Pages

lørdag den 1. januar 2011

Og så  var det, at jeg pludselig anede det ellers godt skjulte glimt i dine øjne, dét jeg så mange gange før havde set, bare i en helt anden livstid.

Med rank ryk og følelsen af at være godt og grundigt malplaceret, stod jeg i et hjørne og iagttog alle andre. Jeg kunne ane de tilbageholdende, men tændte lyster der lå lige så stille i overkanten af stemningen, og jeg kunne med mit blotte øje se de lystige hænder der fór op og ned af de andres medrivende kroppe.
Der var dog et fast punkt mine øjne gang på gang søgte, de søgte dig, dig og dine gudsforladte øjne. Alligevel ville jeg ikke helt opdages, jeg ville blot iagttage dig, og se din arme tilstedeværelse smuldre, nej jeg ville ikke opdages. Jeg ville være der, men i en usynlig tilstand.

Og så  var det der, midt i mit hoveds svimle tanker, at det gik op for mig, at vores øjne havde en oprigtig kontakt, jeg var opdaget. Jeg var overhovedet ikke usynlig, og havde på intet tidspunkt været det.
Du så mit dominerende blik, mit ødelagte og opgivende blik, og med ét smed du alt væk.
Jeg så, at du endnu engang følte, at du havde gjort noget forkert, og, at jeg dømte dig for det. Det var i dét øjeblik, at jeg anede glimtet... Det jeg så mange gange før havde set.

2 kommentarer:

  1. Du skriver simpelthen bare så flot, Jose.
    Det er så fangende og inspirerende.
    Jeg kan se en udvikling for hver gang jeg læser en ny af dine blogge. Fortsæt med lad mig inspirer af dig og dine sagte ord.
    - Malene Gjerstrup.

    SvarSlet
  2. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet