Pages

lørdag den 31. december 2011

Oldschool

Kan man ældes indvendigt hurtigere end man ældes udenpå? Er det muligt, at man indeni kan føle sig for voksen til alle de ting man burde gøre, alle de ting man burde være en del af?
Eller er man så i realiteten bare et kedeligt menneske uden nogen form for indhold?
Kan det lade sig gøre, at være ligeglad med fest og voldsom druk når muligheden spirer?
At være tiltrukket af lange nætter i selskab med kolde tuborg, godt selskab og mørke barer, som spiller amatør livemusik og hvor luften er tyk af røg fra cigaretterne, du ved, i stedet for det farvede lys og slappe popmusik som dunker i højtalerne på et dansende diskotek?
At være tiltrukket af timer omringet af 1000vis af stearinlys og tilbragt med lækker musik og en lang snak med en god ven - er det i orden at være oldschool i sin tankegang?

fredag den 30. december 2011

Virkelighed eller uvirkelighed?

Du fornemmer en sitrende stemning
i atmosfæren
Selvom du drømmer om ham
og han ikke drømmer om dig
sker det
Det er hvad du vil have,
ikke sandt?
Ja,
nej,
måske?

Mister pusten
og ser de sorte øjne som er borende
og hjerteskærende
mørke
Du elsker hele tiden
og det er rart
Han elsker dig hele tiden
bag hallucinationernes mur
ved du det?
Ja,
nej,
måske?




mandag den 26. december 2011

Slettede med vemod i sindet det sidste synlige der var tilbage af os.

fredag den 23. december 2011

Solen skinner

Bader i lykkens rosenrøde flod, spiser røde hjerter og synger kulørte sange.
Snuser forsigtigt til uskyldighedens blomster og smiler let ved tanken om evighed - det varer forevigt; I mine drømme er det hele evigt. 
Forfærdelige øjeblikke fra min hukommelse glipper, de forsvinder, bliver kvalt i flodens smukke væld af varme følelser. De tilintetgøres.
Jeg ler.  

fredag den 2. december 2011

Hun var stærk nok til at knuse den mur der dominerede hendes skrøbelige tilværelse i verden.
Nu er hun glad og tilfreds. Hun ved, at hun er stærk nok, hun ved, at hun er god nok
Det handler om at finde viljen til at gøre det du ikke kan, for når den er der, så kan du
Hun savner dig, men hun savner ikke dig, nej hun savner dig. Forstår du?
Der er forskel på hvad man var og hvad man er, derfor er det ikke den du er , men den du var. Men det er Ok, for du var sød, og smuk, og kærlig, og unik, og bedst, så derfor er det Ok at savne noget godt, måske bliver man nostalgisk, men det er godt at have noget godt at se tilbage på.

torsdag den 1. december 2011

Som da det var mig,
er det hende
Som da jeg stod der,
står hun der
Som da det var mig,
er det hende.
Det gør lidt ondtt, hvorfor gør det altid det?

fredag den 11. november 2011

"Den bedste hævn er at være lykkelig"

Med blikket stift rettet mod mig kysser du hende, med smilet kvalt langt ind i mit hjerte kysser du hende, med ordene hviskende i mit øre kysser du hende.
Med tårerne tvunget bort kigger jeg væk, med grinet højt og skingert kigger jeg væk, med skriget råbende i dit ansigt kigger jeg væk.
Føles det godt? At se mig falde? Føles det godt med magten? I dine hænder?
Det føles godt. At se dig falde. Det føles godt med magten. I mine hænder.
Den bedste hævn er at være lykkelig”

lørdag den 15. oktober 2011

"Jamen jeg er jo fra en helt anden verden end dig, forstår du.
Når du siger a, siger jeg b. Når du vælger det ene, vælger jeg det andet."
"Men det behøver ikke at være sådan?"
"Jo. Jeg ville ønske, at du ikke kun kunne kysse mig når vi var alene, at du også kunne gøre det når solen skinnede og ikke kun når månen tittede frem. Jeg ville ønske, at du fortalte mig hvor i dig jeg befandt mig - i hjertet?"
Elsker livet
Selvom du forsvinder
selvom du lyver
selvom du føler smerter
selvom du angrer
selvom du elsker mig
selvom jeg hader dig
selvom du vil
selvom jeg ikke vil
Jeg elsker livet på trods af alle dine sølle forsøg på at få mig til at hadet det

fredag den 23. september 2011

Det er gået i stå
Selvom du slår, og slår
og slår

Her er du
ser du
Det er OK
mer' en OK

Det er gået i stå

lørdag den 3. september 2011

Vi mente, at det vi mente, var rigtig ment.
Bag os brændte vi alt for betydningsfulde broer, og så græd vi - hver for sig.
Så da dagen var svundet, var vi tilbage i natten - hver for sig.
Og vores konklusion var at være hver for sig - selvom vi græd.

fredag den 19. august 2011

Mon drømme bliver til virkelighed?

Har en kildrende fornemmelse i kroppen
kan ikke vente
er for spændt
John Lennon synger Yesterday
og jeg nynner med
det er beroligende
Vi mistede en sand kunstner da han gik bort
Sangen slutter
og det kilder mere i min mave
end nogensinde før
Mon drømme bliver til virkelighed, eller er vi bare væk i verden?

onsdag den 17. august 2011

Nu pakker jeg hele min tilværelse ned i to store kufferter, sammen flytter vi over på den anden side af landet - der starter vi noget nyt.
Klokken har netop rundet midnat og her midt i alt rodet sidder jeg i hug med lukkede øjne, om ingen tid drager jeg mod syd og skal til at indfinde mig i en helt anden verden end den jeg er bekendt. Hvad vil der ske?
Jeg mærker et sug i maven, vil det kunne rive mig ud af mareridtet, og placere mig i virkeligheden, vil det kunne hjælpe med at glemme? Fuck, det skal virke! Jeg er vågen nu, har en trang til at gøre livet langt.

tirsdag den 16. august 2011

"And you give, and you give, and you give yourself away"

Er det ikke altid sådan? man giver og man giver, til sidst giver man sig selv væk. Så er man borte med blæsten, forsvundet med natten, smuldret ud i sandet, man er bare væk, væk i verden

søndag den 14. august 2011







Vi dansede i regnen og kyssede kunstige kys, bag blommetræet og de store lavendelplamager. Vi græd salte tårer og spildte røde minder udover skovens tætte buskads

lørdag den 13. august 2011

Forfanden ikke okay

Vi skal bare bekræftes før det er okay, ikke?
Vi kan ikke sige til os selv; Det her okay, jeg er okay.
Det er ikke nok med selvbekræftelse længere, vi skal have andre til at være med, og det er dét, der er forkert.

Jeg siger det er okay, men hvor er min tilfredsstillelse? Hvor er min overbevisning og oprigtighed?
Det er jo forfanden ikke okay.

Vi er intet

Vi er en klods om enhver fod
Vi er ikke os, vi er ikke dem
Vi er det tunge i luften
Vi er dem de andre ikke vil kigge på
Vi er truende og ødelagte
Vi er intet

tirsdag den 9. august 2011

Could've done something

"Jeg er lykkelig. Er du?" Jeg er stille. Kan fornemme blikket der borer sig ind i mit sølle hjerte.
"Er du lykkelig Josephine?" Spildte tiden, kan ikke længere slippe udenom med en tynd løgn.
"Måske. Måske er jeg lykkelig, hvem ved."
"Det gør du, du ved?" Fandens også, hvordan kommer jeg nu udenom dén. Tænk, tænk forfanden!
"Jeg er lykkelig på min egen måde. Jeg prøver at leve mit liv, på en måde så jeg glemmer, men alligevel ikke glemmer. Svøber tingene ind i guldpapir, binder en fin sløjfe omkring, og så placerer jeg dem bagerst i arkivet. Så en dag når alting ikke gør så ondt længere, så binder jeg sløjfen op og lader guldpapiret falde. Så kigger jeg på dem i evigheder, måske lader jeg en tåre eller to falde, og så spasserer jeg videre på min vej. Ja, jeg er lykkelig, men på min egen måde"

Could've done something. Tried doing something

mandag den 8. august 2011

I er alle specielle

Jeg kan godt lide dem. De betyder meget for mig.
De er så.. De har været der så længe, derfor er de meget.
Vi har så meget sammen, så mange betydningsfulde minder.
Men bliver man ked af det når de forsvinder? Er det der man mærker, at de virkelig var mere en så meget andet? I er unikke, hver og en af jer. I er alle specielle.

søndag den 7. august 2011

De bløde læber hvisker "jeg elsker dig"
de bløde læber viser dig
det du er værd
for det du er værd
 det er det hele værd

fredag den 5. august 2011

"Min mor siger, at jeg altid skal fortælle sandheden"
Og sådan kom det frem, at hendes daværende mistænkelige tanker ikke blot var helt gale, for realiteten fortalte hende, at det lille eventyr, hvis ryg hun engang havde reddet så lykkeligt på, havde været det pure opspind, løgn og latin.
Med et smil på læben, spekulerede hun på hvornår det næste offer for eventyret ville blive ligeså klog som hun selv var blevet. Måske var hun bare så heldig at være den eneste der kunne gennemskue det. Hvem ved?

Lakrids-the

Jeg er begyndt at drikke the, flere kander af the. Når jeg er ked af det drikker jeg the indtil smerten forsvinder: det heler dét dér inderst inde, det lægger en slags hinde omkring mit forslåede hjerte.
Netop nu drikker jeg Lakrids-the, og faktisk er jeg nået til sidste kop, så er kanden tom. Jeg vil som sædvanligt gå ud og tisse, trække min lyserøde Calvin Klein natkjole over hovedet - den jeg for år tilbage arvede af min mor. Så vil jeg slukke alt lyset, hoppe ned under dynen, og trække den helt op over hovedet, så de små myg der har sneget sig ind i læ for natten, ikke distraherer mig, når jeg skal sove.
Så vil jeg lige så stille lukke mine øjne, mærke, at jeg føler mig complete, og til sidst vil jeg kunne mærke hvordan mine øjenlåg bliver tungere og tungere, hvordan mit åndedræt forsigtigt bliver mere og mere regelmæssigt og til sidst vil jeg svømme rundt i drømmenes smukke univers.

torsdag den 4. august 2011

Han lukkede mig ind i sit univers, viste hvordan verden hang sammen inden for de smalle rammer hans tilværelse var bygget op på. Han fortalte mig ved at kigge længselsfuldt efter noget der ikke fandtes, at han engang havde mærket lykken. Han fortalte mig ved hjælp af sin smøg hængende i mundvigen, at han havde tabt kampen og havde overgivet sig til tomheden.
På mærkværdigvis fik han trukket mig så langt ind på så kort tid, at jeg fik et glimt af, hvordan det var at være så alene, at intet andet eksisterede - koldsveden bredte sig i min krop, og angsten steg i mig; jeg var bange for, at han skulle hive mig med ind i det kolde univers af ingenting. Og jeg havde så ondt af ham, for pludselig kunne jeg erindre dengang jeg så ham legende på vejen, med sin langhårede hund, og sin fine lillesøster, jeg kunne se for mig hvordan han dengang hilste på mig med varme øjne og et smil på læben, jeg havde været en del af dette lille lykkelig liv, dengang det stadig fandtes, en lillebitte brøkdel af en del, og jeg havde taget det forgivet. Havde aldrig så meget som givet ham hånden, havde bare smilet tilbage som man smiler til fremmede mennesker på vejen, dem man smider tilbage i glemmebogen. Hvor havde jeg ondt af ham, havde bare lyst til at holde om ham indtil han gik i opløsning af bar glæde.
Han var blevet så skrøbeligt et menneske

onsdag den 3. august 2011

gul, rød, lilla

Jeg elskede virkelig den gule taske, som den røde pige, havde over de brune skuldre, den sorte aften, i det gyldne Paris, da hun mødte den hvide mand med det mørke hår, der var i vildrede.
Og da hun senere hen forlod, huskede jeg hendes grå tanktop og de falmede lilla jeans, sammen med de mørke rander, der løb tørt under hendes endnu mørkere øjne, og hendes rosenrøde udtværede læbestift.
Hans pludselige tætklippede, kulsorte hår, og den iturevende shirt der blottede hans blødende hjerte, med det fine knuste englestøv, støvende omkring sig.
Så, så jeg også terminal A, som var sort og dyster, og terminal B, der var ligeså sort og dyster - i kontrast med terminal C og D, der lyste med farvestrålende farver.
Huskede da hun ankom fra C og ham fra D, og da hun igen forlod i A og ham i B - det samme dybe mørke der omslugte dem, hang fast i årene der fulgte

tirsdag den 2. august 2011

Wouldn't care if you left
wouldn't care if you left me
wouldn't care if you left you
wouldn't care if you left us
you didn't care anyway

"Han fortjener det ikke"

Han tog hendes hånd, studerede det rosa ar, der næsten usynligt lå malet over hendes spinkle håndled.
"Hvordan har du fået dette" Han løftede hovedet og så på hende, alt i mens han med en finger strøg arret over med en blid berøring. Hans blik var uroligt.
Silje's tanker fløj tilbage til den svundne barndom der alt for tidligt havde smuldret igennem hendes fingre, og videre ud i verden. Hun så med ét de rasende og stirrende øjne, som sad fast på en fordrukken skygge atter en gang. Hun så dem bore sig ind i hendes sind, så hænderne der stramt fæstnede sig om hendes hals, så kniven der blev trukket, ja, pludselig var det som om hun igen kunne mærke den skælvende følelse da blodet randt ned af hendes krop, som om det igen sortnede for hendes øjne, da smerten lige så stille tog over.

 Hun løftede blikket og så dybt ind i hans bløde øjne - hun kunne intet ondt ane, kun ægte bekymring.
"Han skar mig .." Hendes stemme knækkede over, og hun mærkede forsigtige tårer presse sig på. Hun skulle lige til at indvie ham i de sårede minder, da han hårdt knugede hende ind til sig.
"Hvem skar dig? Hvem" Stemmen var skinger.
"Far .. Han... havde drukket"
"Silje... Jeg ved ikke hvad jeg ska..." Da realiteten gik op for ham.
"Prøvede han at slå dig ihjel?!" .... "Silje?!"
Hun kunne mærke hans hjerte banke hurtigere, og hans åndedræt med.
"Jeg... ja." Første gang hun sagde det højt, aller første gang hun ikke gemte sig i de mørke hjørner med løgne badende i sin samvittighed. Hendes egen far - en af hendes eget kød og blod - havde uden tøven prøvet at tage livet fra hende. Dengang, i barndommens sorteste dage.

Igen løftede hun blikket, for at se hvorfor han var så stille. Hans ansigt var trukket sammen i en unaturlig grimasse, da han opdagede, at hun kiggede.
 "Jeg vil aldrig,  aldrig, så meget som lægge en finger på dig. Jeg burde slå ham ihjel, ved du. Jeg burde køre ud til de usle bebyggelser og smadre det svin til han bløder. Jeg burde..."
"Han fortjener ikke den tilfredsstillelse. Han skal ikke nå det mål, at have vundet. Han fortjener det ikke"

lørdag den 30. juli 2011

Tilgiv mig

Tilgiv mig for at elske dig, og tilgiv mig for ikke at gøre noget ved det. Tilgiv mig for, at jeg blankt overlod mit hjerte i dine sårede hænder, og tilgiv mig for, at jeg regnede med, at du ville passe på det.
Jeg mener tilgiv mig for alt det jeg ikke gjorde, som jeg burde have gjort - det med, at jeg ikke passede på dit hjerte, dét med alle hullerne, nu er det jo bare et stort hul. Men sagen er bare, at da jeg mistede mit eget, mistede jeg alt, mistede min værdighed og alt hvad jeg stod for - mistede mig selv. Tilgiv mig

søndag den 24. juli 2011

Den mørkegrønne silkekjole

Du er så smuk i din dybe, mørkegrønne kjole. Den går dig til føderne, en smule længere endda, for du har jo bare tæer. Dine bare tæer mod trægulvet, dine bare arme svingende i rummet, din porcelænhvide hud, som skinner sart. Dine mørkerøde læber, der kysser min hals, min mave,.. Dine hænder med den blodrøde neglak- samme farve som dine bløde læber.
De hænder, de er overalt, de er tynde, de er smukke. Dit lange, bølgede, kulsorte hår - det er i vildrede, virvler rundt om os, dufter af lavendel.
Kysser mine læber, rører mit ansigt, ager min kind, siger, at du elsker mine skægstubbe, siger, at du elsker når jeg elsker, siger, at du elsker mig. Kysser mig overalt, med den mørkegrønne silkekjole og de blodrøde læber

lørdag den 23. juli 2011

Første gang i ti år, første gang i ti år, første gang i ti år. Det er første gang i ti år, og stumt står han der med tårer ned langs kinderne. Hans mave trækker sig sammen, dén der rosa ting skærer i hans sår. Hans hjerte brister
Og en kølig, verbal krig opstod imellem de egentlige blodbrødre
"Hun savner dig... Hvorfor finder I ikke sammen igen, så kan vi alle tre være sammen igen også. Du ved, ligesom i gamle dage?"
"Hvor ved du fra, at hun savner mig? Har hun sagt det?" Mit hjerte slog et slag over, en nostalgisk fornemmelse bredte sig i min krop.

"Ja, det har hun. Savner du slet ikke hende? En gang imellem bare?"
"Tjooe, jeg ved ikke.." Jeg kunne jo ikke så godt fortælle ham, at der ikke gik en dag, hvor savnet af hende ikke brændte som en glødende flamme, at der ikke gik timer uden mine tanker tvang mig tilbage til de lange nætter, hvor vi sammen badede i hinandens kærlighed. Jeg kunne jo ikke fortælle, at jeg hver aften, når jeg skal sove, ligger og tænker på, om hun mon også tænker på mig, og hun mon også savner mig så meget, at det gør ondt og om det er normalt, at der kan gå år - eller måske evigheder - før savnet slipper.

"Er du sikker på, at du et eller andet sted ikke bare savner hende lidt?"
"Joo, det gør jeg nok" fik jeg til sidst fremstammet, men det var nok også mest på grund af den stadig virkende alkohol, der flød rundt i mine årer. Og nok også fordi, at jeg vidste, at alkoholen også var tilfældet hos ham. Han snøvlede lidt i ordene, forstår I.

"Så forstår jeg altså bare ikke, hvorfor det ikke bare bliver jer to igen, fortæl hende, at du savner hende!" Han havde hævet stemmen en anelse, og jeg kunne fornemme det påbegyndende hysteri i hans akavede bevægelser.
Han kunne ikke forstå, at det ikke var en ting der lå lige så let til som det lød.. på den anden side, plejede vi jo ikke at snakke sådan sammen, så hvor skulle han vide det fra.. Det var i sidste ende nok de fem øl vi havde indtaget, der talte. Vi kunne ikke komme udenom den småberusende tilstand vi var havnet i.

tirsdag den 19. juli 2011

Højere end højst

"Ser du. Det er fordi, at du altid vil betyde den del mere, end hun nogensinde vil komme til, at ligemeget hvor langt væk du er og ligemeget hvor mange år der går, vil jeg for altid være dig mest trofast."

"Din sjæl er død i mine øjne, din eksistens er ikke eksisterende i mit liv. Dine ord er tomme i mine ører. Du rev mit hjerte ud og trak det med ned i dybet - der hvor du selv var havnet"

"Jeg vil for altid elske dig højere end højst."


( Fandt lige lejligheden til at dele disse få ord med jer, inden jeg drager videre mod Paris. Vi ses på søndag!

fredag den 1. juli 2011

Hej søde læsere.
Jeg tager nu til Spanien i tre uger, derfor vil der formentlig være ret så stille her på bloggen, da jeg intet net har dernede.
Håber I stadig vil følge med når jeg kommer hjem.
Nyd ferien.
Kiss', Adiós !

torsdag den 30. juni 2011

Vi hopper og danser, rundt om hinanden, ind imellem hinanden. Så ler vi lidt, kigger på hinanden og græder af glæde.
Så ser vi solnedgangen imens vi begraver vores tæer i sandet, mærker køligt vandet der akkurat når vores tåspidser. Du synger "Solen er så rød mor og skoven bliver så sort. Nu er solen død mor, og dagen gået bort" Den minder os om da vi var 5, for da hørte vi den. Jeg gengælder med "Puff du er alene, alt er forbi, for drager lever tusind år, hvor er min fantasi. Du ku' lide at lege, du var min ven. Men kære puff, jeg bliver jo aldrig som et barn igen." Det minder os også om da vi var 5, for da var det vores yndlings. Vi rejser os, og går hånd i hånd ned langs strandkanten. Nu er vi stille.

onsdag den 29. juni 2011

Væk i verden

For den dag løgnene æder dig op, vil jeg ikke hjælpe - for jeg vil være væk, væk fra dig, væk i verden. Lever mit liv, men væk fra dig, væk fra dit helvede - I mit eget paradis, med violette drømme, der går i opfyldelse, og leende ansigter der holder af.
Du vil rive og flå i mig, skrige og råbe, men jeg vil intet bemærke. For løgnene vil have ædt dig op, usynlig vil du være. Du vil ligge på det kolde gulv, badet i kyniske sandheder, svøbt ind i ensomhed; helt alene - uden mig, jeg vil ikke hjælpe.
For jeg svømmer netop nu, slår med armene, mister pusten, svømmer og svømmer, er på vej væk, kan du føle det? Hadet.
Dit spejlbillede falmer, og dine minder forsvinder, du er væk - væk i din egen egocentrerede verden.

tirsdag den 28. juni 2011

"Kaldte du mig for ven engang
Så er jeg her nok endnu
"

 Men er det bare drømme? Tror du på drømme? Elsker du drømme? Går drømme i opfyldelse?

mandag den 27. juni 2011

Jeg elsker dig

Du må gerne sno dig om min krop som en slange
tryllebinde mig med ironiens ord
Du må gerne gemme dig i mine øjne
bag regnbuehinden, ind imellem spejlets tråde ("øjnene er sjælens spejl")
Du må gerne være inde i min sjæl, I kunne jo blive venner
altså hvis du har lyst
Du må gerne stjæle mit hjerte
holde det i dine hænder, og lade som om du passer på det
altså hvis du har lyst
Jeg elsker dig

søndag den 26. juni 2011

"Jeg elskede hende for meget.
Jeg elskede hendes hår, hendes læber, hendes øjne. Hendes smil, hendes duft, hendes krop. Jeg elskede hende højere end jeg elskede mig selv. Jeg elskede hendes liv højere end mit"

"Ville du ofre dit eget liv for hendes?"

"Jaa... Men jeg ville ikke dø... "

"Den dag du aldrig mere så dig tilbage - den dag døde du.
Kan du ikke kende mig? Jeg er hendes hår, hendes læber, hendes øjne. Jeg er hendes smil, hendes duft, hendes krop. Jeg er hende du elskede højere end dig selv.  Jeg er hende du ville ofre dit liv for, men hende du ikke ville dø for. Kan du ikke se det? Dit eget liv har hele tiden været det vigtigste."

"Jeg elskede dig for højt.... alt for højt"

Vi blev voksne

Alt i mig græder blodige tårer, fyldt med angst og frygt. Hvor skal jeg hen?
Efter et årti af gyldne øjeblikke, efter hundredvis af unikke minder, efter så meget sammenhold, efter så meget kærlighed - er det forbi. Og allerede trænger savnet sig på, skriger mig i ansigtet, river og flår i min svage besindelse, får mig til at miste den.

Jeg skriger, skriger og græder lidt mere, og savner. Savner...savner...savner....savner alt.
For der er noget du aldrig vil forstå; alene tog jeg på en mental rejse, gennem smukke landsbyer, gennem mørke gader, ned igennem snævre stier, under broer, over broer og tilbage igen. Jeg blev mødt med både åbne og lukkede arme, varme og kolde smil, søde og onde blikke. Til sidst fandt jeg dig, du stod der i dine sorte jeans, hvide t-shirt, strittende hår og så med din mundvig krøllet op i dit fortryllende smil.
Jeg gik imod dig, småløb, løb, med udstrakte arme, sådan for at omfavne dig, og så du kunne omfavne mig.
Det flimrede for mine øjne, tog mig til hovedet, så op og alt inden i mig føltes pludselig borte, knust, væk, tomt. Du var væk, og lang som jeg var, lå jeg der på asfalten, hvor du netop havde stået. Forvirret så jeg mig omkring, men jo, væk var du, som sunket i jorden.
Med ét slog jeg øjnene op, opdagede hurtigt sveden der løb ned af min halvnøgne krop - var alene i det sorte rum. Opdagede, at vi var vokset fra hinanden, at vi var blevet voksne.

Forfanden, hvor blev tiden af?

onsdag den 22. juni 2011

Skal vi nu til at fortælle hinanden hvad vi mener? Sådan rigtig mener?
Hvorfor dog, vi har jo i evigheder kun fortalt de hvide løgne, dem ingen kan gennemskue.
Det var da noget besynderligt noget.
Sandheden? Virkelig?

mandag den 20. juni 2011

I en verden af grus og skidt, lever du
I et liv med sorg og anger, kvæler du
de sidste rester
af hvad der' tilbag'
Du ser på sølle øjeblikke
der alle suser forbi
forbi dig
forbi alle
forbi i en fart med for høj hastighed
I en verden af mørkerødt blod, lever du
Kvæles du
" Du tog noget fra mig, noget langt inde i mig. Det er noget jeg ikke har råd til at undvære, noget som jeg har aller mest brug for. Jeg kan ikke tilgive dig."

dage........ måneder........... år

" Du to noget fra mig, noget langt inde i mig. Det var noget jeg ikke havde råd til at undvære, noget som jeg havde aller mest brug for. Jeg kunne ikke tilgive dig - aldrig."

- Det gør ondt, ikke sandt? alt alt for ondt. Alt alt for smertefuldt.

søndag den 19. juni 2011

" People come into your life for a reason, a season or a lifetime. When you know which one it is, you will know what to do for that person. When someone is in your life for a REASON, it is usually to meet a need you have expressed. They have come to assist you through a difficulty, to provide you with guidance and support, to aid you physically, emotionally or spiritually. They may seem like a godsend and they are. They are there for the reason you need them to be. Then, without any wrongdoing on your part or at an inconvenient time, this person will say or do something to bring the relationship to an end. Sometimes they die. Sometimes they walk away. Sometimes they act up and force you to take a stand. They bring you an experience of peace or make you laugh. They may teach you something you have never done. What we must realize is that our need has been met, our desire fulfilled, their work is done. The prayer you sent up has been answered and now it is time to move on "
Det er ikke mit eget - lånt. Men jeg syntes, at det var så meningsfyldt, at jeg lige ville dele det med jer.

torsdag den 16. juni 2011

Tænker I nogensinde over fremtiden? Dumt spørgsmål, svaret er; Det gør alle. Men 10 år fra nu, ser I jer selv hvor I allerede er, eller måske i et fremmed land? Det eksotiske, det nordlige, det fattige, det rige? Det kan også være I har fundet The one, og har et lille barn på 2, bor i en lejlighed i hjertet af København og er blevet kendt designer.
Hvad tænker I?

Det er de nætter

Det er de nætter med engangsknaldene og de tomme ord som; "I'll call you" befinder sig, for helt ærligt, for at se realiteterne i øjnene, så er det jo bare aftner der går i glemmebogen, og hvor man kun siger, at man vil ringe fordi, hvad skal man ellers sige? "Hyggeligt at møde dig. Vi ses nok aldrig." ?
Når man bliver ældre og livet er blevet så meningsløst og ensomt, at alt hvad man bruger sin tid på er at huske på disse forlængst glemte nætter, så tænker man "Skulle jeg have beholdt en af dem, skulle jeg have sig; Fedt at møde dig, må jeg få dit nummer? Måske vi ku' mødes en dag"
Forfanden - tænker man

tirsdag den 14. juni 2011






Lidt for sød musik, der minder alt for meget om den unge barndom.
En Hyldest Til Sebastian, med både Søren Huss og Aura.

Min utaknemmelighed

Min utaknemmelighed river sig løs, klistrer sig fast på alt jeg rører.
Jeg giver den sparket - den kommer tilbage, fæstner sig på mit hjerte, slår mig tilbage igen.
Hvorfor vil den ikke forsvinde - den er altødelæggende.
Hvorfor lader jeg den holde mig fast - den er frygtindgydende.
Den vokser i min underbevidsthed

torsdag den 9. juni 2011

// Undskyld for tavsheden kære læsere, men er simpelthen bare tom for ord for tiden

tirsdag den 7. juni 2011

For et eller andet sted kan jeg jo ikke bare stoppe kærligheden
 jeg kan jo ikke vælge følelserne fra
for et eller andet sted vil du altid ligge inde i mig
 et dybt sted
helt inde i hjertet
 for du er den de andre ikke er

lørdag den 4. juni 2011

Vi bor i en så stor og forunderlig verden, gang på gang får den mig til at miste pusten, den overvælder mig med ting og sager
Jeg løser gåden ved at slå mig selv til blods, hårde slag mod min kind, hele tiden hårdere, hele tiden mere smerte - hele tiden flere svar.
Når gråden opstår kaster jeg mig mod jorden, slår hovedet mod træet, rejser mig op igen, og gør det hele forfra endnu en gang - indtil tårerne fatter.
Tankerne banker på - jeg skriger, løber rundt, skriger lidt mere, falder, rejser mig op, løber, skriger, skriger, skriger.... tier. Længslen er borte, livet er svundet ud i tomheden

Dansende i regnen

Regnen som flyver rundt i verden - med blå, store vanddråber, der hverken ved frem eller tilbage.
Landet ligger stille hen, for ingen vil blive våde, nej, hellere sidde inde bag husets tykke mure og se livet passere videre. Alt i mens danser jeg rundt, rundt imellem regnens tunge dråber. Løber op og ned af ukendte gader, synger fjerne sange. I en hvid silkekjole.

Jeg møder en ung mand, sammen med sin hund er han. Han kigger bedrøvet op når jeg danser forbi ham - et lille smil bliver dog undfanget, men stadig er hans øjne sørgmodige. Jeg tænker hvem der dog er skyld i dette humørforladte væsens smerte; en pige? en sommerkærlighed der flød i ét med mængden, da sommeraftnerne gik bort? En forsvunden barndom? en barndom som forlængst er gået itu, og som han nu savner. Hvem ved.

Vi er alene, ene og alene, altid alene. Men alene sammen, dansende i regnens univers.

lørdag den 28. maj 2011

"I can love you no matter how you look"

Jeg så denne her film der handlede om skønhed.
Der var en dreng, som mente, at det at være smuk var alt, det gjorde en perfekt. Han var smuk, og derfor elskede han sig selv højere end alt, han var også overbevist om, at hans far elskede ham utrolig højt, dog ikke kun på grund af hans smukke ydre.
Han vidste at folk elskede ham, at alle så op til ham.
Men en dag kom, og en sort heks lagde en forbandelse over ham; Han skulle finde en, der elskede ham som den han var, og han skulle finde den indre skønhed - hans hud blev dækket af grimme ar, mørke tatoveringer og hævede pletter. Han forstod det ikke, han vidste ikke hvordan han skulle fortsætte sit liv, hvordan kunne han leve når han var så grim, ingen ville kunne elske ham. Nogensinde.
Dagen efter købte hans far og ham et stort hus et stykke væk fra byen, aftalen lød på, at han skulle isolere sig der, indtil han fik sit gamle udseende tilbage, og om aftenen ville hans far komme og bo sammen med ham. Dagene gik og hver aften kom en ny undskyldning fra faderen om, hvorfor noget hindrede ham i at komme. Drengens tålmodighed løb op, og han lagde en besked på faderens telefonsvare, hvor han sagde, at de skulle lade vær med at lade som om. End of story.

Månederne forsvandt bag ham, og mere og mere længtes han efter en at elske.
En nat, da byen sov, drog han ud i byen forklædt i mørke klæder.
Han kom til et hus, hvor en ung pige fangede hans opmærksomhed. Hun sad i et vindue og læste.
Hver nat gemte han sig bag en stor mur, hvor han havde udkig til pigen, og flere gange da hun forlod bygningen, fulgte han efter.
Der kom en nat, hvor han måtte redde hendes liv og selvsamme nat førte han hende hjem til sig selv.
Han vidste, at det var hendes eneste mulighed for overlevelse - ellers ville de komme efter hende.

Hun hadede det, hun hadede ham, og hun savnede sit gamle liv. Han viste sig aldrig for hende, kun med en sort hue over hovedet, aldrig måtte hun se hvor grim han var.

- Filmens historie er lang, men den endte med, at hun elskede ham, på trods af hans grimme ydre. Altså pointen med dette her er, at ligemeget hvor smuk du er udenpå, ligeså grim kan du være indeni. Grimhed gør ikke en til et ondt menneske, du kan sagtens være smuk inde i på samme tid.
"I can love you no matter how you look"

fredag den 27. maj 2011

hjerter itu

Hvorfor ikke bare sige det højt
hvorfor holde det tilbage
hvorfor fanden gå et helt liv lukket inde i en bobbel af knuste drømme
Det river hjerter itu
Bag de lukkede døre, troede hun, at der fløj hjerter omkring dem, kun de to - hende og ham.
Men hun tog fejl, og han var med en anden, armen om en anden, kys på en anden, og hun så på.
Hun trådte om på den anden side, lukkede sindet. Hun følte knivene der stak i hendes hjerte, der ødelagde hendes kærlighed og slog alt itu.
Inden i blødte hun, og hun græd, og hun led, og hun smuldrede ud i tomheden.
Hvorfor hun elskede ham og han elskede en anden.

tirsdag den 24. maj 2011

Folkeskolen

Det er vildt, at år er blevet til måneder, måneder er blevet til uger, og uger er blevet til dage. Hvem skulle have troet at de første 10 skoleår af ens liv nu om få timer er forbi, det er mindblowing, men alligvel på så ufattelig mange måder utrolig trist.
Vi bliver spredt som små sandkorn på en strand, vi bliver væk i verden og bliver nok aldrig fundet igen. Efter et årti med blod og tårer, grin og søde minder, skilles vi.
Vi har været helt inde under huden på hinanden, gået igennem tragedier sammen, beskyttet hinanden, hadet hinaden, men ud af alt dette har vi elsket hinanden på godt og ondt.

Luften bliver tæt af nostalgi, for hvem skal gribe os når vi falder, og hvem skal le med os når solen skinner mest? Vi har jo altid være os, ja over halvdelen af vores liv.
Sammen har vi været alt.

søndag den 22. maj 2011

Imens mine tanker danser rundt i drømmeland, ligger jeg her under den bløde dyne, med de hvide fjer og de orange blomster.
Imens ligger du i Spanien, inde i den lille gade, ved det røde hus med de skæve vinduer, i det gule hus, i din seng med udsigt op til stjernerne (jeg elskede det loftsvindue og de lange nætter, hvor stjernerne stod klart på himlen. Vi kunne jo se dem fra din seng)
Måske kigger du på dem netop nu, og måske minder de dig om mig.Ligesom, at stjerner altid minder mig om dig. Det kan jo være, at vi har det ens, på trods af vores utallige skænderier og på trods af vores kolde afsked.
Det kan være, at du mindes vores glade somre på stranden, eller den smukke aften i Mijas - der hvor du friede, husker du?

Elsk os nu

Og vi vil gerne elskes igen
men vi kan ikke elske igen
Så hvem skulle elske os?
For vi elskede for meget
og det gjorde os svage
og svækkede vores kærlighed
Vi blev kvalt fordi vi elskede
så lidt mentalt døde er vi nu
men vi lever jo alligevel stadigvæk
også selvom det er vores iskolde kroppe
 der vandrer
Elsk os nu

fredag den 20. maj 2011

Forfærdet åbnede jeg øjnene. Jeg stivnede, opdagelsen af mørkerødt blod og påbegyndende død overalt, overrumplede mig. Alt var rødt, og skingrende skrig fyldte min verden med rædsel.

Jeg lukkede øjnene endnu engang, håbede på, at, i det jeg åbnede dem igen, ville jeg sidde ved siden af den violetøjet mand, og stilheden ville igen skære sig ind under huden på mig.
Jeg krydsede fingre og håbede ihærdigt på, at jeg havde ret. Sådan kom det dog ikke til at forløbe,
og sveden løb mig koldt ned af ryggen.
 
Pludselig anede jeg manden, der for bare få øjeblikke siden havde siddet ved siden af mig.
Han stod nu med kroppen bøjet ned over noget, der så lidt for livløst og koldt ud. Jeg vidste ikke, hvad det var, men min fornemmelse sagde mig, at jeg nok i realiteten heller ikke behøvede vide det. 

søndag den 15. maj 2011

Mennesket

Sandheden er jo, at lige meget hvor meget vi prøver at glemme, vil vi altid huske mest. Og når vi husker det gode, bliver vi nostalgiske og når vi husker det triste, bliver vi melankolske.
For vi er jo blot mennesker, og mennesker besidder ingen gudelige kræfter, og mennesker fejler, og de angrer, og de kommer videre.

lørdag den 14. maj 2011

Hun lider

Jeg kan se, at hun lider.
Hun lider på en smertefuld og skrøbelig måde.
Jeg mærker nærheden i hende når helvede går løs,
når hendes hoved slår hende tilbage,
når hun bare vil elskes
 og når hun giver op.

Hun har en kamp i sit hoved,
en kamp mod sig selv,
 og hendes mange ansigter.
Hun har monologer som river i hende, slider hende til skidt.
Når hun råber og skriger;
"Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke det her"
kan jeg ikke forstå,
ikke se,
ikke røre,
ikke være,
kun gemme mig,
for hende og dem.
For det er jo svært,
det er jo hjerteskærende,
 så virkelig svært.

De lange aftner med søvnløse kroppe,
der græder - er frygtlige.
For vi kan intet stille op,
kun græde i smug,
kun lide i smug,
over, at hun lider.
Det knuser hjerter af sten,
ødelægger vægge af sten,
smadrer liv og kærlighed

 


torsdag den 12. maj 2011

Det er så fandens uretfærdigt, når man har kæmpet og kæmpet, og ret så altid bliver uret, tabet altid bliver større, og intet gøres lige op.
Jeg stod der blandt 164 andre generte unge. Alle stod vi og trådte os selv klumset over tæerne, forsigtige og en smule klistrede til vore gamle forældre.
Vi blev forlegne når vi fik øjenkontakt med de andre, tanken om, at lige netop de fremmede personer om meget få måneder ville blive over halvdelen af vores liv, skræmte os.
Pigerne udpegede eventuelle søde drenge inde i deres små hoveder, og drengene udpegede eventuelle smukke piger inde i deres små hoveder.
Det hede rum fik os til at svede, vores hænder klistrede vammelt, og vores kinder var varmere end normalt. En gang imellem kunne vi ikke undgå at smile.

mandag den 9. maj 2011

Jeg vil anstrenge mig hårdt, til sidst vil I ikke kunne hade mig. Til sidst vil I blot hade mig, for at hade mig.
Så simpelt er det

Det ægte venskab

Ægte venskaber er sjældne. Du kan sammenligne et venskab med en forelskelse. Ligesom du ikke kan være i forelsket i mange, kan du heller ikke være venner med mange. I et ægte venskab ser du din ven for hans eller hendes egen skyld. Du er interesseret i den andens sjæl. Venskabet gælder vennen, som du ønsker det allerbedste for her i livet.

Sandsynligvis ligner I hinanden i følelser og tanker, selvom I er forskellige. Virkelige venner er én sjæl i to kroppe." - Aristoteles 

fredag den 6. maj 2011

// Jeg kendte engang en, der havde så unik en familie, at jeg næsten med det blotte øje kunne se kærligheden der sitrede mellem dem.
Årene forsvandt, forældrene blev skilt, og dagen kom, hvor hun skulle iføre sig den gulvlange, hvide kjole. Jeg var inviteret, på trods af, at vi ikke længere kendte hinanden.
Jeg erindrer, at jeg så  mig omkring, og pludselig klingede kirkeklokkerne med store toner, jeg så mig bagud, og hvad der mødte mit syn udløste en uvirkelig vrede i mig.
Senere fortalte hun mig, at hun havde set sin gamle far i øjnene dagen forinden og havde fortalt ham, at han ikke var personen der skulle føre hende op af kirkegulvet - det skulle hendes nye far.
Da skreg jeg, jeg teede mig som en gal, hvordan kunne hun vende ham ryggen efter alt hvad han havde gjort for hende, alle de knuste drømme han havde ladet gå blot for hende. Jeg var så uvirkelig vred. Hun havde knust mit hjerte, for i det øjeblik gik det op for mig, at hende jeg havde elsket engang var svundet  ind til en mørk klump intethed.
Jeg forlod brylluppet med tunge skridt og en slettet kærlighedshistorie. "

torsdag den 5. maj 2011

Mindre begavet

Hvorfor er det, at hun endnu ikke vil udstille ham? Fordi hun endnu ikke har vendet sig til tilværelsen uden ham, og derfor stadig opfører sig som før i tiden?
Måske håber og tror hun, at han kommer tilbage, på trods af den grusomme måde hun forrådte ham på. Måske håber og tror hun, at hun kan rette op på alle de iskolde ord hun skar ind i huden på ham. Måske er hun bare mindre begavet, ligesom så mange andre her i denne enestående verden.

onsdag den 4. maj 2011

Alt for søde tanker, kredser i mit hoved
endnu sødere læber kysser min kind
Varme munde krøller op til smil
herlige arme holder mig om livet
Smukke øjne bader i mit sind
Vi to er altid og for evigt
i mine drømme

mandag den 2. maj 2011

Vi gav op

Og pludselig en dag gik det op for mig, at jeg havde levet i løgnen. Illusionen bag sandheden, og jeg havde troet fuldt og fast på mine egne ord, troet, at de var ægte.
En dag som i dag, er en dag hvor jeg indser, at jeg må holde op med at finde virkeligheden i mine drømme, for det er jo ingen virkelighed, der findes jo ikke en verden uden krig. Et land uden tårer. Et liv uden sorg.
Virkeligheden er jo i realiteten en barsk leg, som altid vil være der. Glæde, sorg. Fred, krig. Uskyldighed, blod. Alt findes, både på godt og ondt, og alligevel lever jeg mig altid ind i den her drøm om fredens univers.

Jeg ved at jeg var blind af bar kærlighed, jeg så kun kærlighed i dine øjne, jeg så slet ikke den skumle, luskede, fucked op person der gemte sig bag tungens sødlige ord, nej, jeg så blot en engel med de hvideste fjer, de reneste hænder. Jeg så min engel. Og det er derfor jeg dengang gang på gang, insisterede på, at det var andres skyld, ikke en tanke om, at du ren faktisk kunne være den sorteste djævel, ja endda måske Helvede selv.

Aldrig er jeg blevet klog på om vores hemmelige romance var hvad jeg håbede på den var, og det bliver jeg nok heller aldrig, for ser du, det er svært at vurdere ting fra fortiden, de har jo haft deres øjeblik, de er hent. Man kan ikke springe tilbage og iagttage livet som det var dengang, man må leve videre og se hvad det bringer, om skæbnen har bestemt sig for, at lige du skal blive en rig og succesfuld kvinde, med den kærligste mand og de skønneste børn, eller om den har bestemt sig for, at lige du skal ende i rendestenene, leve dit sølle liv på må og få.


Mange gange har jeg sagt, at det var løgn, ja endda længere oppe har jeg beskrevet den eventuelle løgn jeg levede på, men hvem ved? Måske var der noget i dine bedårende smil, og måske mente du alt hvad du sagde. Var det hele blot en illusion af drømmene. En bristet illusion nu? … Nej, vent. Ikke svar på det, lad mig bare blive i uvidenheden, det er nok bedst når alt kommer til en ende.
Jeg giver slip ..


(Udklip af en gammel og rusten tekst)

søndag den 1. maj 2011

Hvorfor under døden ingen lykke?

Men du er jo stadigvæk den del større end de andre, og du er jo stædigvæk den del smukkere.
I min verden lyser du stadig op, og din leen er stadig det mest unikke der findes, er det ikke okay?
Du ved, at have en eller anden form for nostalgi for fortidens sødheder?

Jeg erindrer dine mørkeblå tårer der lydløst faldt ned ad din kind, alt i mens du råbte og skreg - om forladelse. Og det var et forfærdeligt øjeblik, et ulideligt mareridts værste sider.

Noget borer sig ind i mit hjerte, flår og river i mit alt for ødelagte hjerte, får mig til at huske. Ihærdigt er der noget der runger i mine ører, det er ikke rart. Det er hjertet der runger i mine ører, det skriger hysterisk og prøver at få mig til at forsøge at rette op på alt det ødelagte. Men det kan jeg jo ikke, ikke uden dig,
Og du findes ikke, for du er død. Hvorfor under døden ingen lykke?

tirsdag den 26. april 2011

Jeg har fået et rødt natbord. Jeg malede det selv, med rød spraymaling.
Jeg har en rød lampe. Den fik jeg engang af min far. Faktisk var det til jul, da jeg vågnede lå den under juletræet, juleaftensdag.
I hjørnet står en rød komode. Der er en låge man kan åbne, og derinde bag lågen gemmer jeg fine gamle tegninger, af fine gamle stunder.
Min ene væg er sort, sort som kul. Den har jeg selv malet, engang for måneder tilbage, jeg trængte til noget nyt. Den sorte maling var speciel, det var en tavlemaling så derfor kan jeg tegne med små hvide kridt på min væg. Lige nu er det eneste der står; The way we used to be. Spørg mig ikke hvorfor.
Rundt om det sorte kvadrat er der en hvid ramme, der hænger der alverdens ting, ting jeg har samlet igennem tiden. Nu lyver jeg, for faktisk har jeg taget alle tingene ned, pakket dem ned i en sort kasse, og gemt den under min seng.

Børnehavens gynger

Gyngerne rørte næsten hinanden, i det de fløj frem og tilbage. Jeg kunne næsten mærke hans ben mod mine.
Egentlig var vi jo for store til at være der, der blandt de små legende børn, dem der knapt havde lært at tale. Men det var vores undskyldning til at være sammen, så behøvede vi nemlig ikke indrømme noget, vi kunne bare sige til de voksne, at det var fordi vores små søskende gik i børnehaven og vi bare var kommet for at vente på vores forældre til at komme og hente os.Vi kunne sige, at den eneste grund til at vi gyngede sammen var fordi vi jo kunne tale sammen, vi kunne forstå og vi kunne le. Sammen. De små forstod jo ingenting, alt der fascinerede dem, var at grave med den røde skovl, eller sidde i den blå stol.
Faktisk var det jo fordi jeg syntes ham drengen med det lyse hår og de bare tæer var sød.

torsdag den 21. april 2011

Natten

Natten er en stund, der er overmandet med de bølgende toner fra den søde Jazz og de intime følelser fra de Søgende.
Natten er sort som kul, og den er snu. Den binder sig rundt om dit liv, trykker luften ud af dig og efterlader dig kold og skrøbelig,
Natten er snedig. Den formår at skabe en indbydende fatamorgana; leende børn, røde valmuer og mørkeblå have. Men når solen står op er de leende børn væk, de røde valmuer findes ikke og de mørkeblå have er mere grønne og beskidte end så meget andet. 
Natten er sweet. Stærke sager, men sweet. 

onsdag den 20. april 2011

"jeg ville bare trække dig med ud på havet, hvor jeg selv var havnet. Ud i bølgegang, trække dig med ned i det sorte vand, hvor man ikke kan trække vejret, jeg ville ikke være alene dernede, du skulle med så vi i det mindste var to." Ondt i sulet

tirsdag den 19. april 2011

Ukorrekt

At være så pisse politisk korrekte, så umådelige arrogante og helt uvirkeligt upålidelige
Moralsk set et konge eksempel på den overfladiske sødme som atmosfæren så småt er ved at kvæles i
Så fine og uforståelige sætninger og ord der blandes ind i en står pøl overlegenhed.

Det er så skide korrekt at være ukorrekt, kan du ikke se det?
Lad mig nu ikke formenes.

søndag den 17. april 2011

Engle og dæmoner

Vi skal bestemme hvem vi er. Vi skal bestemme hvad vi vil og hvad vi vil udrette, om vi vil kæmpe eller om vi vil lade vær.
Vi skal bestemme om vi vil være lykkelige eller ej, om vi vil finde kærligheden eller forblive alene.
Hver gang vælger vi noget fra, til fordel for noget andet, og det er okay.
Det er nødvendigt at sortere i livet, nødvendigt at være stærk nok til at lade gå. Det kan dog også være nødvendigt at være stærk nok til at holde fast, situationen spiller den største rolle.
Engang tilhørte jeg den del af menneskeheden der tror på, at det er muligt at forblive den samme person igennem et helt liv, at det er muligt at holde af de samme mennesker, at bo i den samme by i et helt liv. Det tror jeg ikke på mere, jeg ved, at det i min situation er bedst at lade gå, for på den måde bliver jeg selv lykkelig.
Da jeg var lille troede jeg, at himlen altid var blå. Jeg troede, at engle havde vinger og, at der kun fandtes to sprog i hele denne forunderlige verden; norsk og dansk. Nu ved jeg, at der findes alverdens sprog og, at engle er et udtryk der har forskellige betydning fra person til person. For mig findes engle ikke – kun i min fantasi, men det er også helt okay.

fredag den 15. april 2011

I aften var jeg noget andet.
I seng gik jeg
en smule bedrøvet
en smule fordrukken
en smule tom
  og en smule en anden.

onsdag den 13. april 2011

Forsvind

Jeg synes du er en idiot
en stor fed arrogant nar
en selvisk, højrøvet nar
en egoistisk, forfærdelig ussel nar
en idiot med alt for høje tanker om sig selv
en idiot der ikke tør stå ved det du lukker ud
en idiot der lever på overfladen

Jeg raser, jeg skælver, jeg er vred, jeg er skuffet, jeg er så ufattelig vred og skuffet.

Jeg hader dig. For første gange hader jeg dig så uendeligt og inderligt meget, at intet kan ændre det.
Af hele mit hjerte hader jeg dig

tirsdag den 12. april 2011

Nogle gange føles det hele bare så forkert, og hele min verden ramler sammen, og jeg er ked af det, så ked af det, alt alt alt for ked af det.
Tårerne, der triller ned af mine kinder som små tunge dråber, flere tusinde, ligesom flere tusinde minder der flyder sammen til en forfærdelighed.
Det aller værste er, at i alt tumulten prøver jeg at finde ud af hvorfor, men jeg finder aldrig grunden.
Jeg teer mig ustyrligt og på en eller anden måde makabert. Jeg har lyst til at træde ud af min krop, ud af min eksistens, bare væk.

søndag den 10. april 2011

Verden er et forunderligt sted.
Hvorfor fælder vi regnskovene når vi har brug for ilt?
Og hvorfor laver vi busplaner, når busserne aldrig kommer til tiden?
Der er kun to ting der er uendelige; Universet og menneskers dumhed. Det er på en underlig facon sødt. 

lørdag den 9. april 2011

Oh

oh, hvem siger, at altid er for evigt, ikke nok.
oh, hvem mener altid, når de siger for evigt? for mange.
Altid er en længere periode, for evigt er grundigt, det er for evigt.
Vi har sagt det så mange gange, har ladet som om så mange gange. Varer du for evigt? Eller varer du for altid?
Jeg varer evigt, eller måske er jeg for altid?
Os to, som troede, at vi var mere end alt sammen, vi blev realiseret til mindre end alt, hvorfor egentlig?
Fordi evigheden lå for langt ude i tågen. Vi led og sled i det dybe hav, kæmpede for at holde hovedet over vand, hvorfor egentlig?
Fordi evigheden lå for langt oppe mod solen. Hvem af os overlevede? mig? dig? os begge to? måske du i din verden, og mig i min?
oh, vi søger det umulige.
oh altid, er vi umulige.

tirsdag den 5. april 2011

Og det er jo trist, at nogle mennesker altid siger det ene og dernæst gør det andet, ikke sandt?

Skillevæggen

Men han er jo noget specielt, han har jo altid været speciel, han har altid været en ekstra del af gruppen.
Jeg mindes da han var en lille dreng, ham og min søde bror der rendt rundt med deres papmachesværd og deres røde kapper - de troede, at de kunne flyve, og, at de indebar større kræfter end resten af civilisationen. Jeg husker, at jeg sad inde på mit værelse og skreg for at få dem til at tie stille, jeg ville sove og deres små børnelattere fyldte alt for meget. Det var nu nok egentlig mest for at være på tværs, for jeg nød jo faktisk at falde ind i søvnen sammen med deres glæde.

Årene flød sammen, og tusindvis at ting skete, og stille og roligt gled glæden bort, jeg stoppede med at skrige om stilhed, og længtes i stedet efter deres grin. For når han var her, kunne jeg ikke længere høre deres nu påbegyndte mandestemmer igennem den tynde væg der skilte vores værelse ad. Der var alt for stille, havde nærmest lyst til at skrige for at få dem til at gøre noget, bare et eller andet.
Når vi om aften som sædvanligt sad ved middagsbordet smilte han ikke, han var der bare på en eller anden usynlig facon.
Det er en skam, for han var sådan en yndig lille dreng. Han havde hjertet på rette sted, jeg er næsten bange for, at han har mistet det. Hjertet.

søndag den 3. april 2011

Brusekabinen

Nåå.. men.. jeg klarede det igennem endnu en dag.
Følelsesløst lod jeg det iskolde vand bane sig vej ned ad min lange og nøgne krop, jeg sigtede mod himmelen, lukkede øjnene og forsvandt.
Jeg stod pludselig på en strand, ene og alene var jeg.
Bølgerne stod højt og solen var næsten gået ned. Langs vandkanten anede jeg de glinsende muslingeskel, og så lagde jeg også mærke til sandets gyldne farve, kridhvide og alligevel gyldne farve.
Jeg satte mig ned, ikke helt ude i vandet, men langt fra helt inde på land, det var sådan.. midt i mellem.
Stille vuggede jeg fra side til side, alt i mens jeg nynnede en fin melodi i takt med bølgernes brusen.
Efter en tid kiggede jeg med undren ned ad mig selv, med den opdagelse af, at jeg var splitterravende nøgen, ikke et klæde bar jeg, og for første gang i mit liv skammede jeg mig ikke, var heller ikke flov, jeg var simpelt og ret bare selvtilfreds.

Jeg tror jeg sad der i en mængde uanede timer, sådan føltes det i hvert fald da jeg med ét rejste mig op, rettede ryggen, bredte armene ud og lod med alt lidenskab mit hår flyve vindenes veje. Jeg skreg og skreg, helt indtil jeg havde opbrugt alt luft i mine ynkelige lunger. Jeg hostede hysterisk, og satte mig derefter ned igen. Pludseligt var alt rart, jeg følte mig endnu mere tilfredsstillet end øjeblikket før.

Jeg åbnede øjnene og hurtigt gik det op for mig, at jeg stod og stirrede direkte op på bruseren, og, at jeg fik vand i øjnene. Stille slukkede jeg for vandet, trådte ud af brusekabinen og klarede det igennem endnu en dag.

lørdag den 2. april 2011

Baggrundsstøj

Jeg tænkte i går på noget som jeg ville skrive ned, jeg tænkte på at forme nogle ord til noget større, og jeg tænkte på at få dem til at betyde noget for andre end mig selv.
Da jeg kom hjem, gik jeg som sædvanligt ind i stuen, satte mig hos mine forældre og glemte da alt om at skrive mine tanker ned.
Senere gik jeg ind på mit værelse, tog blyanten i hånden og ville så inderligt gerne formulere noget sødt.
Så opstod et problem; jeg kunne ikke længere erindre hvad jeg have småbegyndt på inde i hovedet. Derfor lagde jeg blyanten fra mig og gik i seng.

Nu sidder jeg her og tænker, prøver at genskabe det jeg begyndte på. Ser du, det er faktisk svært, for jeg kan ikke huske noget, overhovedet.
Jeg kan se, at de sørgelige minder falder ned fra min væg, de engang så fine ord forsvinder om bag den hvide seng, og der bliver de liggende. Det falder mig ikke ind, at samle dem op, for hvad nytter det? vil de ikke bare falde ned igen?
Jeg kan også se, at de lyse billeder jeg engang klistrede op med tape, er så støvede, at linjerne som skaber fotoet nærmest er borte.
Jeg kan se så meget, men jeg kan ikke huske noget.

Det reelle problem er nok, at jeg prøver at skabe noget der var engang. 

torsdag den 31. marts 2011

Hendes røde kjole

Stille lod hun tonerne forsvinde ud i nattens kolde mørke, søde og med et lille præg af  nostalgi.
Hendes røde kjole rørte forsigtigt den våde jordbund, alt i mens hendes hænder ængsteligt forsøgte at holde fast på de små stykker - dem der forsøgte at slippe væk fra hende. Små fine stykker af sandhed og løgne, små dele af hendes knuste hjerte.

Hendes bevægelser var absurde, hun prøvede oprigtigt på at nå hans varme arme, prøvede på at forbande den svundne tid ved at ønske den tilbage.
Hun søgte hans inderside, ville ikke indse at skorpen var for tyk, og, at han indeni ingenting var længere.
Hun sang noget mere, håbede ihærdigt på, at han ville vågne op fra de døde, og høre hendes elskelige toner - og genkende dem.
Måske ville han indfinde sig i hendes virkelighed og de ville sammen holde om hendes røde kjole, måske endda kysse hendes røde læber sammen.
Han kunne løfte hende op i sin favn, knuge hende ind til sig, og hjælpe hende med at holde fast i de små stykker hun ikke selv kunne bære.

onsdag den 30. marts 2011

Sorte bær og forrådnede æbler

Der var en der spurgte mig om jeg længtes. Mit svar var; ja.
Min begrundelse var; det ved jeg ikke.
Derefter kom spørgsmålet om jeg til tider var misundelig. Atter en gang var mit svar ja, dog et mere ydmygt ja.
Min begrundelse var; at jeg jo længtes.
Jeg prøvede at forklare, hvordan det føltes at forsvinde, hvordan det var at have følelsen af ligegyldighed og neutralitet dage ud og dage ind.
Min forklaring lød lidt a la;
"Nu er jeg hverken glad eller ked af det. Jeg føler ingen trang til at stå op om morgenen, men jeg føler heller ingen trang til at lade vær. Jeg synes at mine dage er rent tidsfordriv, en masse tommer timer, som om, at fra jeg står op til jeg går i seng blot er en lang pløre af ingenting.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg turde sige noget, i stedet står jeg og træder mig selv over tæerne."

Da kom spørgsmålet; Føler du, at du mangler det?
Mit svar var ja.
Min begrundelse var ubeskrivelig.

mandag den 28. marts 2011

Robyn - Be Mine (Live Nobel Peace Prize 2008)

Springsteen

Stille gav han mig den. Pladen.
Den jeg engang havde givet ham, fordi jeg vidste hvor meget han elskede Springsteen. Jeg havde givet den af ren og skær kærlighed.
I et øjeblik stod verden stille, jeg vidste ikke hvorfor, havde han ikke været glad for den dengang, og havde han ikke hørt den mindst 5 gange om dagen?
Jeg forstod det overhovedet ikke, derfor stod jeg bare der og måbede som en anden idiot, men helt ærligt; hvad siger man når man pludselig får noget tilbage man engang har foræret væk?

Uden så meget som et enkelt farvel, forlod han mig der alene, midt på den tomme gade, mellem mængden af frustrerede mennesker.

søndag den 27. marts 2011

Det lukkede sind

Forsigtigt åbner jeg mit sind, jeg lukker op for de gemte følelser og de stærke minder.
Stille bladrer jeg dem igennem, ser på gamle ting der i tidens løb er gået itu.
Jeg ville gerne bruge ordet intens til at beskrive dette øjeblik, og disse væld af følelser der vælter op i mig, men jeg lader være - mest af alt fordi, det ord har mistet al form for betydning for mig. Jeg føler det som et forfærdeligt ord. Det minder mig for meget om dit hjertes løsrivelse for mange år tilbage.

Verden synes tungsindig og fortabt, farverne synes så utydelige. Måske er de falmet, fordi vi ikke holdt sammen, fordi vi hverken prøvede eller gjorde noget som helst, vi lod bare det hele tage form af sig selv.

Pludselig kommer jeg til et sted, hvor et billede dukker frem fra sit skjul. Jeg ser ærlighed, kærlighed, sammenhold, trofasthed, ærgelse, tilgivelse, lidt mere ærlighed og til sidst en smule begær. Den sorte lille mig der sidder på min venstre skulder siger "gør det, gå ind, åbn det, lad dit hjerte såre" den anden lille hvide mig på min højre skulder siger "Lad vær, luk den, gå ikke derind. Lad ikke det hele rive op igen" - Hvad skal jeg vælge?
Jeg længes pludselig efter noget jeg ikke ved hvad er.

fredag den 25. marts 2011

; Her, nyd denne smukke sang imens du læser

..// Vi kan lægge os tæt sammen, helt tæt, så tæt så muligt, så tæt som hvis det gjaldt liv eller død.
Vi kan flette vores fløjlsbløde ben sammen, holde hinanden i hånden - bare for at holde sammen på det hele.
Vi lader erotikken danse som en tæt skygge omkring os, vi kysser hinanden med forsigtige ord - bare for ikke at ødelægge noget, noget, der måske kan vise sig som meget skrøbeligt.
Vores kærlighed samler sig, den knuger sig til os og får alt til at syntes så enestående. Vi mærker, at vi kan håbe, og, at vi kan tro, vi ved, at det hele nok skal ordne sig.
Vi holder sammen på det hele blot ved få berøringer og endnu færre ord //..
"And remember - outside the lines is fine!" - Dave the Chimp

onsdag den 23. marts 2011

(En hemmelighed er; at jeg ikke har glemt det. Vi lider af noget større end som så.)

mandag den 21. marts 2011

Det er din skyld! Det er din skyld forfanden! Du fik mig til at elske dig, du lukkede mig ind! Og så døde du i mine arme! Jeg er bange. Jeg er bange for at være, jeg er bange for at trække vejret, jeg er bange for at røre mig, jeg er bange for at røre dig! Jeg kan ikke miste dig igen. Jeg kan bare ikke.
Jeg er rodløs, og jeg er forvirret, og jeg er et rod. Jeg er fuld af ufuldendte sætninger, jeg bærer rundt på noget der mere ligner en bunke ingenting end en bunke alting.
Jeg svømmer i et hav med sindsforvirrede fisk, det ene øjeblik svømmer de den ene vej, det andet den anden, jeg er ved at blive sindssyg. Mit sind er ved at blive sygt af alle disse upålidelige veje.
Du fik mig til at elske dig. Og du fik mig til at give op.

søndag den 20. marts 2011

"Your voice, is all I here somehow"

Vejret bærer et præg af sørgmodighed, i mens sidder jeg her og lytter til Joshua Radins smukke stemme.
"Your voice, is all I here somehow" 
Mit drengekorte hår sidder som da jeg stod op, mine slidte yndlingsbukser sidder som altid og forsigtigt vugger jeg mit hoved frem og tilbage i takt med musikken. Stille tipper mit højre ben op og ned.

Livet er så autentisk, og det er min tilstedeværelse i denne verden også. Jeg har elsket, jeg har mistet, og jeg har elsket igen. I dag elsker jeg mig selv lidt, for det har jeg givet mig selv lov til, og sammen med mig selv er jeg altid lykkelig, for jeg er min egen bedste ven. 

Der var lange nætter, hvor jeg optrådte som melankoliker, jeg brugte den mørke tid af døgnet på at længes efter dig, og jeg troede, at du ville komme hjem, jeg troede virkelig oprigtigt på, at du ville vende hjem. 
Hver nat sad jeg ved vinduet og kiggede op på den uendelige, sorte himmel med alle de lysende stjerner, jeg erindrede hvad du plejede at sige; Når jeg er med dig, står verden stille, du er min sol.

Jeg smiler ved tanken, men ryster den alligevel ret hurtigt af igen, jeg er ikke melankolsk mere. 

fredag den 18. marts 2011

Rigtigt og forkert?

Det er ligesom, at jeg synes det er forkert at bestemme sit barns navn før det egentlig er født. Jeg tror det bringer uheld, eller i hvert fald tror jeg ikke at verden hænger sådan sammen.

Det er når man ser en fremmed på gaden og man tænker "ham der, han er en rigtig Adam" eller "hende der, hun er en rigtig Isabel" , i det man ser dem, kreerer man en eller anden imagination om, hvordan de er som mennesker, og det medfører også navnet. Navnet er noget helt specielt og unikt.

Jeg ville elske følelsen af at se på mit lille barn for aller første gang og tænke; Hun er en Ida. Og det ville jeg kunne gøre, fordi jeg ikke havde forudbestemt hendes jeg, men fordi jeg ved første øjekast kunne mærke Ida'en i hende, og jeg kunne føle, at lige præcis dét navn var som skabt for min lille baby.

Jeg siger ikke, at noget som helst er forkert som sådan, for hvad er egentlig rigtigt, og hvad er egentlig forkert? Det har jeg desværre intet svar på, men for mig, mit jeg; Josephine, ville det føles forkert at skulle være herre over noget, jeg endnu ikke havde kendt.
 Kan du følge mig?

- Josephine

torsdag den 17. marts 2011

Alting, eller måske ingenting

"Du ville gøre alt for mig, ikke sandt?"
"Joe.. Det ville jeg nok.."
"Hvorfor?"
"Det ved jeg ikke.. Du var så sød engang, og så kærlig. Du var smuk og elskelig. Jeg elskede dig virkelig."
"Var? Elskede? Hvad skal det betyde?"
"Jo, ser du. Sådan er du ikke mere, eller måske, men ikke på den rigtige måde. Ikke på din måde. I dag er du anderledes, og du ser ikke ud på samme måde længere, dit hår er mørkere, dine øjne skinner ikke helt lige så meget mere, og dit smil er næsten forsvundet. Jeg ved ikke hvad der er sket, måske vil jeg bare ikke gøre alt for dig længere.."
Vinden blev pludselig utrolig kold, og det blæste op til regn. Himmelen blev sort, og skyerne dækkede pludselig alt for meget.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke om du har ret, og jeg ved ikke forskel på rigtig og forkert, men jeg ved, at jeg lige mistede noget meget dyrebart på gulvet; jeg mistede os."
Hendes øjne slog lyn, han turde næsten ikke kigge på hende, kunne nærmest føle sig selv skrumpe.
"Jeg mistede os for lang tid tilbage, ligeså vel som jeg netop nu mistede min værdighed"
De ord sagde han, og han mente dem, og han så hende i øjnene for sidste gang.

Det er hæsligt

Det er et hvidt stenbelagt gulv, det er koldt - her mod mine bare ben.
Det er som om min mave råber og skriger, den krummer sig sammen, udløser en vold af smerte, skriger og skriger og skriger lidt mere. Den kramper, den råber om hjælp.

Jeg sidder med hovedet bøjet ind over karet, det er som om der er noget der vil ud, men alligevel er der ingenting, det er forfærdeligt, så uvirkeligt og frygteligt.
Min krop den skælver, jeg har ingen kræfter tilbage, så jeg lader mig falde tilbage ned på de kolde fliser.
Endnu engang udløser min mave disse uudholdelige smerter, og nu er det mig der udstøder høje og skingrende skrig, som fylder rummet med trusler.

Min ryg er ødelagt, og jeg er udkørt og føler mig så forfærdelig lille.
Jeg vil have det til at stoppe, til at forsvinde, til aldrig at vende tilbage, det er hæsligt.

mandag den 14. marts 2011

Kys mig

Stjernerne er så blå i aften, næsten ligeså blå som dine kuglerunde øjne. - natten er mørk, selvom den er ung.
Din uskyldighed står som stråler ud fra dig, også selvom dit smil er tiltrækkende, og smilehullerne giver din sødme et ekstra puf.

Du er meget genert i dag, det er du jo altid, men i dag er det  noget særligt - mest af alt nok fordi, at jeg først ser dig nu. Jeg ser dig, ikke udenom, men dig.

Når jeg fanger dit blik, krøller din mundvige forsigtigt op i et forlegent smil, og din hud forvandles lige så stille til lyserød. Det er sødt, synes jeg. Faktisk er det meget sødt, man får næsten lyst til at holde om dig og din lidt for høje krop, du er jo højere end mig.
Kys mig, det gør ikke ondt. Det gør det aldrig.

lørdag den 12. marts 2011

Red det

Det er sørgeligt som verden ser ud i dag, ikk'?
Folk slår deres børn ihjel, mishandler dem gennem hele deres kære barndom. Den tid der skulle have gjort dem til hele mennesker er ikke andet end rædselsfulde minder, minder som de for alt i verden ville ønske, at de kunne glemme. Men hvad kender de ellers til? I hvert fald ikke kærlighed.
Folk som i realiteten skulle være ens venner, torturerer en til det yderste, begår de fæleste overgreb og dræber ens stolthed så vidt som værdighed.
Mennesker der giver sig ud for noget, er altid noget andet.
Naturen har fået nok, den lader os ikke være i fred, den gør oprØr, skaber død og ødelæggelse. Er det, det her vi vil opnå? Er det virkelig det vi er værd den dag i dag?

Musik handler om sex, stoffer og penge. Den udnytter sarte sjæle, og stjæler den forhenværende respekt. Hvor blev følelserne, ærligheden og særligheden af? Hvorfor er det ord som 'luder', 'so' og 'ho' der går igen? Hvad er det vi gør?

- Josephine

torsdag den 10. marts 2011

hvid eller sort?

Da han dengang stod ved alteret og lovede sig selv væk, da han hudærligt tog imod hendes hjerte og knugede det ind i sin farm løj han ikke.
Hun overlod styringen til skæbnen.. og til ham. Hendes sukkersøde tanker var røde og violette den dag - ligesom, at hun var en hvid brud med en hvid samvittighed - ligesom, at han faktisk var en sort gom med en lige så hvid samvittighed... den dag.

Hun tænker i dag på, om folk hver dag lyver overfor sig selv, om det er ved at blive en norm at blive gift, du ved, bare for at blive et eller andet. Hun spekulerer på hvad der fór igennem hans hoved i det sekund han valgte at smide hendes røde og violette hjerte ned i det alt for dybe, sorte hul, om han overhovedet gav hende en tanke i det han valgte at trænge ind i den gudsforladte hore som han ikke en gang kendte navn på.
Hun ved ikke om han løj, hun ved ikke om han var tro dengang, hun ved ikke om livet er det værd, hun ved ikke om sandheden overhovedet findes.

Han føler i dag, at han er væk, at han er forsvundet, for han ved, han ved hvor frygtelig en ting han har gjort, han ved, at han har knust deres drømme, og han ved, at han tabte hendes hjerte i det øjeblik, i det sekund.
Han ved, at han aldrig får det tilbage, det er smurt ind i klistret, sort blod, som er altødelæggende.
.. Han ved; at han ikke en gang kendte hendes navn.
Og jeg ved ikke hvorfor vel, men pludselig er jeg havnet i en tørke, hvor jeg hverken kan finde det ene eller det andet at skrive, derfor skriver jeg intet, måske lidt, men det tryller jeg hurtigt væk igen.
 Jeg har jo trods alt stadig magten på min side, ikke?

mandag den 7. marts 2011

The bigger picture

År er blevet til måneder. Snart bliver måneder til uger.
Verden lider af nostalgi, og denne her by kommer aldrig til at se på det større billede.
Der er ikke plads til at glædes ved andres lykke her, og der er hverken tryghed eller anden form for positivitet i folkets uoverskuelige hoveder.
Det hele handler om mig, og mig, og mig, der er ikke noget dig, det hele er hele tiden mig.

I dette liv er der ikke plads til at lukke omgivelserne ind, der er heller ikke rum for at have respekt, eller accept for den sags skyld, for dem der vælger at leve sit liv anderledes, vi skal alle følge strømmen, ellers bliver vi udstødt.
Vi bliver skubbet ud af byens lille permanente univers, fordi vi vælger at trodse de gamle vaner.
Vi bliver skubbet ud, når vi prøver at se på det større billede, for så er vi pludselige nogen andre, og det kan vi jo ikke have.
I denne by er forandring ikke sundt, så bliver man ugenkendelig og så skal man skubbes væk.
Folket kan ikke sætte sig ind i den essentielle realitet, at forandring til tider kan være nødvendigt og måske ikke altid er selvvalgt.

Ligeså meget godhed, glæde, omsorg, kærlighed, tryghed der findes i denne by, ligeså meget had, vrede, foragt, usselhed, mørke og egoisme findes i denne by.

Jeg tror måske, at jeg er ved at blive ramt af denne by, at denne by på en eller anden måde har sat sit præg, og langsomt gravet sig ind under huden på mig.
Jeg er tror, at jeg er blevet ramt af den ustyrlige egoisme der omfatter usselhed og foragt.
Jeg tror, at jeg er ved at blive en af dem der ikke kan glæde sig på andres vegne, og det er langtfra sundt.

Jeg har altid lovet mig selv, at jeg ville være bedre end det, at jeg ikke ville lade mig selv synke ned på det stade, hvor det der var vigtigst var mig og min egen lille snude.

Måske har jeg boet her for længe, eller måske har jeg bare bukket under for strømmen.
Denne her by er ikke altid god, men den er heller ikke altid ond.

Jeg vil gerne kunne se på det større billede igen, og jeg vil gøre alt for at opnå dette høje stade igen.

- Josephine

søndag den 6. marts 2011

"I was his hand, and now I'm a ghost" - Christina

fredag den 4. marts 2011

Dig

En ven kom engang til mig, og spurgte hvad mit drømmeliv var. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke, for først måtte jeg finde mig selv, og først måtte jeg komme videre med mit liv, og lade vær med altid at lade fortiden styre min nutid.
Min ven kiggede på mig med et undrende blik. Efter en lang stilhed, og efter lidt for mange sekunders tankegang, sagde min ven noget.
 "I det, at du har kunnet konkludere, at du tænker for meget på den svundne tid, og i det, at du i virkeligheden erkender at sket er sket, og det blot er en ting du må lære at leve med, er du jo egentlig kommet videre. Og du kan på en eller anden måde ud fra det, definere hvem du er, og hvem du gerne vil være. Men så er det spørgsmålet opstår; Hvem er du? Hvem vælger du at være"

onsdag den 2. marts 2011

Min bedre halvdel

;hvorfor jeg altid har valgt at kalde mig selv minbedrehalvdel når jeg skriver.

Når jeg skriver forsvinder alting, alting bliver ligegyldigt og jeg behøver kun at fokusere på en eneste ting; mine ord.
Jeg behøver hverken at være noget jeg ikke er, behøver ikke at skulle lade som om, at min kære tilstedeværelse i denne verden er ligesom alle andres. Jeg behøver ikke at smile, og jeg behøver ikke at le. Jeg behøver ikke at græde, eller at være sur, for når jeg skriver er det mig der er skaberen, og det er mig der bestemmer om solen er gul eller om den er lilla, eller om den er rund eller firkantet, det mig der kreerer disse små billeder af verdener der kun findes i min fantasi. Måske du kan se dem?

Når jeg skriver træder jeg ind i en anden karakter, jeg træder ind i minbedrehalvdel, for når jeg skriver er det min bedre halvdel, det er den største blottelse af dem alle, og det er hudærligt og unikt. Hvis ikke du kan se dette, kan du ikke se mig. Og hvis du ikke er ærlig overfor dig selv når du læser mig , så er du aldrig ærlig.

Når jeg er i denne her verden, fyldt med de ord jeg elsker, er jeg uovervindelig og jeg er stærkere end aldrig før. Jeg er hersker over evigheden og over det gode.
Fjenden hader jeg ikke, og jeg prøver ikke på at hade Fjenden. Fjenden lever sit eget liv, og møder sin egen modstand. Fjenden hersker over sit "det gode" og jeg over mit.

Dét her er min bedre halvdel.

tirsdag den 1. marts 2011

Velkommen i min verden

Jeg ville gerne kunne byde jer "velkommen" i min verden
Jeg ville gerne kunne invitere jer indenfor
vise alt og ingenting
Jeg ville gerne vinde foraltid
aldrig tabe
aldrig igen'
Jeg ville gerne kysse jer med
de mest vidunderlige ord
få jer til at falde for min sødme
Jeg ville gerne kunne vise jer mit univers
mine forseglede minder og min forevige standhaftighed
Jeg ville vise jer min verden i farver
 og glade stunder
Jeg ville underholde jer
ved at blotte mig selv til det yderste
Jeg ville gerne kunne byde jer "velkommen" i min verden

fredag den 25. februar 2011

Melankolske forsigte melodier maler billeder i hendes hoved, de viser hende alt det hun kunne have set, alt det der engang var, og det der overhovedet ikke findes.

torsdag den 24. februar 2011

Nu er hendes længsler borte
de er opløst
Tiden er forkert
men alligevel så rigtig
den står ikke længere stille
den suser forbi
Hun har grædt den sidste aften
og hun har forladt dem alle sammen
Nu tænker hun på hvad hun egentlig tænker på
Hun kan ikke komme på noget
for hun er tommere end tom
og koldere end kold
Hun er næsten forsvundet nu
ud i den kolde februar nat
ud til alle dem
 der lod hende i stikken
Hun kunne føle den møde postbuddet sendte hende stjålne blikke, og hun kunne fornemme hvad han tænkte; Hvorfor er hun hjemme på dette tidspunkt af døgnet, burde hun ikke være et.. andet sted? Skole måske, hun ser da ung ud.
Det var tydeligt at se, at han undgik at møde hendes blik, han kunne nemlig godt se, at hun havde grædt. Og han var bange for, at hun hvert øjeblik det skulle være, kunne finde på at bryde ud i gråd igen, og hvad skulle han så gøre? Bare glo?

Hun kunne mærke den stakkels mands usikkerhed, og hun lagde nøje mærke til de yderst langsomme bevægelser. Han var som om, at hun var en tikkende bomber, der bare ventede på at eksplodere.
Der var bare det, at hun havde grædt ud, hun havde ikke flere tårer tilbage, og hun havde ikke flere smertende følelser, så hvorfor skulle hun græde.

Hurtigt skrev hun under på  den pakke postbuddet var kommet med, og så hurtigt han var dukket op, ligeså hurtigt var han væk igen,

onsdag den 23. februar 2011

"Honestly, it was bad, what i did. I did a terrible thing. I had no good reason. I woke up one day, and I couldn't do it anymore. It wasn't even a choice, I just couldn't. I had a thought, and the next thing you know I'm burning it all down. I left her, and I even don't know why" - Sam
Jeg er som de mennesker, der ikke vasker deres tøj
men bare tager en klud og tørrer skidtet af
Deres tøj bliver aldrig helt rent
de dækker over mørke ting
Og når de går ud af døren lader de som om alt er normalt
og som om, at deres tøj overhovedet ikke er fyldt med mørke plamager af gamle udsultede minder
der forlængst burde være renset væk
Skidtet der bliver, er det der har sat sit præg
det er det der har gravet sig langt ned, og som er aller sværest at få bort.

Jeg kan også tørre det væk, skidtet
det betyder jo ikke, at det er rent
Det er smerten der gør det
Sætter et smil op for at skjule det
Jeg har disse sorte plamager over hele min krop
de er aller længst inde
Måske kan du se dem, hvis du kigger godt nok efter
De er næsten som store rådne huller
Det er det, der har gravet sig langt ned
 i min underbevidsthed

søndag den 20. februar 2011

"I did fight. I fought so hard, but somewhere in between I was thinking; what's the point? And i let go. I just stopped fighting."

Stjernerne

Det er ærgerligt, at man ikke kan se stjernerne heroppe fra, ikk'?
Det burde man jo egentlig kunne.
Måske er det fordi lykken er for stærke sager og fordi vi ikke kan tåle det klare syn.
  Måske gemmer stjernerne sig for os, eller måske er vi slet ikke så højt oppe alligevel, måske er det bare en illusion af lykken.
I realiteten kunne vi jo bare "lade som om", ligesom vi gør med så meget andet, vi kunne lade som om, at stjernerne aldrig havde stået flottere.
The scars of you
  all over my bloody body

lørdag den 19. februar 2011

Det er når ..

Det er når man står på en rulletrappe og man kan se hvem der kender hinanden, og hvem der ikke gør. Det er faktisk ret simpelt; dem der kender hinanden står tæt, altså der er ikke noget trin imellem, og dem der er fremmede, har et trins mellemrum.

Det er også når man for eksempel sidder i et tog, en bil, en klasse, et eller andet sted.
Hvis man sidder sammen med en bekendt, tvinger man sig selv til at finde på noget bare en smule relevant at sige, dog er det mest relevante man for det meste kommer frem til oftest noget i stil med; "Godt vejr i dag, hva'?".
Hvis det er en ven, har man ikke dette forfærdelige behov, hos en ven kan stilheden til tider være utrolig smuk.
Måske er det os begge to der er glemt, eller så er det bare mig.. Eller måske dig.
Det kan også godt være, at det er ingen af os, og, at tiden bare ikke længere står stille. Vi er nok bare kommet videre

søndag den 13. februar 2011

Penge er ikke løsningen

Jeg har så mange penge, penge der kunne bruges til så meget; rejse langt væk, købe dyre ting, dyrt tøj, leve livet på en lille blå ø.
De kunne bruges til så meget..
Der er bare det, at der kun er én ting i denne store verden jeg vil bruge dem på, og lige netop den ting er umuligt; Jeg vil hjælpe dig lige nu, hele dit misbrugte hjerte, kysse dine sår til blodet forsvinder, og så vil jeg bare gerne gøre dig glad.

Penge løser ikke alt, vel? Det jeg prøver at sige er, at man ikke bliver lykkelig af penge, for hvis det var tilfældet, så ville du ikke være ulykkelig lige netop nu, så ville du være glad.

lørdag den 12. februar 2011

Fine

Det er det der når man sidder med en varm kop te og sødlige ord på tungen, det er der man kan høre fuglene synge og se solens stråler der varmer verden så fint.
Jeg meldte mig ud for lang tid siden, derfor er der intet specielt at føle. Vi meldte os ud for lang tid siden, derfor er der så meget der burde føles, men er der det?

Du er i de sødlige ord, du er i fuglene der synger og du er varmen i solens stråler.
Du er så fin kære.

onsdag den 9. februar 2011

"We do whatever it takes to rebuild the trust that was lost"
"I'm gonna know your name. Your name and your pain" ..

tirsdag den 8. februar 2011

"Hvis en tekst skal være god, må man på nogle punkter udstille sig selv"
Hun kunne ikke forstå, at den der betød aller mest i hendes verden, havde givet op på hende.
Det var forfærdeligt fordi årene fløj forbi selvom hun stod stille, selvom hun ikke rykkede,
fordi hun ikke kunne lade fortiden gå.

lørdag den 5. februar 2011

Èn stor kærlighed

Dine læber var fløjlsbløde, de var røde og de var forsigtige.
Blidt kyssede du hendes kind, alt imens du knugede hende ind til din brystkasse, du ønskede tiden stille, du ønskede øjeblikket i stå, og du ønskede dig hende foraltid.

Hun havde lyst hår den dag, lyst hår og klare mørkeblå øjne. Hun bar en rosa underkjole, og var ellers bar.
Hun måtte stå på tæer for at nå op til dig, hun var ikke så høj, ikke som dig i hvert faldt. Og så duftede hun en smule af en slags blomst. Hvad var det for en blomst? Lavendel? Rose? Ja, det måtte være rose hun duftede af. Måske var det hendes shampoo, måske havde hun lige været i bad, og netop nået at tage underkjolen på inden du sneg dig ind.
Du vidste ikke hvad det var, men på en eller anden måde havde du en stærk fornemmelse af, at det øjeblik ville blive det sidste, og at du måske aldrig ville se hende igen.
Du vidste hverken ud eller ind, følte bare en trang til at holde hende så nær som overhovedet muligt.

Forsigtigt trillede en lille, usynlig tåre ned ad din kind, du kyssede hende endnu mere, og holdt hende endnu tættere.
 "Hvorfor græder du?" spurgte hun ængsteligt. Nøje overvejede du dit svar; "Man får kun én stor kærlighed her i livet. Jeg er bange for, at min forlader mig, og jeg er bange for, at noget hindrer mig i at stoppe hende.."
De råber og skriger, skaber
  en ironi med udklædte kvaler

torsdag den 3. februar 2011

Jeg fandt billeder på mit kamera som ikke var mine, de tilhørte ikke mig.. Altså i hvert fald ikke længere.

Jeg havde aldrig set de billeder før, dog genkendte jeg ansigterne og de forlængst glemte omgivelser. Jeg kunne huske, at de havde betydet noget engang, engang for længe siden.

Efterhånden som jeg kom alle billederne igennem, gik det op for mig, at det ren faktisk var mig der havde taget dem, jeg havde bare glemt de eksisterede, nok fordi de ikke længere var en del af mit liv.

Forsigtigt lo jeg for mig selv, jeg kunne erindre, at vi havde haft det sjovt, og, at vi havde været så tætte på hinanden, at det var helt uvirkeligt.
No.. You were right, I don't have the answers to everything, I don't, but I am trying here, trying to work things out, trying to get back up again.
I really wish you would try too, at least give it a shot. And I know I broke your heart, but you broke mine too. You've mooved on, and I haven't, I just can't forget everything. I can't just stand there and watch my soul die. I used to love my soul, you know. And you did too..

onsdag den 2. februar 2011

"I'm sorry Jesse, I'm sorry I took all the attention, when you were the one who needed it" 

mandag den 31. januar 2011

Og så er det jeg glæder mig til, at vi tager væk, for så kan det være, at det bliver som før.
 Det kan være, at jeg bliver klogere på livet udenfor.
Måske giver vi bare op, for måske er det at komme væk ikke løsningen alligevel

torsdag den 27. januar 2011

Skal jeg fortælle dig én ting?
skal jeg fortælle dig hvad der sker?
skal jeg fortælle dig hvem jeg er?
skal jeg fortælle dig hvor jeg blev af?
skal jeg vise dig hvad der gik galt?
skal jeg være sød?
skal jeg svare igen?
skal jeg fortælle dig hvad der går af mig?
skal jeg fortælle dig hvad stemmen i mit hoved bliver ved med at skrige?
Skal jeg få det til at stoppe?

onsdag den 26. januar 2011

Det går op for mig, at jeg skal holde mig for mig selv, jeg skal holde min mund lukket, og sandhederne slukket
Hvis vi skal igennem, skal vi gå med dem
Hvis jeg skal bevise, at jeg var det værd, skal jeg stoppe
Jeg må bære på byrden, og ikke fortælle skyggen
At jeg var sølle
Så ufattelig sølle

tirsdag den 25. januar 2011

Igen sidder jeg her med de salte tårer der driver ned ad mine kinder. Mangler dig.
Jeg længes, og jeg græder og så længes jeg lidt mere.
Derefter går det mere ned, dårligere og dårligere, og så længes jeg efter mig, og jeg længes efter dig.
Når tårerne er stilnet af, ligger jeg tom og forvirret på det kolde gulv. Jeg krummer mig sammen til en lille kugle af elendighed, prøver at holde fast på mig selv, prøver på at få mig selv til at forblive hel, prøver på at fatte.

