Forfærdet åbnede jeg øjnene. Jeg stivnede, opdagelsen af mørkerødt blod og påbegyndende død overalt, overrumplede mig. Alt var rødt, og skingrende skrig fyldte min verden med rædsel.

Jeg lukkede øjnene endnu engang, håbede på, at, i det jeg åbnede dem igen, ville jeg sidde ved siden af den violetøjet mand, og stilheden ville igen skære sig ind under huden på mig.
Jeg krydsede fingre og håbede ihærdigt på, at jeg havde ret. Sådan kom det dog ikke til at forløbe,
og sveden løb mig koldt ned af ryggen.

 

Pludselig anede jeg manden, der for bare få øjeblikke siden havde siddet ved siden af mig.
Han stod nu med kroppen bøjet ned over noget, der så lidt for livløst og koldt ud. Jeg vidste ikke, hvad det var, men min fornemmelse sagde mig, at jeg nok i realiteten heller ikke behøvede vide det.