Pages

fredag den 23. april 2010

Spring ud, lov mig det.

Du kan ikke slette dig selv, stå ved dit sande jeg. Du er dig, og jeg er mig, mere er der ikke at sige, det er sådan vi er blevet fordelt, det er sådan kortene er spredt. Vi har et mål her i livet, hver og en; vi skal finde ud af hvem vi er.


Giv mig mere, giv mig mere af dig, mere af dine mystiske sandheder. Jeg vil have dig, med din forhistorie, med dine uoprettelige fejl, det er ligegyldigt for mig, hører du? Dine fejl, skal ikke ødelægge dit liv og din tilstedeværelse, alle har begået ting de fortryder.. jeg vil have dig, med alt som du er, alt som du har gennemgået, og alt som du vil gennemgå.

"Smukkere end solen. Blidere end blomsten. Stærkere end tomheden. Du er uovervindelig Min Kære." Det er en beskrivelse på dig, min beskrivelse på dig. Det er sandt, det kan du vel forstå, jeg er ikke en løgner, ikke overfor dig. Jeg er din trofaste, aldrig vil jeg svigte dig, dig, dig, dig. For dig er jeg oprigtig, always and forever. Folk lyver, det er blot en ting her i livet, endnu en ligegyldig bagatel, men jeg, jeg lyver ikke for dig, for det er umuligt for mig, dine øjne fortjener sandheden, og den giver jeg dig, måske som den eneste, hvad ved jeg.

Dine skjulte talenter vil en dag vise sig for verden, og jeg vil være der, ingen kan forudse om jeg vil være hos dig, om jeg vil stå ved din side og sige "Det her er min veninde, og det har hun altid været." Men i dine virkeligste drømme, vil jeg hviske i dine øre, hviske, at jeg er stolt af dig, stolt af, at jeg var en del af dig & dit liv, engang. I det man har ført en samtale, nej vent ikke engang en hel samtale behøves, blot få simple ord som "Hej, undskyld jeg stødte ind i dig" kan have betydning, i de sølle ord har du pludselig været vidne til en forandring i et andet menneskes liv, du har medvirket i en fremmedes eksistens.
Ligemeget hvad der en dag sikkert vil skille os, vil jeg altid være stolt af dig, det er en ting jeg skal huske at fortælle dig, inden vore veje skilles. Om det bliver om 1 år, 3 år, 10 år, 30 år, det vil jeg ikke kunne svare på, men det vil sikkert ske en dag, dog ikke fordi jeg håber det, men det er som regel sådan vejen bygges op, den starter stille og rolig, helt fra bunden af, blot en lille sti, og senere hen bliver den langsomt trampet til, den bliver stor, og så til sidst vil det forsvinde, til sidst vil der ikke være flere mennesker der vil gå på den, og ja så vil den svinde bort.

For altid vil jeg være her, "venskabet uden ende" husker du nok, det er sådan jeg ser på det. * Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det.* Lov mig det, tænk over disse ord, find meningen med dem, og gør det. Tag chancer i livet, spring udover det sædvanlige, ikke kør fast i de samme og ensformige rammer, spring ud

Mit evige håb om din hjemkomst

Det er lang tid siden jeg har skænket dig en tanke, men det ved du jo nok allerede. Du er ikke som andre, du har en evne til at mærke dine tilknytningers følelser, tanker.

Jeg kunne jo lukke min sjæl, udføre min beslutning om forsøget på at glemme, men jeg er en egoist. Jeg tænker på mig selv, som regel som det første, selvom jeg ved det er ondt, selvom jeg ved, at jeg nok i realiteten burde gemme mine ødelagte minder bort og fokusere på livets "lykkelige gang". Jeg har da også prøvet, men jeg er bare ikke stærk nok, jeg har ikke en viljestyrke med nok kraft i, nææh. Den har jeg til gengæld smidt bort, langt, langt væk er den nu.

Nu gør jeg det altså, du ved, skænker dig en tanke, om jeg vil det eller ej, det er umuligt for mig at beherske mig selv, umuligt selv at bestemme hvor mine tanker skal føre mig hen.
Nu fører de mig tilbage, tilbage til mine dage med dig, jeg husker tydeligt hvert eneste øjeblik vi tilbragte sammen, hvert eneste ord, hvert eneste meningsfulde kys. Jeg står i gæld til dig, du fuldendte mit ligegyldige liv. Dog ved jeg, at jeg aldrig ville kunne give dig noget, ikke længere, ikke nu hvor jeg er rejst. Det lyder forkert at sige det sådan, for det var jo ikke mig der rejste, teknisk set jo, men det var dit hjerte der forlod, og mit hjerte der lå tilbage i et blodigt og ensomt hjørne.

Nå, men sådan er det jo nu en gang, og det må jeg lære at leve med.. Rettelse; jeg burde lære det, men det kommer aldrig til at ske.
Jeg savner dig hvert sekund, og min smerte bliver stærkere og stærkere, hvis du dog bare... hvis du dog bare ville komme tilbage, blot for en tid, mere forlanger jeg ikke, man kan jo altid slutte... Selvkreere enden.

Faktisk undrer det mig lidt, at jeg ikke har gjort det noget før, eller bare i det mindste tænkt tanken om det. Jeg vil gætte på, at jeg har varet ved fordi, at der inderst inde i mig stadig ligger et håb gemt, håbet om din hjemkomst.

"Ville du? Ville du kunne finde på det? At vende tilbage til mig?"
"Nej. Du må indfinde dig i dit liv, jeg kan ikke længere være en del af det."
Det gav et sæt i mig da jeg hørte det svar. Hvor kom det fra? Hvor kom du fra?

Min spanioler, mine nattetimers stund

Jeg kunne leve i dine mørkeorange øjne. Hver gang dit blik forsigtigt søger mit, er det som en drøm. Dit kære smil, og din mørkebrune, udenlandske hud. Du er en smuk eksistens, det mener jeg virkelig.

Det er underligt, ikke? For du er jo fremmed for mig, jeg kender dig jo egentlig ikke, ikke sådan rigtigt i hvert fald, har blot set på dig i sommer dagenes hede timer.
Her fra min altan ser jeg alt, jeg ser dig lege med din kære lille bror, støtte din syge mor, beskytte din lillesøster imod den onde verden. Og om nætterne iagttager jeg dig, være dig. I nattetimernes stunder hører jeg din fine stemme synge, synge en spansk sang, og det er smukt. Jeg forstår det ikke, men det behøves heller ikke, ved at lukke mine øjne kan jeg føle din nærhed, og dine syngende ords betydning.
Det er den samme sang hver nat, og jeg undrer mig gang på gang, hvad der kan være ved den, siden det er den der er så betydningsfuld for dig. Er det mon en sang din afdøde far sang for dig da du stadig kun var et barn, da han stadigvæk følte livet gro i ham? Er det en sang din elskede engang lærte dig, da i sammen besejrede ørkenens mørke skygger? Eller er det blot den eneste du kan? Den eneste du har lært? Jeg ved det ikke, måske er en af disse sætninger svaret på mit spørgsmål, måske ikke.
Det er hele nætter du bruger på at nyde menneskeheden. Du sidder så fint på kanten af dit vindue, og skuer drømmende ud i mørket. De første timer plejer du blot at sidde der, og ind imellem sender du mig et af dine stjålende blikke, jeg ved, at du gør det, og jeg ved, at du kender til min eksistens. Den viden er i al hemmelighed rar at have, for så kan tanken om, at vi en dag kunne stifte bekendtskab med hinanden lovligt strejfe mine tanker, måske få et evigt venskab? et evigt livs forhold? hvad ved jeg , bar noget, et eller andet.

Ud på de sidste timer af natten giver du din stemme til livs, du lader den flyde ud igennem luften og ind i mine ører, som sød musik for mig. Ofte kan jeg tage mig selv i at sidde og vugge ligeså stille frem og tilbage når du synger. Det er så smukt, ligeså er du, min drøm. Min spanske imagination.

Uskyldige sjæle

Jeg ryster. Skælver, kan ikke styre det. Jeg kan ikke få min krop til at lade være, den ryster og ryster, og mine øjne bliver med ét helt våde, tårerne render ned langs mine kinder, de vil heller ikke stoppe. Jeg kan ikke styre dem.


På et split sekund dukker mit forhenværende liv op, det som jeg ellers har været så god til at pakke ind i en lille boks, låse med en million nøgler, og smide ud i det store, dybe hav. Pludselig dukker boksen op igen, alle låsene står ulåste. Den kalder på mig, fortiden. Den vil have mig til at åbne mine sår, og lade dem forbløde igen, selvom jeg næsten lige havde fået lukket dem igen. Rent faktisk var de blevet til nogle usle gamle ar som man ikke rigtig lagde mærke til mere, men nu... Nu kan jeg ikke lukke øjnene for dem længere, Ikke når de nu står ansigt til ansigt med mig, og stirrer på mig med de borende øjne. "Du er ikke kommet videre, det lever i dig, suser gennem din krop for hver eneste dag du lever. De skærer dig i stykker. Hvert skridt du tager er som at få boret de skarpeste knive op i fødderne. Og du ved det. Lad være med at gemme dig fra fortiden." Det er hvad øjene siger, ikke højt nej, men det behøver de heller ikke, for jeg ved det.

Det er gået op for mig, at jeg blot var et brugsmiddel til at glemme den virkelige smerte, for at få den til at svinde bort i så lang en tid så muligt. Men jeg var ikke holdbar nok, stolede for meget på mine instinkter, nok til at jeg kvittede det. Det gjorde blot din afsky for mig større, det vidste jeg bare ikke, ikke dengang.
Jeg har sagt til mig selv i al den tid, at det ikke betød noget for mig, men det gjorde det. Det gør det, også selvom jeg prøver på at få det til at holde op, så bliver det bare ved med at være i mig.

Det er en halvkvalt gråd nu, ikke meget mere. Det er som om den bare bliver ved for at pine mig endnu mere, jeg kan ikke styre den.
Mine tanker løber skrigende rundt inde i mit hovedet, de vil ikke holde kæft! Jeg kan ikke styre dem.
Min krops rystelser er derimod ved at stilne af, men de vil alligevel ikke stoppe helt. Jeg kan stadigvæk ikke styre dem.

Fuck dig. Det her er din fortjeneste, og du er så iskold som noget menneske kan være, du er fuldstændig ligeglad. Det eneste der går dig på er, at du ikke kan få hvad du vil have. Derfor udnytter du en masse uskyldige sjæle, lokker dem ned i dit hul, fanger dem.

Grådighed er dræbende

Jeg sagde farvel til livet den dag hun forlod, lod mig ligge der i min egen pøl af selvfed skrøbelighed, selvfed skrøbelighed med en stor mængde indre blod løbende ned langs kroppens fine former. Først ned over den lille, runde barm, derefter videre ned af den solbrændte og veltrænede mave, ned langs taljen, hofterne og samtidig ned over de faste, små baller, underlivet, og til sidst flød det rosenrøde blod ned langs de lange smukke ben.


Det var kun hende der kunne se det som det rend der så langsomt, og selvfølgelig mig, jeg kunne også se det.. Eller på en måde, jeg kunne hverken se eller mærke det, blot føle det mentale, kvælende tag det havde om mig. Det var mig der flød.. ud af mig? Giver det mening, kunne jeg så spørge mig selv, og nej egentlig ikke, det giver ingen mening når jeg siger det højt, i hvert fald ikke så meget som det gør når jeg hører ordene i mine tanker.
Men sådan var det altså, jeg forlod min egen krop, og nu flyver min tomme sjæl rundt i ensomhedens kammer. Den vil ikke lægge sig til ro, ikke bare lade tiden gå, vente på den dag hvor min livløse krop der vandrer rundt på jorden, fysisk vil dø. Min kære sjæl lider, lider af tomhed, den savner realiteten, og følelserne den kunne føle engang. Kærligheden. Venskabet. Nu føler den intet, ikke andet end had, den er nu kun en stor klump af ustyrlig had, et hadefuldt væsen, og så alligevel ikke. Den kan ikke være et "ægte " væsen, for der er jo ingen der kan se den, den er som vinden. Du kan ikke røre den, men du kan føle den.

Hun kan føle den. Selv den da i dag, kan hun føle min sjæl der ikke kan finde sig til rette, den følger med hende hver dag. Iagttager hende når hun sover, kigger på hende når hun vågner, følger hendes side hele dagen, den river og hiver i hendes uendelige tanker.
Hver nat hvisker den i hendes øre, den hvisker kun få ord, men ord nok til at skabe et skrækkeligt mareridt. Hver nat føler hun angst, hver nat ligger hun skælvende i sin seng, under den store dyne med det sorte betræk, og hun sveder, sveder som om hun lige havde løbet omkring 100 kilometer ud i et træk, mister luften, og får den tilbage igen. Hun skriger om hjælp hver nat, hun græder i søvne, men ingen hører hende. Ingen vil høre hende, måske hører naboerne hende, hvem ved, men de gør ikke noget, ser blot på fra sidelinjen, prøver ikke engang at nå hende.

Altid vil jeg hjemsøge hende, hendes nætters gyserhistorier, ja dem vil jeg blive ved med at kreere.
Den dag hun dør vil hendes lidelser være forbi, og den dag vil min sjæl glemme hvad hun gjorde ved livet, hvilke handlinger hun engang begik. Og den dag vil sjælen flyve op til himlen, ned til helvedet? Jeg ved det ikke, men den vil i hvert fald forlade realiteten udenfor, vile i fred som man siger.

Facadiske løgne

Jeg er blevet besat af tanken om tilgivelse. Siger, at alle burde kunne tilgive hinanden, og hvis man vil, og tror på det, vil alt altid kunne blive "som før". Men pludselig ud af ingenting, er det mig der er hovedpersonen i denne her film, det er mig der skal tage beslutningerne, og min afgørelse der er i spotlight. Det er bare svært, forstår du, svært når man føler sig fanget i en situation man ikke hører til i, en krop der ikke føles som ens egen. A stranger ..


Man burde kunne fortælle sig selv, at det her er sådan livet skal være, det er er dín skæbne, ingen andres. Man burde kunne sige at ens mørke fortid er ligegyldig, og i øjeblikket hvor ordene bliver fremkaldt, burde de menes. Der burde være mening i. Sådan er det bare ikke altid, vel? nej, for jeg kan da med lethed sige "jeg tilgiver dig, tilgiver dig for alt du har gjort. Lad os lægge alt bag os, jeg vil ikke længere mindes ved dine sårende fejl" sige fuck det her teater, men hvad ville det hjælpe, jeg ville jo ikke mene et eneste ord fra den sætning, jeg ville fylde verden med facadiske løgne, og min tilværelse ville være baseret på en sort og beskidt samvittighed.

Det er gået op for mig, at den lille fejl du lavede, de mange bitte små fejl du lavede, betyder alt i vores venskab, de fejl er hvad jeg fokusere på når jeg tænker på os to, jeg kan ikke kontrollere det. Mig selv, jaa... Jeg har ikke altid været en sund ven for dig, og jeg ved det, jeg indrømmer det, dog med meget flovhed, men jeg indrømmer det. Jeg har fyldt dig med løgne, og sorte forhåbninger. Det undskylder jeg for, af hele mit hjerte undskylder jeg.
I realiteten burde jeg jo kunne overse alle disse små ubetydelige fejl som vi begge har begået, men det er ikke virkeligt for mig, det kan jeg ikke. I bund og grund nok fordi jeg ikke længere kan døje synet af dit smil, tåle at se på dine overfladiske handlinger, jeg kan ikke være skuespiller, min rolle er ved at dø ud, den er vel blevet uinteressant og nedslidt.

Jeg vil gerne konfrontere dig med mine dybeste tanker, dele min halvkvalte had med dig, altså jeg ville fortælle dig hvor stor en afsky der vokser inden i mig, afsky for dig. Vil have dig til at forstå, at det ikke skal være du og jeg, at vi må finde nye veje, nyt liv.
Og en dag vil jeg gøre det, en dag vil jeg spankulere målrettet og selvsikkert hen til dig, vinke det sidste farvel, fortælle dig, at du nu kan kalde os to en fortid.

Lillesøsterens evige spørgsmål

"Hvor lang tid bliver du her?" Min søster havde længe bare ligget der, der i stilhedens mørke, ikke så meget som et åndedrag havde strejfet hendes læber, ikke så meget som et enkelt blink med øjnene havde hun ladet gå, hun lå der bare, der på en madras på mit værelses lyse trægulv, og pludselig, pludselig havde hun kommet med dette besynderlige spørgsmål. Hvor lang tid bliver du her ..