Min elendighed dulmer af og jeg rejser mig op som om intet er hent.
Hurtigt fortsætter jeg ud af døren og ud i livet, jeg lader som om, at intet er hent.

Den dag ...

Den dag du følger dit hjerte igen
Den dag dit lys er ægte igen
Den dag du ikke spiller skuespil længere
Den dag du ser på mig igen
Den dag du holder hvad du lover igen
Den dag du ikke bryder min tillid igen
Den dag du tør at stå ret igen
Den dag du er dig igen
Den dag det umulige bliver muligt
Den dag, den dag der ikke findes, findes
Den dag fortiden glipper
og smerten forsvinder
.. Den dag vil jeg elske dig igen

fredag den 21. januar 2011

Vi er alene

Er fanget bag de sorte døre
det er mørkt, og vi er alene
Her bag de tonede vinduer er vi alene
Blodet er rødt og varmt
langsomt glider det ned af din kind
Dine øjne er sorte, og din krop er revet itu

I stuen er der tomt
i mit hjerte er der tomt
Stolen er borte
billederne er borte
Vi er alene
Huset er tomt

Der ligger nedrevne minder overalt
gulvet er sort af bar minder
hemmeligeheder stræber efter vished
Vi er udkørte og trætte
Vi er trætte af at være
Vi er alene atter en gang

"Du bliver nødt til at overveje, hvad du går ind til"
"Nej.. Nej! Hun behøver ikke huske mig, for, at jeg skal kunne huske hende! Hun vil altid være min, og min erindring vil jeg altid have! Jeg kan godt lide 10 år i hendes glemsel, hun behøver ikke huske mig. Hun behøver ikke huske mig, for, at jeg skal kunne huske hende."

Hele øjeblikket var så nervepirrende og intenst, deres øjne lynede og hjerter forblev knuste.

.."Lad hende gå. Du bliver nødt til at lade hende gå."

tirsdag den 18. januar 2011

En hånd ligger jo ikke bare der..

Her i nattens måneskin er græsset mørkegrønt, og har de mindste og klarestes fugt dråber hængende på sig. Jeg løber hurtigt, mærker den kolde efterårsvind mod min krop, det er en dejlig følelse der bredes i mig når jeg løber sådan, den er nærmest befriende.
 *Bomb*
 Jeg tager mig til hoved og prøver at sætte mig op, det lykkes ikke rigtig. "Hvad var det? Der plejer da ikke at ligge noget på denne her sti?"
Pludselig ser jeg hånden der ligger et stykke fra mig. Hårene rejser sig som små pigge på min ryg.
Jeg får balancen igen og kravler rystende hen mod den.. det skulle jeg aldrig have gjort, for i det samme opdager jeg den livløse, hvide krop hånden sidder fast på. Jeg stivner fuldstændig og mærker aftensmaden på vej op igen, jeg kunne da have sagt mig selv, at den hang fast i noget, en hånd ligger jo ikke bare dèr ...

mandag den 17. januar 2011

Ham og hans ord

Jeg blev forelsket i ham ved hjælp af nedskrevne ord, den måde han kunne formå at skabe noget så specielt ved blot et par ord, det var ubetinget og helt igennem fantastisk.

Han kreerede denne her verden som bare var så smuk, den var fyldt med kærlighed og sprudlende intimitet, men på den kunstneriske måde.
Når han skrev lukkede han op for helt nye døre. Når jeg læste det, var det som, at jeg trådte ind i et helt nyt univers, som om alting var forsvundet, og det bare var mig og ham. Ham og mig.

Hans ord tog mit hjerte med, ham og hans ord tog mit hjerte med. Han smigrede sig ind på mig lige så usynligt og lige så forsigtigt, og med ét var han min verden.

søndag den 16. januar 2011

Terminsprøve 2011

Solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. Hvor længe skal jeg vente her? Tænkte han. Hvornår kommer han?

Pludselig var der noget, der bevægede sig – oppe på toppen af tårnet. Bubba kunne ikke rigtig se, hvad det var, han havde faktisk ingen mulig mulighed for at se det, hans øjne var nemlig så småt begyndt at sløre hans syn. Var det endnu en hallucination? Var det endnu en forestilling om,
at Timo ville komme og redde mig fra det her helvede? Åh.. Timo.. Min højt elskede lillebror, hvor mon han er nu.

Bubba kunne ikke længere kende forskel på sine hallucinationer og den virkelige realitet, solen havde hevet alt form for situationsfornemmelse ud af ham. Han havde heller ikke længere styr på, hvor mange rædselsfulde nætter han havde tilbragt der; tidsfornemmelsen, jaa.. Den var også smuldret bort.

For første gang lagde han sig frivilligt ned, ned på den brandvarme sandbund. Han gav efter overfor intetheden.
Lad mig sove ind, jeg giver op, jeg kan ikke tage denne uvirkelige verden mere. I alt for lang tid har jeg lidt under deres greb, i alt for lang tid har de haft mig i deres hule hånd. Men ikke længere… Nej ikke længere…

Det gav et sæt i Bubbas ødelagte krop, nogen sparkede let til hans skulder. Vent hvad var det?
En kølig og våd fornemmelse bredte sig over ham. Var det vand han kunne mærke? Bubba mærkede et stik at fortrydelse i dét han forsigtigt åbnede øjnene. En smuk, ung, mørk pige stod bøjet end over ham med et ulæseligt udtryk i ansigtet.

”Kom nu. Skynd dig, kom op og stå. Kom nu, skynd dig nu lidt!” Hviskede pigen vredt,
 men alligevel med en næsten usynlig snert af rædsel i. Hvem er hun? Har jeg set hende før?
Tænk Bubba, tænk!
Men nej, han kunne ikke erindre at have set denne pige før.

Da Bubba var kommet på benene blev han svimmel, gårdspladsen sejlede for øjnene af ham. Hurtigt fik pigen sat sin arm om livet på ham, og i et øjeblik der gik så hurtigt, at han ikke nåede at se hvordan de havnede udenfor portens døre, var de ude. Han forstod simpelthen ingenting.

”Hv.. Hve.. Hvem er dd.. du?” Stammede Bubba næsten lydløst. ”Mit navn er Alraicha.
Jeg kommer fra Gambia, et land i det nordvestlige Afrika, måske kender du det.” Nu var Bubba fuldstændig mundlam. Hvor i alverden kender hun mig fra, og hvorfor i alverden befinder hun sig i den absolut sydligste del af Afrika, når hun kommer fra den nordlige?

”Hvor kender du mig fra? Hvor vidste du fra, at jeg var her? Hvad laver du i Sydafrika? Hvor er din familie? Kender du Tim…”, ”Stop. Vent nu lidt, træk vejret. I realiteten kender jeg dig ikke, og så alligevel gør jeg. Fra jeg var 8 år har min stedfar fortalt om dig, jeg er 16 år nu.

Han fortalte om dengang han gav liv til dig da dit hjerte stoppede med at pumpe. Jeg vidste heller ikke hvor du var, jeg gættede.

I hele mit liv har jeg følt mig forbundet til dig, jeg har på en eller anden måde altid kunne mærke hvor i verden du var henne. Og denne gang kunne jeg mærke, at noget var galt. Og min intuition førte mig til dette sted. Det var så også lidt svar på hvad jeg laver i Sydafrika; Jeg er kommet for at redde dig. Min familie er hjemme i Gambia. Nej, jeg kender ikke din bror Timo… desværre.” Svarede Alraicha klart og tydeligt. Hun virkede ikke længere fjendtlig som hun havde gjort det i gården, hun virkede helt nede på jorden. ”Du sagde din stedfar, hvor er din biologiske far?”
Med ét gik det op for Bubba hvad han havde spurgt om, og hvad hun havde fortalt om hendes stedfar; hvad han havde fortalt om Bubba selv.

”Det ved jeg ikke… Jeg kender ikke min biologiske far, og har aldrig gjort det, han forsvandt på min fødselsdag, altså.. den dag jeg blev født. Ingen har set ham siden. Da jeg var mindre kreerede jeg billeder inde i hovedet af hvordan jeg mente han ville se ud, men jaa..” Stemningen blev en smule tung, og bubba fortrød pludselig at have stillet netop det spørgsmål. ”Det må du undskylde Alrajsja” ”Alraicha.” Svarede hun. ”Hvad?” Pigen begyndte at le en klukkende latter. ”Jeg hedder Alraicha, ikke Alrajsja” Bubba følte sin ellers mulatbrune hud forvandle sig til noget meget varmt og rødt, han rødmede helt op til ørene, og vendte hurtigt hoved væk. ”Ups…” Var det eneste han kunne sige.

Efter en lang stilhed begyndte månen forsigtigt at titte frem fra sit skjul, himlen forvandlede sig til en mørk stor kugle, og Bubbas krop var helt udkørt. Han havde brug for en pause.

”Kan vi stoppe lidt… måske? Jeg har en smule ondt i mine ben, tror jeg” Sagde han og rødmede endnu en gang, heldigvis var det jo blevet mørkt, og derfor ville det være svært at ane.

Igen slap hun den klukkende latter ud, og Bubba trådte sig endnu mere over tæerne. ”Selvfølgelig kan vi det, jeg skulle lige til at spørge dig om det samme. Jeg er fuldstændig smadret.”

De lavede et lille bål af de enkelte smågrene og kviste de kunne finde, og satte sig tæt sammen under det tæppe, Alraicha havde medbragt. Det var blevet køligt, og derfor for koldt med de slidte shorts og for små t-shirts de begge to bar. Det var egentlig underligt, for om dagen brændte solen så meget, at det var komplet uudholdeligt, og om natten kunne det være koldt som bare pokker.

Det var et øde sted de var havnet, ikke et hus at skue, ikke andet end nøgne træer og en lang motorvej i sigte. Den vej havde de fulgte i alle de timer de havde vandret, de regnede med, at de på et tidspunkt ville komme til vejens ende, og at der, der ville befinde sig bare et eller andet rart.

Bubba var pludselig fyldt med en masse ubesvarede spørgsmål og en nysgerrighed der knagede.
Mit hjerte … stoppet? Hvornår? Hvem er denne såkaldte stedfar, en jeg kender? Og så er der hende her Alraicha. Hvorfor føler jeg sådan pludselig, at jeg altid har kendt hende? Jeg har jo lige mødt hende.

Med ét gik det op for ham, at de havde øjenkontakt, en oprigtig kontakt, og, at han sad og stirrede direkte på hende som et andet sultent dyr. ”Jeg gætter på, at du har en masse du gerne vil spørge mig om?” Hun kiggede spørgende på ham med sine store sorte øjne. ”Tjoo, jaa.. jeg har da et par spørgsmål..” ”Et par?” Hendes mundvige krøllede op i et mistænkeligt smil.

”Okay, jeg har måske lidt mere end Et par” ”Det tænkte jeg nok, hvad vil du spørge mig om?
 Jeg vil love at svare på hvert et spørgsmål du har til mig.” ”Kender jeg din stedfar? Og hvorfor stoppede mit hjerte med at du?” Kom the prompte fra Bubba.

”Du kender ham ikke længere, du kan ikke huske ham. De første 8 år af dit liv levede du med ham, og da du var 6 fik du konstateret en sjælden sygdom.. ”Ensomlighed”, du er den eneste i verden, bortset fra én person der lider af denne sygdom.. Lægerne kunne ikke forstå det, alt tydede på,
at du led af et ustyrligt savn på noget og derfor var så ensom, at det havde gjort dig syg.
Dit hjerte stoppede til sidst, fordi det var blevet overbelastet med sorg. Min stedfar fik på mærkværdigvis liv i dig igen.. Ingen så hvordan, og han har aldrig ville afsløre det overfor mig.” Endnu engang var Bubba tom for ord, det hele stod som en tyk tåge for ham. ”8 år af mit liv? Hvorfor erindrer jeg ingenting? Jeg er 16 nu..” Han stivnede, sveden løb ham koldt ned ad ryggen og han kunne mærke hårene rejse sig som små pigge. Den iskolde sandhed slog ham som en hård knytnæve lige i ansigtet; Hvor var hans barndom henne? Hvorfor var 8 år af hans liv fuldstændig slettet fra hans hukommelse? Og Hvem var Alraicha i virkeligheden? Hvorfor fortalte hun,
at hun altid havde fundet sig forbundet til ham, og Hvorfor følte han pludselig den samme forbindelse til hende? Hvem var stedfaderen? Hvor var Timo? Havde Alraicha ikke tidligere nævnt, at hun også var 16 år?

Hvem var Alraicha?