Man er kommet så langt derud, at man har bygget sit eget selvskabs univers. Man er The man, man er skaberen.
Man brænder inde. Væggene omkring en bevæger sig atter sagte, tættere og tættere mod din krop. De er belejret med syle skarpe knive, og dit blik er fæstnet på et specifikt punkt. Dit sind lukker af, dine øjne ser ikke andet end din fortids ødelagte minder.
Erindringerne om din forhenværende tilstedeværelse står dig så klart, at du mister grebet. Du er ikke længere fattet i din situation, du er langsomt begyndt at svinde bort.
Dit virvar af tanker, flyver fra top til tå, det er umenneskeligt at holde styr på det påstyr der fanger dig.
Det hele var, du, dit, man, ens, deres, vores, vi, os, jeg, min, men det er i sidste ende altid deres, er det ikke?
The way we used to be, sådan ser det ud, for nu er det deres. Der er ikke længere betydning i begrebet vores, man så det forsvinde, nu er det forfanden deres, hverken, dit, mit, os, vi, du, eller jeg.
Jeg er fanget i en strøm af uvirkelige øjeblikke, har ingen fodfæste, har mistet lyset.
Det er ubeskriveligt, det er rædselsfuldt. Det er intet mindre end helvedet.
At miste fatningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar