Pages

fredag den 23. april 2010

Grådighed er dræbende

Jeg sagde farvel til livet den dag hun forlod, lod mig ligge der i min egen pøl af selvfed skrøbelighed, selvfed skrøbelighed med en stor mængde indre blod løbende ned langs kroppens fine former. Først ned over den lille, runde barm, derefter videre ned af den solbrændte og veltrænede mave, ned langs taljen, hofterne og samtidig ned over de faste, små baller, underlivet, og til sidst flød det rosenrøde blod ned langs de lange smukke ben.


Det var kun hende der kunne se det som det rend der så langsomt, og selvfølgelig mig, jeg kunne også se det.. Eller på en måde, jeg kunne hverken se eller mærke det, blot føle det mentale, kvælende tag det havde om mig. Det var mig der flød.. ud af mig? Giver det mening, kunne jeg så spørge mig selv, og nej egentlig ikke, det giver ingen mening når jeg siger det højt, i hvert fald ikke så meget som det gør når jeg hører ordene i mine tanker.
Men sådan var det altså, jeg forlod min egen krop, og nu flyver min tomme sjæl rundt i ensomhedens kammer. Den vil ikke lægge sig til ro, ikke bare lade tiden gå, vente på den dag hvor min livløse krop der vandrer rundt på jorden, fysisk vil dø. Min kære sjæl lider, lider af tomhed, den savner realiteten, og følelserne den kunne føle engang. Kærligheden. Venskabet. Nu føler den intet, ikke andet end had, den er nu kun en stor klump af ustyrlig had, et hadefuldt væsen, og så alligevel ikke. Den kan ikke være et "ægte " væsen, for der er jo ingen der kan se den, den er som vinden. Du kan ikke røre den, men du kan føle den.

Hun kan føle den. Selv den da i dag, kan hun føle min sjæl der ikke kan finde sig til rette, den følger med hende hver dag. Iagttager hende når hun sover, kigger på hende når hun vågner, følger hendes side hele dagen, den river og hiver i hendes uendelige tanker.
Hver nat hvisker den i hendes øre, den hvisker kun få ord, men ord nok til at skabe et skrækkeligt mareridt. Hver nat føler hun angst, hver nat ligger hun skælvende i sin seng, under den store dyne med det sorte betræk, og hun sveder, sveder som om hun lige havde løbet omkring 100 kilometer ud i et træk, mister luften, og får den tilbage igen. Hun skriger om hjælp hver nat, hun græder i søvne, men ingen hører hende. Ingen vil høre hende, måske hører naboerne hende, hvem ved, men de gør ikke noget, ser blot på fra sidelinjen, prøver ikke engang at nå hende.

Altid vil jeg hjemsøge hende, hendes nætters gyserhistorier, ja dem vil jeg blive ved med at kreere.
Den dag hun dør vil hendes lidelser være forbi, og den dag vil min sjæl glemme hvad hun gjorde ved livet, hvilke handlinger hun engang begik. Og den dag vil sjælen flyve op til himlen, ned til helvedet? Jeg ved det ikke, men den vil i hvert fald forlade realiteten udenfor, vile i fred som man siger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar