En evigheds leg

Pulsen stiger, vi er højt oppe nu. kom nu, bring mig højere, jeg vil mærke suset, jeg vil undgå slaget når jeg rammer jorden. Højere. Højere. Højere. For sent, jeg ramte den, jeg ramte bunden, og nu føler jeg de kolde sten mod min sårbare kind, de bliver kastet imod mig. Det hele river og sitrer, blodet render ned ad min krop, sårene breder sig, jeg er åben. Min krop er åben. Mit hjerte er åbent.
Jeg er væk nu, og hele min tilstedeværelse er standset, min eksistens findes ikke længere, min krop er død og begravet, mit sind er forsvundet.

Jeg går igennem de mørke gader, hører pigerne hvine, drengene stønne, jeg ser de fortabtes øjne der forsigtigt hviler på et ukendt sted. Pigerne er lykkelige, drengene er hårde, eller hvad? Er de hvad de giver sig ud for at være, eller lever de også bare i den overfladiske verden? Hvem ved, der er intet rigtigt svar. Jeg ser de svigtedes sjæle gennem deres tomme øjne, men hvad ser andre? Er der virkelig nogen der søger så dybt, eller tror de bare på hvad overfladen viser? Som sagt, der er intet rigtigt svar på dette, det er hvordan man ser på det.

Jeg er et spøgelse der vandrer fortabt mellem levende, jeg er faret vild i den mørke nat, jeg søger hånden jeg elskede, jeg søger alt hvad jeg ejede, jeg søger fortiden.
Jeg hørte nogle gamle mennesker snakke om, at man ikke kan leve i fortiden, man må leve i nuet, du kan elske din fortid så meget som du vil, men du kan ikke gå tilbage i tid.

Det hele er blot en evigheds leg.