Så kom det alligevel for tæt på, hvad?
Pludselig slog det ham, hvor mange følelser der egentlig lå gemt i det mindeværdige øjeblik, hvor meget kærlighed der dengang fandtes, og hvor meget had det nu er erstattet med.
Det er hjerteskærende at tænke på. Det er så utrolig uvirkeligt at tænke på alle de uudførte drømme, alle dem der nu er gået tabt med tiden og alle de forfærdelige hændelser.
Man havde så meget man ville opnå, så mange ting man ville nå inden man blev gammel. Nu er man ikke gammel, nu er man bare kommet videre, og man ser sig ikke længere tilbage. Man ser bort fra alle de mørke følelser, prøver ihærdigt på at glemme.
Han ser på det hele tiden, han ser gang på gang, det hele blive slettet, og for hver gang graves der endnu dybere i ham. Han er en passiv iagttager.
Hullet bliver for hver gang endnu større i det, han ved hvad der sker inde i hende.
Jeg føler det han føler, jeg kan mærke den gennemborende og ødelæggende følelse han bærer rundt på.
Nej, hun gør det skam ikke nemt for ham, hun gør det ikke nemt for mig.
Det er svært når man ikke længere er en del af hendes liv, man er meget tæt på at hoppe med på vognen, den med alle de andre. I den vogn tror man på det påførte smil, og man tror på lykkeligheden der ikke helt når øjnene.
Sådan vil han ikke være, for han var jo engang inden under huden, og han vidste hvad der skete, det gør han ikke længere, derfor er han tæt på den rædselsfulde vogn.
Det værste er, at han er ved at bryde sit løfte til sig selv; han lovede, at han for altid ville kunne gennemskue det hele, han lovede ikke at være lige som alle de andre.
Hvad blev der af det mod han følte da han gav sig selv det løfte? Jeg ved det ikke, jeg kan ikke finde det mod hos ham længere.
Det hele er blot en forvirrende og uvirkelig verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar