Hendes røde kjole

Stille lod hun tonerne forsvinde ud i nattens kolde mørke, søde og med et lille præg af  nostalgi.
Hendes røde kjole rørte forsigtigt den våde jordbund, alt i mens hendes hænder ængsteligt forsøgte at holde fast på de små stykker - dem der forsøgte at slippe væk fra hende. Små fine stykker af sandhed og løgne, små dele af hendes knuste hjerte.

Hendes bevægelser var absurde, hun prøvede oprigtigt på at nå hans varme arme, prøvede på at forbande den svundne tid ved at ønske den tilbage.
Hun søgte hans inderside, ville ikke indse at skorpen var for tyk, og, at han indeni ingenting var længere.
Hun sang noget mere, håbede ihærdigt på, at han ville vågne op fra de døde, og høre hendes elskelige toner - og genkende dem.
Måske ville han indfinde sig i hendes virkelighed og de ville sammen holde om hendes røde kjole, måske endda kysse hendes røde læber sammen.
Han kunne løfte hende op i sin favn, knuge hende ind til sig, og hjælpe hende med at holde fast i de små stykker hun ikke selv kunne bære.