"Bliver her? hvad mener du med det?" Jeg forstod det ikke rigtigt, så derfor vendte jeg mig rundt for at kunne kigge ned på hende. Min seng var høj, så hvis jeg satte albuen i min madras, og lagde hovedet på min hånd, kunne jeg ligge og kigge ned.
Jeg ville se hendes ansigts udtryk, om der var en ledetråd at hente der, men det var der ikke, hun havde nemlig lagt sig med ryggen til mig.

"jaa.. Du ved, hvornår letter du fra reden? Hvornår flytter du hjemmefra?" Sikke et udtryk hun kunne, min lillesøster på knapt 10 år. Den skulle jeg lige tænke lidt over, for det kom da lidt uforudsigeligt, den havde jeg ikke lige set komme.

I alle de år jeg boede hjemme, hele min barndom, havde min kære lillesøster spurgt mig omtrent hver evig eneste aften, om hun kunne få lov til at sove på mit værelse. Det kunne godt være lidt trættende nogle gange, for man har jo ikke lyst til at skuffe den lille, man vil jo ikke se bedrøvelsen i hendes øjne når hun får et nej, så de fleste af gangene sagde jeg ja, blot så jeg fik muligheden for at se glæden stråle i hendes lille runde ansigt. Smilet startede nærmest helt nede ved hagen, og på få sekunder havde det fået kravlet sig helt op til under øjnene. Øjnene smilede skam også, de formede sig som små, bitte kineser streger, og ind imellem kinderne dannedes der sig to fine smilehuller.
Jaa.. Det var et skønt syn, se hende så glad var den bedste følelse.

"hmm . Om 3 år.. 4, 5 år. Jeg ved det ikke. For at være ærlig så hurtigt så muligt, jeg glæder mig til at lære livet at kende på egen hånd, starte helt fra bunden af. Jeg glæder mig til, at jeg kan blive et selvstændigt menneske, mere endnu. Tanken om, at man bevæger sig ud i en verden man ikke før har kendt, bevæger sig væk fra de trygge rammer. Det gør mig på mærkværdigvis lidt spændt, jeg føler en trang til at opleve det lige nu og her."
"mmhh ... Men du ved, Josephine? Altså vil du ikke advare mig? Altså bare lidt tid inden du siger farvel, bare sådan så jeg lige kan forberede mig?" "Tror du, at jeg vil glemme dig når jeg flytter?! Det må du aldrig tro, bare fordi jeg finder mit eget sted, kan du altid komme til mig. Ligemeget hvad det er, vil jeg altid lytte. Du vil altid være velkommen hos mig, jeg vil være hos dig til den dag du falder om af bar alderdom, altid vil jeg stå ved din side, Om du vil det, er så en anden side af sagen, men mig slipper du skam ikke så let af med.
Nu vendte hun sig om, sådan så hun lå med fronten mod mig. Jeg kunne se, at en tot af hendes lange rødblonde hår blev ved med, at irriterende falde ned i hendes store, runde lyseblå øjne. Gang på gang tog hun det bag ørene, og gang på gang faldt det ned igen, til sidst orkede hun ikke at baske med det mere, så hun lod det bare hænge.

"Så hey.. Det du siger er, at du aldrig sådan forlader os for alvor, du flytter bare et andet sted hen?" "haha, ja det er det, I er jo trods alt min familie. Du er jo trods alt min til tider nervepirrende lillesøster, vi er på en måde af samme kød og blod."
Så gik der igen en lang tid hvor hun ikke sagde noget, alligevel kunne jeg høre, at hun tænkte, nærmest så
hendes hjerne knirkede.

"Det lyder da vel også fint nok... Det der med at blive selvstændig, skabe sit eget univers." Endnu en gang blev jeg dybt overrasket over hendes valg af ord, hun var stadig kun en pige på knapt 10 år, og alligevel havde hun formået sig at bruge sådan nogle smukke ord. "Jaa ... det lyder fantastisk. Du vil også komme til det en dag, "lette reden" som du sagde, det vil ske for os alle."