Jeg kan virkelig mærke forskellen nu, og det er underligt, det er underligt at realisere sit værste mareridt, det er underligt at være så fjern, så langt nede. Jeg har ikke lyst til at være her, jeg har lyst til at finde mørket, og bare grave mig ned der. Jeg forstår ikke, at efter alle de år, så er det, det jeg står tilbage med, jeg kender den store selvfede side, derfor ved jeg, at jeg ikke er andet end en lus i de øjne. I de øjne jeg beundrede, de øjne jeg stadigvæk beundrer. Jeg ved, at jeg tog et valg, og jeg ved, at jeg vil blive hadet for det valg, at jeg hades for det valg. Jeg ved at skylden ligger på mine skuldre, men der er noget du ikke ser, og der er noget du ikke ved. Jeg troede, at efter alt den tid, burde der være mere i det, jeg burde ikke sidde og skælve over hele min krop af bar smerte, jeg har været standhaftig og tro, jeg prøvet til det yderste, jeg har været der til det yderste. Jeg var der indtil min krop sagde stop, det der sker nu er ikke noget jeg selv er herre over. Jeg har forandret mig efter bruddet, det er både noget jeg selv kan mærke, og så er det noget jeg har fået fortalt. Jeg kan mærke hullet i mig, jeg føler tabet for hvert eneste skridt jeg tager, det var ikke sådan her jeg ville have det til at slutte.
Jeg ville ønske, at du kunne se på mig uden afsky, og det håber jeg en dag vil gå i opfyldelse, jeg håber, at du en dag vil kunne sætte dig i mit sted, at du vil kunne forstå mig. Jeg tør håbe på, at bag din stolthed, så kender du mig stadigvæk, og, at du en dag vil respektere mit valg.
Jeg vil aldrig tale ondt om dig, og alt vil forblive i fortrolighed.
Jeg vandt ikke, det er der ingen der gjorde.
Efter alt, så er jeg stolt af dig. Efter alt, vil jeg altid elske dig.. Min anden halvdel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar