Pages

tirsdag den 28. september 2010

Gik op i ét

Det hele er glintrende. Solen er så småt begyndt at forsvinde ned bag horisonten, vandet bølger gyldent, og alle ler. De nyder livet. 


Sommeren er sen, men alligevel er stranden fuld. Nøgne mænd, nøgne kvinder, danser i måneskinnets lysende spotlight, stemningen er så høj, at intet er umuligt. Alle kan danse lige i dét øjeblik, alle kan synge lige i dén sang. Alle kan være glade på en gang, lige i dét øjeblik. Alle kan alt lige i dét øjeblik.


Jeg ser livet fra min plads på klintens yderste tip, og jeg nyder det også. Jeg ser alle dem jeg elsker, fuldføre deres største drømme. De er lykkelige og frie, deres øjne skinner om kap med selve skinnet fra månen. Deres glæde er ikke til at undgå, de ler og ler, de elsker, de drømmer, de fuldfører. De er hele på en gang, dem alle sammen er på et eller andet punkt hele.

Den aften blev der givet flere kys end de fleste aftener, og der blev holdt af langt mere end hvad man er vandt til. Det var som om elendigheden ikke fandtes og som om livet gav mening, det var også som om alt ting gik op i ét. 

onsdag den 22. september 2010

Jeg ved hvad jeg er, men jeg ved også hvad jeg ikke er



"At vide, hvad man er, er at vide, hvad man ikke er"


Jeg ved, at jeg indeholder en tro på mig selv, som er mere kostbar end noget andet. Jeg ved, at jeg ejede en styrke der var stærk som verdens trofaste rødder. En styrke der var så kraftig, at den var evig, men alligevel, i det jeg siger: ejede, var den så, så stærk igen? For Jeg har den jo ikke længere, jeg mistede min styrke, og jeg mistede min tro.

Engang havde jeg en tro på lykken i vindens susen, i det at eksistere var en lykke i sig selv. Men når modstanden står ret, er det svært at tro. Det er som om der bristes endnu et stykke. Man er delt op i flere forskellige dele, og modstanden stjæler, ja udsletter ren faktisk dele. Jeg kan ikke leve uden mine dele, så er jeg jo ikke hel, så er jeg jo ikke mig.

Jeg ved, at jeg stadigvæk er stærk på nogle punkter, jeg ved også, at jeg er svag på andre. Jeg ved jeg har noget i mig som skiller sig ud af mængden, men jeg ved også, at jeg har noget der går igen i hvert eneste menneske.

"Jeg ved hvad jeg er, men jeg ved også hvad jeg ikke er"

tirsdag den 21. september 2010

Grow up!

Deres blikke kører frem og tilbage, gang på gang breder det lumske smil sig på deres læber, det er hver gang deres øjne mødes. De er egoistiske. Hele tiden søger de hinanden, blot for at håne andre, de er så selvfede, at andres følelser ikke rager dem. De griner af folk der er større, bredere, end dem, dog er de selv undervægtige og ranglede, hvad er pænest, at være en streg i lufte, eller at have lidt former? Jeg vil gætte på, at størstedelen af jer, stemmer for former. De bryder sig ikke om folk der ikke er født med det pureste guld.


De er væsner der sulter efter hævn, det er det der får dem til at synke ned på så lavt et nevau, de lader ikke ting ligge, og hvis nogen har sat dem på plads, kører ordene bag vedkommendes ryg. Især hvis det er piger er den gal, den ene føler for ulighed uden egentlig at sige det højt, væsenet synes, at mænd har første ret, og at mænd har magten. Den anden er ussel og svag, der er det fra den ene til den anden, fra den anden til den ene, suser frem og tilbage mellem to kilder, og på den ene kildes side, er dét enig, men så når dét når den næste kilde, er den også enig der, også selvom det er to argumenter som er fuldstændig anti hinanden. Denne person får andre til at spyde ild, derfor er der mange der ikke ser djævelen bag.
Der er også en tredje part, men hvem ser dette lille væsen? Hvem bekymrer sig?

Kom nu videre, grow up!

søndag den 19. september 2010

En evigheds leg

Pulsen stiger, vi er højt oppe nu. kom nu, bring mig højere, jeg vil mærke suset, jeg vil undgå slaget når jeg rammer jorden. Højere. Højere. Højere. For sent, jeg ramte den, jeg ramte bunden, og nu føler jeg de kolde sten mod min sårbare kind, de bliver kastet imod mig. Det hele river og sitrer, blodet render ned ad min krop, sårene breder sig, jeg er åben. Min krop er åben. Mit hjerte er åbent.
Jeg er væk nu, og hele min tilstedeværelse er standset, min eksistens findes ikke længere, min krop er død og begravet, mit sind er forsvundet.

Jeg går igennem de mørke gader, hører pigerne hvine, drengene stønne, jeg ser de fortabtes øjne der forsigtigt hviler på et ukendt sted. Pigerne er lykkelige, drengene er hårde, eller hvad? Er de hvad de giver sig ud for at være, eller lever de også bare i den overfladiske verden? Hvem ved, der er intet rigtigt svar. Jeg ser de svigtedes sjæle gennem deres tomme øjne, men hvad ser andre? Er der virkelig nogen der søger så dybt, eller tror de bare på hvad overfladen viser? Som sagt, der er intet rigtigt svar på dette, det er hvordan man ser på det.

Jeg er et spøgelse der vandrer fortabt mellem levende, jeg er faret vild i den mørke nat, jeg søger hånden jeg elskede, jeg søger alt hvad jeg ejede, jeg søger fortiden.
Jeg hørte nogle gamle mennesker snakke om, at man ikke kan leve i fortiden, man må leve i nuet, du kan elske din fortid så meget som du vil, men du kan ikke gå tilbage i tid.

Det hele er blot en evigheds leg.

onsdag den 15. september 2010

En del af sommeren

Jeg elsker natten og dens mystiske skikkelser, dens sørgmodige lyde og de ufattelige smukke, lysende stjerner som førnævnt.  Som jeg ligger her og mærker den kolde sommervind mod min bare hud, og kigger ud mod horisontens mørke vande føler jeg en indre ro, jeg ikke troede, at jeg havde i mig. Det føles som om alt jeg nogensinde har længtes efter langt om længe er fundet, og som om, at jeg her i nattelivet hører til. Nu er jeg igen en del af noget.

Langt borte kan jeg høre en ugles triste tuden, og jeg rejser mig langsomt op. Jeg tror, at tiden er inde til jeg vender snuden hjemad, jeg har fundet klarhed i mit sind, og jeg er nu sikker på hvad det er jeg søger, hvilke mål jeg vil opnå.
Jeg har ikke flere kræfter til at løbe med, mine ben er stadig helt smadrede efter mit pres for nogle timer siden, så jeg går bare stille og rolig, væk fra stranden og hen ad strandpromenaden. Det går hurtigt op for mig, hvor meget liv der egentlig er her om natten, spaniens gader er fyldt med legende børn, og levende unge. Musik blandes i luften, alle steder spilles forskellige slags musikgenre. Hvad mit øre kan høre lige nu, er der en snært af; pop, R&B, en blanding mellem hårdrock og stille ulykkeligkærligheds musik, Soul, Jazz. Når man lytter efter, opdager man, at hver sin genre er noget helt specielt, normalt er jeg ikke den store jazzfan, men i aften lægger jeg mærke til de små detaljer der gør det til noget enestående.
Der står træer plantet ned langs vejen, imellem hver træ er der en hvis afstand, nogle steder er der længere fra et ene til det andet, og der imellem er der sat nogle yndefulde bænke. De er lavet som roser, bænkene har form som roser.
Jeg beundrer de gamle mennesker jeg ser sidde der, som regel sidder manden med armen rundt om damens skulder. Der sidder de så i stilhed og iagttager livet omkring dem, de sidder med fronten ned mod det åbne hav, men jeg kan se, at de får alt med, jeg kan se, at de også ser hvert eneste skridt der bliver tage bag dem. De har jo trods alt også haft hele livet at øve sig i, det med at se ud som om de intet ser, men i virkeligheden se alt. Jeg vil skyde på, at de fleste af parrene minimum har rundet de 60. Der er noget ved voksne mennesker der udsender om de er, under den alder hvor man begynder at kalde dem ”gamle”, eller om de er oppe der hvor man desværre ikke længere blot kan kalde dem ”modne”.
Selv håber jeg på at blive ligesom dem, at jeg finder mig min sjælepartner, og, at vi sammen skal bestige hundredvis af livets bjerge. Jeg kan næsten se det for mig. Mig midt i 60’erne, gammel og rynket, siddende sammen med min ligeså rynkede mand på en af de bænke dér. Det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har mistet gnisten i vores øjne, vi lyser stadig af liv og glæde, og man kan også se kærlighedens blik når vores øjne strejfer hinanden. Man har jo altid lov at drømme.

