"Hvor lang tid bliver du her?" Min søster havde længe bare ligget der, der i stilhedens mørke, ikke så meget som et åndedrag havde strejfet hendes læber, ikke så meget som et enkelt blink med øjnene havde hun ladet gå, hun lå der bare, der på en madras på mit værelses lyse trægulv, og pludselig, pludselig havde hun kommet med dette besynderlige spørgsmål. Hvor lang tid bliver du her ..
"Bliver her? hvad mener du med det?" Jeg forstod det ikke rigtigt, så derfor vendte jeg mig rundt for at kunne kigge ned på hende. Min seng var høj, så hvis jeg satte albuen i min madras, og lagde hovedet på min hånd, kunne jeg ligge og kigge ned.
Jeg ville se hendes ansigts udtryk, om der var en ledetråd at hente der, men det var der ikke, hun havde nemlig lagt sig med ryggen til mig.
"jaa.. Du ved, hvornår letter du fra reden? Hvornår flytter du hjemmefra?" Sikke et udtryk hun kunne, min lillesøster på knapt 10 år. Den skulle jeg lige tænke lidt over, for det kom da lidt uforudsigeligt, den havde jeg ikke lige set komme.
I alle de år jeg boede hjemme, hele min barndom, havde min kære lillesøster spurgt mig omtrent hver evig eneste aften, om hun kunne få lov til at sove på mit værelse. Det kunne godt være lidt trættende nogle gange, for man har jo ikke lyst til at skuffe den lille, man vil jo ikke se bedrøvelsen i hendes øjne når hun får et nej, så de fleste af gangene sagde jeg ja, blot så jeg fik muligheden for at se glæden stråle i hendes lille runde ansigt. Smilet startede nærmest helt nede ved hagen, og på få sekunder havde det fået kravlet sig helt op til under øjnene. Øjnene smilede skam også, de formede sig som små, bitte kineser streger, og ind imellem kinderne dannedes der sig to fine smilehuller.
Jaa.. Det var et skønt syn, se hende så glad var den bedste følelse.
"hmm . Om 3 år.. 4, 5 år. Jeg ved det ikke. For at være ærlig så hurtigt så muligt, jeg glæder mig til at lære livet at kende på egen hånd, starte helt fra bunden af. Jeg glæder mig til, at jeg kan blive et selvstændigt menneske, mere endnu. Tanken om, at man bevæger sig ud i en verden man ikke før har kendt, bevæger sig væk fra de trygge rammer. Det gør mig på mærkværdigvis lidt spændt, jeg føler en trang til at opleve det lige nu og her."
"mmhh ... Men du ved, Josephine? Altså vil du ikke advare mig? Altså bare lidt tid inden du siger farvel, bare sådan så jeg lige kan forberede mig?" "Tror du, at jeg vil glemme dig når jeg flytter?! Det må du aldrig tro, bare fordi jeg finder mit eget sted, kan du altid komme til mig. Ligemeget hvad det er, vil jeg altid lytte. Du vil altid være velkommen hos mig, jeg vil være hos dig til den dag du falder om af bar alderdom, altid vil jeg stå ved din side, Om du vil det, er så en anden side af sagen, men mig slipper du skam ikke så let af med.
Nu vendte hun sig om, sådan så hun lå med fronten mod mig. Jeg kunne se, at en tot af hendes lange rødblonde hår blev ved med, at irriterende falde ned i hendes store, runde lyseblå øjne. Gang på gang tog hun det bag ørene, og gang på gang faldt det ned igen, til sidst orkede hun ikke at baske med det mere, så hun lod det bare hænge.
"Så hey.. Det du siger er, at du aldrig sådan forlader os for alvor, du flytter bare et andet sted hen?" "haha, ja det er det, I er jo trods alt min familie. Du er jo trods alt min til tider nervepirrende lillesøster, vi er på en måde af samme kød og blod."
Så gik der igen en lang tid hvor hun ikke sagde noget, alligevel kunne jeg høre, at hun tænkte, nærmest så
hendes hjerne knirkede.
"Det lyder da vel også fint nok... Det der med at blive selvstændig, skabe sit eget univers." Endnu en gang blev jeg dybt overrasket over hendes valg af ord, hun var stadig kun en pige på knapt 10 år, og alligevel havde hun formået sig at bruge sådan nogle smukke ord. "Jaa ... det lyder fantastisk. Du vil også komme til det en dag, "lette reden" som du sagde, det vil ske for os alle."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar