Jeg tænkte i går på noget som jeg ville skrive ned, jeg tænkte på at forme nogle ord til noget større, og jeg tænkte på at få dem til at betyde noget for andre end mig selv.
Da jeg kom hjem, gik jeg som sædvanligt ind i stuen, satte mig hos mine forældre og glemte da alt om at skrive mine tanker ned.
Senere gik jeg ind på mit værelse, tog blyanten i hånden og ville så inderligt gerne formulere noget sødt.
Så opstod et problem; jeg kunne ikke længere erindre hvad jeg have småbegyndt på inde i hovedet. Derfor lagde jeg blyanten fra mig og gik i seng.
Nu sidder jeg her og tænker, prøver at genskabe det jeg begyndte på. Ser du, det er faktisk svært, for jeg kan ikke huske noget, overhovedet.
Jeg kan se, at de sørgelige minder falder ned fra min væg, de engang så fine ord forsvinder om bag den hvide seng, og der bliver de liggende. Det falder mig ikke ind, at samle dem op, for hvad nytter det? vil de ikke bare falde ned igen?
Jeg kan også se, at de lyse billeder jeg engang klistrede op med tape, er så støvede, at linjerne som skaber fotoet nærmest er borte.
Jeg kan se så meget, men jeg kan ikke huske noget.
Det reelle problem er nok, at jeg prøver at skabe noget der var engang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar