I dét han kiggede ud på mig, kunne jeg se, hvor jeg kendte ham fra, han var dig. Eller.. Gid han var, han lignede dig.

Han bar dine brune øjne, din sorte øjenvipper og dit elskværdig smil.. Han lignede dig så meget, selv den måde han bevægede sig, var så lig dig.

Jeg kan huske da du sagde, at du elskede mig for første gang.

Det var en sommernat for 3 år siden, vi lå ude på den store, sorte græsplæne, og kiggede op mod stjernerne.

Jeg lå i din favn, og du holdt mig tæt ind til dig, engang imellem kørte du forsigtigt dine fingre igennem mit hår, eller kyssede mig blidt på kinden. Pludselig lagde du din mund helt tæt ind til mig, kyssede mig op langs halsen, og hviskede med en klar stemme i mit øre; Jeg elsker dig smukke.

De ord betød mere end.... mere end alt for mig. Jeg blev så glad, at jeg bare ville tættere på dig, endog da vi var så tætte, at det nærmest var umuligt, alligevel fik jeg presset mig selv tættere ind på livet af dig, begravede hovedet i dit  bryst, og kyssede dine fugtige læber, mere intenst en nogensinde. Jeg var så lykkelig, og jeg var så utrolig meget din.

Da jeg så ham i dag, ham der lignede dig, var der noget indeni mig der rørte på sig, et gammelt minde jeg havde glemt jeg stadig havde i min hukommelse tittede frem fra sit skjul. Jeg kunne pludselig mærke dit åndedrag mod mit øre igen, ligesom jeg havde mærket det den nat, og pludselig væltede ordene ind i mit sind, alt det du engang havde sagt virkede så virkeligt.
Du er så sød, så smuk.