Menneskets forsvinden

Menneskets forsvinden.
Ordenes uduelighed.
Følelsernes magt.

Jeg står på klinten, overvejer mit næste træk, sigter ned mod dybet. I det næste øjeblik mærker jeg suset på vej ned, jeg følte toppen der elskede i mit blod, og næste øjeblik mærkede jeg vejen ned, lang, men hurtig. Hård, men også befriende.

Jeg var så langt oppe, at det ikke stod mig klart, at det næste ville være vejen ned, jeg så det ikke komme, min underbevidsthed tog valget for mig, jeg badede i lykke, svømmede i kærlighed.

Den begyndende smerte var som usynlig, jeg ville ikke se den i øjnene, undgik den så godt som det var muligt. Da jeg lod min krop falde ned mod det dybe hav, mærkede jeg den, kunne ikke ignorere den. Smerten fandt mig, den holdt mig fast i øjeblikket. Den holder mig stadigvæk fast. Jeg føler faldet, det bliver bare ved, og ved og ved... Jeg mister alt der er liv i, livet står tilbage og nedstirrer mig fra min forhenværende plads på toppen.

Jeg længes efter jer. Jeg længes efter os, efter alt jeg har givet slip på. Men jeg hører ikke til i denne verden, ikke denne generation.
En meget betydningsfuld person, sagde engang: "Du har en gammel sjæl i en ung piges krop" , måske ikke helt ordret, men noget i den stil. Til tider tænker jeg på om det kunne være sandt, har jeg en gammel sjæl, i en ung piges krop? Lever jeg forkert, burde jeg være døden nær, dog af alderdom? Eller lever jeg som jeg gør, fordi jeg er sendt herned med et eller andet budskab?
Jeg ved det snart ikke, det føles ikke som om dette er det rette sted for mig.

Jeg ser alt det de andre ikke ser ..