Før verden vendte op og ned på det hele

En klog person skrev, at vi ofte søger tilbage til noget trygt og velkendt, når vi befinder os i en tilstand af sorg og smerte.
Jeg lukker øjnene og bliver trukket ind i en verden af tillid og gamle minder
Jeg står foran en gul dør med et lille skilt hvorpå der står ;
  "Ø13 - Rikke Marie Gadegaard og Josephine Panduro Als"
Forsigtigt tager jeg i håndtaget og går ligeså forsigtigt ind af den gule dør. Jeg kigger ned og ser de stadige skrammer og revnen på indersiden af døren, som kom af det indbrud vi havde sidste år.
Jeg mindes de konfirmationssmykker jeg fik stjålet og de tårer jeg fældede over ringen med den hvide sten som jeg elskede så højt. Den havde været min mors.
Jeg ser mig omkring og kan uden besvær forestille mig alt som det var.
Jeg kigger over i hjørnet og ser den gamle(men gode!!!) lænestol vi i fællesskab købte i Blåkors til 125kr den dag vi flyttede sammen. Stille lader jeg blikket glide over mod den ene væg - der hvor vores "sofa" stod med det lilla HAY-tæppe og vores to kinesiske dukker 'jan' i rød og 'Linda' i grøn.
Jeg kravler ubesværet op af trappen til hemsen for 317 gang og bliver nostalgisk over at se vores dobbeltseng - som egentlig bare var to maddresser rykket sammen- stå som de plejer.
Ovre i det lille hjørne under skråvæggen står vores røde fatboy ved siden af det lille, turkise bord med to tændte stearinlys på.
I tre hurtige spring er jeg nede fra hemsen igen, og jeg går hen og åbner vores hvide havedør og indånder den friske luft som strømmer ind i rummet som den har gjort det så mange gange før.
Her står jeg længe og kigger ud på engen, på skoven, på beachvollybanen og på alle vores naboers gamle vinduer.
Jeg længes efter dem alle sammen, selv dem jeg faktisk aldrig snakkede med, men som bare var der, og var en del af det hele- alt det vi havde.
Jeg ser min roomie for mig, løbe rundt på plænen og lave mislykkede vejrmøller. Det gjorde vi altid om sommeren.
Jeg kniber øjnene endnu mere sammen og forsøger, at få øjeblikket til at vare endnu længere - måske forevigt.
Det ved jeg godt, at det ikke kan, og ligeså hurtigt som jeg igen var tilbage i Tølløse, ligeså hurtigt er jeg tilbage i den glasklare virkelighed.

Sådan ønsker vi os tilbage. Vi bilder os selv ind, at vi stadig savner det, og nogle gange er det faktisk rigtigt. Andre gange er det mest fordi, vi længes efter et tidspunkt i vores liv der var fyldt med glæde og glade dage. Og ikke med rædselsfulde nætter, hvor frygten for at miste er som en konstant bidende kulde der vogter ved vores senge..