Et brev til en fremmed

Et brev til en fremmed:

"Hej.
Hvordan har du det? Godt? nej, nå.. Af helvedes til? Øv, hva?
Hvorfor?
Var der en der forlod dig stående dér; i midten af en stor selvmedlidenheds-pøl? Eller stod du badet i blod og salte tårer? Virkelige, salte tårer, og ikke store, fede krokodilletårer ?
For dét gør nemlig ondt ikke? Når man er alene lige der i det øjeblik, hvor man netop ikke burde være alene.
Hvad laver du når du er glad?
Går du også turer langs stranden og drømmer dig tilbage og forsvinder langt væk og håber på at få bare et lille glimt af de ting du ikke længere har?
Og bliver du så glad, når du lukker øjnene og du så nærmest kan mærke hendes fingre der aer dig på kinden, eller kan fornemme hendes dybe, blå øjne der beundrer dig i mørket?
Bliver du glad der? eller bliver du bare nostalgisk? - ligesom mig.
Jeg håber faktisk, at du bliver glad.
Nej, vent. Nu lyver jeg. Jeg håber ikke du bliver glad, jeg håber, at øjeblikket forsvinder langt ind i din hukommelse og sætter sig fast, og langsomt graver alt sammen op igen, så du kan savne det mere end du nogensinde har savnet noget. Og så håber jeg, at du hele tiden vil blive mindet om, at du havde det godt, at du havde det så pokkers godt.
Måske vågner du op af trancen og ser dig omkring. Så får du måske øje på mig, eller din bror, eller din søster, eller en anden der engang ejede en lille del af dit hjerte. Og så kan du ikke kende os igen, for vi ikke kan genkende dig, så vi smiler ikke og vi siger ikke hej. Ligesom, at vi aldrig ringer eller beder dig om noget. Vi står bare dér og tér os fjollet.
Okay. jeg hader dig ikke, det gør jeg ikke.
Når jeg lukker øjnene, kan jeg næsten dufte din parfume og jeg kan næsten se os krøllet sammen i de hvide lagner, med uglet hår og varme hjerter. Og jeg kan næsten høre fuglene kvidre og føle tosomheden som ligger og våger over os.
Vi ses. En dag. Snart. Måske
Ha' det godt. Jeg håber dig alt godt fremover
Ha et godt liv, ikke? Og pas på dig selv. "