Forkert

Jeg har lært ikke, at tage folk ind på livet af mig. Dvs. det er noget jeg må lære på nu, jeg kan ikke lade folk komme så langt ind i mig, at de er så stor en del af mig, at jeg ikke selv kan kontrollere det længere.
Jeg kan simpelthen ikke tåle flere tab, jeg ser det hele forsvinde under benene på mig, det vrimler for mine øjne. Det er som om jeg går i blinde.
At glemme alt efter ingen tid, at kunne spørge om de samme ting op til flere gange på en dag, blot fordi du glemmer det. Jeg føler mig lukket inde i en slags bobbel, en bobbel jeg ikke kan komme ud af. Jeg kan ikke nå de andre, og jeg føler mig ikke hjemme.
Jeg kan ikke holde på mig selv, jeg smuldrer sammen til ingenting, jeg kan ikke styre det, jeg gerne vil holde for mig selv.
Jeg kan simpelt ikke klare mere kritik. Der var engang, hvor jeg var så selvsikker på mig selv, at jeg bare kunne lukke det ude, men det kan jeg ikke mere. For hver dag der går graver det hele sig dybere og dybere ind i mig, og det er jeg bare ikke god nok til at holde på afstand.

At se alt bevæge sig længere og længere væk fra dig, det er svært, det er det virkelig. At blive så usynlig, og så lille i sig selv, på så lidt tid.

Åh hvor jeg dog elskede snerten af lykke.
Jeg sulter efter at kunne sove det væk