Pages

torsdag den 30. december 2010

Du kan bringe mig højere op, der hvor det er passionen før tøjet, fashion'en før møget.
Du ved Cos fremfor Ed Hardy. Kvalitet fremfor alt.
Der hvor græsset er grønnere, og skyerne står skrevet med silke.
Du bringer mig derop, hvor Elizabeth and James tøjet hænger på træerne, og Louboutin skoene popper op på små guldgræne fra jorden.
Det er der Mary-Kate Olsen er din bedste veninde, og Coco Chanel din ældste kusine, Karl Lagerfeld er din onkel og Alexander Mcgueen er din stadiglevende højtelskede bror. Du drikker også te og spiser småkager med selveste Alexa Chung.
Som min kære Coco engang sagde; Det er der, hvor det er Stil og ikke mode. Mode går af-mode, stil forbliver det samme.

.. Men det er kun dig der får mig helt derop

tirsdag den 28. december 2010

At åbne sig.

At blive misforstået ufatteligt meget.

At lytte på skærende og smertende svar.

At holde alle de tilbageholdende ord gemt.

At græde ufrivilligt overfor en ufrivillig person.

At føle sig malplaceret mellem bekendte.

At mærke sin hukommelse og koncentration glippe.

Det her er underligt, det er for alvor forkert.

At blive moden.

søndag den 26. december 2010

Lige mig ....

Jeg drømte en drøm i nat ... Jeg drømte, at jeg var med dig.
Hvorfor drømte jeg det? Det er jo underligt.
Vi to hører ikke sammen, og jeg kan ikke lide dig.
Alligevel ... Alligevel var det dig jeg drømte om.. Denne gang ikke ham.
Der er langt imellem jer to, ser du jo. Du er, øøh .. dig, og han er lige mig.
Ja.. Han er lige mig.

torsdag den 23. december 2010

Hun er en Sort rose


Hun vil gå frem og tilbage, hun vil bevæge sig i takt til musikkens luskede rytme. Hun vil synge om kap med stjernerne, hun vil snu sig som en slange. Hun vil vinde kampens magt, hun vil atter sidde på tronen, hun vil atter forlade mørkets kammer. 
Stemmen der flyder ud gennem rummet er smukkere end smukkest. Den er blødere end blødest. Den vil hypnotisere alle og en hver, hun vil have dem i hendes hule hånd. De rosende ord, den fine latter, ja hun er noget for sig. Hun er en snedig slange. 
De beundrer hende som var hun gud, de ser op til hende som var hun det værd. Hun er en snedig slange. Hun har vundet kampens magt, hun har stjålet følelsernes virken.
Sorte roser deler hun ud af, hun er en mørk og snedig, sort rose.

onsdag den 22. december 2010

Whitout you, I can feel my self disapear

søndag den 19. december 2010

Mary-Kate Olsen













She's incredable, absolutely amazing
Hvad hed de?
Hvordan så de ud?
Hvad kunne de lide, hvad kunne de ikke lide?
Kunne de lide mig?
Hvor blev de af?
Hvorfor husker jeg ikke mere?
Hvorfor er de ikke i min hukommelse?
Hvor blev minderne med dem af?
Jeg ved det var der.. Engang havde jeg svar på alt dette, hvorfor har jeg ikke det længere?

Med dem delte jeg gråd, og glade dage. Jeg delte skumle hemmeligheder, og søde ord. Der var smil, og gyldne blikke.
De var mine venner, men nu husker jeg dem ikke længere, jeg husker bare, at de var der.

torsdag den 16. december 2010

Helt ind til benet

Du vidste noget var galt, og du gjorde intet. Du så det ske, du så dem dø. Du gjorde intet. Vi var meget, nu er vi intet. Ulykken lever, lykken er borte. Vi kom helt ind til benet.

Det svandt bort


Stille lod jeg sandet sive mellem mine kolde tæer. Jeg kiggede længselsfuldt ud mod det stille hav, horisontens farver gav ingen mening i det øjeblik, så vidt som sandet i realiteten heller ikke betød noget, det var ren og skær indbildning.
En indbildning som bestod af, at jeg troede, at det her var hvad der betød noget, frihedens liv, at jeg nu kunne mærke verdenens bevægelser på en helt ny måde, det var hvad jeg bildte mig selv ind betød alt. Men .. det betød ingenting længere, ikke når jeg ikke havde dig.
Vi var som søstre, søstre med hver vores forældre, med hver vores miljøer, med hvert vores liv. Og alligevel, var der noget der bandt os sammen, vi lo og græd, alt sammen på en gang, dog var jeg ikke nok til at udfylde tabet, og det var nok også det der skilte os, at min verden var så langt fra din, ikke fordi den var bedre eller noget, din var heller ikke bedre end min, de var bare for forskellige, med hver deres huller.
Hvis jeg en dag fik ét ønske, blot et, da ville jeg ønske svar. Svar på alle de endeløse spørgsmål jeg i tidens løb har stillet, hver enkelt et ville jeg ønske krav på. Og med det mener jeg oprigtige svar, jeg vil ikke høre overdrivelser, jeg vil ikke høre løgne, eller flere ligegyldige ord.

Vi var egentlige ikke særlige gamle dengang, slutningen af teenage årene vil jeg gætte på, så hvad vidste vi i realiteten om noget som helst, hvad vidste vi om dømmelse og magt? Ikke en skid. "Vi ses snart igen." Sådan kan man beskrive vores små farveller, dem hvor man med sikkerhed ved, at man en dag vil ses igen. "Farvel, ven." Så vidste vi, at det var forbi, at det var enden på vores del af aftalen. Aldrig mere vil jeg blande mit liv ind i noget af ordenes magt, så her har I det.. Ligegyldige opfundende ord.
"The dreams became his reality.
The dreams are dead now, he's dead now" 

mandag den 13. december 2010

Eller hvad?

Og så er der den blide vind mod min kind, og dit varme åndedrag mod min nakke, det er rat ser du jo.
Der  er også dine klare, brune øjne der intet fortæller og alligevel på samme tid formår at sige alt.
Eller hvad?

Var vinden nu også blid, og var dit åndedrag nu også varmt og ikke koldt?
Var dine brune øjne klare, og ikke mørke? Er jeg sikker på, at de ikke var fulde med had og iskolde følelser? nej det er jeg skam ikke. Jeg er overhovedet ikke sikker.

torsdag den 9. december 2010

Ikke som før

Og det blev ikke som før, det var som om, at et eller andet imellem os var ødelagt, som om, at vi ikke var "os" længere. Det var pludselig som om, at jeg var mig, og du var dig. Ingen os.
Vi hang stadig sammen, men på en eller anden måde føltes det bare ikke som før, noget var ødelagt, vi hang ikke sammen på samme måde, vi havde det ikke sjovt på samme måde, og vores samtaler var tomme.

Vi snakkede sammen, vi var sammen, vi gik sammen, vi stod op sammen, og vi sad ned sammen, alligevel var alt tomt, det hele var så koldt og forkert.
Nej .... Det var ikke som før.

tirsdag den 7. december 2010

A frozen memory in time

Er fyldt med løgne, mistillid og en ustyrlig vrede.
Ting jeg i min situation ikke kan gøre noget ved, ting jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget ved.

Er brugt, trådt på, og gjort til grin.
Endnu nogle ting jeg hverken har kunne forhindre eller kan forhindre.

Man tror man kender nogen, indtil den dag det går op for en, hvilket uhyrer denne "nogen" i virkeligheden er, en der har gjort alle disse ondskabsfulde ting imod en, en der i en årrække af år har påstået at være en ven, men hvad er en ven egentlig?

Min ven er ond, led, løgnagtig, svag, uoprettelig, forfærdelig, ynkelig og sølle.
I har ret, dette er ikke min ven, dette er min overfladiske, uoverkommende og overhovedet ikke min ven, ven.
Og alligevel, kan jeg i dette øjeblik ikke gøre noget, jeg kan ikke røre mig ud af stedet.


Get the fuck out of my life, one day I'll fuck yours like you fucked mine.

Magic

Nattetimer

I de dunkle nattetimer vandrer jeg ned ad de endeløse gader.
Søger efter noget, efter noget man ikke kan se, noget der kun kan føles.
Skuer trin for trin ind mod de oplyste vinduer, søger.
Prøver at finde de gudsforladte øjne igen, dem der en gang var store og brune, livsglade og lysende.
De er der bare ikke, ingen af vinduerne opfylder mine krav, øjnene er ikke at finde
Du er der ikke, hvorfor er du der ikke?
Du var der jo før. Før i tiden kunne jeg altid finde tilbage til dit vindue, din øjne viste mig vej, de var så ufattelig lysende.
Atter en gang må jeg vende tomhændet hjem, min søgen har endnu en gang være til spilde, og nu er mørket atter en gang så småt begyndt at krybe bort, solen begynder lydløst at vise sine stråler på den ellers sorte himmel. Jeg skal tilbage.
I morgen er en ny nat, en ny nats søgen som skal udnyttes

mandag den 6. december 2010

Har for høje tanker om sig selv
Er nu blottet for al'ting
Ingen vej tilbage
Verden har vendt mig ryggen
Den dunkende følelse af tabet
Alt er "noget andet"
Intet er "som det var"
Vi kommer aldrig tilbage
Jeg kommer aldrig tilbage

søndag den 5. december 2010

Det hele er dunkende, musikken er overdøvende her i denne mørke aften.
Alkoholen er dominerende, og folk er lykkelige.
1000, 2000? vi er mange, og vi har alle én ting tilfælles; i dette øjeblik er vores eksistens optaget af én og samme ting. Vi går alle i ét med musikkens magiske takter.
Dansende, erotiske, og let berusede, vi mærker nattens virken.

fredag den 3. december 2010

Ild

Tænk hvis hele ens liv brændte ned til bunden. 70 år, et helt langt liv formet og finpudset inde i lige netop dét hus, og nu er det gået op i flammer.
Hendes afdøde mands gamle genstande, hendes afdøde elskers gemte og stadig uberørte laboratorium. Selvkreeret gange bygget op af stakke med bøger, alverdens bøger, på alverdens sprog.
Hendes frosne, døde hund, gemt i en papkasse ude i garagen. På grund af vinterens kolde luft, og stenhårde jord var det umuligt at begrave den på dens oprigtige dødsdag. Nu er den også brændt, ikke en gang død og begravet, bare brændt.
Hendes have var så tilgroet, at det næsten lignede en skov, meterhøje træer og tæt groet buske, grønne krat, ja, det var virkelig som en skov. Hun mente, at træer havde følelser, og ville kunne mærke smerte lige såvel som os mennesker ville kunne det.
Hendes hus var et mysterium, ja selve hende var en hemmelighed for sig. Ingen fik lov at få et kig ind i hendes ejendom, der var dog engang, engang hvor man en gang imellem kunne være heldig at komme to ind ad gangen, men så var man virkelig også heldig, det skete i sjældne tilfælde, at hun lukkede nogen ind.
Det står mig stadig klart, hvordan det hele så ud. Jeg husker, at hendes hus var enormt, større indvendig end hvad man kunne skue med det blotte øje. Hun boede kun på 1'salen, underetagen stod tom det meste af tiden, eller, der var faktisk et par år hvor en lille, rund man åbnede en toilet/køkken forretning, og hver gang man kom og besøgte ham, fik man en lille marcipangris. Det holdt ikke så mange år, så igen stod underetagen tom.

Da man kom ind ad den smalle dør, fik man straks øje på den ustabile trappe der førte op ovenpå. 1'sal var en verden for sig, store atlas hang på væggene, bøger overalt, stakke af bøger, stablet hundredvis ovenpå hinanden. Mindst ti forskellige slags globusser var der, og en underlig ting, der selv dengang var for længst passé; fjer og blæk. Der var hverken en skrivemaskine eller normale blyanter, nææ nej, hende her brugte fjerpen og blæk, ligesom i gamle dage.

Nu er hendes hus passé, det er nu blot en bunke kulsort aske der er tilbage. Alle hendes skjulte sandheder, alle de forbudte minder var nu borte, nu er det for sent at finde ud af, hvad der i realiteten gemte sig i det hjem.
Hendes kæreste er taget fra hende, det hele er dødt og begravet, eller nærmere gået op i flammer.
Hun er en underlig en.