Pages

søndag den 16. januar 2011

Terminsprøve 2011

Solen fulgte hele tiden efter ham, og han begyndte at få udslæt på huden. Den tørre, varme vind piskede mod hans kinder. Hvor længe skal jeg vente her? Tænkte han. Hvornår kommer han?

Pludselig var der noget, der bevægede sig – oppe på toppen af tårnet. Bubba kunne ikke rigtig se, hvad det var, han havde faktisk ingen mulig mulighed for at se det, hans øjne var nemlig så småt begyndt at sløre hans syn. Var det endnu en hallucination? Var det endnu en forestilling om,
at Timo ville komme og redde mig fra det her helvede? Åh.. Timo.. Min højt elskede lillebror, hvor mon han er nu.

Bubba kunne ikke længere kende forskel på sine hallucinationer og den virkelige realitet, solen havde hevet alt form for situationsfornemmelse ud af ham. Han havde heller ikke længere styr på, hvor mange rædselsfulde nætter han havde tilbragt der; tidsfornemmelsen, jaa.. Den var også smuldret bort.

For første gang lagde han sig frivilligt ned, ned på den brandvarme sandbund. Han gav efter overfor intetheden.
Lad mig sove ind, jeg giver op, jeg kan ikke tage denne uvirkelige verden mere. I alt for lang tid har jeg lidt under deres greb, i alt for lang tid har de haft mig i deres hule hånd. Men ikke længere… Nej ikke længere…

Det gav et sæt i Bubbas ødelagte krop, nogen sparkede let til hans skulder. Vent hvad var det?
En kølig og våd fornemmelse bredte sig over ham. Var det vand han kunne mærke? Bubba mærkede et stik at fortrydelse i dét han forsigtigt åbnede øjnene. En smuk, ung, mørk pige stod bøjet end over ham med et ulæseligt udtryk i ansigtet.

”Kom nu. Skynd dig, kom op og stå. Kom nu, skynd dig nu lidt!” Hviskede pigen vredt,
 men alligevel med en næsten usynlig snert af rædsel i. Hvem er hun? Har jeg set hende før?
Tænk Bubba, tænk!
Men nej, han kunne ikke erindre at have set denne pige før.

Da Bubba var kommet på benene blev han svimmel, gårdspladsen sejlede for øjnene af ham. Hurtigt fik pigen sat sin arm om livet på ham, og i et øjeblik der gik så hurtigt, at han ikke nåede at se hvordan de havnede udenfor portens døre, var de ude. Han forstod simpelthen ingenting.

”Hv.. Hve.. Hvem er dd.. du?” Stammede Bubba næsten lydløst. ”Mit navn er Alraicha.
Jeg kommer fra Gambia, et land i det nordvestlige Afrika, måske kender du det.” Nu var Bubba fuldstændig mundlam. Hvor i alverden kender hun mig fra, og hvorfor i alverden befinder hun sig i den absolut sydligste del af Afrika, når hun kommer fra den nordlige?

”Hvor kender du mig fra? Hvor vidste du fra, at jeg var her? Hvad laver du i Sydafrika? Hvor er din familie? Kender du Tim…”, ”Stop. Vent nu lidt, træk vejret. I realiteten kender jeg dig ikke, og så alligevel gør jeg. Fra jeg var 8 år har min stedfar fortalt om dig, jeg er 16 år nu.

Han fortalte om dengang han gav liv til dig da dit hjerte stoppede med at pumpe. Jeg vidste heller ikke hvor du var, jeg gættede.

I hele mit liv har jeg følt mig forbundet til dig, jeg har på en eller anden måde altid kunne mærke hvor i verden du var henne. Og denne gang kunne jeg mærke, at noget var galt. Og min intuition førte mig til dette sted. Det var så også lidt svar på hvad jeg laver i Sydafrika; Jeg er kommet for at redde dig. Min familie er hjemme i Gambia. Nej, jeg kender ikke din bror Timo… desværre.” Svarede Alraicha klart og tydeligt. Hun virkede ikke længere fjendtlig som hun havde gjort det i gården, hun virkede helt nede på jorden. ”Du sagde din stedfar, hvor er din biologiske far?”
Med ét gik det op for Bubba hvad han havde spurgt om, og hvad hun havde fortalt om hendes stedfar; hvad han havde fortalt om Bubba selv.

”Det ved jeg ikke… Jeg kender ikke min biologiske far, og har aldrig gjort det, han forsvandt på min fødselsdag, altså.. den dag jeg blev født. Ingen har set ham siden. Da jeg var mindre kreerede jeg billeder inde i hovedet af hvordan jeg mente han ville se ud, men jaa..” Stemningen blev en smule tung, og bubba fortrød pludselig at have stillet netop det spørgsmål. ”Det må du undskylde Alrajsja” ”Alraicha.” Svarede hun. ”Hvad?” Pigen begyndte at le en klukkende latter. ”Jeg hedder Alraicha, ikke Alrajsja” Bubba følte sin ellers mulatbrune hud forvandle sig til noget meget varmt og rødt, han rødmede helt op til ørene, og vendte hurtigt hoved væk. ”Ups…” Var det eneste han kunne sige.

Efter en lang stilhed begyndte månen forsigtigt at titte frem fra sit skjul, himlen forvandlede sig til en mørk stor kugle, og Bubbas krop var helt udkørt. Han havde brug for en pause.

”Kan vi stoppe lidt… måske? Jeg har en smule ondt i mine ben, tror jeg” Sagde han og rødmede endnu en gang, heldigvis var det jo blevet mørkt, og derfor ville det være svært at ane.

Igen slap hun den klukkende latter ud, og Bubba trådte sig endnu mere over tæerne. ”Selvfølgelig kan vi det, jeg skulle lige til at spørge dig om det samme. Jeg er fuldstændig smadret.”

De lavede et lille bål af de enkelte smågrene og kviste de kunne finde, og satte sig tæt sammen under det tæppe, Alraicha havde medbragt. Det var blevet køligt, og derfor for koldt med de slidte shorts og for små t-shirts de begge to bar. Det var egentlig underligt, for om dagen brændte solen så meget, at det var komplet uudholdeligt, og om natten kunne det være koldt som bare pokker.

Det var et øde sted de var havnet, ikke et hus at skue, ikke andet end nøgne træer og en lang motorvej i sigte. Den vej havde de fulgte i alle de timer de havde vandret, de regnede med, at de på et tidspunkt ville komme til vejens ende, og at der, der ville befinde sig bare et eller andet rart.

Bubba var pludselig fyldt med en masse ubesvarede spørgsmål og en nysgerrighed der knagede.
Mit hjerte … stoppet? Hvornår? Hvem er denne såkaldte stedfar, en jeg kender? Og så er der hende her Alraicha. Hvorfor føler jeg sådan pludselig, at jeg altid har kendt hende? Jeg har jo lige mødt hende.

Med ét gik det op for ham, at de havde øjenkontakt, en oprigtig kontakt, og, at han sad og stirrede direkte på hende som et andet sultent dyr. ”Jeg gætter på, at du har en masse du gerne vil spørge mig om?” Hun kiggede spørgende på ham med sine store sorte øjne. ”Tjoo, jaa.. jeg har da et par spørgsmål..” ”Et par?” Hendes mundvige krøllede op i et mistænkeligt smil.

”Okay, jeg har måske lidt mere end Et par” ”Det tænkte jeg nok, hvad vil du spørge mig om?
 Jeg vil love at svare på hvert et spørgsmål du har til mig.” ”Kender jeg din stedfar? Og hvorfor stoppede mit hjerte med at du?” Kom the prompte fra Bubba.

”Du kender ham ikke længere, du kan ikke huske ham. De første 8 år af dit liv levede du med ham, og da du var 6 fik du konstateret en sjælden sygdom.. ”Ensomlighed”, du er den eneste i verden, bortset fra én person der lider af denne sygdom.. Lægerne kunne ikke forstå det, alt tydede på,
at du led af et ustyrligt savn på noget og derfor var så ensom, at det havde gjort dig syg.
Dit hjerte stoppede til sidst, fordi det var blevet overbelastet med sorg. Min stedfar fik på mærkværdigvis liv i dig igen.. Ingen så hvordan, og han har aldrig ville afsløre det overfor mig.” Endnu engang var Bubba tom for ord, det hele stod som en tyk tåge for ham. ”8 år af mit liv? Hvorfor erindrer jeg ingenting? Jeg er 16 nu..” Han stivnede, sveden løb ham koldt ned ad ryggen og han kunne mærke hårene rejse sig som små pigge. Den iskolde sandhed slog ham som en hård knytnæve lige i ansigtet; Hvor var hans barndom henne? Hvorfor var 8 år af hans liv fuldstændig slettet fra hans hukommelse? Og Hvem var Alraicha i virkeligheden? Hvorfor fortalte hun,
at hun altid havde fundet sig forbundet til ham, og Hvorfor følte han pludselig den samme forbindelse til hende? Hvem var stedfaderen? Hvor var Timo? Havde Alraicha ikke tidligere nævnt, at hun også var 16 år?

Hvem var Alraicha? 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar