Brusekabinen

Nåå.. men.. jeg klarede det igennem endnu en dag.
Følelsesløst lod jeg det iskolde vand bane sig vej ned ad min lange og nøgne krop, jeg sigtede mod himmelen, lukkede øjnene og forsvandt.
Jeg stod pludselig på en strand, ene og alene var jeg.
Bølgerne stod højt og solen var næsten gået ned. Langs vandkanten anede jeg de glinsende muslingeskel, og så lagde jeg også mærke til sandets gyldne farve, kridhvide og alligevel gyldne farve.
Jeg satte mig ned, ikke helt ude i vandet, men langt fra helt inde på land, det var sådan.. midt i mellem.
Stille vuggede jeg fra side til side, alt i mens jeg nynnede en fin melodi i takt med bølgernes brusen.
Efter en tid kiggede jeg med undren ned ad mig selv, med den opdagelse af, at jeg var splitterravende nøgen, ikke et klæde bar jeg, og for første gang i mit liv skammede jeg mig ikke, var heller ikke flov, jeg var simpelt og ret bare selvtilfreds.

Jeg tror jeg sad der i en mængde uanede timer, sådan føltes det i hvert fald da jeg med ét rejste mig op, rettede ryggen, bredte armene ud og lod med alt lidenskab mit hår flyve vindenes veje. Jeg skreg og skreg, helt indtil jeg havde opbrugt alt luft i mine ynkelige lunger. Jeg hostede hysterisk, og satte mig derefter ned igen. Pludseligt var alt rart, jeg følte mig endnu mere tilfredsstillet end øjeblikket før.

Jeg åbnede øjnene og hurtigt gik det op for mig, at jeg stod og stirrede direkte op på bruseren, og, at jeg fik vand i øjnene. Stille slukkede jeg for vandet, trådte ud af brusekabinen og klarede det igennem endnu en dag.