En tikkende bombe

Der er uvejr i luften, og jeg er som en tikkende bombe, der hvert sekund ville kunne eksplodere.
Jeg ved ikke hvad der sker med mig, og ren faktisk vil jer gerne vide det.
Der er nogle underlige følelser der gang på gang dukker op i mit indre jeg, de rører mig et sted langt inde, og jeg kan ikke finde ud af hvad de helt præcis betyder. De gemmer sig på en måde for mig, og så alligevel skærer de fuldt igennem, alligevel er det som om de vil føles, og som om de vil have min opmærksomhed.

Jeg kan ikke forstå, er det en form for symboler? Tegn, om hvad jeg skal gøre? Er det et tegn til, at jeg skal forlade dette sted, eller er det et tegn på en styrke jeg ubevidst bærer rundt på, og som skal få mig til at blive? Jeg ved det ikke.

Det med den tikkende bombe er ikke rart, jeg føler det lige så stærkt, som jeg ser viserne på uret, rykke sig for hver minut der går. Jeg er bange for at knække, sådan indvendigt, bare knække fuldstændig sammen. Jeg mærkede allerede dens begyndende udbrud tidligere i dag, jeg mærkede de uønskede tårer presse på. Jeg lod dem ikke løbe. Men de var tegn på, at det snart er tid.
Jeg er bange for, at når det sker, vil en masse ord strømme ud af mig, ord som jeg sandsynligvis senere vil komme til at fortryde så grufuldt. Det vil være skjulte sandheder, uægte ønsker. Det vil være for længst glemte drømme. Håb som engang bristede vil kæmpe sin vej op. Håbet vil hale sig ind på mig, men ikke på den gode måde, det vil udløse en ustyrlig kamp indeni mig. Og hvad vil der så ske?
Vil jeg kunne holde til det?

Jeg prøver at løbe mig fra det, og det er underligt. Ja, jeg prøver på en fysisk måde at flygte fra mine anstrengelser, og fortvivlede tanker. Pludselig kan mit hoved ikke styre det roderi der fumler rundt deroppe, og så begynder mine ben at løbe, de løber alt for hurtigt, derfor bliver jeg utrolig nemt forpustet. Dog hjælper det lidt, det lindrer lidt det hele, og så alligevel ikke.