Min underbo

Oppe på min altan kunne jeg lugte underboens gamle smøg, der stille og roligt lod røgen sive op til mig og min stilhed. Det lugtede fælt af sorg og tomhed og jeg undrede mig over, hvordan hun var havnet der. For jeg havde set hende på trappen og i elevatoren, når hun havde været ude at handle ind og kom slæbende på tonsvis af fyldte indkøbsposer. Og jeg havde ofte set hende stå uden for sin dør med et længselsfuldt, tåget blik , som om hun håbede på, at et spøgelse fra fortiden ville støde ind i hende så de kunne dele lyserøde minder og en god kop lakridsthe sammen.

Det sket bare aldrig, for hun var altid alene og havde aldrig besøg. 

Jeg havde ganske ondt af hende, især når jeg så hende stå der i en ventende position og med et glimt af håb i sine gamle øjne. 

Den ting, der nagede mig mest ved synet af hende, var fornemmelsen af, at hun slet ikke var så gammel som hun så ud til. Noget ved den måde hendes langt fra grå hår bølgede sig ned over ryggen på hende, og noget ved hendes  komplet glatte og rynkefrie hud, og så hendes lette bevælgelser sagde mig, at hun højst kunne være midt i trediverne, og altså kun en 10 år ældre en mig selv. Jeg gøs ved tanken. Hendes øjne gemte på tusindvis af erindringer og så altid forfærdelig trætte og udslidte ud.

Som jeg sad der og bandede og svovlede over den grumme lugt af cigaretrøg, hostende som en gammel heks pågrund af min livslange astma, slog det mig pludselig, at angsten for at ende som hende - alene og forladt- var større end nogen anden angst jeg lige kunne komme på.

Næste gang jeg så hende på gangen udenfor hendes dør sagde jeg 'hej'. Hun så på mig med et forvirret og overraskende blik. Lidt efter fik hun lidt kejtet fremstammet et 'Hej' tilbage, og fra den dag af, sagde mig og min underbo altid hej til hinanden. Vi snakkede endda en dag om, om vi på et tidspunkt skulle dele en kop lakridsthe sammen 

Intet forsvinder, det bliver bare til noget andet

Vi drømmer om så store verdner, med store rum og mennesker med store hjerter og store ord.
Samtidig gemmer vi os selv bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Vi ser folks sorg som et tabu, noget man ikke nævner, hvilket er så forbandet forkert.
Du kan ikke gøre dig klog på noget du ikke har sprunget ud i. Du kan ikke vide om modparten vil grine eller græde. Derfor er det ligeså forkert ikke at spørge som at spørge.
Vi er opvokset i et af de rum, hvor det er forkert at være nysgerrig, vi skal alle sammen holde os for os selv og ikke snage i andres sager, og det gør vi. Vi holder os for os selv, men vi snager også. Vi snager bag om ryggen på folk istedet for at spørge lige ud. Vi hvisker og tisker i krogene og teer os som små børn, der ikke ved hvordan virkeligheden ser ud.
Sådan er det, og hvor er det dog trist.
Hvor er det dog sørgeligt