Gik op i ét

Det hele er glintrende. Solen er så småt begyndt at forsvinde ned bag horisonten, vandet bølger gyldent, og alle ler. De nyder livet. 


Sommeren er sen, men alligevel er stranden fuld. Nøgne mænd, nøgne kvinder, danser i måneskinnets lysende spotlight, stemningen er så høj, at intet er umuligt. Alle kan danse lige i dét øjeblik, alle kan synge lige i dén sang. Alle kan være glade på en gang, lige i dét øjeblik. Alle kan alt lige i dét øjeblik.


Jeg ser livet fra min plads på klintens yderste tip, og jeg nyder det også. Jeg ser alle dem jeg elsker, fuldføre deres største drømme. De er lykkelige og frie, deres øjne skinner om kap med selve skinnet fra månen. Deres glæde er ikke til at undgå, de ler og ler, de elsker, de drømmer, de fuldfører. De er hele på en gang, dem alle sammen er på et eller andet punkt hele.

Den aften blev der givet flere kys end de fleste aftener, og der blev holdt af langt mere end hvad man er vandt til. Det var som om elendigheden ikke fandtes og som om livet gav mening, det var også som om alt ting gik op i ét. 

Jeg ved hvad jeg er, men jeg ved også hvad jeg ikke er

"At vide, hvad man er, er at vide, hvad man ikke er"


Jeg ved, at jeg indeholder en tro på mig selv, som er mere kostbar end noget andet. Jeg ved, at jeg ejede en styrke der var stærk som verdens trofaste rødder. En styrke der var så kraftig, at den var evig, men alligevel, i det jeg siger: ejede, var den så, så stærk igen? For Jeg har den jo ikke længere, jeg mistede min styrke, og jeg mistede min tro.

Engang havde jeg en tro på lykken i vindens susen, i det at eksistere var en lykke i sig selv. Men når modstanden står ret, er det svært at tro. Det er som om der bristes endnu et stykke. Man er delt op i flere forskellige dele, og modstanden stjæler, ja udsletter ren faktisk dele. Jeg kan ikke leve uden mine dele, så er jeg jo ikke hel, så er jeg jo ikke mig.

Jeg ved, at jeg stadigvæk er stærk på nogle punkter, jeg ved også, at jeg er svag på andre. Jeg ved jeg har noget i mig som skiller sig ud af mængden, men jeg ved også, at jeg har noget der går igen i hvert eneste menneske.

"Jeg ved hvad jeg er, men jeg ved også hvad jeg ikke er"

Grow up!

Deres blikke kører frem og tilbage, gang på gang breder det lumske smil sig på deres læber, det er hver gang deres øjne mødes. De er egoistiske. Hele tiden søger de hinanden, blot for at håne andre, de er så selvfede, at andres følelser ikke rager dem. De griner af folk der er større, bredere, end dem, dog er de selv undervægtige og ranglede, hvad er pænest, at være en streg i lufte, eller at have lidt former? Jeg vil gætte på, at størstedelen af jer, stemmer for former. De bryder sig ikke om folk der ikke er født med det pureste guld.


De er væsner der sulter efter hævn, det er det der får dem til at synke ned på så lavt et nevau, de lader ikke ting ligge, og hvis nogen har sat dem på plads, kører ordene bag vedkommendes ryg. Især hvis det er piger er den gal, den ene føler for ulighed uden egentlig at sige det højt, væsenet synes, at mænd har første ret, og at mænd har magten. Den anden er ussel og svag, der er det fra den ene til den anden, fra den anden til den ene, suser frem og tilbage mellem to kilder, og på den ene kildes side, er dét enig, men så når dét når den næste kilde, er den også enig der, også selvom det er to argumenter som er fuldstændig anti hinanden. Denne person får andre til at spyde ild, derfor er der mange der ikke ser djævelen bag.
Der er også en tredje part, men hvem ser dette lille væsen? Hvem bekymrer sig?

Kom nu videre, grow up!

En evigheds leg

Pulsen stiger, vi er højt oppe nu. kom nu, bring mig højere, jeg vil mærke suset, jeg vil undgå slaget når jeg rammer jorden. Højere. Højere. Højere. For sent, jeg ramte den, jeg ramte bunden, og nu føler jeg de kolde sten mod min sårbare kind, de bliver kastet imod mig. Det hele river og sitrer, blodet render ned ad min krop, sårene breder sig, jeg er åben. Min krop er åben. Mit hjerte er åbent.
Jeg er væk nu, og hele min tilstedeværelse er standset, min eksistens findes ikke længere, min krop er død og begravet, mit sind er forsvundet.

Jeg går igennem de mørke gader, hører pigerne hvine, drengene stønne, jeg ser de fortabtes øjne der forsigtigt hviler på et ukendt sted. Pigerne er lykkelige, drengene er hårde, eller hvad? Er de hvad de giver sig ud for at være, eller lever de også bare i den overfladiske verden? Hvem ved, der er intet rigtigt svar. Jeg ser de svigtedes sjæle gennem deres tomme øjne, men hvad ser andre? Er der virkelig nogen der søger så dybt, eller tror de bare på hvad overfladen viser? Som sagt, der er intet rigtigt svar på dette, det er hvordan man ser på det.

Jeg er et spøgelse der vandrer fortabt mellem levende, jeg er faret vild i den mørke nat, jeg søger hånden jeg elskede, jeg søger alt hvad jeg ejede, jeg søger fortiden.
Jeg hørte nogle gamle mennesker snakke om, at man ikke kan leve i fortiden, man må leve i nuet, du kan elske din fortid så meget som du vil, men du kan ikke gå tilbage i tid.

Det hele er blot en evigheds leg.

En del af sommeren

Jeg elsker natten og dens mystiske skikkelser, dens sørgmodige lyde og de ufattelige smukke, lysende stjerner som førnævnt.  Som jeg ligger her og mærker den kolde sommervind mod min bare hud, og kigger ud mod horisontens mørke vande føler jeg en indre ro, jeg ikke troede, at jeg havde i mig. Det føles som om alt jeg nogensinde har længtes efter langt om længe er fundet, og som om, at jeg her i nattelivet hører til. Nu er jeg igen en del af noget.

Langt borte kan jeg høre en ugles triste tuden, og jeg rejser mig langsomt op. Jeg tror, at tiden er inde til jeg vender snuden hjemad, jeg har fundet klarhed i mit sind, og jeg er nu sikker på hvad det er jeg søger, hvilke mål jeg vil opnå.
Jeg har ikke flere kræfter til at løbe med, mine ben er stadig helt smadrede efter mit pres for nogle timer siden, så jeg går bare stille og rolig, væk fra stranden og hen ad strandpromenaden. Det går hurtigt op for mig, hvor meget liv der egentlig er her om natten, spaniens gader er fyldt med legende børn, og levende unge. Musik blandes i luften, alle steder spilles forskellige slags musikgenre. Hvad mit øre kan høre lige nu, er der en snært af; pop, R&B, en blanding mellem hårdrock og stille ulykkeligkærligheds musik, Soul, Jazz. Når man lytter efter, opdager man, at hver sin genre er noget helt specielt, normalt er jeg ikke den store jazzfan, men i aften lægger jeg mærke til de små detaljer der gør det til noget enestående.

Der står træer plantet ned langs vejen, imellem hver træ er der en hvis afstand, nogle steder er der længere fra et ene til det andet, og der imellem er der sat nogle yndefulde bænke. De er lavet som roser, bænkene har form som roser.
Jeg beundrer de gamle mennesker jeg ser sidde der, som regel sidder manden med armen rundt om damens skulder. Der sidder de så i stilhed og iagttager livet omkring dem, de sidder med fronten ned mod det åbne hav, men jeg kan se, at de får alt med, jeg kan se, at de også ser hvert eneste skridt der bliver tage bag dem. De har jo trods alt også haft hele livet at øve sig i, det med at se ud som om de intet ser, men i virkeligheden se alt. Jeg vil skyde på, at de fleste af parrene minimum har rundet de 60. Der er noget ved voksne mennesker der udsender om de er, under den alder hvor man begynder at kalde dem ”gamle”, eller om de er oppe der hvor man desværre ikke længere blot kan kalde dem ”modne”.
Selv håber jeg på at blive ligesom dem, at jeg finder mig min sjælepartner, og, at vi sammen skal bestige hundredvis af livets bjerge. Jeg kan næsten se det for mig. Mig midt i 60’erne, gammel og rynket, siddende sammen med min ligeså rynkede mand på en af de bænke dér. Det bedste af det hele er, at vi endnu ikke har mistet gnisten i vores øjne, vi lyser stadig af liv og glæde, og man kan også se kærlighedens blik når vores øjne strejfer hinanden. Man har jo altid lov at drømme.

...Det var der ingen der gjorde

Jeg kan virkelig mærke forskellen nu, og det er underligt, det er underligt at realisere sit værste mareridt, det er underligt at være så fjern, så langt nede. Jeg har ikke lyst til at være her, jeg har lyst til at finde mørket, og bare grave mig ned der. Jeg forstår ikke, at efter alle de år, så er det, det jeg står tilbage med, jeg kender den store selvfede side, derfor ved jeg, at jeg ikke er andet end en lus i de øjne. I de øjne jeg beundrede, de øjne jeg stadigvæk beundrer. Jeg ved, at jeg tog et valg, og jeg ved, at jeg vil blive hadet for det valg, at jeg hades for det valg. Jeg ved at skylden ligger på mine skuldre, men der er noget du ikke ser, og der er noget du ikke ved. Jeg troede, at efter alt den tid, burde der være mere i det, jeg burde ikke sidde og skælve over hele min krop af bar smerte, jeg har været standhaftig og tro, jeg prøvet til det yderste, jeg har været der til det yderste. Jeg var der indtil min krop sagde stop, det der sker nu er ikke noget jeg selv er herre over. Jeg har forandret mig efter bruddet, det er både noget jeg selv kan mærke, og så er det noget jeg har fået fortalt. Jeg kan mærke hullet i mig, jeg føler tabet for hvert eneste skridt jeg tager, det var ikke sådan her jeg ville have det til at slutte.

Jeg ville ønske, at du kunne se på mig uden afsky, og det håber jeg en dag vil gå i opfyldelse, jeg håber, at du en dag vil kunne sætte dig i mit sted, at du vil kunne forstå mig. Jeg tør håbe på, at bag din stolthed, så kender du mig stadigvæk, og, at du en dag vil respektere mit valg.
Jeg vil aldrig tale ondt om dig, og alt vil forblive i fortrolighed.

Jeg vandt ikke, det er der ingen der gjorde.

Efter alt, så er jeg stolt af dig. Efter alt, vil jeg altid elske dig.. Min anden halvdel.

Sulten efter friheden

Jeg ser skyggerne bag mig, forvandle sig til noget større, noget ustyrligt, jeg mærker livets kant. Jeg ser mørket, det tiltrækker mig, jeg forsvinder bort, langt ind i den sorte gyde, jeg er ligeglad med min eksistens, nu skal det her helvede stoppe. Jeg stopper det. 
Alt går i stå, alt er væk, de ser ikke sandheden, jeg er den eneste på denne jord, der ser den, min krop, mit sind skriger om forladelse, det sulter efter frihed, vi må væk fra det her sted.

Menneskets forsvinden

Menneskets forsvinden.
Ordenes uduelighed.
Følelsernes magt.

Jeg står på klinten, overvejer mit næste træk, sigter ned mod dybet. I det næste øjeblik mærker jeg suset på vej ned, jeg følte toppen der elskede i mit blod, og næste øjeblik mærkede jeg vejen ned, lang, men hurtig. Hård, men også befriende.

Jeg var så langt oppe, at det ikke stod mig klart, at det næste ville være vejen ned, jeg så det ikke komme, min underbevidsthed tog valget for mig, jeg badede i lykke, svømmede i kærlighed.

Den begyndende smerte var som usynlig, jeg ville ikke se den i øjnene, undgik den så godt som det var muligt. Da jeg lod min krop falde ned mod det dybe hav, mærkede jeg den, kunne ikke ignorere den. Smerten fandt mig, den holdt mig fast i øjeblikket. Den holder mig stadigvæk fast. Jeg føler faldet, det bliver bare ved, og ved og ved... Jeg mister alt der er liv i, livet står tilbage og nedstirrer mig fra min forhenværende plads på toppen.

Jeg længes efter jer. Jeg længes efter os, efter alt jeg har givet slip på. Men jeg hører ikke til i denne verden, ikke denne generation.
En meget betydningsfuld person, sagde engang: "Du har en gammel sjæl i en ung piges krop" , måske ikke helt ordret, men noget i den stil. Til tider tænker jeg på om det kunne være sandt, har jeg en gammel sjæl, i en ung piges krop? Lever jeg forkert, burde jeg være døden nær, dog af alderdom? Eller lever jeg som jeg gør, fordi jeg er sendt herned med et eller andet budskab?
Jeg ved det snart ikke, det føles ikke som om dette er det rette sted for mig.

Jeg ser alt det de andre ikke ser ..

At skifte side

At skifte karakter fra den ene dag til den anden, fra at holde sammen til at give slip, fra at elske til at hade, fra at stole til at lyve. Det hele kommer på en gang, det hele drejer, alt vender. 
At forvandles til en af dem. At vende sig imod sig selv.. Eller at forvandle sig til den man i virkeligheden er? Dog en jeg aldrig vil kunne lide, en jeg aldrig vil kunne stole på, en jeg aldrig vil kunne elske. 
Man kan se, at nogen har realiteret elendigheden, og, at man ikke længere kan gå tilbage. Nogen vil skifte side, og når det så er gjort, vil man være fjender, man vil være så meget anti hinanden som det overhovedet er muligt, og endda efter alt den lighed der førhen har været. 
Andre vil en dag savne hvad de gav slip på, de vil på et tidspunkt se, at denne indflydelse har færet fuldstændig forkert, at det er den der har skabt dette kaos. 
Folk vil begynde og snakke efter man har teet sig som en billig hore, de vil kigge på en med en frygtelig afsky. Man vil flove sig over sine gerninger, og over den måde man har behandlet andre på. At forsøge at begå et psykisk mord, at fortryde man har forsøgt. 
Jeg vil elske fortiden. Elske alt jeg har været igennem, og alt hvad jeg har oplevet. Jeg vil hade hvordan det er blevet, jeg vil hade hvordan det kommer til at blive. 
Jeg vil elske hvad jeg nu har fået. Jeg vil hade dig.

The war has begun

Så er det hele begyndt. Helvedet er brudt løs, og der er ingen til at stoppe det, ikke en levende sjæl. Nu skal I bare høre Kære publikum; I står midt i det, I er vidnerne, om I vil det eller ej. I står nu i midten af et kaos der lige er begyndt, en kamp om evighedens magt, om livets kærlighed. En krig om liv og død. I er fanget, og jeg lover jer for, at det her er ikke noget man slipper nemt fra.

Vi er som vand mod ild, og alligevel som guld mod sølv. Vi er så stærke begge parter, at ingen kan forudse hvor det her vil ende, om det overhovedet nogensinde vil tage en ende. Når vi først er begyndt, er det kun ordenes lidenskab og de usagte ords sviden der brager. Alle kan sige, at noget er sket, at nogen vil blive såret, at det her ikke er godt for nogen som helst, men ingen vil kunne bevise det, for ingen af os siger noget, ikke direkte, det er en skjult krig. Det helder ligger og buldrer under overfladen, hvert et skarpt menneske vil kunne gennemskue hvad der foregår, men så spørger jeg; Hvor mange af disse mennesker findes? Jaa, det er få, meget få. Dog nok til, at noget vil ske. Jeg ved at enkelte af jer ved noget, det er jer som står i midten af det.
I tør ingenting sige, men hvem tør også bryde ind imellem en sulten bjørn og en rassende løves kamp? Jeg forstår jer godt, det her er ikke noget jeg selv ville have vagt at stå i midten af, det er næsten som at erklære sig selv død, inden ulykken er hent.

Solens skygger er borte, mørkets krafter har taget overhånd. Nu er der ingen vej tilbage, der er ingen lille mor her, ingen vil se din skiggelses mørke skygger, nej de er forsvundet sammen med solen lyse stråler. Nu er det dig og mig, ansigt til ansigt, øje til øje. Mand dig op. Hvis hvilket køn du er af. 

"the lies she told"

Han fortalte hende, at han elskede hende, og hvad var det forkerte i det? Sagde de ikke tit det til hinanden? Jo.. men denne gang var det anderledes, denne gang lå en anden betydning pludselig i disse ord.
Før i tiden mente han "jeg elsker dig som en søster", nu var det som i "Du er min eneste ene. jeg elsker dig."

Hun vidste ikke hvornår det gik galt, eller hvordan hun skulle håndtere det, så hun valgte blot at ignorere, dog ikke fordi hun regnede med, at hun nu kunne lade som ingenting, som om dette aldrig var sket, nej hun prøvede bare sit yderste på at skubbe det væk, prøvede på at slette det allerede skete. Hun ville ikke se realiteten i øjnene.
Denne gang ville hun hellere leve på løgnen end at lytte til sandheden. Det var ikke sket for hende før, hun havde altid være sandheden selv, hun havde aldrig kunne bære at tilbringe tid med løgnere, folk der fortiede de virkelige ord. Nu var hun en af dém. The lies she told, was growing... growing.. forever growing...

At miste en der står dig så nært på grund af en forelskelse.. Hvorfor sker der? Hvorfor forelsker nære venner, nærmest søskende sig i hinanden? Det virker så forkert oppe i mit hoved. Du burde ikke være forelsket i en som mig, vi er som ild og vand, når vi blandes dør gnisten, og uden gnisten kan vi ikke leve. At miste en god ven til kærligheden, en ting jeg aldrig troede, at jeg skulle opleve.

Spring ud, lov mig det.

Du kan ikke slette dig selv, stå ved dit sande jeg. Du er dig, og jeg er mig, mere er der ikke at sige, det er sådan vi er blevet fordelt, det er sådan kortene er spredt. Vi har et mål her i livet, hver og en; vi skal finde ud af hvem vi er.


Giv mig mere, giv mig mere af dig, mere af dine mystiske sandheder. Jeg vil have dig, med din forhistorie, med dine uoprettelige fejl, det er ligegyldigt for mig, hører du? Dine fejl, skal ikke ødelægge dit liv og din tilstedeværelse, alle har begået ting de fortryder.. jeg vil have dig, med alt som du er, alt som du har gennemgået, og alt som du vil gennemgå.

"Smukkere end solen. Blidere end blomsten. Stærkere end tomheden. Du er uovervindelig Min Kære." Det er en beskrivelse på dig, min beskrivelse på dig. Det er sandt, det kan du vel forstå, jeg er ikke en løgner, ikke overfor dig. Jeg er din trofaste, aldrig vil jeg svigte dig, dig, dig, dig. For dig er jeg oprigtig, always and forever. Folk lyver, det er blot en ting her i livet, endnu en ligegyldig bagatel, men jeg, jeg lyver ikke for dig, for det er umuligt for mig, dine øjne fortjener sandheden, og den giver jeg dig, måske som den eneste, hvad ved jeg.

Dine skjulte talenter vil en dag vise sig for verden, og jeg vil være der, ingen kan forudse om jeg vil være hos dig, om jeg vil stå ved din side og sige "Det her er min veninde, og det har hun altid været." Men i dine virkeligste drømme, vil jeg hviske i dine øre, hviske, at jeg er stolt af dig, stolt af, at jeg var en del af dig & dit liv, engang. I det man har ført en samtale, nej vent ikke engang en hel samtale behøves, blot få simple ord som "Hej, undskyld jeg stødte ind i dig" kan have betydning, i de sølle ord har du pludselig været vidne til en forandring i et andet menneskes liv, du har medvirket i en fremmedes eksistens.
Ligemeget hvad der en dag sikkert vil skille os, vil jeg altid være stolt af dig, det er en ting jeg skal huske at fortælle dig, inden vore veje skilles. Om det bliver om 1 år, 3 år, 10 år, 30 år, det vil jeg ikke kunne svare på, men det vil sikkert ske en dag, dog ikke fordi jeg håber det, men det er som regel sådan vejen bygges op, den starter stille og rolig, helt fra bunden af, blot en lille sti, og senere hen bliver den langsomt trampet til, den bliver stor, og så til sidst vil det forsvinde, til sidst vil der ikke være flere mennesker der vil gå på den, og ja så vil den svinde bort.

For altid vil jeg være her, "venskabet uden ende" husker du nok, det er sådan jeg ser på det. * Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det.* Lov mig det, tænk over disse ord, find meningen med dem, og gør det. Tag chancer i livet, spring udover det sædvanlige, ikke kør fast i de samme og ensformige rammer, spring ud

Mit evige håb om din hjemkomst

Det er lang tid siden jeg har skænket dig en tanke, men det ved du jo nok allerede. Du er ikke som andre, du har en evne til at mærke dine tilknytningers følelser, tanker.

Jeg kunne jo lukke min sjæl, udføre min beslutning om forsøget på at glemme, men jeg er en egoist. Jeg tænker på mig selv, som regel som det første, selvom jeg ved det er ondt, selvom jeg ved, at jeg nok i realiteten burde gemme mine ødelagte minder bort og fokusere på livets "lykkelige gang". Jeg har da også prøvet, men jeg er bare ikke stærk nok, jeg har ikke en viljestyrke med nok kraft i, nææh. Den har jeg til gengæld smidt bort, langt, langt væk er den nu.

Nu gør jeg det altså, du ved, skænker dig en tanke, om jeg vil det eller ej, det er umuligt for mig at beherske mig selv, umuligt selv at bestemme hvor mine tanker skal føre mig hen.
Nu fører de mig tilbage, tilbage til mine dage med dig, jeg husker tydeligt hvert eneste øjeblik vi tilbragte sammen, hvert eneste ord, hvert eneste meningsfulde kys. Jeg står i gæld til dig, du fuldendte mit ligegyldige liv. Dog ved jeg, at jeg aldrig ville kunne give dig noget, ikke længere, ikke nu hvor jeg er rejst. Det lyder forkert at sige det sådan, for det var jo ikke mig der rejste, teknisk set jo, men det var dit hjerte der forlod, og mit hjerte der lå tilbage i et blodigt og ensomt hjørne.

Nå, men sådan er det jo nu en gang, og det må jeg lære at leve med.. Rettelse; jeg burde lære det, men det kommer aldrig til at ske.
Jeg savner dig hvert sekund, og min smerte bliver stærkere og stærkere, hvis du dog bare... hvis du dog bare ville komme tilbage, blot for en tid, mere forlanger jeg ikke, man kan jo altid slutte... Selvkreere enden.

Faktisk undrer det mig lidt, at jeg ikke har gjort det noget før, eller bare i det mindste tænkt tanken om det. Jeg vil gætte på, at jeg har varet ved fordi, at der inderst inde i mig stadig ligger et håb gemt, håbet om din hjemkomst.

"Ville du? Ville du kunne finde på det? At vende tilbage til mig?"
"Nej. Du må indfinde dig i dit liv, jeg kan ikke længere være en del af det."
Det gav et sæt i mig da jeg hørte det svar. Hvor kom det fra? Hvor kom du fra?

Min spanioler, mine nattetimers stund

Jeg kunne leve i dine mørkeorange øjne. Hver gang dit blik forsigtigt søger mit, er det som en drøm. Dit kære smil, og din mørkebrune, udenlandske hud. Du er en smuk eksistens, det mener jeg virkelig.

Det er underligt, ikke? For du er jo fremmed for mig, jeg kender dig jo egentlig ikke, ikke sådan rigtigt i hvert fald, har blot set på dig i sommer dagenes hede timer.
Her fra min altan ser jeg alt, jeg ser dig lege med din kære lille bror, støtte din syge mor, beskytte din lillesøster imod den onde verden. Og om nætterne iagttager jeg dig, være dig. I nattetimernes stunder hører jeg din fine stemme synge, synge en spansk sang, og det er smukt. Jeg forstår det ikke, men det behøves heller ikke, ved at lukke mine øjne kan jeg føle din nærhed, og dine syngende ords betydning.
Det er den samme sang hver nat, og jeg undrer mig gang på gang, hvad der kan være ved den, siden det er den der er så betydningsfuld for dig. Er det mon en sang din afdøde far sang for dig da du stadig kun var et barn, da han stadigvæk følte livet gro i ham? Er det en sang din elskede engang lærte dig, da i sammen besejrede ørkenens mørke skygger? Eller er det blot den eneste du kan? Den eneste du har lært? Jeg ved det ikke, måske er en af disse sætninger svaret på mit spørgsmål, måske ikke.
Det er hele nætter du bruger på at nyde menneskeheden. Du sidder så fint på kanten af dit vindue, og skuer drømmende ud i mørket. De første timer plejer du blot at sidde der, og ind imellem sender du mig et af dine stjålende blikke, jeg ved, at du gør det, og jeg ved, at du kender til min eksistens. Den viden er i al hemmelighed rar at have, for så kan tanken om, at vi en dag kunne stifte bekendtskab med hinanden lovligt strejfe mine tanker, måske få et evigt venskab? et evigt livs forhold? hvad ved jeg , bar noget, et eller andet.

Ud på de sidste timer af natten giver du din stemme til livs, du lader den flyde ud igennem luften og ind i mine ører, som sød musik for mig. Ofte kan jeg tage mig selv i at sidde og vugge ligeså stille frem og tilbage når du synger. Det er så smukt, ligeså er du, min drøm. Min spanske imagination.

Uskyldige sjæle

Jeg ryster. Skælver, kan ikke styre det. Jeg kan ikke få min krop til at lade være, den ryster og ryster, og mine øjne bliver med ét helt våde, tårerne render ned langs mine kinder, de vil heller ikke stoppe. Jeg kan ikke styre dem.


På et split sekund dukker mit forhenværende liv op, det som jeg ellers har været så god til at pakke ind i en lille boks, låse med en million nøgler, og smide ud i det store, dybe hav. Pludselig dukker boksen op igen, alle låsene står ulåste. Den kalder på mig, fortiden. Den vil have mig til at åbne mine sår, og lade dem forbløde igen, selvom jeg næsten lige havde fået lukket dem igen. Rent faktisk var de blevet til nogle usle gamle ar som man ikke rigtig lagde mærke til mere, men nu... Nu kan jeg ikke lukke øjnene for dem længere, Ikke når de nu står ansigt til ansigt med mig, og stirrer på mig med de borende øjne. "Du er ikke kommet videre, det lever i dig, suser gennem din krop for hver eneste dag du lever. De skærer dig i stykker. Hvert skridt du tager er som at få boret de skarpeste knive op i fødderne. Og du ved det. Lad være med at gemme dig fra fortiden." Det er hvad øjene siger, ikke højt nej, men det behøver de heller ikke, for jeg ved det.

Det er gået op for mig, at jeg blot var et brugsmiddel til at glemme den virkelige smerte, for at få den til at svinde bort i så lang en tid så muligt. Men jeg var ikke holdbar nok, stolede for meget på mine instinkter, nok til at jeg kvittede det. Det gjorde blot din afsky for mig større, det vidste jeg bare ikke, ikke dengang.
Jeg har sagt til mig selv i al den tid, at det ikke betød noget for mig, men det gjorde det. Det gør det, også selvom jeg prøver på at få det til at holde op, så bliver det bare ved med at være i mig.

Det er en halvkvalt gråd nu, ikke meget mere. Det er som om den bare bliver ved for at pine mig endnu mere, jeg kan ikke styre den.
Mine tanker løber skrigende rundt inde i mit hovedet, de vil ikke holde kæft! Jeg kan ikke styre dem.
Min krops rystelser er derimod ved at stilne af, men de vil alligevel ikke stoppe helt. Jeg kan stadigvæk ikke styre dem.

Fuck dig. Det her er din fortjeneste, og du er så iskold som noget menneske kan være, du er fuldstændig ligeglad. Det eneste der går dig på er, at du ikke kan få hvad du vil have. Derfor udnytter du en masse uskyldige sjæle, lokker dem ned i dit hul, fanger dem.

Grådighed er dræbende

Jeg sagde farvel til livet den dag hun forlod, lod mig ligge der i min egen pøl af selvfed skrøbelighed, selvfed skrøbelighed med en stor mængde indre blod løbende ned langs kroppens fine former. Først ned over den lille, runde barm, derefter videre ned af den solbrændte og veltrænede mave, ned langs taljen, hofterne og samtidig ned over de faste, små baller, underlivet, og til sidst flød det rosenrøde blod ned langs de lange smukke ben.


Det var kun hende der kunne se det som det rend der så langsomt, og selvfølgelig mig, jeg kunne også se det.. Eller på en måde, jeg kunne hverken se eller mærke det, blot føle det mentale, kvælende tag det havde om mig. Det var mig der flød.. ud af mig? Giver det mening, kunne jeg så spørge mig selv, og nej egentlig ikke, det giver ingen mening når jeg siger det højt, i hvert fald ikke så meget som det gør når jeg hører ordene i mine tanker.
Men sådan var det altså, jeg forlod min egen krop, og nu flyver min tomme sjæl rundt i ensomhedens kammer. Den vil ikke lægge sig til ro, ikke bare lade tiden gå, vente på den dag hvor min livløse krop der vandrer rundt på jorden, fysisk vil dø. Min kære sjæl lider, lider af tomhed, den savner realiteten, og følelserne den kunne føle engang. Kærligheden. Venskabet. Nu føler den intet, ikke andet end had, den er nu kun en stor klump af ustyrlig had, et hadefuldt væsen, og så alligevel ikke. Den kan ikke være et "ægte " væsen, for der er jo ingen der kan se den, den er som vinden. Du kan ikke røre den, men du kan føle den.

Hun kan føle den. Selv den da i dag, kan hun føle min sjæl der ikke kan finde sig til rette, den følger med hende hver dag. Iagttager hende når hun sover, kigger på hende når hun vågner, følger hendes side hele dagen, den river og hiver i hendes uendelige tanker.
Hver nat hvisker den i hendes øre, den hvisker kun få ord, men ord nok til at skabe et skrækkeligt mareridt. Hver nat føler hun angst, hver nat ligger hun skælvende i sin seng, under den store dyne med det sorte betræk, og hun sveder, sveder som om hun lige havde løbet omkring 100 kilometer ud i et træk, mister luften, og får den tilbage igen. Hun skriger om hjælp hver nat, hun græder i søvne, men ingen hører hende. Ingen vil høre hende, måske hører naboerne hende, hvem ved, men de gør ikke noget, ser blot på fra sidelinjen, prøver ikke engang at nå hende.

Altid vil jeg hjemsøge hende, hendes nætters gyserhistorier, ja dem vil jeg blive ved med at kreere.
Den dag hun dør vil hendes lidelser være forbi, og den dag vil min sjæl glemme hvad hun gjorde ved livet, hvilke handlinger hun engang begik. Og den dag vil sjælen flyve op til himlen, ned til helvedet? Jeg ved det ikke, men den vil i hvert fald forlade realiteten udenfor, vile i fred som man siger.

