Pages

fredag den 3. december 2010

Ild

Tænk hvis hele ens liv brændte ned til bunden. 70 år, et helt langt liv formet og finpudset inde i lige netop dét hus, og nu er det gået op i flammer.
Hendes afdøde mands gamle genstande, hendes afdøde elskers gemte og stadig uberørte laboratorium. Selvkreeret gange bygget op af stakke med bøger, alverdens bøger, på alverdens sprog.
Hendes frosne, døde hund, gemt i en papkasse ude i garagen. På grund af vinterens kolde luft, og stenhårde jord var det umuligt at begrave den på dens oprigtige dødsdag. Nu er den også brændt, ikke en gang død og begravet, bare brændt.
Hendes have var så tilgroet, at det næsten lignede en skov, meterhøje træer og tæt groet buske, grønne krat, ja, det var virkelig som en skov. Hun mente, at træer havde følelser, og ville kunne mærke smerte lige såvel som os mennesker ville kunne det.
Hendes hus var et mysterium, ja selve hende var en hemmelighed for sig. Ingen fik lov at få et kig ind i hendes ejendom, der var dog engang, engang hvor man en gang imellem kunne være heldig at komme to ind ad gangen, men så var man virkelig også heldig, det skete i sjældne tilfælde, at hun lukkede nogen ind.
Det står mig stadig klart, hvordan det hele så ud. Jeg husker, at hendes hus var enormt, større indvendig end hvad man kunne skue med det blotte øje. Hun boede kun på 1'salen, underetagen stod tom det meste af tiden, eller, der var faktisk et par år hvor en lille, rund man åbnede en toilet/køkken forretning, og hver gang man kom og besøgte ham, fik man en lille marcipangris. Det holdt ikke så mange år, så igen stod underetagen tom.

Da man kom ind ad den smalle dør, fik man straks øje på den ustabile trappe der førte op ovenpå. 1'sal var en verden for sig, store atlas hang på væggene, bøger overalt, stakke af bøger, stablet hundredvis ovenpå hinanden. Mindst ti forskellige slags globusser var der, og en underlig ting, der selv dengang var for længst passé; fjer og blæk. Der var hverken en skrivemaskine eller normale blyanter, nææ nej, hende her brugte fjerpen og blæk, ligesom i gamle dage.

Nu er hendes hus passé, det er nu blot en bunke kulsort aske der er tilbage. Alle hendes skjulte sandheder, alle de forbudte minder var nu borte, nu er det for sent at finde ud af, hvad der i realiteten gemte sig i det hjem.
Hendes kæreste er taget fra hende, det hele er dødt og begravet, eller nærmere gået op i flammer.
Hun er en underlig en.

4 kommentarer:

  1. Virkelig flot skrevet med et utrolig godt billedsprog. Hvis jeg må give dig et tip
    med på vejen, så skriv aldrig osv. det gør
    et eller andet forkert ved sådan en god tekst.
    Fortsæt dit så smukke skriveri!

    SvarSlet
  2. Mange tak, og tak for tippet, det vil jeg huske! (-:

    SvarSlet
  3. Du skriver ufattelig smukt Josephine! :)

    SvarSlet
  4. Tusind tak, og mange gange i lige måde!!

    SvarSlet