Hvor er du på vej hen?

Og man kan nå til et punkt, hvor man ikke længere gør det for sig selv, og en dag stopper man op og har glemt, hvem fanden man var og hvor man kom fra
Blændet af behovet til anerkendelse mistede man selv på vejen

Hvor er du nu?

Hvor er du nu?
Ligger du i din seng og tænker tanker der rækker langt ud over atlanten
Ligger du og vender dig i søvne med angrende drømme
Tænker du på i går? På i forgårs? På forleden dag? På sidste måned? På sidste år? På mig?
Hvor er du nu?
Er du i Europa
Er du i Afrika
Er du i Rusland
Er du i Asien
Er du i Amerika - syd eller nord
Eller er du hjemme?
Hvor er du nu?
Kigger du på stjernerne og månen
 - det gør jeg
Ved du, at hvis du lukker det ene øje kan du dække hele månen med din tommeltot når det er fuldmåne- det er så fint
Forstår du, månen er den samme ligemeget, hvor i verden du befinder dig
Hvor hører du til?
Hvor er du nu?

Bløder med lukkede øjne

Du spørger mig, hvorfor fanden jeg er så sur
 "Hvorfor jeg er sur? Hvorfor i alverden skulle jeg da være andet? Kan du fortælle mig det? Intet,     absolut intet er som planlagt. Intet. Og der står du med en trodsig mine og spørger mig hvad fanden  der er galt. Ja, hvad fanden er der galt med dig? Og hvorfor i alverden står du dog her og glor? Burde   du ikke vandre rundt imellem alle de andre stiletfødder med krigsmalingen på? Og lade som om?
 Fuck dig. Ja fuck dig, siger jeg jo!"

Du vender mig ryggen og lader mig se din mørke hud gløde.

"Hvorfor fanden er du så sur?" Råber jeg efter dig med et hysterisk tonefald

Du stopper, vender dig om, ser på mig. Afslører i en brøkdel af et sekund stødet du lige har fået hamret ind i dit bryst.

"Og nogle mennesker rejser sig op og går videre, andre bliver liggende. Og bløder med lukkede øjne." Hvisker jeg. Griner.

Min underbo

Oppe på min altan kunne jeg lugte underboens gamle smøg, der stille og roligt lod røgen sive op til mig og min stilhed. Det lugtede fælt af sorg og tomhed og jeg undrede mig over, hvordan hun var havnet der. For jeg havde set hende på trappen og i elevatoren, når hun havde været ude at handle ind og kom slæbende på tonsvis af fyldte indkøbsposer. Og jeg havde ofte set hende stå uden for sin dør med et længselsfuldt, tåget blik , som om hun håbede på, at et spøgelse fra fortiden ville støde ind i hende så de kunne dele lyserøde minder og en god kop lakridsthe sammen.

Det sket bare aldrig, for hun var altid alene og havde aldrig besøg. 

Jeg havde ganske ondt af hende, især når jeg så hende stå der i en ventende position og med et glimt af håb i sine gamle øjne. 

Den ting, der nagede mig mest ved synet af hende, var fornemmelsen af, at hun slet ikke var så gammel som hun så ud til. Noget ved den måde hendes langt fra grå hår bølgede sig ned over ryggen på hende, og noget ved hendes  komplet glatte og rynkefrie hud, og så hendes lette bevælgelser sagde mig, at hun højst kunne være midt i trediverne, og altså kun en 10 år ældre en mig selv. Jeg gøs ved tanken. Hendes øjne gemte på tusindvis af erindringer og så altid forfærdelig trætte og udslidte ud.

Som jeg sad der og bandede og svovlede over den grumme lugt af cigaretrøg, hostende som en gammel heks pågrund af min livslange astma, slog det mig pludselig, at angsten for at ende som hende - alene og forladt- var større end nogen anden angst jeg lige kunne komme på.

Næste gang jeg så hende på gangen udenfor hendes dør sagde jeg 'hej'. Hun så på mig med et forvirret og overraskende blik. Lidt efter fik hun lidt kejtet fremstammet et 'Hej' tilbage, og fra den dag af, sagde mig og min underbo altid hej til hinanden. Vi snakkede endda en dag om, om vi på et tidspunkt skulle dele en kop lakridsthe sammen 

Intet forsvinder, det bliver bare til noget andet

Vi drømmer om så store verdner, med store rum og mennesker med store hjerter og store ord.
Samtidig gemmer vi os selv bag lukkede døre og nedrullede gardiner. Vi ser folks sorg som et tabu, noget man ikke nævner, hvilket er så forbandet forkert.
Du kan ikke gøre dig klog på noget du ikke har sprunget ud i. Du kan ikke vide om modparten vil grine eller græde. Derfor er det ligeså forkert ikke at spørge som at spørge.
Vi er opvokset i et af de rum, hvor det er forkert at være nysgerrig, vi skal alle sammen holde os for os selv og ikke snage i andres sager, og det gør vi. Vi holder os for os selv, men vi snager også. Vi snager bag om ryggen på folk istedet for at spørge lige ud. Vi hvisker og tisker i krogene og teer os som små børn, der ikke ved hvordan virkeligheden ser ud.
Sådan er det, og hvor er det dog trist.
Hvor er det dog sørgeligt

Mine øjne bliver så trætte, de bliver så trætte af hele tiden at være kede af det.
Når de en gang imellem får en pause, er de så udmattede og tunge, at alt hvad de egentlig har brug for er at få lov til at lukke i

Indeni mig er jeg rastløs, jeg kan ikke finde den der ro som jeg plejede at have. Jeg vandrer rastløst rundt i virkeligheden- både i andres og i min egen. Jeg søger efter noget jeg har mistet, efter noget der engang var, eller måske ikke var. Jeg ved det ikke

På ét split sekund væltede vores verden på jorden, og vi tumler stadig rundt og er forvirrede.
Vi ser hvide kitler, slanger, fremmede, smilende ansigter, hvide gange, hvide rum. og mørke.
Og jeg ser mig selv, og ved ikke hvad det er jeg ser, jeg ved bare at intet af det her er okay. At intet af det her var planlagt. Og så ved jeg, at vores liv er forandret forevigt.

Det værst tænkelige 

Måske er det her en pause

 i livet

Jeg bevæger mig væk fra dig og din forbandet egoisme
For som man siger;
"The first time is a mistake, the second time is a choice you make"
Jeg har taget det valg mere end én gang for meget
ladet mig selv befinde mig på dybt vand
 hvor jeg ikke kunne svømme
Lod mig selv drukne i surrealistiske dumme drømme
kunne ikke se forskel på virkelighed og uvirkelighed

Du bandt mig til din sjæl, holdt mig fast med dit greb
slap mig
holdt fast
slap mig
holdt fast
slap mig
slap mig
Og jeg kunne ikke finde vej tilbage til der hvor jeg var kommet fra

Jeg håner de søvnløse nætter og gemmer nostalgien og fantasien væk
Jeg løsner mig fra det du stadig holder fast i
 dét af mig
Jeg vælger ikke at vælge igen,
for denne her gang vil jeg ikke lade mig selv bløde

Solen går ned og jeg er her stadig

Afgangsbevis(erne)

Jeg graver min fortid frem, den som ligger gemt langt inde under sengen, i en lille boks, under en million ligegyldige, og forlængst glemte papirer. Jeg åbner boksen, ager dens indhold og kigger på den i noget som føles som en evighed.
Da jeg ligger der på maven, og famler i mørket, nyser jeg pågrund af alt det støv, der omringer boksen. I det jeg rejser mig op, lægger jeg mærke til, at støvet endnu sidder på min sorte trøje; det sidder der som en reminder om, at det jeg nu har fundet frem, er gammelt, og det er meget lang tid siden, det har været fremme i lyset.
Forsigtigt får jeg lagt den på bordet foran mig (fortiden), og lige så stille og roligt breder sig et lille, fint smil på min læber. Jeg nikker anerkendende og tænker "det er i orden, det er faktisk OK. Det her er et fint og skrøbeligt minde. Men det er OK"
Og så giver jeg den videre, og den forvandles pludselig til noget der atter en gang betyder noget, og atter en gang er der noget der afhænger af lige præcis den. Og jeg tror på, at det hele nok skal gå, og jeg ved, at jeg vil kæmpe.

Et brev til en fremmed

Et brev til en fremmed:

"Hej.
Hvordan har du det? Godt? nej, nå.. Af helvedes til? Øv, hva?
Hvorfor?
Var der en der forlod dig stående dér; i midten af en stor selvmedlidenheds-pøl? Eller stod du badet i blod og salte tårer? Virkelige, salte tårer, og ikke store, fede krokodilletårer ?
For dét gør nemlig ondt ikke? Når man er alene lige der i det øjeblik, hvor man netop ikke burde være alene.
Hvad laver du når du er glad?
Går du også turer langs stranden og drømmer dig tilbage og forsvinder langt væk og håber på at få bare et lille glimt af de ting du ikke længere har?
Og bliver du så glad, når du lukker øjnene og du så nærmest kan mærke hendes fingre der aer dig på kinden, eller kan fornemme hendes dybe, blå øjne der beundrer dig i mørket?
Bliver du glad der? eller bliver du bare nostalgisk? - ligesom mig.
Jeg håber faktisk, at du bliver glad.
Nej, vent. Nu lyver jeg. Jeg håber ikke du bliver glad, jeg håber, at øjeblikket forsvinder langt ind i din hukommelse og sætter sig fast, og langsomt graver alt sammen op igen, så du kan savne det mere end du nogensinde har savnet noget. Og så håber jeg, at du hele tiden vil blive mindet om, at du havde det godt, at du havde det så pokkers godt.
Måske vågner du op af trancen og ser dig omkring. Så får du måske øje på mig, eller din bror, eller din søster, eller en anden der engang ejede en lille del af dit hjerte. Og så kan du ikke kende os igen, for vi ikke kan genkende dig, så vi smiler ikke og vi siger ikke hej. Ligesom, at vi aldrig ringer eller beder dig om noget. Vi står bare dér og tér os fjollet.
Okay. jeg hader dig ikke, det gør jeg ikke.
Når jeg lukker øjnene, kan jeg næsten dufte din parfume og jeg kan næsten se os krøllet sammen i de hvide lagner, med uglet hår og varme hjerter. Og jeg kan næsten høre fuglene kvidre og føle tosomheden som ligger og våger over os.
Vi ses. En dag. Snart. Måske
Ha' det godt. Jeg håber dig alt godt fremover
Ha et godt liv, ikke? Og pas på dig selv. "

There's a difference between giving up, and don't wanna keep going
There's a difference between holding on to something or someone who deserves it, and to holding on to something or someone who does not in any way deserves it
There is a fucking difference

Midt i vores trance ringede virkeligheden på, og vi fandt aldrig tilbage igen
 for den skar sig igennem med en skinger tone indtil vi ikke længere kunne finde den vej vi var kommet fra

Forfanden. Jorden den skælver, alt det glipper
ser dig i øjnene
lukker dem
stirrer den sorte tomhed i øjnene
du er væk
På en beskidt og modbydelig måde, snoede du dig ud som en slange
en snedig og iskold slange
Og det var fra den ene dag til den anden
Fuck

En tung og uhåndgribelig melankoli breder sig i rummet
Du står der som et spøgelse med et frosent hjerte
et grinende smil
der skærer brudstykker af alt det varme
Forfanden og fuck

Jeg er landet under den forkerte stjerne, i den forkerte tid, med forkerte problemer og forkerte løsninger
Jeg danser til sangen de spillede i går, i sidste uge, sidste år, før jeg blev født
 jeg danser ikke til sangen fra i dag
for den kender jeg ikke, den vil jeg ikke kende, den kan jeg ikke kende
  ikke endnu
Forstår du.
Jeg svæver afsted, jeg går afsted, jeg løber afsted, jeg skriger og jeg spurter afsted
 på samme tid
uden mig selv
Jeg lukker øjnene, åbner dem igen
og så er jeg væk.

Vi delte alting, problemet var bare, at jeg også delte dig

Alting er gået i stå

Putter endnu en af de fyldte chokolader i munden og tænker: "fuck det"
Vi græder lidt salte tårer
Vi ser på tonsvis af billeder
Nogle af os har lagt det bag os
 andre af os dvæler for meget ved fortiden

Vi finder alle måder at fortsætte på
Vi gør det med faste skridt
 ser os ikke tilbage
Og vi går i stå
 og laver ikke andet end at stå med blikket fæstnet bag om skulderen

Det rimer ikke
for det vil det ikke
vi kan nikke
 med smilet malet på
men alting er gået i stå

Jeg tror bare, at jeg savner ham så meget
Fordi han var en far
Og det gjorde så forbandet ondt at finde ud af, at vi lige så stille var gledet så langt væk fra hinanden
På papiret var vi jo det vi altid havde været, men noget har forandret sig, og vi er ikke som før
Det skærer så dybt, at jeg mister pusten og må lede efter den igen for at få den
Jeg kvæler mig selv i tårer som jeg ikke engang fortjener at spilde

Et eller andet sted er jeg jo ikke mig, et eller andet sted lever jeg i en anden piges krop
Og lever en anden piges liv
Jeg kan se mig selv i spejlet og tænke "hvor fanden blev du af Josephine?"
Det er det værste, og i denne tilstand ved jeg, at det er det værste - Her kan jeg ikke skjule noget, ikke en gang for mig selv. Og så er den gal

Ps. Jeg er fuld, meget fuld, og burde ikke skrive noget, ikke dette. Imorgen sletter jeg det , tror jeg. Når jeg opdager min dumhed sletter jeg det.
Jeg er ked af det. Undskyld

P.p.s fik jeg sagt, at jeg savnede dig? Dig og mig? Da jeg var lille?

Alt det indeni

Vi troede bare ikke, at det ville slå så hårdt, ikke dengang.
Så jeg drak mig fuld, meget fuld endda, og så var det jeg gjorde nogle dumme ting.
Jeg sagde så mange ting, faktisk sagde jeg så meget, at størstedelen nu er som en tyk tåge i min hukommelse. Jeg kan knapt nok huske, hvordan jeg havnede i den seng. Og det løber mig koldt ned af ryggen bare ved tanken.
Jeg husker det sug af fortvivlelse der fór igennem min krop sidste gang, og sidste gang igen, og sidste gang igen igen... Jeg kan så ment fremkalde det stik af savn jeg hver gang føler når jeg ved, at du bliver nødt til at gå. Det er underligt. For hver gang står jeg tilbage med tanken om "Hvornår ser vi hinanden igen?" eller "Var det her det?" Åh. Jeg ryster det af mig igen, det er en klam tanke. Jeg kan ikke se en verden uden os og det vi kan.
Jeg savner dig hele tiden, og forfanden hvor kan jeg blive vred på mig selv over det.  
 
  Da jeg blev ædru kravlede jeg ned under mit tæppe, lukkede øjnene i, og slog min hjerne fra. Jeg tvang minderne til at forsvinde for en stund og lod som om, at jeg var den eneste der eksisterede i hele universet.
Lidt efter sov jeg, og da jeg vågnede, skyndte jeg mig at smutte lydløst så ingen skulle opdage, at jeg var væk.