Pages

fredag den 27. januar 2012

Hvis du var her ved siden af mig, imellem tusindvis af fløjlsbløde dyner og varmende stearinlys - og god musik, ville jeg hviske alt i dit øre, alt det du var gået glip af og alt det du ikke fik set - alt det vi ikke fik set.
"Jeg har det godt. For det meste. Nogle gange gør det lidt ondt i mit hjerte og jeg græder lidt, men så siger jeg til mig selv, at det ikke kan blive ved, at jeg må finde mit smil igen, og lade min latter leve natten ud. Så går smerten over for en stund." Sådan ville jeg hviske lige så forsigtigt, måske ville du stoppe mig, eller måske ville du lade mig tale videre.

"Jeg er blevet en del af en drøm vi engang drømte sammen. Den med "4 piger og et par jeans" eller den med de 4 piger og "Sex and the city". Den drøm der bestod af 4 piger og noget større, noget vi ikke selv behøvede styre. Jeg er 1 ud af 4, og jeg behøver ikke styre det. Har du det også sådan?" 


Dine store, blå øjne kigger på mig og sender mig et langt smil.

"Ja, det har jeg. Noget i den stil i hvertfald. Det er rart." Du hvisker ikke, og jeg får et lille chok.

Det er min tur igen, og jeg vælger at hviske - igen.

"Det var godt... Nogle gange bliver jeg bange for om du er okay, men når det sker, lukker jeg øjnene og tænker, at selvfølgelig er du okay, selvfølgelig er du det.
Jeg har mødt ham her som jeg engang beskrev, fin og yndefuld. Måske husker du? Han har mit hjerte i sine hænder og han kan hvert sekund smide det på gulvet. Det er sket, men lige så stille samlede han stykkerne op igen og klistrede dem nøje sammen. Så var jeg på en eller anden facon helet, dog varede det ikke længe før han atter en gang smed det fra sig, og nu ligger stykkerne spredt ud over verden og jeg kan ikke selv finde dem og lade dem blive hele igen. Det gør mig trist at tænke på, så jeg forsøger at lade være." Jeg holder inde, for at lade dig fordøje det jeg lige har fortalt.

"Der er også noget andet. Jeg har faktisk slettet meget af min historie, jeg ser mig næsten ikke tilbage. Okay nej, vent, nu lyver jeg. For faktisk ser jeg mig rigtig meget tilbage, bare kun over den ene skulder, den anden lader jeg være, og den lader jeg som om jeg aldrig har vidst fandtes. Tror du det er forkert? At slette så meget? Jeg har ikke slettet dig, men jeg har slettet så meget andet. Nogle gange bliver jeg i tvivl om jeg har grebet det forkert an... 
Sikke jeg plaprer løs. Jeg er rigtig glad, og jeg er tilfreds og alt det der hører til" Hvisker jeg til sidst, og lader derefter mine øjne falde i og min krop synke helt ned i dynerne. Så tænker jeg på hvad dit ansigtsudtryk mon fortæller, men jeg lader alligevel mine øjne være lukket.

fredag den 20. januar 2012

Jeg sidder her fortabt og nyttesløst og er så rørt. De små, spinkle ord som hun så fint kunne formå at få skrevet ned, gik lige ind i det blødeste punkt i vores hjerter, og en lille brist fandt sig vej.

Jeg tænker på om jeg en dag vil opleve den ulidelige smerte som hun netop nu i dette øjeblik lider under, vil jeg nogensinde føle mig så afmagtet og ligegyldig? Det er ikke noget jeg i min vildeste fantasi kan forestille mig... eller måske, for har jeg alligevel ikke været i den del af helvede? bare i mild forstand? Har jeg ikke badet i hjerteskærende tårer, og har jeg ikke følt min sindstilstand glippe for noget tid?
Joo... Men jeg fandt jo tilbage, gjorde jeg ikke? 

lørdag den 14. januar 2012


Forsigtigt så hun op. Bogen hun læste i, havde i realiteten ingen særlig handling, hun læste den bare for at have noget at fordrive tiden med.
Tiden… Ja, den var fløjet forbi dem, tænkte hun alt imens hendes lange fingre lige så roligt bladrede fra side til side.

Hun havde tit undret sig over udtrykket ”Jeg føler det som var det i går” men nu stod det pludselig glasklart for hende hvad det indebar. For som hun sad der i parken på den rustne bænk med det lyse hår og den røde læbestift og læste endnu en ligegyldig og værdiløs bog, strøg tanken igennem hendes hoved, hun følte det som var det i går de sidst badede i det salte havvand, som var det i går de sidst så fuldmånen på den stjerneklare himmel og begge ikke kunne falde i søvn, som var det i går de sidst blottede sig for verden og spadserede igennem de åbne gader af leende mennesker med selvværd i blikket.
Hun følte det som var det i går hun sidst rørte ved hendes kind, som var det i går hun sidst kyssede hendes læber lige så uskyldigt og fint, som var det i går hun fortalte livet omkring hende, at hun ikke var som alle andre eller i hvert fald ikke var som folk i mange år havde gået og troet.  Med den tanke fulgte et lille, sørgmodigt smil på hendes læbe.

Der var ikke noget galt i, at være til det samme køn, men alligevel blev hun altid dømt og sorteret fra på grund af hendes valg af kærlighed, og dét i sig selv gjorde hende anderledes end resten af hendes univers -  det vil sige, at oppe i hendes hoved følte hun sig anderledes og til tider også ensom, på trods af, at hun vidste hvor mange andre der var og følte lige præcis som hende selv.

Sommernætterne kunne jo ikke vare ved, og solen kunne jo ikke skinne for altid, vel?
Dagen ville jo komme, hvor hun måtte forlade den lille by hun på kort tid havde kommet til at holde så meget af. Det var bare, at et eller andet sted troede hun stadig på, at det den slange havde gjort ved hende, den som havde snoet sig om hendes krop og tryllebundet hende med en magi, som hun ikke troede fandtes, ville være varig. Hun troede også, at den anden krop som også havde nydt af slangens ord og lidenskab, ville forblive en del af hendes tilværelse i verden udenfor.
Hvorfor ikke? Jo så ment fordi drømme ikke er virkelighed, og selvom de kan virke så virkelige og komme så tæt på virkeligheden, vil de altid være en hallucination af noget der ikke rigtig findes, de vil altid kun eksistere, når du er i en slags trance, og de vil altid kun eksistere oppe i dit hoved og ingen andre steder.

Hun følte det som var det i går hendes livskvaliteter straks blev flået ud af hænderne på hende og smidt ud i det store hav sammen med hendes forslået og trygge minder.
af på så kort tid, men et eller, at det bnist hun havdey hun havde kommet til at holde så meget af på så kort tid, men et eller

onsdag den 11. januar 2012


Det er det der når man er så glad, at smilet er permanent på ens læber, og det er der, man ler hele tiden på trods af , at der i bund og grund ikke er nogen specifik grund til det.
Det essentielle er bare, at alt er godt og fantastisk, man er bare glad, fordi livet kører videre uden bomb. 

tirsdag den 3. januar 2012

"Old friend, why are you so shy?"