En del af sommeren

Jeg elsker natten og dens mystiske skikkelser, dens sørgmodige lyde og de ufattelige smukke, lysende stjerner som førnævnt.  Som jeg ligger her og mærker den kolde sommervind mod min bare hud, og kigger ud mod horisontens mørke vande føler jeg en indre ro, jeg ikke troede, at jeg havde i mig. Det føles som om alt jeg nogensinde har længtes efter langt om længe er fundet, og som om, at jeg her i nattelivet hører til. Nu er jeg igen en del af noget.

Langt borte kan jeg høre en ugles triste tuden, og jeg rejser mig langsomt op. Jeg tror, at tiden er inde til jeg vender snuden hjemad, jeg har fundet klarhed i mit sind, og jeg er nu sikker på hvad det er jeg søger, hvilke mål jeg vil opnå.
Jeg har ikke flere kræfter til at løbe med, mine ben er stadig helt smadrede efter mit pres for nogle timer siden, så jeg går bare stille og rolig, væk fra stranden og hen ad strandpromenaden. Det går hurtigt op for mig, hvor meget liv der egentlig er her om natten, spaniens gader er fyldt med legende børn, og levende unge. Musik blandes i luften, alle steder spilles forskellige slags musikgenre. Hvad mit øre kan høre lige nu, er der en snært af; pop, R&B, en blanding mellem hårdrock og stille ulykkeligkærligheds musik, Soul, Jazz. Når man lytter efter, opdager man, at hver sin genre er noget helt specielt, normalt er jeg ikke den store jazzfan, men i aften lægger jeg mærke til de små detaljer der gør det til noget enestående.

Der står træer plantet ned langs vejen, imellem hver træ er der en hvis afstand, nogle steder er der længere fra et ene til det andet, og der imellem er der sat nogle yndefulde bænke. De er lavet som roser, bænkene har form som roser.
Jeg beundrer de gamle mennesker jeg ser sidde der, som regel sidder manden med armen rundt om damens skulder. Der sidder de så i stilhed og iagttager livet omkring dem, de sidder med fronten ned mod det åbne hav, men jeg kan se, at de får alt med, jeg kan se, at de også ser hvert eneste skridt der bliver tage bag dem. De har jo trods alt også haft hele livet at øve sig i, det med at se ud som om de intet ser, men i virkeligheden se alt. Jeg vil skyde på, at de fleste af parrene minimum har rundet de 60. Der er noget ved voksne mennesker der udsender om de er, under den alder hvor man begynder at kalde dem ”gamle”, eller om de er oppe der hvor man desværre ikke længere blot kan kalde dem ”modne”.
Selv håber jeg på at blive ligesom dem, at jeg finder mig min sjælepartner, og, at vi sammen skal bestige hundredvis af livets bjerge. Jeg kan næsten se det for mig. Mig midt i 60’erne, gammel og rynket, siddende sammen med min ligeså rynkede mand på en af de bænke dér. Det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har mistet gnisten i vores øjne, vi lyser stadig af liv og glæde, og man kan også se kærlighedens blik når vores øjne strejfer hinanden. Man har jo altid lov at drømme.