Facadiske løgne

Jeg er blevet besat af tanken om tilgivelse. Siger, at alle burde kunne tilgive hinanden, og hvis man vil, og tror på det, vil alt altid kunne blive "som før". Men pludselig ud af ingenting, er det mig der er hovedpersonen i denne her film, det er mig der skal tage beslutningerne, og min afgørelse der er i spotlight. Det er bare svært, forstår du, svært når man føler sig fanget i en situation man ikke hører til i, en krop der ikke føles som ens egen. A stranger ..


Man burde kunne fortælle sig selv, at det her er sådan livet skal være, det er er dín skæbne, ingen andres. Man burde kunne sige at ens mørke fortid er ligegyldig, og i øjeblikket hvor ordene bliver fremkaldt, burde de menes. Der burde være mening i. Sådan er det bare ikke altid, vel? nej, for jeg kan da med lethed sige "jeg tilgiver dig, tilgiver dig for alt du har gjort. Lad os lægge alt bag os, jeg vil ikke længere mindes ved dine sårende fejl" sige fuck det her teater, men hvad ville det hjælpe, jeg ville jo ikke mene et eneste ord fra den sætning, jeg ville fylde verden med facadiske løgne, og min tilværelse ville være baseret på en sort og beskidt samvittighed.

Det er gået op for mig, at den lille fejl du lavede, de mange bitte små fejl du lavede, betyder alt i vores venskab, de fejl er hvad jeg fokusere på når jeg tænker på os to, jeg kan ikke kontrollere det. Mig selv, jaa... Jeg har ikke altid været en sund ven for dig, og jeg ved det, jeg indrømmer det, dog med meget flovhed, men jeg indrømmer det. Jeg har fyldt dig med løgne, og sorte forhåbninger. Det undskylder jeg for, af hele mit hjerte undskylder jeg.
I realiteten burde jeg jo kunne overse alle disse små ubetydelige fejl som vi begge har begået, men det er ikke virkeligt for mig, det kan jeg ikke. I bund og grund nok fordi jeg ikke længere kan døje synet af dit smil, tåle at se på dine overfladiske handlinger, jeg kan ikke være skuespiller, min rolle er ved at dø ud, den er vel blevet uinteressant og nedslidt.

Jeg vil gerne konfrontere dig med mine dybeste tanker, dele min halvkvalte had med dig, altså jeg ville fortælle dig hvor stor en afsky der vokser inden i mig, afsky for dig. Vil have dig til at forstå, at det ikke skal være du og jeg, at vi må finde nye veje, nyt liv.
Og en dag vil jeg gøre det, en dag vil jeg spankulere målrettet og selvsikkert hen til dig, vinke det sidste farvel, fortælle dig, at du nu kan kalde os to en fortid.

Lillesøsterens evige spørgsmål

"Hvor lang tid bliver du her?" Min søster havde længe bare ligget der, der i stilhedens mørke, ikke så meget som et åndedrag havde strejfet hendes læber, ikke så meget som et enkelt blink med øjnene havde hun ladet gå, hun lå der bare, der på en madras på mit værelses lyse trægulv, og pludselig, pludselig havde hun kommet med dette besynderlige spørgsmål. Hvor lang tid bliver du her ..

"Bliver her? hvad mener du med det?" Jeg forstod det ikke rigtigt, så derfor vendte jeg mig rundt for at kunne kigge ned på hende. Min seng var høj, så hvis jeg satte albuen i min madras, og lagde hovedet på min hånd, kunne jeg ligge og kigge ned.
Jeg ville se hendes ansigts udtryk, om der var en ledetråd at hente der, men det var der ikke, hun havde nemlig lagt sig med ryggen til mig.

"jaa.. Du ved, hvornår letter du fra reden? Hvornår flytter du hjemmefra?" Sikke et udtryk hun kunne, min lillesøster på knapt 10 år. Den skulle jeg lige tænke lidt over, for det kom da lidt uforudsigeligt, den havde jeg ikke lige set komme.

I alle de år jeg boede hjemme, hele min barndom, havde min kære lillesøster spurgt mig omtrent hver evig eneste aften, om hun kunne få lov til at sove på mit værelse. Det kunne godt være lidt trættende nogle gange, for man har jo ikke lyst til at skuffe den lille, man vil jo ikke se bedrøvelsen i hendes øjne når hun får et nej, så de fleste af gangene sagde jeg ja, blot så jeg fik muligheden for at se glæden stråle i hendes lille runde ansigt. Smilet startede nærmest helt nede ved hagen, og på få sekunder havde det fået kravlet sig helt op til under øjnene. Øjnene smilede skam også, de formede sig som små, bitte kineser streger, og ind imellem kinderne dannedes der sig to fine smilehuller.
Jaa.. Det var et skønt syn, se hende så glad var den bedste følelse.

"hmm . Om 3 år.. 4, 5 år. Jeg ved det ikke. For at være ærlig så hurtigt så muligt, jeg glæder mig til at lære livet at kende på egen hånd, starte helt fra bunden af. Jeg glæder mig til, at jeg kan blive et selvstændigt menneske, mere endnu. Tanken om, at man bevæger sig ud i en verden man ikke før har kendt, bevæger sig væk fra de trygge rammer. Det gør mig på mærkværdigvis lidt spændt, jeg føler en trang til at opleve det lige nu og her."
"mmhh ... Men du ved, Josephine? Altså vil du ikke advare mig? Altså bare lidt tid inden du siger farvel, bare sådan så jeg lige kan forberede mig?" "Tror du, at jeg vil glemme dig når jeg flytter?! Det må du aldrig tro, bare fordi jeg finder mit eget sted, kan du altid komme til mig. Ligemeget hvad det er, vil jeg altid lytte. Du vil altid være velkommen hos mig, jeg vil være hos dig til den dag du falder om af bar alderdom, altid vil jeg stå ved din side, Om du vil det, er så en anden side af sagen, men mig slipper du skam ikke så let af med.
Nu vendte hun sig om, sådan så hun lå med fronten mod mig. Jeg kunne se, at en tot af hendes lange rødblonde hår blev ved med, at irriterende falde ned i hendes store, runde lyseblå øjne. Gang på gang tog hun det bag ørene, og gang på gang faldt det ned igen, til sidst orkede hun ikke at baske med det mere, så hun lod det bare hænge.

"Så hey.. Det du siger er, at du aldrig sådan forlader os for alvor, du flytter bare et andet sted hen?" "haha, ja det er det, I er jo trods alt min familie. Du er jo trods alt min til tider nervepirrende lillesøster, vi er på en måde af samme kød og blod."
Så gik der igen en lang tid hvor hun ikke sagde noget, alligevel kunne jeg høre, at hun tænkte, nærmest så
hendes hjerne knirkede.

"Det lyder da vel også fint nok... Det der med at blive selvstændig, skabe sit eget univers." Endnu en gang blev jeg dybt overrasket over hendes valg af ord, hun var stadig kun en pige på knapt 10 år, og alligevel havde hun formået sig at bruge sådan nogle smukke ord. "Jaa ... det lyder fantastisk. Du vil også komme til det en dag, "lette reden" som du sagde, det vil ske for os alle."

Forelskelse

Den varme stemme, det ildrøde hår. De store, grønne øjne, det forsigtige smil.

Alt dette er blot en illusion, en facade af kærligheden, af dét at være forelsket.

Smerten bliver skjult godt i det liv du lever, men i al hemmelighed kører dine tanker på fuldtid, tårerne kan rende, alt imens din udkårne elsker en anden, forguder en andens eksistens.

Ingen kan hjælpe sjælen videre når den først er groet fast i en erindring om paradiset.

Du går rundt i et liv udfyldt med tomhed, rædselsfuldt men sandt. Din virkelighed er næsten ikke til at kalde en virkelig virkelighed længere, alle farverne er forvandlet fra kulørte til sort/hvid.

At vide, at de arme du elsker om dig, ikke vil komme til at holde om din krop igen, aldrig vil så meget som røre dig endnu en gang, kan føles som tusinde spejle der smadrer lige for øjnene af dig. At vide, at de intense, men alligevel blide kys aldrig vil finde vej til dine læber igen, kan føles som om alt lys slukkes på blot et sølle sekund.

Livet bliver langsomt trukket ud af dig, du bliver kvalt i dine egne løgne, de æder dig op i takt med, at dagene går. For du lyver om alt, at du ikke føler noget for din elskede, at han ikke længere eksistere for dig, selvom han hver dag dukker op i dit indre.

Nu ses du liggende der, helt livløs på det kolde stengulv, og folk kan bare ikke få sig selv til at hjælpe dig, de har sagt stop. De forstår ikke din smerte, eller de omstændigheder du lever under. De svar som du søger findes ikke, det gør de simpelthen bare ikke.

Ingen kan reparere det hul som der vokser i dig, det hul, som opstod den dag du blev ulykkeligt forelsket i en fremmed. Den dag du for første gang, så mundvigen på en engel krølle sig op til et genert smil.

Altid vil du eje den største del

"Jeg elsker dig" Ordene kom så pludselig, men jeg vidste hvad de betød, jeg vidste, at de var virkelige.

Dine forventningsfulde øjne kiggede på mig som om , at mit svar ville være de afgørende ord. Jeg kunne ikke, nej jeg kunne ikke vise dig hvad jeg følte, for du ville ikke kunne lide sandheden, den ville såre dig så inderligt meget. Vide hvordan jeg havde det med dig og dine ord, ville ikke ende godt, for det hele ville virke som endnu et skuespil, som om jeg var endnu en pige. Hvad jag følte for dig ville aldrig kunne beskrives med virkelige ord, for du var alt, alt hvad jeg nogensinde havde ønsket, men alligevel ikke nok. Du havde ikke de gengældende følelser for mig, og jeg vidste det. Jeg var endnu en, det var jeg. Du holdt af mig, så utrolig meget, men du elskede mig ikke, og ville heller aldrig komme til det... for at elske nogen var du ikke længere i stand til, du havde ikke styrken og troen på dig selv til det, hvad der havde ødelagt den ved jeg ikke, men den tro var borte.
Du skal vide noget .. Hvis jeg kunne, ville jeg have sagt.
"jeg elsker også dig .." Det gjorde jeg, af hele mit hjerte elskede jeg dig, og gør stadig. Altid vil du eje den største del.