tirsdag den 14. september 2010

...Det var der ingen der gjorde

Jeg kan virkelig mærke forskellen nu, og det er underligt, det er underligt at realisere sit værste mareridt, det er underligt at være så fjern, så langt nede. Jeg har ikke lyst til at være her, jeg har lyst til at finde mørket, og bare grave mig ned der. Jeg forstår ikke, at efter alle de år, så er det, det jeg står tilbage med, jeg kender den store selvfede side, derfor ved jeg, at jeg ikke er andet end en lus i de øjne. I de øjne jeg beundrede, de øjne jeg stadigvæk beundrer. Jeg ved, at jeg tog et valg, og jeg ved, at jeg vil blive hadet for det valg, at jeg hades for det valg. Jeg ved at skylden ligger på mine skuldre, men der er noget du ikke ser, og der er noget du ikke ved. Jeg troede, at efter alt den tid, burde der være mere i det, jeg burde ikke sidde og skælve over hele min krop af bar smerte, jeg har været standhaftig og tro, jeg prøvet til det yderste, jeg har været der til det yderste. Jeg var der indtil min krop sagde stop, det der sker nu er ikke noget jeg selv er herre over. Jeg har forandret mig efter bruddet, det er både noget jeg selv kan mærke, og så er det noget jeg har fået fortalt. Jeg kan mærke hullet i mig, jeg føler tabet for hvert eneste skridt jeg tager, det var ikke sådan her jeg ville have det til at slutte.

Jeg ville ønske, at du kunne se på mig uden afsky, og det håber jeg en dag vil gå i opfyldelse, jeg håber, at du en dag vil kunne sætte dig i mit sted, at du vil kunne forstå mig. Jeg tør håbe på, at bag din stolthed, så kender du mig stadigvæk, og, at du en dag vil respektere mit valg.
Jeg vil aldrig tale ondt om dig, og alt vil forblive i fortrolighed.

Jeg vandt ikke, det er der ingen der gjorde.

Efter alt, så er jeg stolt af dig. Efter alt, vil jeg altid elske dig.. Min anden halvdel.

Sulten efter friheden

Jeg ser skyggerne bag mig, forvandle sig til noget større, noget ustyrligt, jeg mærker livets kant. Jeg ser mørket, det tiltrækker mig, jeg forsvinder bort, langt ind i den sorte gyde, jeg er ligeglad med min eksistens, nu skal det her helvede stoppe. Jeg stopper det. 
Alt går i stå, alt er væk, de ser ikke sandheden, jeg er den eneste på denne jord, der ser den, min krop, mit sind skriger om forladelse, det sulter efter frihed, vi må væk fra det her sted.

søndag den 12. september 2010

Menneskets forsvinden

Menneskets forsvinden.
Ordenes uduelighed.
Følelsernes magt.

Jeg står på klinten, overvejer mit næste træk, sigter ned mod dybet. I det næste øjeblik mærker jeg suset på vej ned, jeg følte toppen der elskede i mit blod, og næste øjeblik mærkede jeg vejen ned, lang, men hurtig. Hård, men også befriende.
Jeg var så langt oppe, at det ikke stod mig klart, at det næste ville være vejen ned, jeg så det ikke komme, min underbevidsthed tog valget for mig, jeg badede i lykke, svømmede i kærlighed.

Den begyndende smerte var som usynlig, jeg ville ikke se den i øjnene, undgik den så godt som det var muligt. Da jeg lod min krop falde ned mod det dybe hav, mærkede jeg den, kunne ikke ignorere den. Smerten fandt mig, den holdt mig fast i øjeblikket. Den holder mig stadigvæk fast. Jeg føler faldet, det bliver bare ved, og ved og ved... Jeg mister alt der er liv i, livet står tilbage og nedstirrer mig fra min forhenværende plads på toppen.

Jeg længes efter jer. Jeg længes efter os, efter alt jeg har givet slip på. Men jeg hører ikke til i denne verden, ikke denne generation.
En meget betydningsfuld person, sagde engang: "Du har en gammel sjæl i en ung piges krop" , måske ikke helt ordret, men noget i den stil. Til tider tænker jeg på om det kunne være sandt, har jeg en gammel sjæl, i en ung piges krop? Lever jeg forkert, burde jeg være døden nær, dog af alderdom? Eller lever jeg som jeg gør, fordi jeg er sendt herned med et eller andet budskab?
Jeg ved det snart ikke, det føles ikke som om dette er det rette sted for mig.

Jeg ser alt det de andre ikke ser ..