Pages

søndag den 31. januar 2010

Forelskelse


Den varme stemme, det ildrøde hår. De store, grønne øjne, det forsigtige smil.
Alt dette er blot en illusion, en facade af kærligheden, af dét at være forelsket.
Smerten bliver skjult godt i det liv du lever, men i al hemmelighed kører dine tanker på fuldtid, tårerne kan rende, alt imens din udkårne elsker en anden, forguder en andens eksistens.
Ingen kan hjælpe sjælen videre når den først er groet fast i en erindring om paradiset.

Du går rundt i et liv udfyldt med tomhed, rædselsfuldt men sandt. Din virkelighed er næsten ikke til at kalde en virkelig virkelighed længere, alle farverne er forvandlet fra kulørte til sort/hvid.

At vide, at de arme du elsker om dig, ikke vil komme til at holde om din krop igen, aldrig vil så meget som røre dig endnu en gang, kan føles som tusinde spejle der smadrer lige for øjnene af dig. At vide, at de intense, men alligevel blide kys aldrig vil finde vej til dine læber igen, kan føles som om alt lys slukkes på blot et sølle sekund.

Livet bliver langsomt trukket ud af dig, du bliver kvalt i dine egne løgne, de æder dig op i takt med, at dagene går. For du lyver om alt, at du ikke føler noget for din elskede, at han ikke længere eksistere for dig, selvom han hver dag dukker op i dit indre.

Nu ses du liggende der, helt livløs på det kolde stengulv, og folk kan bare ikke få sig selv til at hjælpe dig, de har sagt stop. De forstår ikke din smerte, eller de omstændigheder du lever under. De svar som du søger findes ikke, det gør de simpelthen bare ikke.

Ingen kan reparere det hul som der vokser i dig, det hul, som opstod den dag du blev ulykkeligt forelsket i en fremmed. Den dag du for første gang, så mundvigen på en engel krølle sig op til et genert smil.

tirsdag den 19. januar 2010

Altid vil du eje den største del

"Jeg elsker dig" Ordene kom så pludselig, men jeg vidste hvad de betød, jeg vidste, at de var virkelige.

Dine forventningsfulde øjne kiggede på mig som om , at mit svar ville være de afgørende ord. Jeg kunne ikke, nej jeg kunne ikke vise dig hvad jeg følte, for du ville ikke kunne lide sandheden, den ville såre dig så inderligt meget. Vide hvordan jeg havde det med dig og dine ord, ville ikke ende godt, for det hele ville virke som endnu et skuespil, som om jeg var endnu en pige. Hvad jag følte for dig ville aldrig kunne beskrives med virkelige ord, for du var alt, alt hvad jeg nogensinde havde ønsket, men alligevel ikke nok. Du havde ikke de gengældende følelser for mig, og jeg vidste det. Jeg var endnu en, det var jeg. Du holdt af mig, så utrolig meget, men du elskede mig ikke, og ville heller aldrig komme til det... for at elske nogen var du ikke længere i stand til, du havde ikke styrken og troen på dig selv til det, hvad der havde ødelagt den ved jeg ikke, men den tro var borte.
Du skal vide noget .. Hvis jeg kunne, ville jeg have sagt.
"jeg elsker også dig .." Det gjorde jeg, af hele mit hjerte elskede jeg dig, og gør stadig. Altid vil du eje den største del.