Facadiske løgne

Jeg er blevet besat af tanken om tilgivelse. Siger, at alle burde kunne tilgive hinanden, og hvis man vil, og tror på det, vil alt altid kunne blive "som før". Men pludselig ud af ingenting, er det mig der er hovedpersonen i denne her film, det er mig der skal tage beslutningerne, og min afgørelse der er i spotlight. Det er bare svært, forstår du, svært når man føler sig fanget i en situation man ikke hører til i, en krop der ikke føles som ens egen. A stranger ..


Man burde kunne fortælle sig selv, at det her er sådan livet skal være, det er er dín skæbne, ingen andres. Man burde kunne sige at ens mørke fortid er ligegyldig, og i øjeblikket hvor ordene bliver fremkaldt, burde de menes. Der burde være mening i. Sådan er det bare ikke altid, vel? nej, for jeg kan da med lethed sige "jeg tilgiver dig, tilgiver dig for alt du har gjort. Lad os lægge alt bag os, jeg vil ikke længere mindes ved dine sårende fejl" sige fuck det her teater, men hvad ville det hjælpe, jeg ville jo ikke mene et eneste ord fra den sætning, jeg ville fylde verden med facadiske løgne, og min tilværelse ville være baseret på en sort og beskidt samvittighed.

Det er gået op for mig, at den lille fejl du lavede, de mange bitte små fejl du lavede, betyder alt i vores venskab, de fejl er hvad jeg fokusere på når jeg tænker på os to, jeg kan ikke kontrollere det. Mig selv, jaa... Jeg har ikke altid været en sund ven for dig, og jeg ved det, jeg indrømmer det, dog med meget flovhed, men jeg indrømmer det. Jeg har fyldt dig med løgne, og sorte forhåbninger. Det undskylder jeg for, af hele mit hjerte undskylder jeg.
I realiteten burde jeg jo kunne overse alle disse små ubetydelige fejl som vi begge har begået, men det er ikke virkeligt for mig, det kan jeg ikke. I bund og grund nok fordi jeg ikke længere kan døje synet af dit smil, tåle at se på dine overfladiske handlinger, jeg kan ikke være skuespiller, min rolle er ved at dø ud, den er vel blevet uinteressant og nedslidt.

Jeg vil gerne konfrontere dig med mine dybeste tanker, dele min halvkvalte had med dig, altså jeg ville fortælle dig hvor stor en afsky der vokser inden i mig, afsky for dig. Vil have dig til at forstå, at det ikke skal være du og jeg, at vi må finde nye veje, nyt liv.
Og en dag vil jeg gøre det, en dag vil jeg spankulere målrettet og selvsikkert hen til dig, vinke det sidste farvel, fortælle dig, at du nu kan kalde os to en fortid.