Selvom hun valgte at gå, betød det ikke, at noget havde ændret sig, eller jo selvfølgelig var hun ikke længere en del af deres liv som sådan, og det var jo en forandring i sig selv, men indeni fulgte hun dem, og indeni levede hun videre i dem som om intet var hent.
Måske falmede bladenes farve og måske blev himlen grå og aldrig blå igen, måske var det egentlig fordi alting havde mistet kulør og derfor var blevet koldt og ligegyldigt, eller måske kunne hun bare ikke holde ud at stå model til så meget meningsløst modstand mere. Jeg ved det ikke.. Det er svært at vurdere hvorfor ting udvikler sig som de gør. Verden er jo så uforudsigelig. 


Hele tilværelsen var blevet overfladisk. Det var på nogen punkter godt, for til tider var hun glad og så uvirkelig tilfreds. På de tidspunkter lo hun, og smilede, og var hjertelig overfor alt og alle, og i de øjeblikke smilede verden tilbage, og det var endnu bedre.
Men lige så ofte, hvis ikke oftere ramte hun bunden, og følte sig så overset, og holdt for nar, at intet kunne reddes. En permanent tvivl havde sået sig i hendes hjerte og voksede sig løbende større og større.


Hvem vidste dette? Hvem undrede sig over, hvor hun blev af? Og hvem savnede egentlig hendes klukkende latter og hendes fine, blå øjne?
Det tror jeg faktisk, at de alle sammen gjorde, eller .. De vidste intet af dette, de vidste ikke, at hun gav så meget af sig selv, de vidste ikke, at det knuste hendes hjerte at se på hvad de gjorde og sagde, de vidste ikke, at hun lod som om hun kunne håndtere deres farlige sorger. De vidste ikke noget.
De undrede sig dog over hvor hun blev af, de undrede sig over, hvorfor hun pludselig forsvandt og aldrig så sig tilbage. De undrede sig så meget, fordi de manglede hende.
Der gik tid og ud af det blå gik det op for dem, hvor meget de egentlig savnede hendes latter, og hvor meget de længtes efter hendes dybe og varme øjne. Deres verden var blevet så tom uden hendes tilstedeværelse. Hvor blev hun af?