Min hallucination

Jeg hallucinerer en virkelighed frem.
I den virkelighed elsker du mig, og i virkeligheden, ligger jeg hver nat i dine arme.
Forsigtig, men intenst kysser du de salte tårer væk, der langsomt løber ned ad min blottende kind. Når du gør det, går der et lidenskabeligt sus igennem min krop, jeg kan mærke dine voldsomme følelser for mig, og det gør mig lykkelig, fordi jeg ved, at jeg føler på samme måde for dig.
Det mest fantastiske i denne her hallucination er, at vi har kendt hinanden omtrent hele vores liv, men, at vi først nu har "set" hinanden, det er først nu, at det er gået op for os, at vi har haft vores sjælepartnere lige ved  siden af hele tiden.
Det er så fantastisk, for på den måde kender vi jo hinanden så utrolig godt. Jeg kender alle dine 7 smil, alle dine 15 forskellige ansigtsudtryk. Og jeg ved, hvad der ligger bag hver følelse.
Der er dit, høflige smil. Dit ironiske smil. Det bedrøvede, det grinende, det glade, det optimistiske og til sidst, min favorit; Det elskværdige. Det smil der gør, at dine øjne lyser op, det der får dine kinder til at skifte over til en rødlig kulør, og det der siger "jeg ser kun dig".
De smil redder hver dag mit liv, fra at smuldre ud i spåner.
- Sagte kører du blidt din hånd igennem mit hår, du ser langt ind i mig, lægger hovedet op mod mit øre, og hvisker; Jeg elsker dig..

Gid det her var min virkelighed.