Det er fortidens sødlige melodier der runger i mine ører. Jeg hører dit unikke latterudbrud atter en gang, og lukker øjnene.
Jeg ønsker mig tilbage til dengang du stadig var min ven, dengang med de lange sommer kvelde og de uendelige gåture ved havet.
Inde i mit hoved læser jeg dit brev højt, jeg udtaler hvert et ord nøjagtigt og mærker et sus hver gang jeg bliver rørt over din smukke ærlighed. Jeg har faktisk mange af de breve, men det her er det der betyder mest, det der lige fra starten har betydet mest.
Jeg kan det udenad.

Jeg bladrer igennem de tusindvis af mapper jeg har med billeder af dig i... Dig og mig sammen. Jeg ser mit smil, og jeg ser hvor glad jeg var. Jeg ser også dit smil, og hvor glad du var. Vi var glade sammen.

Der var en dag, hvor jeg virkelig kunne mærke, hvor meget du betød for mig. Jeg følte, at vores tæthed, faktisk hele vores eksistens, snoede sig ind i hinanden. Vi gav aldrig slip, vi holdt fast.
Den dag holdt vi fast og jeg kunne mærke det. Den dag gav vi aldrig slip.