Skillevæggen

Men han er jo noget specielt, han har jo altid været speciel, han har altid været en ekstra del af gruppen.
Jeg mindes da han var en lille dreng, ham og min søde bror der rendt rundt med deres papmachesværd og deres røde kapper - de troede, at de kunne flyve, og, at de indebar større kræfter end resten af civilisationen. Jeg husker, at jeg sad inde på mit værelse og skreg for at få dem til at tie stille, jeg ville sove og deres små børnelattere fyldte alt for meget. Det var nu nok egentlig mest for at være på tværs, for jeg nød jo faktisk at falde ind i søvnen sammen med deres glæde.

Årene flød sammen, og tusindvis at ting skete, og stille og roligt gled glæden bort, jeg stoppede med at skrige om stilhed, og længtes i stedet efter deres grin. For når han var her, kunne jeg ikke længere høre deres nu påbegyndte mandestemmer igennem den tynde væg der skilte vores værelse ad. Der var alt for stille, havde nærmest lyst til at skrige for at få dem til at gøre noget, bare et eller andet.
Når vi om aften som sædvanligt sad ved middagsbordet smilte han ikke, han var der bare på en eller anden usynlig facon.
Det er en skam, for han var sådan en yndig lille dreng. Han havde hjertet på rette sted, jeg er næsten bange for, at han har mistet det. Hjertet.