Forsigtigt åbner jeg mit sind, jeg lukker op for de gemte følelser og de stærke minder.
Stille bladrer jeg dem igennem, ser på gamle ting der i tidens løb er gået itu.
Jeg ville gerne bruge ordet intens til at beskrive dette øjeblik, og disse væld af følelser der vælter op i mig, men jeg lader være - mest af alt fordi, det ord har mistet al form for betydning for mig. Jeg føler det som et forfærdeligt ord. Det minder mig for meget om dit hjertes løsrivelse for mange år tilbage.
Verden synes tungsindig og fortabt, farverne synes så utydelige. Måske er de falmet, fordi vi ikke holdt sammen, fordi vi hverken prøvede eller gjorde noget som helst, vi lod bare det hele tage form af sig selv.
Pludselig kommer jeg til et sted, hvor et billede dukker frem fra sit skjul. Jeg ser ærlighed, kærlighed, sammenhold, trofasthed, ærgelse, tilgivelse, lidt mere ærlighed og til sidst en smule begær. Den sorte lille mig der sidder på min venstre skulder siger "gør det, gå ind, åbn det, lad dit hjerte såre" den anden lille hvide mig på min højre skulder siger "Lad vær, luk den, gå ikke derind. Lad ikke det hele rive op igen" - Hvad skal jeg vælge?
Jeg længes pludselig efter noget jeg ikke ved hvad er.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar