Sorte bær og forrådnede æbler

Der var en der spurgte mig om jeg længtes. Mit svar var; ja.
Min begrundelse var; det ved jeg ikke.
Derefter kom spørgsmålet om jeg til tider var misundelig. Atter en gang var mit svar ja, dog et mere ydmygt ja.
Min begrundelse var; at jeg jo længtes.
Jeg prøvede at forklare, hvordan det føltes at forsvinde, hvordan det var at have følelsen af ligegyldighed og neutralitet dage ud og dage ind.
Min forklaring lød lidt a la;
"Nu er jeg hverken glad eller ked af det. Jeg føler ingen trang til at stå op om morgenen, men jeg føler heller ingen trang til at lade vær. Jeg synes at mine dage er rent tidsfordriv, en masse tommer timer, som om, at fra jeg står op til jeg går i seng blot er en lang pløre af ingenting.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg turde sige noget, i stedet står jeg og træder mig selv over tæerne."

Da kom spørgsmålet; Føler du, at du mangler det?
Mit svar var ja.
Min begrundelse var ubeskrivelig.