Det er lang tid siden jeg har skænket dig en tanke, men det ved du jo nok allerede. Du er ikke som andre, du har en evne til at mærke dine tilknytningers følelser, tanker.
Jeg kunne jo lukke min sjæl, udføre min beslutning om forsøget på at glemme, men jeg er en egoist. Jeg tænker på mig selv, som regel som det første, selvom jeg ved det er ondt, selvom jeg ved, at jeg nok i realiteten burde gemme mine ødelagte minder bort og fokusere på livets "lykkelige gang". Jeg har da også prøvet, men jeg er bare ikke stærk nok, jeg har ikke en viljestyrke med nok kraft i, nææh. Den har jeg til gengæld smidt bort, langt, langt væk er den nu.
Nu gør jeg det altså, du ved, skænker dig en tanke, om jeg vil det eller ej, det er umuligt for mig at beherske mig selv, umuligt selv at bestemme hvor mine tanker skal føre mig hen.
Nu fører de mig tilbage, tilbage til mine dage med dig, jeg husker tydeligt hvert eneste øjeblik vi tilbragte sammen, hvert eneste ord, hvert eneste meningsfulde kys. Jeg står i gæld til dig, du fuldendte mit ligegyldige liv. Dog ved jeg, at jeg aldrig ville kunne give dig noget, ikke længere, ikke nu hvor jeg er rejst. Det lyder forkert at sige det sådan, for det var jo ikke mig der rejste, teknisk set jo, men det var dit hjerte der forlod, og mit hjerte der lå tilbage i et blodigt og ensomt hjørne.
Nå, men sådan er det jo nu en gang, og det må jeg lære at leve med.. Rettelse; jeg burde lære det, men det kommer aldrig til at ske.
Jeg savner dig hvert sekund, og min smerte bliver stærkere og stærkere, hvis du dog bare... hvis du dog bare ville komme tilbage, blot for en tid, mere forlanger jeg ikke, man kan jo altid slutte... Selvkreere enden.
Faktisk undrer det mig lidt, at jeg ikke har gjort det noget før, eller bare i det mindste tænkt tanken om det. Jeg vil gætte på, at jeg har varet ved fordi, at der inderst inde i mig stadig ligger et håb gemt, håbet om din hjemkomst.
"Ville du? Ville du kunne finde på det? At vende tilbage til mig?"
"Nej. Du må indfinde dig i dit liv, jeg kan ikke længere være en del af det."
Det gav et sæt i mig da jeg hørte det svar. Hvor kom det fra? Hvor kom du fra?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar