Pages

torsdag den 31. marts 2011

Hendes røde kjole

Stille lod hun tonerne forsvinde ud i nattens kolde mørke, søde og med et lille præg af  nostalgi.
Hendes røde kjole rørte forsigtigt den våde jordbund, alt i mens hendes hænder ængsteligt forsøgte at holde fast på de små stykker - dem der forsøgte at slippe væk fra hende. Små fine stykker af sandhed og løgne, små dele af hendes knuste hjerte.

Hendes bevægelser var absurde, hun prøvede oprigtigt på at nå hans varme arme, prøvede på at forbande den svundne tid ved at ønske den tilbage.
Hun søgte hans inderside, ville ikke indse at skorpen var for tyk, og, at han indeni ingenting var længere.
Hun sang noget mere, håbede ihærdigt på, at han ville vågne op fra de døde, og høre hendes elskelige toner - og genkende dem.
Måske ville han indfinde sig i hendes virkelighed og de ville sammen holde om hendes røde kjole, måske endda kysse hendes røde læber sammen.
Han kunne løfte hende op i sin favn, knuge hende ind til sig, og hjælpe hende med at holde fast i de små stykker hun ikke selv kunne bære.

onsdag den 30. marts 2011

Sorte bær og forrådnede æbler

Der var en der spurgte mig om jeg længtes. Mit svar var; ja.
Min begrundelse var; det ved jeg ikke.
Derefter kom spørgsmålet om jeg til tider var misundelig. Atter en gang var mit svar ja, dog et mere ydmygt ja.
Min begrundelse var; at jeg jo længtes.
Jeg prøvede at forklare, hvordan det føltes at forsvinde, hvordan det var at have følelsen af ligegyldighed og neutralitet dage ud og dage ind.
Min forklaring lød lidt a la;
"Nu er jeg hverken glad eller ked af det. Jeg føler ingen trang til at stå op om morgenen, men jeg føler heller ingen trang til at lade vær. Jeg synes at mine dage er rent tidsfordriv, en masse tommer timer, som om, at fra jeg står op til jeg går i seng blot er en lang pløre af ingenting.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg turde sige noget, i stedet står jeg og træder mig selv over tæerne."

Da kom spørgsmålet; Føler du, at du mangler det?
Mit svar var ja.
Min begrundelse var ubeskrivelig.

mandag den 28. marts 2011

Robyn - Be Mine (Live Nobel Peace Prize 2008)

Springsteen

Stille gav han mig den. Pladen.
Den jeg engang havde givet ham, fordi jeg vidste hvor meget han elskede Springsteen. Jeg havde givet den af ren og skær kærlighed.
I et øjeblik stod verden stille, jeg vidste ikke hvorfor, havde han ikke været glad for den dengang, og havde han ikke hørt den mindst 5 gange om dagen?
Jeg forstod det overhovedet ikke, derfor stod jeg bare der og måbede som en anden idiot, men helt ærligt; hvad siger man når man pludselig får noget tilbage man engang har foræret væk?

Uden så meget som et enkelt farvel, forlod han mig der alene, midt på den tomme gade, mellem mængden af frustrerede mennesker.

søndag den 27. marts 2011

Det lukkede sind

Forsigtigt åbner jeg mit sind, jeg lukker op for de gemte følelser og de stærke minder.
Stille bladrer jeg dem igennem, ser på gamle ting der i tidens løb er gået itu.
Jeg ville gerne bruge ordet intens til at beskrive dette øjeblik, og disse væld af følelser der vælter op i mig, men jeg lader være - mest af alt fordi, det ord har mistet al form for betydning for mig. Jeg føler det som et forfærdeligt ord. Det minder mig for meget om dit hjertes løsrivelse for mange år tilbage.

Verden synes tungsindig og fortabt, farverne synes så utydelige. Måske er de falmet, fordi vi ikke holdt sammen, fordi vi hverken prøvede eller gjorde noget som helst, vi lod bare det hele tage form af sig selv.

Pludselig kommer jeg til et sted, hvor et billede dukker frem fra sit skjul. Jeg ser ærlighed, kærlighed, sammenhold, trofasthed, ærgelse, tilgivelse, lidt mere ærlighed og til sidst en smule begær. Den sorte lille mig der sidder på min venstre skulder siger "gør det, gå ind, åbn det, lad dit hjerte såre" den anden lille hvide mig på min højre skulder siger "Lad vær, luk den, gå ikke derind. Lad ikke det hele rive op igen" - Hvad skal jeg vælge?
Jeg længes pludselig efter noget jeg ikke ved hvad er.

fredag den 25. marts 2011

; Her, nyd denne smukke sang imens du læser

..// Vi kan lægge os tæt sammen, helt tæt, så tæt så muligt, så tæt som hvis det gjaldt liv eller død.
Vi kan flette vores fløjlsbløde ben sammen, holde hinanden i hånden - bare for at holde sammen på det hele.
Vi lader erotikken danse som en tæt skygge omkring os, vi kysser hinanden med forsigtige ord - bare for ikke at ødelægge noget, noget, der måske kan vise sig som meget skrøbeligt.
Vores kærlighed samler sig, den knuger sig til os og får alt til at syntes så enestående. Vi mærker, at vi kan håbe, og, at vi kan tro, vi ved, at det hele nok skal ordne sig.
Vi holder sammen på det hele blot ved få berøringer og endnu færre ord //..
"And remember - outside the lines is fine!" - Dave the Chimp

onsdag den 23. marts 2011

(En hemmelighed er; at jeg ikke har glemt det. Vi lider af noget større end som så.)

mandag den 21. marts 2011

Det er din skyld! Det er din skyld forfanden! Du fik mig til at elske dig, du lukkede mig ind! Og så døde du i mine arme! Jeg er bange. Jeg er bange for at være, jeg er bange for at trække vejret, jeg er bange for at røre mig, jeg er bange for at røre dig! Jeg kan ikke miste dig igen. Jeg kan bare ikke.
Jeg er rodløs, og jeg er forvirret, og jeg er et rod. Jeg er fuld af ufuldendte sætninger, jeg bærer rundt på noget der mere ligner en bunke ingenting end en bunke alting.
Jeg svømmer i et hav med sindsforvirrede fisk, det ene øjeblik svømmer de den ene vej, det andet den anden, jeg er ved at blive sindssyg. Mit sind er ved at blive sygt af alle disse upålidelige veje.
Du fik mig til at elske dig. Og du fik mig til at give op.

søndag den 20. marts 2011

"Your voice, is all I here somehow"

Vejret bærer et præg af sørgmodighed, i mens sidder jeg her og lytter til Joshua Radins smukke stemme.
"Your voice, is all I here somehow" 
Mit drengekorte hår sidder som da jeg stod op, mine slidte yndlingsbukser sidder som altid og forsigtigt vugger jeg mit hoved frem og tilbage i takt med musikken. Stille tipper mit højre ben op og ned.

Livet er så autentisk, og det er min tilstedeværelse i denne verden også. Jeg har elsket, jeg har mistet, og jeg har elsket igen. I dag elsker jeg mig selv lidt, for det har jeg givet mig selv lov til, og sammen med mig selv er jeg altid lykkelig, for jeg er min egen bedste ven. 

Der var lange nætter, hvor jeg optrådte som melankoliker, jeg brugte den mørke tid af døgnet på at længes efter dig, og jeg troede, at du ville komme hjem, jeg troede virkelig oprigtigt på, at du ville vende hjem. 
Hver nat sad jeg ved vinduet og kiggede op på den uendelige, sorte himmel med alle de lysende stjerner, jeg erindrede hvad du plejede at sige; Når jeg er med dig, står verden stille, du er min sol.

Jeg smiler ved tanken, men ryster den alligevel ret hurtigt af igen, jeg er ikke melankolsk mere. 

fredag den 18. marts 2011

Rigtigt og forkert?

Det er ligesom, at jeg synes det er forkert at bestemme sit barns navn før det egentlig er født. Jeg tror det bringer uheld, eller i hvert fald tror jeg ikke at verden hænger sådan sammen.

Det er når man ser en fremmed på gaden og man tænker "ham der, han er en rigtig Adam" eller "hende der, hun er en rigtig Isabel" , i det man ser dem, kreerer man en eller anden imagination om, hvordan de er som mennesker, og det medfører også navnet. Navnet er noget helt specielt og unikt.

Jeg ville elske følelsen af at se på mit lille barn for aller første gang og tænke; Hun er en Ida. Og det ville jeg kunne gøre, fordi jeg ikke havde forudbestemt hendes jeg, men fordi jeg ved første øjekast kunne mærke Ida'en i hende, og jeg kunne føle, at lige præcis dét navn var som skabt for min lille baby.

Jeg siger ikke, at noget som helst er forkert som sådan, for hvad er egentlig rigtigt, og hvad er egentlig forkert? Det har jeg desværre intet svar på, men for mig, mit jeg; Josephine, ville det føles forkert at skulle være herre over noget, jeg endnu ikke havde kendt.
 Kan du følge mig?

- Josephine

torsdag den 17. marts 2011

Alting, eller måske ingenting

"Du ville gøre alt for mig, ikke sandt?"
"Joe.. Det ville jeg nok.."
"Hvorfor?"
"Det ved jeg ikke.. Du var så sød engang, og så kærlig. Du var smuk og elskelig. Jeg elskede dig virkelig."
"Var? Elskede? Hvad skal det betyde?"
"Jo, ser du. Sådan er du ikke mere, eller måske, men ikke på den rigtige måde. Ikke på din måde. I dag er du anderledes, og du ser ikke ud på samme måde længere, dit hår er mørkere, dine øjne skinner ikke helt lige så meget mere, og dit smil er næsten forsvundet. Jeg ved ikke hvad der er sket, måske vil jeg bare ikke gøre alt for dig længere.."
Vinden blev pludselig utrolig kold, og det blæste op til regn. Himmelen blev sort, og skyerne dækkede pludselig alt for meget.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke om du har ret, og jeg ved ikke forskel på rigtig og forkert, men jeg ved, at jeg lige mistede noget meget dyrebart på gulvet; jeg mistede os."
Hendes øjne slog lyn, han turde næsten ikke kigge på hende, kunne nærmest føle sig selv skrumpe.
"Jeg mistede os for lang tid tilbage, ligeså vel som jeg netop nu mistede min værdighed"
De ord sagde han, og han mente dem, og han så hende i øjnene for sidste gang.

Det er hæsligt

Det er et hvidt stenbelagt gulv, det er koldt - her mod mine bare ben.
Det er som om min mave råber og skriger, den krummer sig sammen, udløser en vold af smerte, skriger og skriger og skriger lidt mere. Den kramper, den råber om hjælp.

Jeg sidder med hovedet bøjet ind over karet, det er som om der er noget der vil ud, men alligevel er der ingenting, det er forfærdeligt, så uvirkeligt og frygteligt.
Min krop den skælver, jeg har ingen kræfter tilbage, så jeg lader mig falde tilbage ned på de kolde fliser.
Endnu engang udløser min mave disse uudholdelige smerter, og nu er det mig der udstøder høje og skingrende skrig, som fylder rummet med trusler.

Min ryg er ødelagt, og jeg er udkørt og føler mig så forfærdelig lille.
Jeg vil have det til at stoppe, til at forsvinde, til aldrig at vende tilbage, det er hæsligt.

mandag den 14. marts 2011

Kys mig

Stjernerne er så blå i aften, næsten ligeså blå som dine kuglerunde øjne. - natten er mørk, selvom den er ung.
Din uskyldighed står som stråler ud fra dig, også selvom dit smil er tiltrækkende, og smilehullerne giver din sødme et ekstra puf.

Du er meget genert i dag, det er du jo altid, men i dag er det  noget særligt - mest af alt nok fordi, at jeg først ser dig nu. Jeg ser dig, ikke udenom, men dig.

Når jeg fanger dit blik, krøller din mundvige forsigtigt op i et forlegent smil, og din hud forvandles lige så stille til lyserød. Det er sødt, synes jeg. Faktisk er det meget sødt, man får næsten lyst til at holde om dig og din lidt for høje krop, du er jo højere end mig.
Kys mig, det gør ikke ondt. Det gør det aldrig.

lørdag den 12. marts 2011

Red det

Det er sørgeligt som verden ser ud i dag, ikk'?
Folk slår deres børn ihjel, mishandler dem gennem hele deres kære barndom. Den tid der skulle have gjort dem til hele mennesker er ikke andet end rædselsfulde minder, minder som de for alt i verden ville ønske, at de kunne glemme. Men hvad kender de ellers til? I hvert fald ikke kærlighed.
Folk som i realiteten skulle være ens venner, torturerer en til det yderste, begår de fæleste overgreb og dræber ens stolthed så vidt som værdighed.
Mennesker der giver sig ud for noget, er altid noget andet.
Naturen har fået nok, den lader os ikke være i fred, den gør oprØr, skaber død og ødelæggelse. Er det, det her vi vil opnå? Er det virkelig det vi er værd den dag i dag?

Musik handler om sex, stoffer og penge. Den udnytter sarte sjæle, og stjæler den forhenværende respekt. Hvor blev følelserne, ærligheden og særligheden af? Hvorfor er det ord som 'luder', 'so' og 'ho' der går igen? Hvad er det vi gør?

- Josephine

torsdag den 10. marts 2011

hvid eller sort?

Da han dengang stod ved alteret og lovede sig selv væk, da han hudærligt tog imod hendes hjerte og knugede det ind i sin farm løj han ikke.
Hun overlod styringen til skæbnen.. og til ham. Hendes sukkersøde tanker var røde og violette den dag - ligesom, at hun var en hvid brud med en hvid samvittighed - ligesom, at han faktisk var en sort gom med en lige så hvid samvittighed... den dag.

Hun tænker i dag på, om folk hver dag lyver overfor sig selv, om det er ved at blive en norm at blive gift, du ved, bare for at blive et eller andet. Hun spekulerer på hvad der fór igennem hans hoved i det sekund han valgte at smide hendes røde og violette hjerte ned i det alt for dybe, sorte hul, om han overhovedet gav hende en tanke i det han valgte at trænge ind i den gudsforladte hore som han ikke en gang kendte navn på.
Hun ved ikke om han løj, hun ved ikke om han var tro dengang, hun ved ikke om livet er det værd, hun ved ikke om sandheden overhovedet findes.

Han føler i dag, at han er væk, at han er forsvundet, for han ved, han ved hvor frygtelig en ting han har gjort, han ved, at han har knust deres drømme, og han ved, at han tabte hendes hjerte i det øjeblik, i det sekund.
Han ved, at han aldrig får det tilbage, det er smurt ind i klistret, sort blod, som er altødelæggende.
.. Han ved; at han ikke en gang kendte hendes navn.
Og jeg ved ikke hvorfor vel, men pludselig er jeg havnet i en tørke, hvor jeg hverken kan finde det ene eller det andet at skrive, derfor skriver jeg intet, måske lidt, men det tryller jeg hurtigt væk igen.
 Jeg har jo trods alt stadig magten på min side, ikke?

mandag den 7. marts 2011

The bigger picture

År er blevet til måneder. Snart bliver måneder til uger.
Verden lider af nostalgi, og denne her by kommer aldrig til at se på det større billede.
Der er ikke plads til at glædes ved andres lykke her, og der er hverken tryghed eller anden form for positivitet i folkets uoverskuelige hoveder.
Det hele handler om mig, og mig, og mig, der er ikke noget dig, det hele er hele tiden mig.

I dette liv er der ikke plads til at lukke omgivelserne ind, der er heller ikke rum for at have respekt, eller accept for den sags skyld, for dem der vælger at leve sit liv anderledes, vi skal alle følge strømmen, ellers bliver vi udstødt.
Vi bliver skubbet ud af byens lille permanente univers, fordi vi vælger at trodse de gamle vaner.
Vi bliver skubbet ud, når vi prøver at se på det større billede, for så er vi pludselige nogen andre, og det kan vi jo ikke have.
I denne by er forandring ikke sundt, så bliver man ugenkendelig og så skal man skubbes væk.
Folket kan ikke sætte sig ind i den essentielle realitet, at forandring til tider kan være nødvendigt og måske ikke altid er selvvalgt.

Ligeså meget godhed, glæde, omsorg, kærlighed, tryghed der findes i denne by, ligeså meget had, vrede, foragt, usselhed, mørke og egoisme findes i denne by.

Jeg tror måske, at jeg er ved at blive ramt af denne by, at denne by på en eller anden måde har sat sit præg, og langsomt gravet sig ind under huden på mig.
Jeg er tror, at jeg er blevet ramt af den ustyrlige egoisme der omfatter usselhed og foragt.
Jeg tror, at jeg er ved at blive en af dem der ikke kan glæde sig på andres vegne, og det er langtfra sundt.

Jeg har altid lovet mig selv, at jeg ville være bedre end det, at jeg ikke ville lade mig selv synke ned på det stade, hvor det der var vigtigst var mig og min egen lille snude.

Måske har jeg boet her for længe, eller måske har jeg bare bukket under for strømmen.
Denne her by er ikke altid god, men den er heller ikke altid ond.

Jeg vil gerne kunne se på det større billede igen, og jeg vil gøre alt for at opnå dette høje stade igen.

- Josephine

søndag den 6. marts 2011

"I was his hand, and now I'm a ghost" - Christina

fredag den 4. marts 2011

Dig

En ven kom engang til mig, og spurgte hvad mit drømmeliv var. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke, for først måtte jeg finde mig selv, og først måtte jeg komme videre med mit liv, og lade vær med altid at lade fortiden styre min nutid.
Min ven kiggede på mig med et undrende blik. Efter en lang stilhed, og efter lidt for mange sekunders tankegang, sagde min ven noget.
 "I det, at du har kunnet konkludere, at du tænker for meget på den svundne tid, og i det, at du i virkeligheden erkender at sket er sket, og det blot er en ting du må lære at leve med, er du jo egentlig kommet videre. Og du kan på en eller anden måde ud fra det, definere hvem du er, og hvem du gerne vil være. Men så er det spørgsmålet opstår; Hvem er du? Hvem vælger du at være"

onsdag den 2. marts 2011

Min bedre halvdel

;hvorfor jeg altid har valgt at kalde mig selv minbedrehalvdel når jeg skriver.

Når jeg skriver forsvinder alting, alting bliver ligegyldigt og jeg behøver kun at fokusere på en eneste ting; mine ord.
Jeg behøver hverken at være noget jeg ikke er, behøver ikke at skulle lade som om, at min kære tilstedeværelse i denne verden er ligesom alle andres. Jeg behøver ikke at smile, og jeg behøver ikke at le. Jeg behøver ikke at græde, eller at være sur, for når jeg skriver er det mig der er skaberen, og det er mig der bestemmer om solen er gul eller om den er lilla, eller om den er rund eller firkantet, det mig der kreerer disse små billeder af verdener der kun findes i min fantasi. Måske du kan se dem?

Når jeg skriver træder jeg ind i en anden karakter, jeg træder ind i minbedrehalvdel, for når jeg skriver er det min bedre halvdel, det er den største blottelse af dem alle, og det er hudærligt og unikt. Hvis ikke du kan se dette, kan du ikke se mig. Og hvis du ikke er ærlig overfor dig selv når du læser mig , så er du aldrig ærlig.

Når jeg er i denne her verden, fyldt med de ord jeg elsker, er jeg uovervindelig og jeg er stærkere end aldrig før. Jeg er hersker over evigheden og over det gode.
Fjenden hader jeg ikke, og jeg prøver ikke på at hade Fjenden. Fjenden lever sit eget liv, og møder sin egen modstand. Fjenden hersker over sit "det gode" og jeg over mit.

Dét her er min bedre halvdel.

tirsdag den 1. marts 2011

Velkommen i min verden

Jeg ville gerne kunne byde jer "velkommen" i min verden
Jeg ville gerne kunne invitere jer indenfor
vise alt og ingenting
Jeg ville gerne vinde foraltid
aldrig tabe
aldrig igen'
Jeg ville gerne kysse jer med
de mest vidunderlige ord
få jer til at falde for min sødme
Jeg ville gerne kunne vise jer mit univers
mine forseglede minder og min forevige standhaftighed
Jeg ville vise jer min verden i farver
 og glade stunder
Jeg ville underholde jer
ved at blotte mig selv til det yderste
Jeg ville gerne kunne byde jer "velkommen" i min verden