Jeg graver min fortid frem, den som ligger gemt langt inde under sengen, i en lille boks, under en million ligegyldige, og forlængst glemte papirer. Jeg åbner boksen, ager dens indhold og kigger på den i noget som føles som en evighed.
Da jeg ligger der på maven, og famler i mørket, nyser jeg pågrund af alt det støv, der omringer boksen. I det jeg rejser mig op, lægger jeg mærke til, at støvet endnu sidder på min sorte trøje; det sidder der som en reminder om, at det jeg nu har fundet frem, er gammelt, og det er meget lang tid siden, det har været fremme i lyset.
Forsigtigt får jeg lagt den på bordet foran mig (fortiden), og lige så stille og roligt breder sig et lille, fint smil på min læber. Jeg nikker anerkendende og tænker "det er i orden, det er faktisk OK. Det her er et fint og skrøbeligt minde. Men det er OK"
Og så giver jeg den videre, og den forvandles pludselig til noget der atter en gang betyder noget, og atter en gang er der noget der afhænger af lige præcis den. Og jeg tror på, at det hele nok skal gå, og jeg ved, at jeg vil kæmpe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar