Min puls er højere end den plejer at være.. ikke? Den føles hurtigere og mere ustabil.
Mit hår er rodet. Mit mørke undercut er perfekt, men det platine stykke på toppen er i vildrede.
Min verden er i vildrede.

Livet er stærke sager, vi sejler alle sammen på denne båd ser du jo, vi gynger og gynger, frem og tilbage. Først det ene sted, så det andet, og til sidst det tredje. Vi kæmper os igennem de stormfulde nætter med løgne og barske realiteter. Bølgerne kan være store. De kan gøre ondt.  Det kan såre. De kan slå ihjel.
Nogle gange er vi venner med hende, et par år senere er vi kærester med ham, og venner med den næste. Til sidst er vi alene. Den første er død, den anden er død. Gæt hvad den tredje er?... død.

I sidste ende er jeg stadigvæk nonchalant og pisse arrogant.
Jeg lever på kant, og elsker med dem jeg fandt.
Jeg kender mig selv, til tider er jeg mig selv.

To verdener

To verdener. Jeg drømmer om en genforening, om at det hele går op og jeg drømmer om én verden.
Jeg savner sammenhold, kærlighed, så vidt som ærlighed. Jeg savner sandheden, jeg savner virkelighedens lykke, bryder mig ikke om løgnen.

Jeg beder til Gud om forladelse, og om lighed, jeg beder ikke om, at vi alle skal være ens, jeg beder bare om, at det skal kunne fungere, at det hele vil faldet i takt.

Jeg forbander krigen, mordere, alle der er skyld i død. Jeg ønsker fred og lykke, og jeg ønsker jalousien og misbilligheden til at forsvinde. Vi skal kunne enes uden, at det skal være skuespil, vi skal kunne stole på hinanden, helt ind til benet. Vi skal alle kunne stole på hinanden.

Jeg elsker livet, jeg holder af dem jeg kender, dem der står mig nær, dem der har stået mig nært. Jeg nyder vindens susen og regnens dryppen, det skaber ro og tryghed når mørket er faldet på.

Jeg siger en masse lige nu, som sikkert for andre ikke giver nogen som helst forståelig mening, jeg vrøvler ud fra mine blandede tanker. Skal jeg indrømme, at jeg vil give alt for at holde fast i en jeg elsker så utrolig højt, en jeg altid vil være der for, eller skal jeg fortie mine følelser? Skal jeg være glad eller deprimeret? Skal det gå mig på, at jeg mister flere og flere, og at jeg er ligglad? De betyder ikke noget længere, jeg ved, at de ikke er ægte, men skulle jeg alligevel holde fast i dem, bare for at have noget? Skal jeg råbe eller hviske? Skal jeg fortælle verden hvad jeg føler? Jeg vrøvler og vrøvler, det hele er meget forvirrende.

Min længsel

Lad os tag afsted, langt væk. Lad os føle friheden, lad os mærke følelsen af at være et uafhængigt menneske. Jeg var villig til at give mig selv til dig. 
Jeg ville gå indtil min sølle ben gav efter, jeg ville løbe min arme krop i stykker, jeg ville lade mig falde så langt, at dybet rækker. Jeg vil gøre alt for dig. Jeg er din.

Hvorfor er evighedens univers så langt væk? Hvorfor har jeg så meget tid tilbage? Hvorfor er jeg for ung til at dø?
Min krop svinder stille borte, den giver efter. Jeg ser dybbets mørke, jeg ser det så nær mig, og alligevel kan jeg ikke nå det, jeg føler det, men kan ikke være i det. Min tilstedeværelse findes på den side af livets mur, hvor alt føles så stærkt, hvert et skridt hvert et åndedrag føles smertefuldt, alt i min verden synes til at svinde bort. Så, hvorfor kan man ikke blot forlade dette gudsforladte sted? Jeg sidder fast i tvivlen.

Længslen efter en anden eksistens er så kraftig, at ingen kan undgå den, den er så kraftig, at jeg ikke lægere kan ignorere den. Jeg længes efter et spøgelses eksistens, husker på de fortabte minder, og de glemte realiteter er som en storm i mit forvirrede sind. Jeg ved de stadig findes, endnu ved jeg hvilken sandhed jeg altid vil ende hos.

Realiteterne er her som sagt stadigvæk, de fleste overser dem bare, folk vender den anden kind til, når de ser et lille, sort, og udsultet afrikansk barn. De ser uden om døden. De tør ikke at se mig i øjnene, de ved hvilken smerte der venter dem, de kender til mit had, de ved hvem der slog min eksistens ihjel. Ingen vil være et vidne, dog kan de ikke undslippe mit tag. Jeg giver ikke slip, jeg holder fast indtil den dag jeg ligger død og begravet.

Jeg ser hvordan deres blikke undvigende flakker forbi mig, de tør ikke se livets barske realiteter i øjnene, de vil ikke kendes ved mig. De ved, at jeg ved det. De kender til min skjulte tårer, til mit ulidelige savn. Men ingen gør noget, der er ingen der vil forklare mig hvor fanden mit livs sjæleven blev af, hvor blev han af? Hvorfor vil de ikke svare mig? Jeg forstår ikke hvorfor der ikke længere findes nogen stærke og trofaste sjæle, jeg vil viden grunden til døden. Hold mig ikke for nar.

Dine store brune øjne kiggede på mig, og du sagde; "Du ved godt, at jeg elsker dig meget højt, ikke?" Jeg nikkede blot, og kyssede dig let på kinden inden jeg forsvandt ud i mørket.
Du var så oprigtig da du sagde det, derfor behøvede jeg ikke andet.
Jeg vidste, at du ville elske mig for altid.

Det er fortidens sødlige melodier der runger i mine ører. Jeg hører dit unikke latterudbrud atter en gang, og lukker øjnene.
Jeg ønsker mig tilbage til dengang du stadig var min ven, dengang med de lange sommer kvelde og de uendelige gåture ved havet.
Inde i mit hoved læser jeg dit brev højt, jeg udtaler hvert et ord nøjagtigt og mærker et sus hver gang jeg bliver rørt over din smukke ærlighed. Jeg har faktisk mange af de breve, men det her er det der betyder mest, det der lige fra starten har betydet mest.
Jeg kan det udenad.

Jeg bladrer igennem de tusindvis af mapper jeg har med billeder af dig i... Dig og mig sammen. Jeg ser mit smil, og jeg ser hvor glad jeg var. Jeg ser også dit smil, og hvor glad du var. Vi var glade sammen.

Der var en dag, hvor jeg virkelig kunne mærke, hvor meget du betød for mig. Jeg følte, at vores tæthed, faktisk hele vores eksistens, snoede sig ind i hinanden. Vi gav aldrig slip, vi holdt fast.
Den dag holdt vi fast og jeg kunne mærke det. Den dag gav vi aldrig slip.

Who's that girl

"Jeg kan ikke lide den sang.."
"Det kunne du da engang?..."
"Jaa, men er er jo meget der var "engang", ved du jo. Vi to var jo også venner... Engang, ikke?"

Sådan er hun. Sådan vil han gerne være. Sådan ønskede hun ikke at blive. Han så på, at de var det. Hun fortrød, at hun havde været. De kunne ikke undgå at være.
Sådan er vi på et eller andet punkt alle sammen.

Og så  var det, at jeg pludselig anede det ellers godt skjulte glimt i dine øjne, dét jeg så mange gange før havde set, bare i en helt anden livstid.

Med rank ryk og følelsen af at være godt og grundigt malplaceret, stod jeg i et hjørne og iagttog alle andre. Jeg kunne ane de tilbageholdende, men tændte lyster der lå lige så stille i overkanten af stemningen, og jeg kunne med mit blotte øje se de lystige hænder der fór op og ned af de andres medrivende kroppe.
Der var dog et fast punkt mine øjne gang på gang søgte, de søgte dig, dig og dine gudsforladte øjne. Alligevel ville jeg ikke helt opdages, jeg ville blot iagttage dig, og se din arme tilstedeværelse smuldre, nej jeg ville ikke opdages. Jeg ville være der, men i en usynlig tilstand.

Og så  var det der, midt i mit hoveds svimle tanker, at det gik op for mig, at vores øjne havde en oprigtig kontakt, jeg var opdaget. Jeg var overhovedet ikke usynlig, og havde på intet tidspunkt været det.
Du så mit dominerende blik, mit ødelagte og opgivende blik, og med ét smed du alt væk.
Jeg så, at du endnu engang følte, at du havde gjort noget forkert, og, at jeg dømte dig for det. Det var i dét øjeblik, at jeg anede glimtet... Det jeg så mange gange før havde set.